9 hemmeligheder om mig

DET HER ER MIN HISTORIE: FIASKOEN

Jeg har købt bogen “Mor fortæl”, der med sine blanke sider indbyder til at nedskrive sine erindringer, til at give til sit barn.
Jeg tænker det er godt at få nedskrevet mine minder og tanker, til at videregive til min datter, så hun kan læse om min barndom, ungdom, oplevelser, følelser og minder – uden filter, og lige fra hjertet, som jeg husker det.

Men når man så sidder her og skriver om sig selv, om barndommen, opvæksten, der var fin og tryg, og skoleårene, så når man til et punkt, hvor man pludselig skal forevige ting på skrift, som man egentlig ikke er særlig stolt af.

Ting, hvor jeg tænker: “skal min datter vide dét?”

Der er bl. a. et afsnit om gymnasiet
En tid jeg ikke rigtig vil mindes, da det ikke var en særlig rar tid for mig. Jeg droppede nemlig ud.

Det har været til ret stor (tragi-komisk) morskab og forundring for andre, når jeg har fortalt, at jeg faktisk valgte at gå ud af gymnasiet i 3. g., lige inden læseferien, til eksamen. Jeg var endda med til Dronningebal, til Lancier, men med den viden i baghovedet, at jeg om få måneder ikke ville få samme hue, som mine medstuderende. Jeg skulle ikke køre studenterkørsel, selvom min mor gik og glædede sig og forsøgte at planlægge menuen, som hun stolt ville servere for mine klassekammerater, men uvidende om at den dag ikke ville komme.
Jeg trak den helt ud, og tanken om at jeg skulle lyve for min familie og omgangskreds, og deltage i dette “show”, denne aften, som var så magisk for andre, men for mig, på falske præmisser, får mig den dag i dag stadig til at græde.

Umiddelbart var det en enorm falliterklæring. Sådan følte jeg det i hvert fald, og der var ingen tvivl om at jeg også mente omverdenen tænkte det samme.
Og det gjorde de fleste faktisk. Min familie støttede op. Det skulle de jo, men alle andre mente jeg havde kastet håndklædet i ringet, uden at tøve.
Jeg havde påbegyndt noget, som jeg selv aktivt sprang fra igen, uden at gennemføre.
Dengang, inden jeg meldte mig ud var min holdning lidt “I dont give a shit”-agtig, for jeg ville ikke stå ved at det ikke var med min bedste vilje, at jeg ikke gennemførte, og det var i min optik meget lettere at virke skide ligeglad og sige man da ikke havde brug for at være en del af det fællesskab, som der var i klassen.
Men jeg var ikke skide ligeglad. Jeg var sindssygt ked af det.

Jeg vil ikke kunne give et endegyldigt svar på hvad det præcis var der skete, men jeg faldt nok langsomt fra i løbet af de tre år jeg gik på gymnasiet.
Jeg startede med de bedste intentioner, jeg ville gennemføre – med bravour, jeg ville imponere og få venner for livet.

Udfordringen jeg mødte var nok bare større, end forventet. Jeg havde tilmeldt mig italiensk på højniveau, og selvom jeg er skolet med sprog fra en tidlig alder, så faldt det mig ikke naturligt. Italiensk altså. Det faldt mig dog heller ikke naturligt at kæmpe for det.
Det lyder måske lidt lamt, men gennem min folkeskoletid var jeg mønsterelev, jeg fik 10-13 taller – jeg var dygtig, og det var enormt vigtigt for mig. Mit selvværd afhang i høj grad af ros, og anerkendelse for at det jeg præsterede var godt nok, og på min privatskole blev vi bedømt fra de helt små klasser, så jeg var vant til at vide hvor jeg stod, at det gik godt, at jeg gjorde det godt.

Jeg fik en depression af at gå på gymnasiet. Jeg kan ikke sige at gymnasiet eller de andre elever var skyld i denne depression, for jeg ved at jeg “meldte mig ud”, sådan i ånden, tidligt i forløbet.

Der var en prisoverrækning blandt eleverne, på en dag, hvor jeg tilfældigvis var der. Jeg fik ikke prisen som “ugens gæst”, selvom jeg var den på skolen med højest fraværsprocent, selvom jeg var sikker på det, da de annoncerede “titlen”.
Men jeg blev slet ikke nomineret, fordi de færreste i de andre klasser kendte mig, fordi jeg aldrig deltog.

