Har du talt med din søn om hans tissemand i dag?

Milepæle og at sammenligne pærer med æbler

At sammenligne børn er lidt som at sammenligne pærer med æbler. Jeg gør det. Skyldig. Jeg sammenligner mit barn med andres. Og jeg ved også jeg nok bør stoppe.

Nu er min blog ikke et sted, hvor der skal peges fingre af hvad ”nogen” gør, og hvad jeg engang gjorde, for så at være blevet klogere.
Det her mor-hed er bare en dynamisk proces, hvor jeg hele tiden ændrer holdning, standpunkt og metode, hvortil jeg så reflekterer igen og igen.

I mit førstegangsfødende lille sind har der altid luret en uro, om at alt nu er som det skal være. Er hun hvor hun skal være i sin udvikling? Er hun alderssvarende? Er hun bagud? Eller… Er hun virkelig så dygtig, som jeg selv synes og hvor hvornår får jeg tilsendt min medalje?
Sådan er det stadig engang imellem, men nu er det i højere grad noget med at jeg skal bemærke mikro-signalerne, for hun viser bitte små tegn til det meste, det er bare at spotte hvordan, da hun ikke snakker endnu. Hun er knap 17 måneder.
Det med de sociale kompetencer som det så fint hedder er hun så småt ved at vise tegn til, fra at være den lille egoist, som børn nu engang er, til hun nu opsøger andre børn, hun indbyder til leg og ser dem til potentielle legekammerater. Hun har ikke alderen til at gå hen og sige ”Skal vi lege?”, men deler vil gerne bytte legetøj, lege ved siden af / parallelt og sige ”HEJ”, hvis det andet barn flytter fokus fra hende.

Som jeg tidligere har skrevet om, i dette indlæg ”Accepten af at man ikke kan gøre alting rigtigt” er jeg med tiden og efterhånden nået en realisering om at man bare ikke kan gøre alt efter bogen, og at der desværre ikke er en manual, som man slavisk kan følge. Dette har været hårdt for mit kontrolbehov, at man ikke kunne monitorere en sund udvikling ud fra viden om hvad der er ”rigtigt”.

Jovist, som nævnt i det tidligere indlæg, så er der skam retningslinjer, som f. eks. Sundhedsstyrelsen sender ud, men der er jo ikke nogen professionel instans, der går ind og siger: ”HEY, Lolita er da 6 måneder. Nu burde hun kunne sidde”. Der skal ret grelle tilfælde til, da børns udvikling jo er så forskellig, at man nærmest kan betegne nogle børn som pærer, andre som æbler. Måske en hel frugtkurv af forskellige unger!

Det er for mig de små milepæle, der har fyldt meget i min barselstid. Dagen, hvor hun pludselig løftede hovedet helt, den dag, hvor hun spiste sin første grød, sad selv, kravlede osv. osv., men også iveren over det næste ”skridt”. Da hun kunne sidde, så jeg frem til at hun kunne kravle. Da hun kunne kravle skulede jeg i horisonten efter at hun tog sine første skridt.
Når man ser tilbage, så savner man da at de ikke kunne tonse rundt i hele stuen, forsøge at bestige sofaen, for så at komme op i vindueskarmen, som en eller anden bjergged, eller åbnede skabe, for at rode alt ud. Man savner lidt dengang, at man vidste hvor de var, nemlig lige der, hvor man sidst lagde dem!

Det er tydeligt, at Augusta er meget sprogligt orienteret, og jeg vil ikke mene at der er mangler på andre fronter, men hun har sin interesse og sit fokus på kommunikation, sprog og forståelse, hvilket måske er derfor hun ikke var den første på sine to ben. Hun nynner. Nynner f. eks. lidt af Bamses Billedbog sangen og har en del ord. De fleste kun nogle, som forældrene forstår, da det er bittesmå detaljer, der adskiller “MAD” fra “MÆH”, men ikke desto mindre er det en grobund for et sprog.

