Læg dog den telefon fra dig!

Mor for første gang. Kejsersnit, skræk og lykke

Jeg vil aldrig nogensinde kunne opsummere den første tid, med en lille baby, til få ord. Bare forsøget på at beskrive de følelser man gennemgik, vil altid være mangelfuld og utilstrækkeligt.

Det var et chok. På den gode måde. Det var eufori, blandet med skræk. Skrækken for bare at ændre stilling, da man lå med hende for første gang, var enorm. Jeg var akavet, jeg var kejtet, og agerede som om jeg aldrig havde haft et barn i mine arme. Men nu var det jo ikke et-barn. Det var mit-barn. Vores barn.

Augusta blev født ved planlagt kejsersnit (som jeg skrev om i indlægget “At være über egoist og planlægge kejsersnit”), på et hospitalet Randers. Jeg vælger ordet “født”, da det er hvad man kalder processen, men jeg bruger aldrig betegnelsen “at føde”, da det ikke var det jeg selv aktivt gjorde. Da der ikke var nogen fysiologisk hindring for at jeg kunne føde på normal vis, så bliver disse kejsersnit outsourcet så at sige, til Randers, selvom vi boede og bor i Aarhus. Så blev mit syn på Randers også ændret fra: regnskov og Elvis museum, til regnskov, Elvis museum OG Augustas “fødeby”.

Alt var timet og tilrettelagt til mindste detalje, og hele operationsteamet af kittelklædte sygeplejersker, jordemødre og overlæge stod klar, som de jo havde ved så mange andre mødre. Men de var så søde, nærværende og omsorgsfulde. En stærk kontrast til det kolde og kliniske rum vi befandt os i.
Jeg var iklædt operationstøj, og lige så var Mikkel. Vi var afklædte fra vores egendele og den nøgenhed og den uvante situation gjorde os sårbare. Vi fulgte med, og ventede blindt på jordemoderens anvisninger.

Jeg skulle stikkes i ryggen. Et stik for lokalbedøvelse, et for rygmarvsbedøvelsen. Den første var den slemme. Selvsagt måske, da den skulle gøre klar til nummer to sprøjte. Det svære var sådanset at man skulle “krumme ryg, som en kat”. Ikke en let opgave, når man har en dunk på størrelse med en pilates-bold lige midt på maven. Så krummer man ikke nogen steder. Men ikke desto mindre blev den givet og havde hurtigt en effekt.

Jeg bliver placeret på bordet, kæresten ved min side.
Alle mand, måske 6-7 mennesker, med hver sin arbejdsopgave, som de i ro har udført, i det lille kliniske lokale. Deres ens tøj, deres masker og deres rolige skridt har gjort at jeg ikke har bidt mærke i hvad de har foretaget sig. Indtil nu har der summet af liv.
Pludselig er der dog ro. Pludselig står de alle og kigger. De venter. Jeg kan mærke at det først er nu, at jeg rigtig er nervøs.
Indtil nu har jeg haft overskud og være “ovenpå”. Jeg jokede med jordemoderen om at vi endnu ikke havde fundet et navn, og flere bød til med forslag. For sjov foreslog jeg at vi kunne kalde hende det samme, som overlægens barn – så var vi jo sikre på, at hun nok skulle være sød ved vores datter. Overlægens datter hed så Inger, så den idé trak jeg hurtigt tilbage igen.

Klædet bliver trukket op under mit bryst, så jeg kun kan se to af de kittelklædte mennesker. Med jordemoderen ved min side, og en, som jeg antager havde den tjans at holde øje med medicinen, der flød ind i droppet i min hånd, og Mikkel, helt oppe ved mit hoved. Mine fødder var som forsvundet. Jeg kan ikke mærke andet, end det fra det nederste af mit bryst og op. Jeg spørger pænt, som man nu engang ikke kan lade være med, om de nu er sikre på at jeg ikke bevæger mine tæer. Men jeg har ingen kontrol eller følelse over min nederste del af kroppen.