Jeg ekskluderede mig selv fra fællesskabet i klasse og fra skolen, men jeg skabte relationer til andre på skolen, bl. a. en dejlig pige, som jeg var roommate med i flere år. Vi tog i byen om torsdagen og havde det fede ungdomsliv i vores egen lejlighed, da vi var 17-18 år.
Forskellen var at hun tog på skolen fredag moren bagstiv, når vi havde været i byen, hun læste, hun var livsglad, social og deltog, så hun bestod og blev student.

Jeg projekterede helt sikkert min usikkerhed, om de andre elever, over på dem, så jeg følte de fremmedgjorde mig. Ydermere følte jeg, at når jeg endelig var der, så havde jeg en forventning, eller bare en forhåbning om at de “ville mig”, men så var jeg udenfor, for i deres øjne havde jeg jo fravalgt dem.

Der var dog også nogle piger, i særdeleshed een, der var meget grov, som i høj grad bidrog til at jeg ikke kunne være i klassen. Hun spredte rygter og talte meget dårligt om mig. Min mormor døde i et af de år jeg gik på gymnasiet, hvorfra jeg fik en arv. Denne klattede jeg væk, bl. a. på et par dyre tasker, som denne pige bildte de andre elever ind, at jeg havde prostetueret mig for at få.
Dette gjorde bestemt ikke mit liv, eller umedicinerede, deprimerede sind, bedre.

Mange har efterfølgende spurgt mig om jeg ikke bare kunne have gennemført.
Svaret ville endegyldigt være nej, for jeg havde ikke deltaget i undervisningen. Den faglige udfordring var en for stor mundfuld fra mig fra start, så jeg gav op på forhånd, og i sidste ende skulle jeg op i fuldt pensum.
En lang række dårlige eksaminer, med undervisere og sensorer, der dumpede MIG (ja, mig, ikke mig, fagligt), ville tære alt for hårdt på mig, og jeg ville ikke kunne have klaret det.

Det bedste for mig var uden tvivl at erklære fiasko, og stoppe.
Da jeg så endelig kom mig over det hele, da jeg stoppede med at se studenterhuer overalt, da jeg kom mig over min vrede over denne mobning (fra en enkelt person), så tog jeg mig sammen og tænkte:

Hvad vil jeg med mit liv?
Det vidste jeg nemlig ikke før jeg skrev mig op til gymnasiet. Det havde jeg ikke gjort mig særligt store tanker omkring, jeg skulle bare kaste mig ud i det fagligt sværeste, for at min omverden kunne blive mest muligt stolt og imponeret af mig.

Så fik jeg job i en børnehave, senere hen i en vuggestue, hvor jeg var i over fire år.

Jeg fandt min hylde, min niche, min plads i livet.
Arbejdet med børn udviklede mig, det lærte mig løbende om konflikter – og løsninger af disse, om at være professionel, om at være ansvarsfuld, forstående, anerkendende og redskaber som tålmodighed. Ting der ikke står på skemaet på gymnasiet.

Jeg ville være pædagog! Augusta overhalede dog mine drømme indenom, men da hun var helt spæd og ny, og åbnede jeg en sen aftentime min digitale post, for at læse at jeg var optaget på min kvote 2 ansøgning til pædagogseminariet.
Jeg aldrig været mere stolt i mit liv.

Hvad skal Augusta vide?
Augusta skal kende til det hele. I bidder. Hun skal kende hele vejen, nedturene og hvordan jeg kom op igen.
Min omvej var ikke at gå ud af gymnasiet, det var at gå der i første omgang, det var at lade være med at sige fra i bedre tid. Dagene med at gå grædende fra undervisningen, over manglen på tætte relationer, eller onde blikke i klasselokalet kunne være minimeret, mens de nedslående mindreværdskomplekser fagligt såvel som socialt kunne være undgået, ved at jeg burde have følt lidt bedre efter i mig selv.

Jeg fravalgte ikke gymnasiet og min ungdomsuddannelse, jeg tilvalgte en anden vej, en vej til det jeg egentligt gerne ville, og det er jeg nu, set i relief, skide stolt af.

