Jeg har fået nok!

Om at turde sige, at man nogle gange har det svært

image1(19)Jeg har gået en del og funderet over, om jeg nu tør skrive dette indlæg, fordi det er for mig enormt personligt at afsløre personlige psykiske udfordringer, der viser at jeg har fejl. Særligt når jeg føler mig alene om det.

Jeg synes bl. a. dét at gå i fitnesscenter er mærkeligt.
Og det er faktisk ALT ved det, som gør mig utrolig meget utilpas, og desto mere utilpas jeg føler mig, desto mere chill forsøger jeg at fremstå, hvilket får mig til at ligne en enormt mærkelig snegl, helt stramt i betrækket, og med ulmende angstanfald.

Det er helt sikkert noget i mig. Jeg har aldrig tænkt det som det helt store problem, men jeg er måske på sin vis hyperbevidst – eller overbevidst – om min egen adfærd, når jeg er i større forsamlinger, eller et sted, som ikke som sådan er gennemgang.
Jeg vil slet ikke mene jeg har nogen form for social angst, for jeg elsker at være sammen med mennesker, men når jeg er lukket inde i et lokale med mange mennesker hvor man gang på gang kan kigge på hinanden, så får jeg sved på panden – og endda inden jeg er begyndt at træne.
Jeg føler mig betragtet, dømt og overbegloet. Alt noget jeg slet ikke har hold i, for jeg har i den tid jeg har trænet aldrig oplevet noget ubehageligt.
I et fitnesscenter er vi vel alle i samme båd, vi er der alle for at træne, og selv de mest overpumpede store fyre har engang været nogle slapsvanse, så min tanke er ikke at der er andre der ser ned på mig, fordi jeg træner ned fra crosstræneren efter 15 min., men ikke desto mindre kan jeg jo ikke ændre ved mine følelser.

Det handler nok for mig om at jeg ser alle de andre som mennesker med uhyre meget selvtillid og kropskontrol. Det er drenge og piger der arbejder med deres krop og er tilfreds med deres præstationer.. modsat mig nok, og det skræmmer mig rigtig meget.
Jeg er ked af at indrømme det, men jeg kan tit gøre nar af de andre, inde i mit hoved, men når de står der og betragter deres flexende muskler i spejlet, eller nærmest humper luften, med tunge vægtskiver i skridtet.
Men det er uden tvivl en forsvarsmekanisme i mig, at jeg bliver følelsesmæssigt trigget og føler behov for at håndligt tænke OMG, sikke selvglade mennesker, netop fordi jeg på mange måder måske godt gad at være lidt gladere for mig selv.

Faktisk hjælper det ikke at være dernede sammen med nogen, men det forværres når jeg kan mærke at lokalet bliver mere og mere fyldt. Når jeg er i gang med noget hjælper det – f. eks. hvis jeg står ved en maskine, men når jeg går fra sted til sted, eller venter på en station bliver ledig, så bliver jeg endnu engang bevidst over min egen position i rummet, hvordan jeg står, hvordan jeg ser ud, og om jeg nu ligner en der er nervøs – for gud forbyde!

Jeg bruger enormt meget krudt på en facade, der virker social og meget overskudsagtig, men indimellem, hvis jeg bliver presset, som f. eks. hvis jeg er omringet af mange mennesker, som for eksempel til fester, eller føler jeg skal præstere, for at få dem til at lide mig, så over-duer jeg, så at sige.

Jeg har tidligere været en værre mus.
En lille bange mus, som af ovenstående årsager har undgået præstationspræget adfærd, som jeg betragter dét at have et vægttabsprojekt, men nu vil jeg være en stærk LØVINDE, der TØR!

Hvorfra disse mange følelser om at være bange for hvad andre tænker bunder måske i en form for mangel på selvværd, og efter en svær gymnasietid har de negative følelser nok bare hængt ved, som en snært af en depression eller små-angst der ikke fordufter med tiden.

Man behøver ikke at have en decideret psykisk sygdom, for at tale om tingene, og jeg føler i høj grad at udfordringer, som jeg oplever mine, kan være en smule tabu at snakke om, fordi det i manges optik er “småtterier”.

