INDESPÆRRETHED, SYGDOM og ROTATIONSORDNING

“DUMME MOR!”

image1(13)Jeg tænker vi kan tage en åben dialog om hvad de fleste forældre skal gennemleve? Som statister og deltager, i livet med børn.
Ja, det lyder måske egoistisk og selvcentreret, på den der: årh-jeg-savner-mit-liv-fra-før-jeg-fik-barn, men du godeste. Hvad skader det at man indimellem lige tager et lille blik på sit liv og tænker: pyha… Hvor bestiller jeg en lille rejse til sydens sol?
Alene, altså.

Disse faser, vi bilder os ind at børn skal igennem, af genetiske eller biologiske årsager – altså en drivkraft inde i dem, som gør at de på trods af rammer og hvor godt vi end gør det, betyder at de indimellem flipper bananas og er komplet umulige.
Lange faser.
Flere år.
Siges det.

På det seneste har jeg delt et par på Instagram. Blandt andet et lille bitte klip, hvor Augusta ligger i sofaen (med hovedet ned i puden, hvor hun ikke ser jeg filmer i 30 sek.), og vredt surmuler noget. Det kommer fra en kontekst, hvor hun så sig begejstret for tanken om at få mascara på.
Som i: hun ville virkelig virkelig (FUCKING DÆLME OG FOR HELVEDE) gerne have mascara på.
Uden bandeordene selvsagt, men med en vilje, der var lige så stor som vreden over det ikke kunne lade sig gøre.
Hun er 2,5 år.
Men det betyder jo ikke nødvendigvis noget for børn, for hvis man som 2,5-årig vil have mascara på, så er der for alt i verden da ikke en mor der skal stå (med mascara på), og sige nej til dem!

Så sent som i dag kom kæresten gående op af trappen, efter at have afhentet i vuggestuen, og desto tættere de kom på tredje, desto mere overbevist – og bekymret, selvsagt – var jeg over om Augusta havde fået benbrud. Stukket øjet ud. Amputeret armen. Ja, hvad ved jeg, find selv på skrækkelige rædsler, der kunne matche det himmelhøje skrig der kunne komme over hendes små læber og ud af ditto lunger.
Jeg åbner selvfølgelig hoveddøren, og møder dem mentalt forberedt på at se både blod eller anden skrækkelighed.
Augusta møder mig stakåndet, med ildrøde øjne og hysterisk (!) råb:
“JEG VIL HAVE FREDAGSSLIIIIIIIK”
– en sætning, en følelse og en giga-konflikt, der har ulmet lige siden de trådte ud af institutionens hoveddør.
Og når man ikke troede det kunne blive værre, højere, eller mere tårevældet, så kunne man da som det mindste lige svare:
“Det er mandag i dag, skat”
(For det gjorde jeg da)

Det er ikke kun sorgen over at det ikke er den rette ugedag, det opstår også hvis mor her er dum nok til at tilbyde en pærer, når det nu var æble hun mente (men ikke sagde).
Augustas gode ven, og åbenbart også sammensvorne i denne følelsesmæssig udskejende klub, som mange børn vidst nok er blevet hemmelige medlemmer af, gik amok den anden dag, og dagene efter for den sags skyld, over at hans far ikke kunne genfinde, eller “reparere” det lillebitte stykke kleenex, som han havde fået tørret snot af med, der pludseligt blev taget af vinden, og landede i en vandpyt.
Jamen for helvede voksne, hvad fanden er det ikke også I gør ved de børn?!  Giv dog drengen hans kleenex tilbage, i tør tilstand – IKKE et andet ligegyldigt stykke papir – dét snotkleenex selvfølgelig!

Det ER åbenbart svært at være 2,5. Og 2. Og 3.
Jeg har faktisk hørt det er stor-slemt ved 4.
En skrev på Instagram at de 7-årige er sværest, og at de 3-årige er engle, sammenlignet med alt andet der sker, derefter.
Cindy skriver at hendes Anna råbte: KNYT SYLTEN, da faderen bad hende om at rydde af bordet.

Herhjemme kalder Augusta bare mig for “dumme mor”, men når hun så få minutter efter siger: “jeg elsker dig. Jeg savner dig”, så er jeg da lettet over at det der “tigerspringsmonster” ikke har et helt fast tag i hende. Endnu.

Men du godeste.

Hvad siger I?
Er der er en alder der er hårdere at være i, for børn, end andre?