Det er det jeg vil give videre til Augusta, at selvom jeg har et lille sort hul på seks år, så var målet i sidste ende det vigtigste: en lykkelig og mega-fucking-sej pædagog-mor.

 photo Skaeligrmbillede 2015-02-10 kl. 19.57.56_zpse3bun2yi.png

Image Map
   

36 kommentarer

  • Louise

    Som én der selv er droppet ud af, hold nu fast, to en halv videregående uddannelser, rammer det her. For jeg ved heller ikke hvad jeg skal fortælle min søn, hvis han en dag spørger, hvad jeg lavede i årene efter gymnasiet. Depression, drop-out, generel elendighed, er ikke ting jeg har lyst til at rode ham ud i. Men han er heldigvis kun tre, og endnu ikke klar over at der er et liv efter børnehaven, så keg har da lidt tænketid endnu. Og er i øvrigt i gang med endnu en uddannelse… (Jeg har færdiggjort én…)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej Louise,
      To mødre i samme båd, hva’?
      Men sikkert med vidt forskellige historier alligevel.
      Jeg synes børn har krav på at få svar på spørgsmål, efter deres forstand.
      I min optik har din søn da ret til at vide hvad der har formet dig til den person du er, med de omveje det nu engang har taget. Rigtige livserfaringer og “ar på sjælen” er sgu inspirerende, og det at vise at man er menneske overfor sine børn tror jeg er rigtig vigtigt.
      Når din store søn, om mange år, så en dag spørger, så vil jeg da mene du skal fortælle ham sandheden, fortælle ham det du synes han kan lære noget af, og berette om hvordan du fandt din plads i livet – og fået færdiggjort to uddannelser 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Susanne Østerlid

      Og er det ikke lige nøjagtigt det, du selv skal fortælle din datter? <3

      Jeg selv skammer mig over "mine huller" i livet. Jeg fik sclerose og på trods af at jeg faktisk ikke har været synderligt hårdt ramt, men faktisk har haft mulighed for at leve nogenlunde normalt, så formede det mig og jeg troede, at "livet var slut" og endte på en sovepude, hvor jeg ikke kom videre. Nu er jeg på en uddannelse, som jeg er noget så træt af, jeg valgte, og jeg glæder mig til, at jeg er færdig med den, så jeg kan komme i gang med noget af det, jeg virkelig brænder for. Og jeg er efter din post her, nutidensmor <3, blevet meget bevidst om bare at fortælle ham (og hans lillebror) sandheden. Fordi man kan ikke lære af egne eller andre, hvis ting er pakket ind og fortiet og skammet ihjel. Ting former os, og jeg er sikker på, at det har været godt for dig (og mig) at komme der ned, hvor det gjorde ondt, i stedet for at fortsætte med skyklapper for øjenene. -ish.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Jo, det har du nok ret i at det er 🙂
      Du er godt nok fint velformuleret. Det er en fornøjelse af en kommentar.
      “Huller i livet” er nemlig et rigtig dækkende begreb.
      Du har helt ret i at ting former os, og det at du (også) giver dine erfaringer, gode, som dårlige, videre til dine sønner, viser også at du er et voksent menneske, der har været gennem en reflektionsproces. Det vigtige er jo hvordan man bearbejder det senere, at man vælger at bruge det til noget. Så er det jo så lige meget om man dropper helt ud, eller bliver der, klemmer balderne sammen og glæder sig til at blive færdig -det handler om at man skal lave det man har lyst til, at man bruger sin tid på noget der giver mening for en selv.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej Louise! Jamen jeg er kommet frem til at de skal vide det, efter forstand, men at man ikke behøver gøre det hele så lyserødt 🙂 Nu definerer ens uddannelse jo ikke den person man er, men det lyder da til at du har godt gang i det, med en mere på vej, så det er da med stolthed, at du kan fortælle din søn at du har klaret de forhindringer dit liv bød dig, men kom videre 🙂 Jeg håber det går dig godt, depression kan sætte sine spor!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • The_mom_edition