Egentlig arbejder jeg ikke som sådan på det, fordi det ikke hæmmer mig i min hverdag, men jeg reflekterer en del over det, hvilket har udmundet i dette indlæg, og jeg tænker det hjælper at komme af med det, og ud med det til jer, der måske kan se jer selv i det.

Tak for I ville læse med.

Er der nogle af jer, der har svært ved ting i jeres hverdag, hvor I måske føler jer lidt anderledes?

   

30 kommentarer

  • Emma

    Super godt indlæg – generelt bare en vildt god blog. Jeg træner ikke i fitness længere, og har lige for tiden rigtig meget fokus på mit studie (lærerlivet), så træningen er sat ned ift. ting jeg gerne vil nå, når jeg så endelig har fri!

    Men vil give dig SÅ meget ret – denne følelse havde jeg hver eneste gang i fitness. Det var faktisk ret hårdt! Især når man i dag skal have en lille talje, store boobs og jeg kunne blive ved.. Jeg er 20 år og har store hofter og kunne nok godt bruge en stram op time eller to 😉 Men jeg er så tilfreds med mig selv – noget jeg ikke har været længe.. I dag tager jeg en løbe tur af og til, men det er ikke noget der skal styre mit liv, fordi det fik mig til at føle forkert!

    Igen TAK for bloggen, og håber du kan forstå hvilken retning jeg ville hen… Åhhh, det hjalp helt at komme ud med det <3 måske jeg også havde brug for det…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej Emma!
      Tak for du deler, og tak for dine søde ord :-* (ER det upassende med kyssesmiley? … fuck it, jeg gør hvad jeg vil!)
      Der er klart noget præstationsangst ift. nogle kropsidealer man kan have i sig selv, men jeg forsøger også at huske mig på at det ikke er andres skyld at jeg ikke altid tænker logisk ift. min egen krop og fysisk, at bare fordi andre er stærke og hurtige, betyder det ikke at jeg bør sammenligne mig med dem, men måske bør jeg bare affinde mig, og være lidt mere selv-glad og glemme alle de andre, for de bør ikke have del i mit syn på mig.
      Fedt du er tilfreds med dig selv, selvom det lyder som om du har en “på trods” i din kommentar? Store hofter er der sgu ikke noget galt i, og sålænge du ikke lader dig diktere af andre, så vil jeg mene du har det ret så godt i eget hylster, ik?
      KH!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sabrina

    Jeg kan virkelig genkende mig selv i meget af det du skriver. Jeg har for nylig født og er også igang med projekt vægttab. Jeg er KUN kommet afsted til træning, fordi min kæreste er taget med. Jeg kan blive fysisk dårlig af at være sådan nogle steder. Jeg kan sætte mig ind i alle dine tanker og følelser. Der er aldrig nogen der ville tro mig, hvis jeg sagde det højt. Jeg er nemlig også rigtig god til det med facade.

    Tak for en virkelig fin blog, der tit får smilet frem.
    Man får sgu helt lyst til at være din veninde 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej søde Sabrina,
      Årh- jeg kender det, så jo, folk ville da tro dig, for sådanne tanker er ikke unormale. Det kan da godt være din omgangskreds ville blive overrasket, men jeg synes det er så godt, hvis man kan snakke om det. Særligt med din kæreste – han ved det forhåbentlig?
      Og skønt du kan tage med ham – det kan være en rar, moralsk krykke 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Alle jeg kender tror at jeg er propfyldt med selvværd. Fordi jeg hele tiden snakker og tør sige min mening. Men måske dét også er en slags forsvarsmekanisme der munder ud i svigt i barndommen. Er ikke vokset op som blommen i et æg. Og dét gør vel på en eller anden måde, at man altid (læs: jeg!) er en lille bitte smule usikker, bange for at fejle, ikke føle at man er heeelt så god og ikke tror på succes. Det er trods alt bedre at stå i skyggen hvor man er sikker på at der er plads, end at turde bevæge sig ud i rampelyset. Eller hvad?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Vi lyder faktisk lidt ens, du og jeg!