Det er få måneder siden hun lærte at gå (det var i en alder af 14 måneder), så mens jeg kunne se på alderssvarende børn på Facebook, der i en alder af seks måneder tog deres første skridt, og flere, der efterfølgende ”overhalede” hende, så havde vi en kravler i relativt lang tid.
Jeg tog mig selv i, at ærge mig over hendes usikkerhed omkring at springe ud i det, men set i bagklogskabets lys var det snusfornuftigt at have tjek på det, at gå langs ting, inden man sprang ud i at gå uden støtte. Det betød hun nærmest aldrig væltede, da hun først ”gik i gang”.

IMG_5178
Ja, og så var der også engang jeg havde en lille baby, der blev fotodokumenteret, fordi hun “endelig” løftede hovedet rigtig højt. Arb, en smule rødhåret (?) og helt tandløs. Shit, det er lige før jeg bliver skruk igen!

   

6 kommentarer

  • Hvor er hun bare dejlig, lille charmetrold!

    Ja, sammenligninger vil nok altid være en mor-last. Jeg kan heller ikke sige mig fri for dem. Især med mit første barn. Jeg synes det blev bedre med nummer to, fordi jeg vidste at alle egenskaberne (i mangel af bedre ord) nok skulle komme før eller siden. Min datter, som er nummer to, kravlede først på sin 1-års fødselsdag og hun tog sine første skridt, da hun var 18 måneder. Der var alle andre børn altså begyndt at gå 🙂 Så der blev min tålmodighed også sat på prøve. Nu er hun 2½ år, og hun går op og ned ad trapper, løber, cykler, danser, hopper, slår kolbøtter og så videre, og jeg har fuldstændig glemt min bekymring omkring det at gå, da den ligger et helt år tilbage. Sådan fortsætter det.

    Ang. løbecykler, så synes jeg den Puky er rigtig god som starter cykel og omkring de 2-2½ år kan man ligeså stille gå over til en løbecykel med to hjul. Her er Puky også gode, da de er så små og i godt materiale. Min pige fik den (med to hjul) i 2-års fødselsdagsgave og hun startede med at øve på den indenfor. Det går bare ligesom lidt nemmere. Nu cykler hun af sted på den udenfor og har helt styr på det. Men vil da også mene, at 17 måneder måske lige er lille nok til en tohjulet 🙂

    Den måde vi har brugt bObles på er, at lave baner af dem, så balancerer de op og ned af dem. Vi trækker også tit en sækkestol/fatboy hen, så de kan hoppe ned i den fra et af bObles dyrene. Det er virkelig et hit, og på den måde lærte min pige også at hoppe – godt guidet og opmuntret af storebror. Men når man ikke kan hive sådan en ind i legen, så er det fint som forælder at gå med dem i hånden på banerne og når de skal hoppe, så lærer de teknikken i det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Vi har en pukylino cykel, som bliver brugt indendørs. Den bliver brugt hver dag, og vores søn er altså 2,5 i dag (den er så også ret meget for lille til ham efterhånden). Nå, men det jeg ville sige er, at jeg tror det har gjort meget for hans motoriske udvikling og koordination at have den cykel. Herhjemme tumler vi på madras, hopper i sengen, øver kolbøtter og kaster med bolde;-) Tak for dine gode indlæg som giver stof til eftertanke og mange gode grin:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Truc/petittruc81

