En dåb, tak. Uden for meget kristendom.

Jeg har måske været lidt afventede med dette indlæg, men set i det Guddommelige lys af at det er 2 år og 2 måneder siden, at Augusta blev helligt døbt i vore folkelige kirke, i det vestligste Jylland, ser jeg at det er ved at være på sig plads at jeg siger:

Jeg er ikke kristen.

Men hvordan får jeg så formuleret i dette indlæg, hvorfor jeg har valgt at mit eget afkom skulle have vand i håret, hvid kjole på og en velsignelse af af en Cand. theol.?
(Burde jeg måske tænke i mit hoved, men det kom så også på skrift).

Det lyder måske mærkeligt, men jeg tror så lidt på Guds – hvilken som helst – tilstedeværelse, at jeg tænker det skader ikke (at få barnet døbt altså)
Han kommer ikke og hævner sig på os, og min tanke er også at jeg ikke har spildt nogens tid. Eller lidt overlast på Augusta.

Selvom jeg hverken tror på de påstandene om en egentlig Gud i himlen, hverken reelt, eller metaforisk), eller en hokus-krokos genopstandelse, så tror jeg på traditionerne. At de bør varetages, og det er en god måde at opretholde den del af vores kulturarv, som nu engang altså er multikulturel, selvom det ikke er alle der vil kendes ved det.
Ikke at vi skal gå i kirke hver søndag, eller absolut i julen, for den sags skyld – det gider jeg ikke. Jeg synes heller ikke at kristendom bør fylde så meget på skoleskemaet. Hellere kalde det religion og smække flere timer samfundsfag og historie!
Men kirkerne skal selvfølgelig bevares, og restaureres, til en hvis grad. Vi skal fortælle vores børn om kristendommen – men lige som at jeg også fortæller om de andre religioner der er.

Jo. Jeg følte mig da lidt spøjst tilmode at stå der i den store kirke, synge de kristne salmer og smile (lidt skræmt) til den kære præst, da jeg ikke er troende, og ikke som sådan kan identificere min måde at være på, med de værdier jeg har, med denne kirkelige højtidelighed, så mener jeg samtidig heller ikke at jeg spiller komedie.
Det gjorde et par af Augustas faddere måske 🙂 – det er ikke alle der er lige troende, og jeg har ikke set nogen komme rendende med Børne Biblen endnu, som de måske lidt har lovet, men for mig handlede den dag mere om Augusta, end om andre.
Det handlede om at vi skulle samle venner og familie og fejre hendes ankomst til livet, med de mennesker vi holder af, og som skal følge hende.
Jeg havde på en pæn måde fået formuleret til præsten, at vi måske skulle lede efter en sange uden al for megen ‘Vorherre’, ‘opstandelse’ og ‘Jesu’ i, men det er som om der er en del af den slags i salmebogen 🙂

På samme måde er jeg også gået laaaangt udenom salmesang. Faktisk fordi det var i en kirke. Jeg har det faktisk ret akavet med det store, pompøse rum. Hvad fa’en gør man hvis barnet siger: “AAAAAH DEEEEET????”
“Hm… (grynt) øh… det er Jesus. Han er. Altså. Død. Men han kommer tilbage! Genopstår. Men der er er han henrettet. Det er noget med at vi var slemme. Eller ham der var helt slem var vidst Jøde? Det var han egentlig selv. Nå, men han genopstod for at vi kan lære at tilgive. Det er en lang historie. Han sover skat. Sover…”
Religionssnakken tager vi når hun går i 1. klasse. Eller kan vi vente til 6.?

Om man kunne gøre det, til en navnefest?
Jo, det kunne man da sagtens. Navnefest var skam også på tale, men da det var et ønske fra familie, at den kirkelige tradition blev opretholdt denne generation også, og da jeg var helt neutral og Schweitz-agtig, så endte det med at vi en lørdag formiddag stod i Lemvig Kirke, i vores stiveste puds og en skrig-ballon af dimensioner på armen. Og det var jo skide hyggeligt, og fint med at vi viderebragte den tradition, men som det jo nok er kommet frem: det betyder ikke alverden for mig. Det gjorde festen derimod, og det at vores familier og venner samles omkring Augusta.

Jeg jokede lidt med at skrigeriet i kirken var Augustas måde at sige på, at hun ikke ville være en del af Folkekirken, men for søren da – det kan hun da bare melde sig ud af!