      Jeg vil give dig ret – det føles lidt mere sikkert i skyggen, men mon ikke at alle fortjener rampelyset, og engang imellem skylder man sig selv at tale lidt højere 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Du er bestemt ikke alene. Jeg har også haft en svær gymnastik tid. Var usikker og har været den man kaldte “den stille pige” (som iøvrigt har været min hade kommentar)! Jeg har kæmpe med ikke at være den stille pige. Som om der er noget galt i det. Jeg har først ret sent, her først i 30’erne accepteret at det er helt fint at være “den stille pige”/introvert – for det betyder jo ikke at jeg altid er en mus! Jeg elsker at have det sjovt og lave sjov og er faktisk idag ligeglad hvad andre tænker – jo selvfølgelig vil jeg gerne tages godt imod på et nyt arbejde og jeg vil gerne have gode venner, men jeg behøver ikke være den blandt fx kollegaer, der altid er frisk og hurtig i replikken! Det er jeg blandt gode venner, nogle gange, og faktisk synes jeg den anden type er alt for anstrengende at være sammen med! Jeg ved ikke om det gav nogen mening, men det var hvad jeg havde på hjertet efter at have læst dit seneste indslag 🙂 tak for ærligheden i øvrigt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Faktisk synes jeg det kan være en fordel at man er den, der kan tænke før man taler. Jeg har fået en del rap over fingrene, for at være FOR ikke-stille-pige, altså hende med næsten munddiarre, der bare snakker for at sige noget
      Jeg synes bestemt der er kvaliteter i at man ikke bare plaprer. At du så er frisk og hurtig i replikken når du er sammen med venner viser da også at du bare har situationsfornemmelse, og ikke er nogen mus! Det lyder sgu klogt i mine ører – det ville jeg gerne lære af.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    “På trods” skyldes nok at jeg desværre syntes der er alt for meget fokus på det perfekte i dag. Netop også en af grundende til jeg elsker din blog (og snapchat) – du viser hvordan virkeligheden egentlig er, og det minder mig igen om at det er okay at det hele ikke er så pisse perfekt, som det jo helt skal ses ud (bare se Instagram – der er simpelthen så mange “perfekte” profiler). Iøvrigt skal du have stor ros for din video, hvor du viser en dag i dit liv 😉 Elsker det!!

    Du har en fan i Nordjylland – så sig endelig til, hvis du kommer herop.. Og tak for din søde kommentar – betyder meget for mig <3 (fortsætter den søde stil, med et hjerte i din retning)!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Tak for din kommentar, Emma! Jeg svarer mega sent, I know, men disse søde ord på række har været lidt svære at tage imod – sådan er det – når noget ligner et kompliment så bliver jeg helt konfus 🙂
      Jeg er godt nok sjældent i Nordjylland, desværre .. men vent, tæller Mariager? Der skal jeg hen på søndag! Dejligt at vide man har noget backup i forskellige dele af landet 😉
      KH