    Super godt indlæg!
    Jeg tror ikke der findes én eneste mor (eller far), som kan sige sig helt fri fra at sammenligne, selvom man har de bedste intentioner om ikke at gøre det. Og man gør det jo kun fordi man vil ens guldklump det bedste!
    Man skal bare huske at der er et “spektrum” af milepæle-og i stedet for at vide hvornår ”starten” er, så hellere ”deadline” for hvornår man senest kan forvente de er begyndt at kravle f.eks. Altså når der måske er et behov for noget ekstra hjælp eller fokus. Jeg har været så heldig at have en læge i familien, som jeg har satset på ville påpege, hvis noget skulle gå hen og blive kritisk, både i forhold til udvikling og sygdom.
    Så måske har jeg bare haft og har en mere afslappet “mor tilværelse” end de fleste 🙂
    Mht. motorik: Med fare for at lyde som en dårlig mor (hehe), så synes egentlig ikke vi gør så meget EKSTRA eller bruger så mange mentale ressourcer på at tænke over det. Med lidt sund fornuft, er jeg overbevist om at det hele nok skal komme helt naturligt! Man skal huske at lade dem komme ud og røre sig og ikke være for restriktive. Lad dem udfordre sig selv, og slå sig (kun lidt selvfølgelig, så ikke noget med stiger foran åbne vinduer osv..). Tror snart vi fjerner gitteret på trappen, for vores 19 mdr datter kravler/går fint op og ned af trapperne nu 😀 Men hun har jo også en storebror hun ser op til og spejler sig i.
    Løbecykler.
    Storebror fik en 2-hjulet da han var 2½ og han er 4 nu og tør ikke cykle på en alm cykel uden støttehjul. Og ja nogle børn cykler allerede når de er 2. Men skal nok lære det. Jeg lærte det først som 5-6 årig og min motorik fejler ikke noget (det tror jeg i hvert fald selv mest på)-og gjorde det heller ikke. Min forældre gjorde bare ikke noget for det og jeg havde det fint med at klatre rundt i træerne og legestativerne som barn.
    Vores datter er for lille til sin storebrors gamle løbecykel og da hun virkede interesseret købte jeg en Puky Wutsch-eller hvad den nu hedder? Men synes ikke rigtig hun gider den. Det er som om den er for lille selvom det jo er den store model af de 4-hjulede. Og synes hendes fødder støder mod baghjulene bagtil når hun skubber sig frem. Men nu står den inde i stuen og kører lidt på den engang imellem og så venter vi bare på hun kan passe løbecyklen, hvilket der nok ikke er længe til 
    Men måske Augusta kan få mere glæde af den, for har også kun hørt godt om den. Så hvis du selv føler det for tidligt at få en 2-hjulet til Augusta, så køb den 4-hjulede og så brug den så længe I kan..  Held og lykke

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vi lånte en puky med to baghjul da Lydia var et års tid. (Hun har været hurtig motorisk, knap så hurtig sproglig) men den var ikke så stort et hit, da hun ramte hjulene i hælene hver gang hun prøvede at komme fremad. Der var den klassiske scooter bedre. Men altså tøsen ville hellere gå. Nu har hun den klassiske 3 hjulede med lad og en puky løbecykel. Hun er helt klart mest glad for den 3 hjulede, for der får hun mest fart på, men tænker det lige er indtil hun får knækket koden til løbecyklen. Jeg tror dog hun skal have en lille alm cykel med støttehjul når hun bliver 3 til sommer. Det skal helst gå så hurtigt som muligt og gerne vildere end vildt.
    Vi har tumlet rigtig meget, lige siden hun var helt lille. Jeg bar hende i slynge mange timer dagligt fra hun var helt spæd, da det var den eneste måde hvorpå hun sov om dagen, så hun var ret hurtig til at holde hovedet selv og sidde, så vi kunne tumle eet tidligt. Vi har en sansegynge inde, da gynger er rigtig godt for balancen. Derudover må man gerne herhjemme hoppe i sofaen og i sengen. Og det gør hun ofte.
    Men jeg tror det handler om at hjælpe sit barn på det område det gerne vil udvikle, så kommer resten helt sikkert også i et tempo hvor barnet kan følge med og mestre de nye færdigheder de får tillagt sig.
    Og ja, jeg tror vi mødre skal passe på ikke at sammenligne vores børn for meget. Det er jo en stor frugtkurv med alverdens frugter.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kir

    Min veninde læser til ergoterapeut, og hun anbefaler Gonge River Stones, som er sådan nogle trædeklodser i plast, som kan stables. Hun har selv brugt dem til sit barn, og hun elsker dem og har haft meget glæde af dem! Ikke mindst motorisk:)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Har du talt med din søn om hans tissemand i dag?