Jeg kan ikke sige at det hverken gik hurtigt, eller det gik langsomt. Man kan sige det var lidt af begge dele. Da jeg lå der, så føltes det som mange mange, meget lange minutter. Reelt tog det kun tre. Jeg kan huske at jeg meget intenst virkelig mærkede efter, om jeg nu var bedøvet ordentligt. Jeg kan huske at jeg kiggede en del på skærmen, der viste hjertelyd. Og på Mikkel. Og på jordemoderen. Jeg kan huske jeg bekymrede mig kort om jeg nu var helt afdækket, om de kunne se mine kønsdele, de, der stod udenfor min synsvinkel. Jeg kan huske jeg hurtigt kom frem til at det også var lige meget hvis de kunne. Jeg kan huske jeg blev dårlig. Jeg blev svimmel. Jeg gik lidt i panik, da jeg jo ikke kunne rejse mig, jeg kunne ikke selv styre det. Hurtigt regulerede de min medicin. Jeg nåede vidst at kaste lidt op.

Pludselig siger en stemme “dernede”: “Sikke en smuk pige”.

Jeg aner ikke hvad han taler om. Jeg kan jo ikke se noget. Eller høre noget. Burde jeg ikke kunne høre noget?

Jordemoderen spørger Mikkel om han vil med ind og se hende. Spørgsmålet er retorisk, da vi på forhånd havde aftalt at han skulle med ind og se hende i det tilstødende lokale, for at blive vasket af, og tilset.

Jeg vil også med! Jeg vil fandeme også med. Men jeg ved, at selvom jeg ligger her, og er fuldt mobil i min overkrop, så har jeg et åbent operationsar på en længde af 15 cm., og 4 mand med hænderne deri.

Så kommer skriget. Et underligt skingert skrig. Det stopper dog hurtigt igen. Den søde jordemoder kommer, tager masken fra munden og fortæller mig at hun er så fin og at hun er helt perfekt.

Så kommer tårerne. Da jeg ser Mikkel får den selskab af hulk!
Han sidder der. Lige så meget i chok, som jeg. Med vores barn. Med vores lille pige. Navnløse lille pige.
Jeg kan se en hårtot. Og en arm. Og så skal jeg skynde mig at sige, at det er det eneste jeg får at se den næste halve time, fordi farmand er helt i chok, og så stiv i kroppen, at han ikke kan vinkle hende, så jeg kan få et godt glimt.
Jeg kan nemlig ikke holde hende. Medicinen gør at jeg ryster helt ukontrollerbart, så mit bryst ville ikke være et sikkert sted for hende.

Jeg glemmer helt al den vivar der foregår bag klædet. Jeg spørger dem kækt og overskudsagtigt hvordan det går dernede, og inden de når at svare kan jeg høre lyden. Kender I den lyd, som en klipsemaskine siger? Den lyd, bare x4 så høj lød fra bag klædet. 12 gange.

Vi kører op til stuen, med jordemoderen ved vores side, Mikkel går med vores datter, han har bar overkrop og hun er helt nøgen, men pakket ind i en hospitalsdyne. Jeg ligger naturligvis stadig i sengen, så turen for mig er liggende, ligesom de næste mange timer er.
Der går dog nok en time fra hendes fødsel, til hun ligger på mit bryst. Jordemoderen er der til at hjælpe mig, med at få hendes sikkert “på plads” og til brystet.

Jeg har aldrig oplevet noget, der virkede så nyt og skræmmende, men dog så naturligt. Det var svært at amme, og gik i stykker en uges tid efter dette, men de første dage på hospitalet var skønne, og bare ideen om amningen og tætheden kunne jeg ikke være foruden.

Augusta blev født 08.31, og kl. 17 fik vi vores første gæster på stuen. I dette tidsrum har vi nået at hygge om hende, amme en masse, sovet, tage billeder, betragte hende og jeg har været oppe og tisse, fået tøj på og spist. Alt på en meget hviskende og listende måde.