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Ork ja. Mange småting. Og når det bunder i dårligt selvværd, er det så vigtigt, at arbejde med det selvværd. Så man vil kunne modstå “hårdere situationer” end feks et fitnesscenter, hvor du kan klare det, men er mærket.
    Jeg måtte selv bukke under, da vi blev ramt af kronisk sygdom. Grundet mit dårlige selvværd og de ubearbejdede ting jeg slæber rundt med, kunne jeg ikke tilnærmelsesvis holde mig oven vande. Endte med stress og derefter depression. Og sygemeldt. Havde min psyke været mere intakt, tænker jeg min reaktion, havde været mere ’standard’ ala ’sorg og krise’ og op igen. Men blev helt bims. Så mit råd er, at få arbejdet med det, selvom du benævner det som småting, så du vil være stærkere til at kunne modstå de større. Ville jeg ønske, at jeg havde nået.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Du har helt ret, S.. Jeg kan godt se hvad du mener. Hvis der allerede er en sort sky over ens hoved (eller psyke), så bliver det endnu sværere at se solen, når det bare blæser eller regner en lille smule.
      Jeg håber du er kommet ovenpå?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Alt det du beskriver og måden du beskriver det kan jeg 100% nikke genkenden til.. Det er hårdt at være på sådan mentalt overarbejde. Jeg kæmper dog også med det i almindelig dagligdags situationer som at jeg tjekker mit tøj og udseende hvergang jeg skal ud af døren.. Prøver at udfordre mig selv i at lade være, men jeg får det skidt når jeg er afsted..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Interessant indlæg! Jeg har også nogle sociale udfordringer, uden jeg vil kalde det social angst. Jeg føler mig ikke specielt genert, men hvis jeg er i en gruppe (mere end en eller to andre) kan jeg ikke bidrage med noget til samtalen – jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal sige, men bliver tilhører. Det gælder med kolleger på arbejde, til fester osv. Hvis jeg er sammen med de samme mennesker i mindre grupper er det aldrig et problem. Heldigvis har jeg efterhånden affundet mig med det, og tænker at det jo bare er sådan jeg er – og det må folk så acceptere. Min største udfordring er telefonopkald. Mine nærmeste – forældre, søskende, kæreste – er okay, mens opkald til f.eks. veninder eller bedsteforældre kræver timers tilløb med svedige håndflader, for ikke at nævne opkald til fagforening, forsikringsselskab o.lign. (oh gru oh rædsel). Ender som regel med at sende en email i stedet. Synes selv det er fjollet, for når jeg kommer igennem går det jo altid ugen problemer!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej Louise,
      Det er sgu ikke rart at være sådan over-bevidst om omgivelserne, at man føler sig hæmmet af sig selv… men det er godt at være affundet med det. Du – vi – burde et eller andet sted bare tænke: jeg synes det er ukomfortabelt, så jeg VÆLGER at træde et skridt tilbage i denne situation.. så det ikke er et eller andet, man bare ikke kan kontrollere. Man skal jo heller ikke tvinge sig selv til noget, som man ikke er komfortabel med. Heldigvis tror jeg alle kan genkende det, så det er med at der er en i en gruppe, der ikke siger så meget, eller bare ikke er den, der råber højest, ved man jo godt hvorfor. Generthed er ikke et tabu!
      Jeg har det faktisk på samme måde med telefonopkald, haha. Det er super ubehageligt, og jeg vil helst undgå det. Jeg har dog lært at det er bedre at køre på auto-pilot, hvilket vil sige at jeg siger præcis det samme hver gang jeg taler med “sådan nogle”. Og så husker jeg mig selv på at det er deres job at sidde der – man er bare et nummer i rækken 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Haha! Så kunne vi træne sammen 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sus

    Åhh hvor ville jeg ønske, at vi boede tættere på hinanden, for vi er vist lige gak men samtidig med nogle af de samme problematikker udi halvdårligt selvværd og overdrevet fokus på egen fremtoning. Keg er døden nær af træthed, men jeg vil gerne skrive mere i morgen. Herligst Sus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Du har lige beskrevet mit forhold til fitness centre andre sociale samlingspunkter, hvor man ligesom gerne vil fremstå selvsikker. Det er nu rart at høre, jeg ikke er den eneste, der har det sådan 🙂 jeg har, udover utilpashed med fitness centre, også en mærkelig utilpashed, hvis jeg sidder i eksempelvis en kantine, cafe eller lignende og spiser alene. Jeg bliver så sindssygt opmærksom på alle omkring mig, at jeg simpelthen ikke kan nyde et måltid mad. Meget anstrengende, men sådan er jeg jo nu engang.
    Mange tak for at du ville dele dine tanker :-)!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Det er sjovt, jeg tror mange har det sådan – vi tænker bare ikke over det. Jeg skal nok bare lade være med at fundere over hvordan andre tænker, for oftest har de jo bare sig selv i hovedet 🙂
      Tak for at DU deler!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helena