Det håber jeg ikke gør mig til hyklerisk eller kontrollerende – det er bare mit lod som mor, at træffe de beslutninger for hende, som man kan træffe.
Jeg vil hellere se det som den moderne danske dame, der viderebringer nogle traditioner, godt nok kirkelige og kristne, men ikke desto mindre noget der bare er fasttømret til vores kulturarv.

Hvad har du af tanker om dåben? Var det en selvfølgelighed at vælge det til – eller fra?
Bidrag gerne i kommentarfeltet

IMG_5127

 

Image Map
   

18 kommentarer

  • Rikke

    For os var det helt naturligt at vælge dåben fra, ingen af os tror på Gud og jeg føler mig altid lidt fjollet i kirken. Jeg synes det er super hyggeligt og alt det der, men for mig ville det at få ynglet døbt i en kirke og sige ja til det og andet svare til at sige til min bedste veninde at hendes røv ikke ser stor ud i et par alt for stramme hvide jeans men hatten af for traditioner osv. vi holdte i øvrigt en meget hyggelig navnefest og hvis ynglet på et tidspunkt vil døbes, så støtter vi selvfølgelig ham i det valg

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • For os var det en selvfølge at vores børn skulle døbes. Og helst så hurtigt som muligt. For vi tror på Gud og den gave han giver i dåben. Derfor glæder jeg mig egentlig også over alle de børn der bliver døbt selvom forældrene ikke tror. Jeg tror på at Gud giver den gave til barnet selvom forældrene ikke tror. Og så er der bare tilbage at håbe på at Augusta og alle de andre børn af forældre der ikke tror, en dag selv kommer til tro og pakker den gave ud de har fået i dåben. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laila

    Mine piger er døbt og for mig betød det kultur og traditioner – en festlig dag med venner og familie, en fejring af livet og det her lille menneske. Værdien af sammenhængskraft i vores liv – jeg er sucker for traditioner -fejrer jul, fødselsdag, påske, fastelavn, halloween, og meget mere alt der er med til vi kan feste klippe klistre og have højtider, ting vi ser frem til. Så dåben var ikke for kristendommen for mig men for traditionen

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annemette

    Det var overhovedet ikke en selvfølge her. Min kæreste er ikke troende og derfor heller ikke medlem af folkekirken. Det er dog endt med at begge vores børn er blevet døbt.
    Egentlig havde vi aftalte de skulle navngives, da jeg godt nok tror på et eller andet, men ikke er specielt kristen. Men da først barnet var kommet – betød det alligevel et eller andet – mest for traditionens og familiens skyld.
    Vi har derfor begge gange haft en rigtig god og ærlig dialog med præsterne – der ligefrem gav udtryk for, at de synes det var spændende med en dialog med en ikke troende omkring hans tanker osv.
    Det skal siges at min kæreste på ingen måde er militærisk i hans holdning – men han vil bare ikke sige ja til noget, han ikke kan stå inde for. Vi er dog begge to enige om, at vores børn selvfølgelig skal orienteres om kristendommen såvel som om alle mulige andre religioner, så de på et tidspunkt selv kan tage stilling.
    Derfor har præsterne ved begge børnenes dåb ikke spurgt om vi vil opdrage dem i den kristne tro, men om vi ville orientere dem om den kristne tro. Det samme blev sagt til fadderne.
    På den måde er det endt med en løsning, vi begge kunne stå inde for. (Kombineret med at det har været dåbsgudstjenester og ikke almindelige gudstjenester)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • julie

    Vi valgte at få døbt vores søn fordi jeg er troende. Ikke som sådan udøvende, men det betyder meget for mig at sige ja til Gud på mit barns vegne. Derudover synes jeg også det er så fin en tradition, og en meget fin anerkendelse af de mennesker man vælger som faddere og en smadder hyggelig dag med familie og venner 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • jeg ser heller ikke mig selv som troende kristen, men er stadigvæk medlem af folkekirken, og begge tøser er døbt, af den samme årsag du beskriver. Jeg synes ret godt om traditioner, og særligt dem jeg selv er vokset op med. Og her er dåb, og kirkebryllup en nogle af dem. Min mand og jeg blev gift i kirken, for to år siden, og det selv om vi løj em lille (stor) smule, da vi sagde ja til at “vi tror på helligånden osv). Men det fede ved kristendommen, og så vel andre religioner er, at de gir mennesker håb. Mon ikke alle har brug for at tro, mere eller mindre, på et eller andet? Jeg tænker, at kristendommen er meget mangfoldig, og man kan “bruge den” i det omfang man vil. Herhjemme betyder det, at vi er gift i kirken, døbt i kirken, og så findes der ret mange virkelig gode bibelfortællinger til børn, som min store pige ihvertfald er ret glad for. Hun får fortalt historier fra, og om kristendommen, lige så vel som jeg vil fortælle hende om min facination af buddhismen når hun blir lidt ældre, og hvad hun ellers har lyst til at vide noget om. Jeg synes de danske kirker, og deres historier er smukke, og jeg vil gerne bevare den historie. Og ja, så holder jeg som sagt meget at traditionerne. Så jeg er ret enig med dig på den her Køre Johanne God aften