Og er det okay at, med sådan lidt sved-angst på panden, at sige: det er måske lidt hårdt at være i for forældre, for i kontrast til den lille elskelig kødklump de var for få år siden, hvor det i flest tilfælde var udbrud på grund af mere basale behov (mad, utilpashed, luft i maven med videre), så er det afløst af mere komplekse “kampe”, som “hvem er jeg” kontra “hvem er vi”, og “hvad kan jeg tillade mig”?, hvor man pludselig bliver sparket ned af sofaen, så man savner den lille bøvse-Karl med de evigt betagende små øjne, der ikke sagde hverken DUMME MOR eller GÅ VÆK, når man ville give et kram?


Jeg har lavet et lignende indlæg tidligere, der hedder:
Ulvetimen i børneperspektiv
der måske sætter børnenes tanker i fokus.

   

34 kommentarer

  • Mie S

    Prise the lord! Jeg troede vi var alene! Frederikke på 2 år og 7 måneder er i en periode hvor hun ikke taler men stor klynker KONSTANT! Intet er godt nok, så kan hun ikke få benet ned af (børne) stolen, så kan hun ikke rejse sig fra sælkestolen og så må hun ikke rense toilettet med sin tandbørste…amen hvad er det også for en verden hun vokser op i 🙂 Moderen er TRÆÆÆÆÆT!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      HAHA! Sjovt du nævner det – her foregår MEGET på det der sprog: klynk.. sådan en nederen nederen NEDEREN lyd.

      I er IKKE alene!
      (Desværre.. Måske? Gid jeg ikke var i båden)..

      Men held og lykke med det 😛 Vi satser på det går over… IKKE?!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Min 7-årige har haft temperament hele livet. For nogle måneder siden ville han ikke cykle i skole og råbte – SKRÅLEDE – hele vejen gennem byen (2 km) – i morgentrafikken : “Mooooaaaarrrrr, du er en LORT – lortelortelortelortemor”. Da vi så kom op på skolens parkeringsplads, siger han – stadig skrigende: “NU cykler vi SÅhjem igen, så vi kan køre i bil i skole, som JEG vil!!!” Godmorgen, så er vi ligesom igang.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Årh du godeste!
      ELSKER dog dit navn og blog (?): stay positive 🙂 Håber jeg du kan forblive!
      Tænkt at blive kaldt lortemor, når man bakser afsted på cyklen, for alles skyld !!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Sikke et befriende indlæg. Puha herhjemme sætter min unge dame på 3 år mig på prøve!! Og jeg tæller til tider dage ned til hendes weekend hos far ✌️ Det udvikler sig fra Dumme mor til mor jeg vil aldrig være din ven mere, eller du ligner en hundelort, du må ikke snakke osv osv iih sikke en dejlig skøn trodsalder og jeg forsøger mig med diverse pædagogiske tiltag min uddannelse nu har lært mig, men min kære dame giver mig kamp til stregen ✌️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Så er vi to, ift. de pædagogiske tiltag! 😀
      Det er bare som om det ikke er sådan en endelig LØSNING, men mere en måde man kan forsøge at gøre dialogen tålelig for mor.. Her virker det i hvert fald ikke! Hvad fanden skal man så bruge den uddannelse til, hvis det ikke engang virker på eget afkom 😛 ?!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Den anden morgen råber min 4 årige søn i et forsøg på at være sur på mig “JEG ER IKKE DIN MOR” øh nej skat Hahha 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ahhh fedt beskrevet ;D jeg har tre af slagsen. Den sidste i rækken er nu 4 – hans aller, som i ALLER første sætning var ‘Dumme MOAR!’
    Jeg har altid fået at vide at jeg må gøre det rigtigt når mine børn skælder mig ud. Det føles nu ikke altid sådan.
    Men et lille fif – der har hjulpet her når en af dem råber til mig; ‘jeg har så umådeligt svært ved at høre hvad det er du siger. Hvorefter barnet råber højere. Først når han snakker normalt til mig reagerer jeg. Og ovenikøbet med smil og kram – så er alt godt lidt tid igen.
    Min 10 årige datter tramper i gulvet og kaster håndtegn når hun ikke får sin vilje – jeg ved ikke hvornår det stopper … Shit en selverkendelse jeg lige fik :/

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Årh du godeste – hvorfor var det FØRSTE sætning? Burde det ikke være “moooooar” – med en kærlig stemme 😛 ?

      Jeg tager imod alle fif jeg kan få 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Vores datter på 2 år og 3 mdr. Er vanvittig humør syg. Det ene øjeblik kysser og krammer hun, det næste vil hun ikke dit og dat. Det sværeste synes jeg dog er at holde masken, og ikke bare flække af grin over hendes vredesudbrud nogen gange. Hun siger sidste til alt. Må a godt be om en kiks mor? – nej skat. Moar bare en lille bitte bitte sidste en? – nej vi skal snart spise. Og BUM mega vræl ! Og det gælder fucking ALT hun får nej til !

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Årh ja, humørsyg er en meget fin betegnelse!!

