Dåsebloggeri om verdens bedste grønne deller!

5 TING JEG SKAL – OG 5 TING JEG SKAL FUCKING UNDGÅ

I dag har jeg haft skole-fri, så at sige. Jeg skulle læse 80 sider i en bog jeg ikke havde, så jeg råbte FUCK IT og kapitulerede (mest fordi jeg ikke har den bog), og lagde mig til at sove igen, da yngel var affodret med banan-yoghurt, aftørret fra banan-yoghurt, iklædt nogenlunde matchende tøj og sendt afsted med kæresten, i vuggestue.
Hun har sovet af helvedes til i nat, og selvom jeg da har reflekteret lidt over min pessimisme, eller evne til at se på den sorte væg, og ikke den hvide, i overført betydning, efter at Mette Marie (Twinpeaks-damen) skrev om sit blogperspektiv, så kan jeg sgu ikke komme med nogen positiv vinkel på at fortælle hvor fucking frustrerende det er med en tumling, der bare råber og råber på vaaaaand, Elsa, en anden sut, vand fra badeværelset, Olaf, NEJ anden Olaf, NEJ lille-Anna, varmt vand osv. osv.
Jeg satte min telefon på lydløs (da de endelig var smuttet), og lagde mig under vores tre dyner (én bag, én over, og én mellem benene) og var bevidstløs til klokken 12, for så at opdage at jeg havde sovet ovenpå Sven, og nu havde gevir-aftryk i siden.
Mind mig om at blive bedre til at fotodokumentere sådanne oplevelser.

Man skal altid lige række en bette hånd i vejret, indenfor vores hobby-bloggy-business, hvis man lader sig inspirere af andres indlæg, og det er hvad der er sket denne gang – selvom der dog er forskellige.. Men det er jo der ordet “inspireret” kommer ind 😉
Christina (BitteBitte-damen) skrev nemlig i dag, et indlæg: “10 ting jeg gerne vil nå i februar”, så nu laver vi et lille twist og kalder det:

5 ting jeg skal i den nærmeste fremtid
…& og 5 ting jeg skal fucking undgå

Vi starter med 5 ting jeg SKAL

Indeholder et affiliate link | reklame 

  1. LAVE OG REDIGERE VIDEOER – til bloggen
    For jeg har lyttet til mit indre behov for at lave mere film (og øve mig i selvsamme), og så har jeg lyttet til jeres ønsker, for der er HELDIGVIS flere, der gerne vil se mere film.
    Det kræver jo bare sådan en del tid i hverdagen, for jeg skal fiske en frem, der gider at filme og så skal der redigeres. Ideer har jeg nok af.
    Hvis du ikke har set min “Hvad mor laver alene hjemme”, så kan du se den HER
  2. PLANLÆGGE SKIFERIE
    Ja, til i år!
    For syv sytten hvor jeg glæder mig – vi skal nemlig alle tre på skiferie til Norge, og Augusta skal på ski! Hun er næsten tre år på det tidspunkt, så jeg er godt spændt på hvordan det kommer til at gå… men det bliver med skiskole og to garvede skiiere (altså inkl. mig), for på trods af min totale mangel af koordination, kondi og rytmesans så er jeg en udemærket ski…bilist? Ski-dame? Skiløber hedder det ski’ da!
    Kom gerne med råd og fif i kommentarfeltet! Jeg har aldrig været afsted med barn før.
  3. FÅ TEGNET MERE – og smide det på bloggen oftere
    Jeg ligger inde med mange skitser og (igen) ideer, men det er altid med en smule præstationsangst, så de kommer ikke altid på bloggen. Jeg kommer jo aldrig til at leve af at tegne (jeg skal leve af at passe på de kommende generationer jo!), men I tager altid så godt imod forsøget på humoristiske, eller hverdagsagtige tegninger, så jeg vil forsøge at få det mere ind på bloggen. Oftere.
    Ideer modtages med kyshånd, for jeg vil altid kun kunne se mor-skabet ud fra et-barns-perspektivet, og det er altid noget andet med f. eks. flere børn, eller set med andre briller.
  4. PLANLÆGGE BARCELONA TUR
    Ja, jeg glæder mig så mega meget!
    Turen er endda sponsoreret af Spies, ligesom turen til Paris sidste år var. Det er jo selvfølgelig for os et pisse fedt samarbejde, da vi får oplevet sammen med Augusta, og får flere minder til bogen, men for jer håber jeg det kan give inspiration, og at selvom det er sponsoreret er noget I vil følge med i, lige som I i forvejen følger med i alt andet.
    Jeg ser i hvert fald frem til at tage bloggen med til ESPANA (og jeg har stadig nogle uger til at finde den lille bølge over n’et).
  5. KØBE NYT GREJ
    Ja, tænk sig det kan være et punkt på en to-do liste, men jeg er simpelthen så sindssygt dårlig til at gå i butikker og holde fokus på at få købt præcis det jeg mangler. Jeg er generelt bedre til webshopping, da jeg har tid til at kigge på f. eks. gulvtæpper og sengetøj om og om og om igen, inden jeg trykker “KØB!”
    Jeg kastede forresten pisse smart nattøj i den virtuelle kurv i går – noget ALLE modebloggere vil se sig grønne i hovedet af misundelse for at Nutidensmor fik det først – og jeg sidder som en hund, der venter på sin ejer, foran døren, og håber min ASOS pakke kommer snart.
    Du kan se det HER – men pas på du ikke bliver sulten