    Det ramte mig faktisk at læse din beretning – for dine ord kunne have været mine! Jeg gennemførte dog – bestod med et usselt gennemsnit og med et håndtryk fra rektor, der kendte mig ALT for godt pga, min høje fraværsprocent – men alt andet passer.. Jeg boede tilmed også med min veninde i en lejlighed under vores gymnasietid og vi festede og levede det unge liv.
    Om jeg fortryder..? Nej, egentlig ikke. Jeg tror, at min forhistorie gør, at jeg i dag har den holdning, at mine børn skal vide at jeg GODT kender til at havne på den forkerte hylde og at det er okay at skifte reol undervejs.
    Jeg tog efterfølgende 2 uddannelser, begge med bravour og er super glad for min hylde i dag 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej 🙂
      Tak for din kommentar, jeg synes virkelig godt om din “hylde/reol beskrivelse”.
      Det lyder til du kan relatere – også selvom du bestod.
      I sidste ende handler det jo heller ikke om uddannelse vs. ikke uddannelse, men om lykke.
      Dejligt du er glad for din hylde 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Du er mega sej- og har helt ret! Der er ingen grund til at fortryde! Tak for din kommentar – fedt du har fundet din hylde 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    SÅDAN….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Momo

    I syvende klasse sagde studievejlederen på min skole at jeg ikke skulle regne med at kunne gennemfører gymnasiet, på det tidspunkt var det et MEGA nederlag, for hvad kan man så???? Det var netop (efter 8 år på samme skole) blevet opdaget at jeg var/er talblind(jep det findes), oven i hatten var min far syg… Så jeg følte mig ikke just som et normalt barn… Det hele endte også i 10 år med depression… Selvom jeg syntes at studievejlederen var jordens DUMMESTE menneske, så gav han mig chancen for at tænke mit valg igennem og finde en uddannelse som jeg kunne lykkedes med! Jeg fandt en fantastisk givende uddannelse. Jeg fandt noget som jeg bare er super god til og det har givet mig mod til at videre uddanne mig… I dag er jeg studievejlederen taknemmelig for han gav mig muligheden for at vælge og samtidigt har jeg fået en fanden i voldskhed i mig som siger, du skal ikke bestemme, det gør JEG! 🙂 mine 2 drenge skal helt sikkert kende min historie, for det er en del af deres mor og fordi det giver dem mulighed for at tænke over deres egne valg i livet 🙂 Tak fordi du delte, det gav stof til eftertanke

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej!
      Undskyld mig, men hvad fanden er det for en vejleder? Han virker som jordens dummeste, ja!
      Det lyder dog som om du virkelig er blevet sej og stærk “på den anden side”, selvom 10 år med depression må have været ubeskrivelig hårdt?
      Vi må fortælle vores børn hvad deres mødre har været igennem – og hvordan de har taklet deres udfordringer 🙂
      KH. Den også talblinde (yeah!)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Belinda

    Som at læse min egen historie. Fuldstændigt! Jeg droppede også ud i slutningen af 3.g. Jeg kan genkende hver en følelse og bliver også den dag i dag ganske berørt af den enorme ensomhed, som jeg altid følte, selv når jeg stod blandt alle de mange andre unge midt i vandrehallen.
    De dyrekøbte erfaringer håber jeg en dag kan kaste lys og mod over mine børns liv, så de trygt kan vælge det, der er det rigtige for dem – det samme ønsker jeg for din pige ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej søde Belinda!
      Jeg tror bestemt du har helt ret. Du virker meget afklaret med hvad du har gennemgået, og hvordan du kan vende det til livserfaring, og ikke et dystert minde.
      Det er nemlig følelsen af enorm ensomhed i en forsamling af mange mennesker.
      Jeg kan den dag i dag stadig på forhånd ekskludere mig ud af sociale sammenhæng, når det ikke er tætte veninder det drejer sig om, for jeg kan kun forholde mig til få, som jeg ved hvor jeg har.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Belinda

      Afklaret… Bliver man det? Jeg er i tvivl. Men jeg tør måske nu stå ved de følelser, som jeg havde og har omkring det – ligesom du gør med dit indlæg. Det får ikke følelserne til at forsvinde, men det kan få mig til at møde mine egne børn på en måde, det kan rumme selv de sværeste følelser – eller det bilder jeg mig ind