Den første dag som mor var livsomvæltende, spændende og helt eventyrlig – på vores helt egen måde.

2013-05-07 13.00.26

   

12 kommentarer

  • Anne

    Åh det bringer minder. Fik Nor nogle uger før dig ved planlagt kejserby også i Randers

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna-Kristina

    Sidder med tårer trillende ned af kinderne. Hvor er det fint og velskrevet. Sindsyg fantastisk blog du har. Er så rørt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise Markussen

    … Og nu hyler jeg… Damn you, graviditetshormoner!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Diana

    Selvom jeg har hørt din beretningen mange gange før, så bliver jeg nu aldrig træt af den <3 Kys på dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak fordi du deler din historie!

    Jeg har født for 14 dage siden, og det var ikke nogen god oplevelse. Min lille Vegs blev taget fra mig lige efter fødslen og jeg kom først ned til hende 2 timer efter, hvilket var så forfærdeligt!

    Har skrevet et indlæg om forløbet på min blog, hvis du skulle have lyst til at læse. http://www.vitterligtv.dk

    Tak for en skøn og ærlig blog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Truc/petittruc1981

    Skøn beretning 🙂 Tænker at det må være spøjst at være så bevidst under en fødsel og så alligevel ikke, fordi man nærmest “venter” på at barnet kommer ud? Jeg var rimelig høj på lattergas og veer, for mine minder omkring selve fødslen er meget omtåget…
    Hvad er dine tanker omkring fødslen nu, hvor du har født ved planlagt kejsersnit? Er du ligeså angst ved tanken? Og i den forbindelse, gjort dig nogle overvejelser omkring hvad der skal ske næste gang, om det igen skal være kejsersnit? Forstår hvis du ikke har lyst til at svare. Jeg er blot lidt nysgerrig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    Skønt indlæg, igen, igen. Gravid eller ej, jeg tuder sgu også!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh sikke en fin beretning, nutidensmor!
    Du får mig altså til at se helt anderledes på planlagt kejsersnit end jeg tidligere har gjort.
    Du gør det meget mere positivt og jeg tænker dig slet ikke som egoistisk 🙂
    Hvis du har mod på det, er jeg helt vildt interesseret i at høre om graviditeten og følelserne omkring da du opdagede det.
    Så vidt jeg husker fra en instagram opdatering på et tidspunkt, var det vist ikke ligefrem planlagt 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det fedt at læse. Jeg skal selv have planlagt kejsersnit meget snart, da baby vender forkert. Så er det virkelig fedt at læse en oprigtig beretning fra en som har prøvet det, i stedet for en diskussion om, hvorvidt det er bedre at føde naturligt. Dejligt at du er ærlig omkring noget som mange ellers er meget imod.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg fik også planlagt kejsersnit og har nærmest intet at byde ind med, når andre fortæller om dramatiske vaginale fødsler. Jeg er normalt lidt rigeligt drama queen men lige omkring min fødsel ønskede jeg bare, det skulle være så risikofrit for baby og så udramatisk som muligt.

    Men åh! Det at få lille, fedtet baby op på brystet det var bare så fint!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Virkelig fint og rørende at læse! Men åh nej, jeg var helt sikker på planlagt kejsersnit, da jeg er virkelig skræmt bed tanken om fødsel.. Men dette skræmmer mig faktisk også! Kan man ikke bare få sin baby uden at skulle igennem alt muligt? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Sidder med store våde øjne, en klump i halsen, og en speciel følelse i maven….
    Jeg fik selv akut kejsersnit i Randers, nogle måneder efter dig. Dog var det efter 30 timers veer. Men! Mange af de følelser du beskriver, og hele situationen og de ting man bemærker, det kan jeg så tydeligt genkende.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læg dog den telefon fra dig!