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rosa

    Jeg er ateist. Og min mand ligeledes. Min holdning til det er, at jeg ikke kan forstå hvorfor man vælger, at døbe sit barn i den kristne tro, hvis ikke man selv er kristen. At gøre det for traditionen og familien er ikke nok for mig. Hvad med de traditioner man har i andre religioner, fx omskæring af drenge. Det er en fest dag og har stor glæde, betydning og er en vigtig tradition, men bør man gøre det af den årsag? Jeg synes ikke. Måske er det fordi, jeg tænker, at man siger ja til en masse ved at døbe sin baby. Døbe sin baby. En baby som endnu ingen holdning har til religion. En baby som intet ved om det. Og senere en teenager som vil konfirmeres fordi familien ønsker det, og ønsker at bevare en kristen tradition selvom de egentlig ikke er kristne. Hvis man er kristen, så finder jeg det helt okay.
    Men er glad for debatten. Og selvfølgelig dejligt at I havde en skøn dag 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Didde Sofie

    Vi valgte dåben fra, ligesom vi heller ikke blev gift i en kirke. Ingen af os er kristne. Jeg er dog vokset op i et hjem, hvor dåb, kirke til jul, bryllup og begravelse var en selvfølge. Jeg har sunget i kirkekor siden jeg vag 12 og har et tæt forhold til både kirker, præster, organister og korledere rundt omkring i landet. Men jeg tror ikke på Gud og jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at sige ja til noget, jeg ikke selv tror på og ikke forventer, at min datter vil tro på,
    Men hun kommer til at høre salmer, komme med i kirke og måske et lille skub i retningen af noget kor med tiden
    Så kan hun selv vælge i 7. Klasse om det bliver kon- eller nonfirmation.
    Med det sagt, så manglede jeg både til navngivning og bryllup, at der VAR nogle faste og kendte traditioner. Alt var jo “vores”. Ved de kirkelige handlinger kender vi alle opskriften, og der er nogle ting, som bare er givet. Det er vel netop det, der er hyggen ved det og grunden til at det bliver valgt af rigtig mange, der deler din holdning? ☺️ Og det er der så absolut ingen skam i!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Well, hun kan melde sig ud af folkekirken – men selve dåben er et sakramente, der ikke kan ‘tages af’ igen;-)

    Jeg er ikke voldsomt troende, men heller ikke det modsatte. Jeg er kirkeligt viet og end ikke overvejede at undlade at døbe min søn.