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Afklaret, ikke som at du har glemt det, eller ikke er mærket af det, men bruger det konstruktivt, som noget du kan bruge ift dine børn, og en dialog i en forstående øjenhøjde med dem.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Belinda

      Ja præcis. Det håber jeg på ☺️ De skal skabe deres egne erfaringer, men der er bare nogen ting, som man gerne vil skåne dem. Tak for dit indlæg, det er med til at sætte livet lidt i perspektiv.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej Belinda!
      Tak for din kommentar!
      Jeg er ked af at høre du har haft samme følelser, som jeg, og gennemlevet nogenlunde det samme, ift. ensomhed!
      Du har helt ret i at vores børn måske kan lære af vores fejl, men samtidig også lære at man kan komme videre, fra følelse af nederlag!
      KH!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Og hun vil uden tvivl synes, at du er den sejeste mor, for at lytte til dit hjerte. Det er en fantastisk egenskab. Nogle gange tager det lang tid at høre hvad det siger desværre.
    Jeg har en lang videregående uddannelse jeg ikke ved om jeg reelt kommer til at bruge. Nuvel, jeg har et fint bevis og pæne karakterer på det. Men om de 7 år med nedtur efter nedtur var det værd. Det ved jeg ikke. Men dem skal min søn også høre om. Når han engang er gammel nok 🙂

    Tak fordi du delte din historie og dine tanker 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke Sunds

    Tak for et skønt og ærlig indlæg 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Hvor skriver du altså bare virkelig skide godt!!! Det er en fornøjelse at læse disse åbne og ærlige indlæg. Hatten af for dig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg har aldrig været mere berørt af et blogindlæg før – jeg er lige fyldt tyve, og er blevet tvunget ud af gymnasiet, på grund af en tvangsindlæggelse på Center for Spiseforstyrrelser i Risskov. Tanken om at mine klassekammerater og veninder bliver studenter i år gør så ondt indeni. Jeg har altid tænkt “Hvad kan jeg blive uden at have gennemført gymnasiet?” – for jeg ER intelligent, jeg ER dygtig nok til at gå der. Men min psyke kan ikke følge med – og det er sgu fair nok. Så tak for det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej Rikke
      Jeg beklager jeg først svarer nu! Det er sgu pinligt, men svarfunktionen driller, og jeg troede jeg havde afsendt et svar til din kommentar, som rørte mig rigtig meget, da jeg læste den!
      Jeg er ked af at høre hvad du har måtte gennemgå – jeg håber du har det bedre i dag?
      Du lyder sgu som en moden pige, så jeg har en tro på du er sej!
      Du skal bare finde din hylde, når du er klar, når din tid kommer, og så brillerer du!
      KH!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sascha

    Hej Johanne. Sikke et godt og ærligt indlæg. Og ja, du er skide sej og bliver den bedste pædagog! Du var også en fantastisk medhjælper og er så glad for, du fik mig ind i vuggestuen, hvor jeg også fandt min rette hylde 🙂 Knus Sascha.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hvor er du den sødeste EVER! TAK for en dejlig kommentar Sascha 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Føler mig rigere ovenpå at have læst dit indlæg. Kan ikke sætte ord på, hvad det er, jeg har mere af, men den tid, jeg har brugt på at læse det, er bestemt ikke spildt 😉 Du er en super dygtig fortæller, Johanne, og det er en fornøjelse at læse indlæg som dette. Tak 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Hvor er det rart at læse, at man ikke er alene i denne verden. Jeg har været igennem noget nær det samme. Jeg havde i gymnasietiden haft depressioner, og været medicineret. Min forskel var, at det først var 1/2 år inden jeg var færdig med pædagoguddannelsen, at jeg måtte indrømme overfor mig selv, at jeg var nødt til at sige fra. Jeg var gået 1/2 år om på uddannelsen forud, men havde ikke passet ind. Den første klasse på uddannelsen, var for mig, ulidelig. Der var piger på 23 år, der stadig praktiserede ekskludering. Om søndagen kunne jeg se der var holdt “klassefest”, på facebook, jeg havde bare ikke været inviteret med. Og dette skete op til flere gange.
    Jeg havde nok også, under overfladen, andre problematikker, som først efterfølgende er blevet “opdaget”.
    Et halvt år inden uddannelsens ende, var jeg til samtale med studievejlederen, hvor alt blev hevet frem, og jeg endte med at stoppe. Jeg var bestået 2. praktik pga. en procedurefejl og 3. praktik med en kommentar fra stedet, at de ikke syntes jeg skulle fortsætte i den retning (jeg følte jeg bestod fordi de havde ondt af mig). Det var hårdt at høre, da jeg ikke var blevet fortalt det, af praktikstedet, men først fik et af vide på skolen efterfølgende.
    Jeg er efterfølgende blevet undersøgt (i hoved og røv;) ) En aspergers diagnose, tilbagevendende depression og lidt for meget alkohol for et familiemedlem, har nok gjort, at jeg er en lidt mere sart person.