      Vi flækker også indimellem af grin (i skjul) over al the drama-ness! Hun kan virkelig RÅBE og sådan helt dramatisk TRAMPE ind på sit værelse og SMÆKKE døren, med beskeden (gennem dør): “DUMME MOOOOOAR”
      – og selvom det selvfølgelig ikke er acceptabelt, og man skal opføre sig ordentlig og så videre og så videre, så er det fandeme også morsomt så teatralske de kan være 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Min datter bliver 2 år om 10 dage. Jeg kan seriøst blive alvorligt bekymret for hende og fremtiden, når jeg ser de vredesudbrud hun får, når tingene ikke lige går efter hendes hovede. Det ene øjeblik er hun glad, hvorefter hun skriger, græder og kaster sig ned på gulvet og er helt hysterisk. Jeg fornemmer, at det langt hen af vejen handler om, at hun ikke kan udtrykke sig ordentlig med ord og at det er enormt frustrerende for hende, men hold nu op jeg synes det er hårdt.. Hun er en engel i dagplejen, der dog nok skal sige fra hvis noget ikke passer hende, men når jeg henter hende starter hysteriet..Pyyha.. Trods det, er hun den skønneste i verden❤️️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Selvfølgelig er det nogle skønne børn – på trods. Af trods :147:
      Men ja, de kan jo vende på en tiører og så hurtigt at man som voksen ikke liiige kan se hvor det gik skævt, men man kan lige så godt stoppe med at forsøge at finde hoved og hale i hvorfor graden af udbruddet er så voldsomt, men der er vel altid på den ene eller anden måde en årsag til at de bliver vrede.
      Det stopper oftest Augusta, når jeg tydeligt udtrykker at jeg godt kan se hvorfor hun blev sur (men jeg kan IKKE fordi hvorfor det skal siges SÅ højt og teatralsk)..
      Jeg kender selvfølgelig ikke din datter, men jeg vil ikke mene du skal være bekymret? De der to-årige kan være meget humørsyge og hvis man skal sige det på en pæn måde, så er det da godt hun er i kontakt med alle sine følelser 🙂
      Jeg håber snart det bliver bedre for jer 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karen

    Som mor til en på 6 og en på 4 må jeg sigde at det ikke så meget handler om hvilken alder fasen har, men mere om barnet. Lillebror her har bare et temperament som storebror aldrig har haft, så jeg har oplevet det som om at hele hans liv er en lang fase. Tager nogle gange mig selv i at tænke hvornår er det lige at tingene bliver nemmere med lillebror. Jeg klynger mig til at børnehavelederen engang sagde at han bliver et mere robust menneske af alle de kampe han tager med dig…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Tak for de vise ord, Karen.
      Du har helt ret, det handler bestemt også om barnet, for der vil altid være forskel på de små -også deres faser og temperament (eller grad af viljestyrke).

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Den bedste jeg endnu har hørt fra min datter er: “Jeg vil ikke længere være din mor”!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Haha! Armen det er da simpelthen så morsomt :joy: Det skriver Helle også længere oppe!
      Kan man lade være med at grine, når de siger det :sweat_smile: ?!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    Der er én tid der er aller hårdest for alle børn: Den de er i LIGE NU!
    😉

    Som mor til en tre årig og som gymnasielærer vil jeg sige, at det lidt ser ud til at den der tre års trods, hysteri og følelsesovertag ser ud til at fortsætte et godt stykke tid ind i teenageårene 😉 Hurra for bedsteforældre, der gerne passer alligevel! :joy:

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hmmmm… Det er faktisk en meget vis betragtning, Henriette :smirk:
      Augusta havde da også super slemme perioder, da hun var mindre, men de er ligesom glemt nu!

      Og ja for helvede.. Hurra for bedsteforældre :flushed: Det er som om de giver bedsteforældre længere snor 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrissen

    You’re NOT alone!

    Åh, hvor jeg glæder mig til at Frederik kommer ud af denne “fase.” Han klynker, piver og bliver sur over det mindste.

    ‘Nej, mor, jeg vil ikke have de underbukser på.’
    Mor vil hente nye underbukser.
    ‘Neeeeeeej, mor! (Nu tilsat let gråd og klynkende stemme) Jeg vil-vil-vil-vil have de underbukser på!’