    Endnu engang super dejligt og ikke mindst ærligt indlæg fra dig.
    Jeg har aldrig sat mine fødder i et fitness center, hvilket skyldes personlige årsager, dermed sagt kan man jo sagtens få motion/træne på andre måder. Har du evt. overvejet at træne derhjemme i stedet for?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Ja, det har jeg.. jeg synes bare det er svært med programmer og sådan 🙂 Måske hjemmefitness som supplement er en ide 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Kære Johanne (formelt, I know, men “hej” udgjorde det bare ikke rigtigt..).
    Det er enormt befriende, når du som nu, italesætter lidt af alt det, vi helst ikke snakker om. De her udfordringer/problematikker/småtterier/kaldt det, hvad du vil, er nemlig slet ikke så små og ikke-vigtige, hvis ikke vi kan finde ud af, at tale om dem og lade dem fylde.
    Derfor er det så vigtigt, når du som nu bruger din stemme, dit mod, dine erfaringer og din platform til at italesætte og – i mit hoved – aftabuisere disse ting.
    Jeg håber, at du fortsat vil åbne munden, når vi andre tier, for det er du sgu (også!!) ret god til.
    Varme kram og feel-good-vibes sendes i din retning.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Betina

    Jeg har det PRÆCIS ligesom dig. Og derfor går jeg ikke i fitness center! Jeg føler alles øjne er på mig, hvilket er fuldstændig tåbeligt for de har da andet at give sig til end at glo på mig. Det samme gælder hvis jeg sidder i en stor forsamling. Så går jeg helt vildt op i at sidde så normalt som muligt, retter på mit hår og alt muligt for at se pæn ud, igen føler jeg at alle kigger på mig og tænker “hold kæft hvor er hun mærkelig hende der”. Jeg tror det bunder i dårligt selvværd at man tænker sådan. Jeg prøver så vidt muligt at lade være med at gå op i hvad andre tænker om mig, men hold kæft hvor er det svært! Tak for et ærligt indlæg, det er dejligt at vide at man ikke er alene med de følelser

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har altid haft det på nøjagtig samme måde med fitnesscentre! Helt indtil jeg startede i Loop fitness (hvor jeg ALTID træner i kvindecirklen

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hov, hvor blev resten af?!? Nå, men ville bare sige at det er et fantastisk fitnesskoncept, som jeg slet ikke troede fandtes inden for den genre 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] mig nok, og det skræmmer mig rigtig meget”.  Ordene kommer fra Johanne, der blogger på Nutidensmor.dk. Hun skrev i går et ærligt og sårbart blogindlæg om det at være usikker på sig […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annette Aarre Dalsgaard

    Det er meget velskrevet. Og det er sådan jeg har det i starten og på dårlige dage.
    Men når jeg har været der ofte nok, så er det “mit” motionscenter og som du nævner, så piller jeg de andre lidt ned i min hjerne.
    Jeg har det på samme måde i andre sociale relationer, på nær mine nærmeste venner. Det hjælper at min mand står hos min, eventuelt holder min hånd eller om mig.
    Jeg har det også med åbne vidder, kan ikke cykle en tur pga det. Sjovt nok kan jeg køre på hurtigere transportmidler uden problemer…tror det er lidt ligesom de mennesker, der piller næse i bilen…de har følelsen af et rum, hvor de er alene.
    Jeg er/har været meget social og uadvendt…når jeg griner kan alle høre og se mig…og det gør sjovt nok intet. Mine venner siger, at jeg er katalysator for en god fest. Men jeg er allerbedst sammen med min mand, der er jeg tryg!
    Det skal sluttelig nævnes, at jeg er førtidspensionist pga kronisk depression, personlighedsforstyrrelser og social angst

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Du har virkelig beskrevet godt, hvordan jeg har det, både i fitnesscenteret og andre sammenhænge. Og hvor er det befriende at læse at både du og flere andre i kommentarfeltet har det på samme måde! Jeg håndterer det med fitnesscenteret ved altid at træne i det samme, hvor jeg har “styr på” hvor det hele er, og så ikke træne i ulvetimen. Men hvis det er lidt for længe siden, jeg har været der, kommer de svedige håndflader for fuld udblæsning, og jeg bliver ved med at udsætte det. Tror jeg fremover vil lade som om alle andre har det på samme måde

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne-Sofie

    Et godt og meget ærligt blogindlæg ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fie

    Alle kommentarerne og dit blogindlæg får sat følelser på alt det vi allesammen går og tror kun eksisterer for os selv. TAK for det.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg har fået nok!