    Dit indlæg her, har virkelig sat et perspektiv på mine oplevelse, som rører mig, og sætter tanker igang. Tusind tak for din ærlighed og åbenhed <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej Rikke
      Jeg beklager jeg først svarer nu, det er sgu lidt pinligt, men svarfunktionen driller, og jeg troede jeg havde afsendt et svar til din kommentar!
      Hold da op du har været igennem en del 🙁 Det er jeg ked af at høre .. Det er grinagtigt at voksne mennesker kan holde andre udenfor, og ekskludere på den måde. Det er sgu ikke fair.
      Jeg håber du er på rette vej nu. Det lyder som om du er et meget velreflekteret menneske, og det er jo altså ikke vores “sorte huller”, vores “spildte år”, der definerer os som personer, men de er med til at forme, så jeg håber du har lært noget af det, selvom det aldrig vil være din fejl, at du er rendt ind i uheldige personer.
      Alt godt fremover til dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg synes din historie rummer et vigtig budskab både overfor din datter og i det hele taget. Den fortæller om livet som en nuanceret og ukontrollerbar størrelse. For mig rummer livet også kriser og de er med til at gøre os klogere på os selv som mennesker og klogere på vores liv. Alle vil gerne leve det perfekte liv, men jeg tror bare ikke det findes i den forstand det bliver defineret. Vi må føle os frem og finde vores vej og det kan gøres på en milliard forskellige måder. Jeg vil mene din historie viser din datter, at ingen er perfekte, at det er okay at være den man er og finde den vej der er den rette, selvom man måske ikke finder den lige med det samme. Den viser at man kan udvikle sig og blive endnu klogere på sig selv 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Ej hvor en dejlig kommentar, som jeg svarer grinagtigt sent på. Det er jeg ked af. 1000 tak for dine ord!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nikoline

    Jeg synes du er skide sej! Ja undskyld sproget, men det synes jeg. At stå ved sine følelser og kunne mærke efter, er noget af det vigtigste i livet – efter min mening. Du er en kæmpe inspiration og jeg er sikker på, at Augusta synes det samme, når hun en dag læser dine historier. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dét synes jeg virkelig var et skide godt indlæg. Hvor er det dejligt at høre du fandt din egen vej, og mindst lige så vigtigt at pointere at der ikke kun er én korrekt vej i livet.
    Man lærer så meget af nedture og dårlige perioder i livet, og dem skal man vende og bruge til sin fordel fremover.
    Det er en dejlig blog du har! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      1000 1000 tak for din søde kommentar, og jeg beklager min sene respons! TAK!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Kære Johanne. Du er skidesej! Både som mor og pædagog – og fortæller! Jeg synes du skal fortælle Augusta det du synes hun skal vide, NÅR hun skal (eller selv gerne vil) vide det. Jeg er helt enig i, at jeg synes man skal fortælle sine børn om hvordan virkeligheden er – og OGSÅ kan være…. Vi kommer jo nogle gange til vores mål og ønsker ad omveje, og det lærer man jo også meget af. Så når tid er…. Og så er de bøger smaddergode – har også overvejet at skrive dem til mine piger . -Nok egentlig mest fordi jeg virkelig ville ønske min mor havde gjort det til os <3 Knus, Line (lineskydt)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laila

    Som vi synger med børnene i min skønne børnehave
    “der bor mange på hvor klode, kun de kloge
    Blir til noget. Hvad skal vi være når vi blir store?
    (RÅB) VI SKAL VÆRE PÆDAGOGER!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

9 hemmeligheder om mig