    Jeg har såmænd ikke så mange holdninger til, om man “må” få bærn døbt af den ene eller den anden grund – det må man vist altid, hvis jeg skal have en holdning. Men jeg kan godt mærke, at jeg blev provokeret, når jeg sad i mødregruppen og skulle høre alt for meget brok over, at man så skulle sidde en hel gudstjeneste igennem… Hvis man synes, at en gudstjeneste er SÅ stor en straf, så tror jeg, at jeg synes, at man skal lade være med at melde sit barn ind i klubben…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg er ikke kristen, og er hverken døbt, konfirmeret eller medlem. Og for mig var det vigtigt, at IKKE døbe vores søn. Fordi. Jeg tror ikke på det. Jeg synes ikke ritualet er smukt som sådan, jeg oplever det simpelthen som værende så… well, voldsomt, næsten? Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår at man døber sit barn, hvis man ikke tror på kirken. Jeg har for meget respekt for religionen (og min egen manglende tro) til at ville lyve om hvordan jeg vil opdrage mit barn. Men, – jeg har heller ikke en familietradition i den retning at tage hensyn til.
    Jeg forstår dog godt ønsket om et lille ritual. I vores familie er der en tradition om at forældrene skriver en sang til barnet, som vi så synger alle sammen og tuder lidt til imens. Og det er vores lille velkomstritual, som jeg elsker. Og som kan gemmes til evig tid, klistret ind i et fotoalbum.
    Ps. Hvis min dreng gerne vil konfirmeres engang, så må han godt. Men det skal fandme være fordi han tror (agtigt) på gud.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Herhjemme har vi valgt at få Alva døbt om halvanden uges tid. ☺ min mand meldte sig ud af folkekirken nærmest den dag han fyldte 18, men måske mere i et slags ungdomsoprør end egentlig modvilje mod religionen. Jeg selv er stadig medlem, men vil ikke betegne mig selv som værende troende. Måske er jeg bare ikke-ikketroende? ☺
    Grunden til,at Alva skal døbes, er i høj grad traditionerne, men jeg må tilstå at der også er noget nemhed over det. Hvis nu hun faktisk gerne vil konfirmeres i 7. skal vi ikke lige have hende døbt inden da. Og det samme gør sig gældende hvis nogen f.eks. engang vil have hende til at stå fadder.
    Og som du selv skriver,så lider hun jo ikke ligefrem over at blive døbt, og hun kan altid følge i farens fodspor, og melde sig ud af “klubben” senere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Her i min lille familie ligger det helt naturligt for os at ikke døbe vores børn i kirken. Vi har en navnefest, hvor alle familiemedlemmer og venner er inviterede, og hvor fokus er på at give vores barn en fin og rolig dag – langt væk fra et kimende orgelspil og religiøse salmer. Ingen af os tror på “gud”, og for os virker hele dåben egentlig lidt mere som et levn af gamle middelalderlige holdninger.
    Men alle er forskellige, og har forståelse for andres overbevisninger og tro, og stiller gerne op i kirken når andre vælger at dyppe deres børn.
    Kirken er naturligvis en instans vi vil lære vores børn om – specielt med hensyn til dets arkitektur og kunsthistoriske aspekter, men nok knapt så meget på grund af dets indhold.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mine er døbt. I Skt. Pauls kirke 🙂 Og det var en dejlig dag fyldt med traditioner, selvom jeg ikke er direkte kristen. Men jeg føler en form for sammenhørighed med værdierne og traditionerne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    For os var det også en ret nem beslutning, at vores datter skulle navngives og ikke døbes. Hverken min mand eller jeg er religiøse, og selvom jeg sagtens kan forstå, at man vælger at bibeholde de fine traditioner, selvom man ikke er kristen, følte jeg, det ville være rigtig mærkeligt for mig at stå der i kirken. Så vi holdt en hyggelig navnefest i stedet helt på vores egen måde, men hvis Luna en dag vil døbes, så er det selvfølgelig helt OK 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal synes om dem der lader deres børn døbe uden at tro på det. Forældrene svarer jo ja for barnet. Og er det ikke lidt øv at tage pis på det ‘bare fordi det er en hyggelig tradition’??

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Jeg er lidt troende og min mand er meget troende. For os betyder dåben rigtig meget. Det er både en festdag og en dag, hvor man giver en tilkendegiver en retning for barnets liv.
    Begge mine drenge er døbt, den store havde vi en rigtig dejlig dag sammen med familien om. Den mindste er nøddøbt og selv om vi havde håbet at få hans dåb velsignet i kirken, er det en rigtig meningsfuld tanke for os at han trods alt nåede dåben inden han døde fra os. Min mand var slet ikke i tvivl da han blev bedt om at tage stilling til en nøddåb. Jeg tror at gud havde taget sig af ham selvom dåben ikke havde nået at finde sted, men dåben og dåbsattesten giver for os en bekræftigelse af at vi havde ham, selvom det var kort.
    Jeg er i dag højrisiko-gravid og skal indlægges fra starten af tredje trimester. Dåben er så vigtig for os at det skal skrives i min journal at vores barn skal nøddøbes og hvad det skal hedde i tilfælde at min mand ikke kan nå frem og deltage hvis det skulle gå galt igen (jeg skal have kejsersnit og kan derfor ikke være tilstede ved dåben hvis det skulle gå så galt igen).

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Vi har også lige fået Eske døbt.. I virkeligheden også mest for traditionens skyld.. 🙂 i min optik er kulturkristen lige så rigtigt som troende kristen.. Må man så heller ikke fejre jul og fødselsdag hvis man ikke er troende? Kristendommen ligger SÅ meget i vores kultur idag, at det efter min mening er op til en selv, hvor meget man ligger i den kirkelige handling..

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det bliver aldrig det samme