    *ARGH*! Han er lige blevet tre, så har på fornemmelsen at det varer læææænge endnu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Årh du godeste 😀 Det er ikke let!
      Det er sikkert heller ikke let at være ungen, for der må være et virvar i deres hoved :smiling_imp:

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Er på vej ud af trodsalderen med barn nr. 3, Mynte på 4 år…..Kender det alt for godt!! Det er indimellem SÅ frustrerende…..
    http://applaus.bloggersdelight.dk/3-aars-krisen-trodsalderen-selvstaendighedsalderen/

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Ud af!? SÅ DER ER EN AFSLUTNING :flushed: :heart_eyes: ?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Applaus

      Hahaja, der er lys for enden at trodsalderen, men så kommer en anden krise, som “mor er pinlig” alderen – citat min datter på 6 år!! Min datter på 9 år er nået til “mor, du er så kikset…jeg vil selv købe mit tøj”…. held og lykke

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Ej den lyder heller ikke særlig morsom 🙁

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kender det alt for godt… Mit 3. barn Mynte på 4 år er “måske” på vej ud af trodsalderen….Pyha….indimellem er det godt nok hårdt….
    http://applaus.bloggersdelight.dk/3-aars-krisen-trodsalderen-selvstaendighedsalderen/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte Nordbjerg

    Skønt indlæg og skønne kommentarer. Kommer fra en mormor på snart 60 til 4 skønne børnebørn med hver deres forskellige luner. Hvor er børn bare skønne på hver deres måde og vi elsker dem og indert inde er vi lidt stolte, for når de kan sige fra allerede nu, så skal de sgu nok klare sig tænker man. Det er træls, de er frækkert og går lige til og nogengange over grænsen så man er ved at tude. Men når de ligger i deres senge og man siger godnat til et blidt og træt barn, forstår man ikke hvor den galde kom fra og tænker i morgen bliver en god dag ……… men i morgen starter det forfra. Og inden man ser sig om er tiden gået og vognen pakket og de flyver ud i verden stærke og klare til et nyt liv som I har forberedt dem på. Kærlige tanker fra en mormor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Kære Gitte
      Fedt med et indspark fra en super erfaren kvinde – og endda mormor!
      Vise vise ord, det er noget jeg vil tage til mig! Tak, Gitte!
      MVH Johanne

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fie Christensen

    Kan det allerede starte som 1,5 årig?? ‘Cause then we are there! Har jeg en tidlig KLYNKER af en pige, hvor INTET er godt nok? Dette indlæg fylder mig ikke med optimisme – men det er altid dejligt i moderøret at høre man ikke er alene 🙂 Tak Johanne!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Det kan du da tro det (desværre) kan 🙁 Pyf det kan være slemt til tider!
      Good luck! I det mindste er vi flere, ja 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Åh Gud, varer det indtil de er 4 år? Min datter på 20 måneder er to gange besvimet af vrede/gråd – som om hun glemmer at trække vejret. DET er edderbroderemig uhyggeligt at se på, og jeg er så dødbange for, at hun skal gøre det igen, så ubevidst bliver jeg hende den eftergivende mor, der stikker ungen det hun vil have, så hun ikke besvimer sig selv. ARHMENALTSÅ!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lea

    Mega godt indlæg og godt skrevet! Som mor til en knægt på 2 år og 4 mdr. kan jeg virkelig nikke genkendende til det, du skriver! Så sent som igår spurgte knægtens far mig: “Tror du, at andre børn reagerer lige så vildt og hidsigt, som vi oplever det herhjemme?”. Og det er så befriende – og betryggende – at læse, at det oplever andre også. Jeg har læst, at det går under betegnelsen “The Broken Cookie”. Du ved, kiksen, der er knækket midt over og som barnet så kan gå helt amok over. Det kan både dreje sig om forventningsafstemning – fx at knægten havde forstillet sig, at det var far, der hældte mælken op og nu gør mor det i stedet for. Og så kan det handle om følelser, barnet undertrykker i institutionen og som får frit løb, når han/hun er hjemme i trygge rammer. Dette hjælper ihvertfald mig igennem de 1-5 daglige hysteriske anfald herhjemme.
    Og tak for en god og sjov blog!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine reingaard

    Min knægt er 3,5 og Gud hvor er det en mareridtalder. Der er ikke det, vi ikke kan have en konflikt over. Han flejner på tværs, hvis maden er for varmt, hvis knækbrødet knækker, hvis lillesøster rør hans LEGO und so weiter!! Her til aften flipper han ud over jeg ik har hældt nok mælk i hans kop og med en forvisning om at han da lige kan drikke det først, så skal han nok få mere. Lige lidt hjælper det. Det ender med mælken ryger i vasken (af mor her) og knægten går amok, jøsses en reaktion. Jeg vælger at tro det kun er en periode, og helst meget kort periode, for Gud hvor det driver mig til vanvid! Også kigger jeg på lillesøster på 1,5 år, hvis små flip stadig bare får mig til at trække på smilebåndet og lægger låg på mig selv for ikke at bryde ud i latter og tænker:”sådan bliver hun da aldrig, vel??” (Please, please, please)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

INDESPÆRRETHED, SYGDOM og ROTATIONSORDNING