P1290473

5 TING JEG IKKE SKAL

  1. (IKKE) SPRAYTANNES
    Dårlig idé, bare sådan hele vejen igennem.
    Jeg ved jo faktisk godt hvad jeg tænkte, da jeg inden den store BD-fest valgte at stille mig splitterragende Hans Jørgen og blive sprøjtet til med soya-lignende farve, men jeg havde ligesom et håb om at damen kunne give mig en naturlig kulør (for det lovede hun mig) og lidt godt service, som f. eks. et smil (for det regner jeg med), men jeg tog fejl på begge punkter…
    Jeg lignede jeg-ved-ikke-hvad, men jeg kunne da heldigvis nå at gå i bad fire gange inden festen, så jeg ikke lignede en skoldet gulerod. 
  2. (IKKE) BEKYMRE MIG OM BØRNEHAVEPLADS
    ….for jeg kan lige så godt lade være. Man får bare ondt i maven ved tanken om at der 1. ikke er en plads, eller 2. er en plads et sted man ikke vil have hende hen.
    Vi har fokuseret vores energi og ønsker på ét sted, og krydser fingre for Augusta kan komme derhen til maj!
    (Kryds lige fingre for os, tak)
  3. (IKKE) HÅBE PÅ AUGUSTA VIL KLÆDES UD TIL FASTELAVN
    Vi har ellers fået den fineste Anna-kjole (Frost) af Augustas farmor og farfar, da det i vores forældre ører lød som om at det var vores lille engels helt store håb og drøm at få en Anna-kjole.
    Det var det måske også, men hun skal fanderme ikke have den på, for som Augusta siger: “det er jo ANNAS kjole, ikke min!”
  4. (IKKE) TISSE I BUKSERNE
    Til gengæld skal jeg virkelig øve mig i at gå på toilet noget oftere #MorBlære #Kniiiiib
  5. (IKKE) PÅBEGYNDE FLERE SERIER
    Jeg er
    desværre ramt af den ret voldsomme og virkelige sygdom, der hedder Netflixogitis, hvor man bare ikke kan stoppe med at se sin serie, før man har kørt alle tilgængelige sæsoner igennem.. Det betyder at jeg SLUGER afsnit efter afsnit, og sådan helt zombieagtigt ikke kan stoppe igen, fordi jeg bare skal se ET AFSNIT MERE, BARE ÉT.
    Så nu holder jeg pause.
    …til den nye sæson af Suits kommer…
    …og Orange is the new black….

P1060174
Er der noget særligt I skal den næste tid – eller måske endnu sjovere: IKKE skal?

   

5 kommentarer

  • Truc/petittruc1981

    Vi skal også på skiferie- og første gang med børnene. Det bliver Hemsedal med skiskole og vi er så spændt. Hvad jeg ikke skal det næste stykke tid er at shoppe!! Lidt for mange spontan køb på nettet med udsalg und alles. Jeg skulle bare have en frakke, men når nu der er udsalg skal jege altid lige se om der er noget andet man kan smide i kurven med det samme….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisa

    Jeg er seriøst kæææmpe fan af din blog og ikke mindst af din søde, søde datter! Hold nu op! Har efterhånden ‘fulgt’ jer i et godt stykke tid på instagram, og jeg smiler hver gang jeg ser en video med hende! Håber ikke det lyder aaaalt for creepy! Haha 😀 men hun er simpelthen så sød og sjov! Blev nødt til at sende en lille hilsen, da jeg døde lidt over hendes kommentar om Annas kjole i indlægget! Kæmpe like herfra 🙂 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er lige kommet hjem fra første skiferie med min søn – også i Norge. Han er fra juni 13, så lidt yngre end din datter – og det var så fedt! Dog kunne han ikke komme i skiskole, da de skal være fyldt tre – måske værd at tænke over, selv om det kan være, at Augusta kan få en dispensation, når hun er så tæt på at være tre. I stedet stod jeg bare med ham mellem knæene (kan simpelthen ikke få mig selv til at skrive “mellem benene”… okay, nu gjorde jeg det så alligevel), og det var ganske sjovt for ham og gav mig gode lårmuskler. Vi havde købt en skisele, men han nægtede at prøve den af – han er dog også en lille forsigtigpind (aka bangebuks), så jeg tror faktisk godt, at det kunne være en god ide for jer.:) Anyways, god fornøjelse – vi havde det rigtig sjovt med både at stå på ski og kælke ned af “Benbrækkerbjerget”!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ja, jeg skal læse dine kommende indlæg med tegninger, glæder mig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Synes jeg har ventet i en evighed på sæson 4 af SUITS !!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dåsebloggeri om verdens bedste grønne deller!