Man kommer jo aldrig til at ku' skide i fred!

Når bloggen ikke passer til bloggeren – mere

IMG_2717.JPG
…i hvert fald ikke som den ser ud lige nu.
Den har da fået en let lille makeover – men uden ham den højtråbende amerikaner-fyr råbte MOVE THAT BUS, desværre – det håber jeg forresten I har bemærket?
Headeren (billedet øverst er nyt), mens nogle skrifttyper og småting er justeret en smule. Faktisk har jeg ikke fået et væld af kommentarer, kun nogle få på Instagram, men det er måske fordi det egentlig ikke er noget bloglæsere – jer – går super meget op i? Eller hvad?

Personligt bider jeg selv meget mærke til detaljerne i andres blogs, men det er måske fordi jeg selv har en blog. Hvis man kører Opel Astra, så bemærker man det måske også mere, hvordan andre holder deres Opel Astra?
– og ja, det var måske det værste eksempel nogensinde!
Det jeg egentlig vil frem til er at hvis der nu er noget, som I synes er mærkeligt, som er træls, burde være størrelsen større (skriften f. eks.) eller andre funktioner er pisse trælse, så sig til! Det er der jo, for dem der skal kigge på det.
Reklamerne fylder en del, når man er hos Bloggers Delight, det ved jeg, men det er ikke noget jeg kan eller vil pille så meget ved, for selvom jeg ikke bliver millionær eller noget der ligner, så er det blandt andet det jeg tjener lidt håndører på hver måned.

Nå, men selvom bloggen er blevet pyntet lidt,  til hvad min smag mener er meget anstændigt, så er der dog noget, der ikke passer på mig – mere. Eller lige nu.

Hvis man er på computeren, hvilket de færreste faktisk er, for det bedste sted at tjekke blogs er når man sidder på toilettet, og det er som bekendt lidt mere smart med en iPhone, så kan man se et billede i højre side, der linker til min instagramprofil, med et foto af to læææææækre Nutellamadder.
Haps.
Men det show er slut. For nu.

INSTAGRAM_NUTIDENSMOR

Jeg er nemlig gået på diæt, som jeg skrev i går, på min IG.
Jeg ved mange tænker: BVADR, med det samme de ser ordet diæt, eller slankekur, og det er da også udskældte betegnelser, da det jo hedder: livsstilsændring nu.
Men det er måske en livsstilsændrings-bølge jeg er på lige nu, men i de kommende uger er jeg på KUR. På den der: væk med kartofler, pasta, hvidt brød (brød generelt næsten), sovs, fritter, Nutella (RIP), slik og andet, der giver sig selv.
Det er jeg fordi jeg gerne vil se nogle hurtige og gode startresultater, og have noget SUNDT i min krop. Det er noget jeg skal opretholde hen af vejen, men i januar hedder det: DEN BEDSTE TABER!
Som jeg skrev i mit indlæg om at gå fra kageglad til maveglad, så har jeg meldt mig ind i fitness (eller FedeVerden, som jeg kalder det), og fået den herre søde Maya, der er fitnessblogger og kommende sygeplejerske, til at lære mig de forbandede torturmaskiner at kende, og generelt holde mig lidt i hånden i et miljø, som jeg ikke føler mig pisse tryg ved at være i.. Ikke fordi jeg er som sådan utryg, men nok nærmere usikker.
Sådan er der vel mange der har det i et fitnesscenter?

‘Den bedste taber’ er en konkurrence, som jeg lavede for sjov med en anden blogger, Christina, som også er gået på motionsbølgen (igen). Læs evt. hendes seneste indlæg om hendes projekt, hvor hun endda har fået personlig træner på.
Hun har sat et ret højt mål – og hende om det – men mit er altså mindre.
Vi har lavet et lille væddemål om hvem der kan tabe mest inden den 30. januar, hvor vi skal til fest sammen. Det er lidt spændende at finde ud af, men jeg regner stærkt med at hun vinder, for hun har tidligere trænet en del, og har færre kilo at smide, men jeg må da kæmpe alligevel 😉

Jeg har jo proklameret mine manglende mål for 2016, som var ret nede på jorden og uambitiøse, og jeg håber ikke jeg virker for selvmodsigende, ved at nu annoncere at jeg skal tabe mig, men det er et lille projekt jeg har sat i gang, fordi jeg har lyst, og har overskuddet.
Jeg har ikke lyst eller overskud til at spise usundt mere, og være ked af min kropsform.
Jeg aner ikke hvor meget jeg vejer for meget, eller hvor meget jeg burde tabe, jeg har blot et lille projekt med at træne godt og spise ekstra sundt i januar, for lige at få et selvtillidsboost, og så opretholde det fremadrettet af nogenlunde samme sti, men måske knap så stramt.

Men måske jeg skal fjerne Nutella-madderne. Jeg ved det ikke helt..
Omvendt siger Nutella mere om mig, end en grønkålssalat ville..

Jeg lader dem sgu være, selvom de frister min sukkertand 🙂
Jeg har naturligvis indlagt små “syndedage”, så Nutellaen kommer nok frem en enkelt gang her i januar 🙂

Jeg lavede forresten nogle super lækre (og nemme) halvsunde cookies i går, og sammen med lakridsmandlerne jeg også lavede, så har jeg nogle snacks, der er lidt bedre for korpus, end 1/2 Ben and Jerrys ville være.

Er der andre der er begyndt at fokusere på sundhed, eller som vil ændre nogle vaner, for f. eks. at tabe sig lidt? 

   

4 kommentarer

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Man kommer jo aldrig til at ku' skide i fred!