15 TING JEG ALDRIG VILLE SIGE

Jeg rammes af ekkoet af min egen følelse af fiasko

P2220025

Weekenden er forbi og hverdagen har atter taget sit indtog. Jeg har netop været på seminariet igen til starten på et nyt forløb, og selvom jeg sad der, på 10. parket – yderst til venstre, så rammer jeg følelsen af at være bagud. Igen. At være tabt, og følelsen af at skille sig ud ramte som en mur min motivation.
Igen.

Jeg vil i dette indlæg dele nogle tanker om mig, altså om mig selv, og af mig selv, om min familie og følelsen af nogle gange ikke at have fundet sin plads.

Min familie er ikke akademikere hele bundet, men boglige vil jeg vove at påstå de er.
I 1979 overtager min farfar Victor Hansens boghandel i Aarhus. Dengang levede jeg selvsagt ikke, men ironisk nok kom jeg alligevel til at bo klods op af, da den dengang var beliggende i hvad der nu er en altanforretning i Bruuns Gade, Aarhus, som et en længere spytklat fra vores hjem.
Min farfar var i mange år boghandler og i selvsamme forretning indtrådte min far også – en overgang. Hvis jeg husker rigtigt var det i en periode med min mor også, og boghandler-genet og passionen for det skrevne ord, må smitte, for min mor kom senere til at arbejde i en anden boghandel i en by vi flyttede til, nemlig Odder, i over 15 år. Min mor er selv datter af en lektor, underviser på et af de fineste gymnasier i Aarhus – og dengang var det altså noget af en titel man kunne, og bestemt ikke noget man kunne kæmme sig af.
Min far og mor, der senere blev skilt, fik to børn, hvor af den ene selvsagt er mig. Den anden er Mads, min bror, der er udgivet digter – altså som lever af at skrive og undervise i at skrive.

Jeg føler mig som det sorte får. I familien nogle gange, selvom de altså ikke ser mig sådan. Men også i mine perifere omgangskredse og min generation, hvis identitet virker til at bunde i deres uddannelse eller profession.
Det er svært at beskrive, for familien er som sådan ikke på nogen måde en del af en finkulturel gruppe, eller elite, der alle har klaret sig exceptionelt godt i livet, men alligevel, når jeg ser mig, som person, i min familie, så føler jeg at jeg skiller mig ud, fordi jeg kan være ene om mine følelser.
For mig handler det ikke nødvendigvis om uddannelse, eller uddannelsestrin – det handler om at finde sin plads, og sin passion.
Eller manglen på at gøre det samme jo.
Det handler måske også i høj grad om den der indre motivation og gnist og også evnen til at fortsætte, når man rammes af udfordringer og hump på vejen – altså evnen til at overkomme og pløje igennem – på trods.
Jeg gik jo på gymnasiet, som jeg efter al for lang tid faktisk sprang fra. Jeg skulle nok aldrig have startet der, men det vidste jeg jo ikke dengang. Jeg blev ramt af noget mørke på min sjæl, der måske stadig kaster skygger den dag i dag. Jeg kan i hvert fald ikke glemme, eller komme mig over at jeg mødte en udfordring, der var så stor for mig – men ikke for de andre – at jeg gik nedenom og hjem. Og ud af gymnasiet. Jeg følte mig som en fiasko, og selvom det der bagklogskabs lys kaster et skær af mening over det, at jeg nok altså bare ikke var klar, så tænker jeg stadig at det var mig, der fejlede, at det var mig, der ikke var god nok.

Dét med at fortsætte på trods af udfordringer, handler uden tvivl om mig – om nogle indre faktorer. Jeg har svært ved at holde fast, når det bliver svært, og kæmpe for at lære, når jeg ikke kan “finde ud af”, og det svære gør at jeg føler et behov for at give op og kaste håndklædet i ringen.

Min bror har succes i det han gør, i hans passion i livet, som er at skrive. Han gik efter det han brændte for, og den dag i dag har han kæmpet sig til at lave det, som han brænder for. Kristeligt Dagblad har netop udgivet en artikel om hans nyeste digtsamling, der i særdeleshed går tæt på ham selv, men også på mig, da den blandt andet handler om os – om vores familie. En af Mads’ pointer, så at sige, i sine digte handler om at vi glemmer fortællingen om livet, når vi ikke taler om døden, som overskriften fra KDs artikel også fortæller.
Udgivelsen, der hedder “Til den lyse morgen” er en rigtig rigtig fin bog, som alle kan læse, også selvom man ikke kender eller er til digte, normalt.
Døden, der er ét af bogens omdrejningspunkter ser jeg, som beskrives som noget man ikke kan komme udenom, hvis man vil leve. Vi kan ikke hylde de, der ikke er her mere, og deres liv, hvis vi ikke tør tale om døden.
I bogen er det min farfar og min tante der er omtalt, og selvom (måske særligt) sidstnævnte er en (for mig) grufuld sandhed, så kan vi ikke komme udenom at det ER sandheden, at hun (nok) tog sit eget liv ved at stikke sig selv i lysken – et fatalt sted, med heroin, og selvom detaljerne er meget grafiske, så er hendes død jo også en del af hendes liv, da det er afslutningen på dette, men jeg vil bare ikke tænkte det som det, der kendetegnede det. Hendes liv var mange år med glæder, kærlighed, udfordringer, rejser og oplevelser, og skal ikke glemmes, på grund af den anderledes udgang. Og heller ikke min farfar, der som så mange andre, rammes af “gammelmands sygdomme”, hvor de mister sig selv, som vi kender dem, lige så stille – men selvom døden afslutter livet, bør vi ikke lade døden afslutte fortællingen om livet.

Måske mine fejl, mine udfordringer – der er vand ved siden af andres, og også min fasters, er det der skal snakkes om, det er det der skal huskes, for måske glemmer vi også livet og det gode deri, når vi ikke vil erkende det svære, der hvor vi gav op og der hvor vi havde det hårdt og var nede og skrabe bunden.
Nu nævner jeg hvem min familie er, hvad de har lavet, og fordi det tegner sig et billede af passionerede mennesker der i dette tilfælde har flair for bøger. Det nævner jeg måske mest fordi det er sjovt med dén fællesnævner, og det handler ikke som sådan om uddannelsestrin, for det er ikke alle, der har en universitetsuddannelse. Det handler blot om at dén fællesnævner, nemlig bøgerne og det litterære er der hvor jeg føler mig sat tilbage, fordi jeg – selvom jeg så gerne vil – ikke er god til at gå i skole og måske bare helt basalt ikke vildt modtagelig overfor læring.

Jeg har ikke en opfattelse af at jeg er dum, men på den måde uddannelsessystemet er bygget op på, hvor jeg ikke har mulighed for at få mig en ph.d. f. eks., fordi jeg mangler det grundlæggende. Altså den nederste LEGO-klods, for at man kan bygge den store uddannelses-borg op. Det har jeg set som en enorm fiasko.

Ekkoet føler jeg indeni, når jeg kan genkende min indre modstand mod det der er udfordrende, som for eksempel et stigende svært studieliv – dér hvor jeg bare har lyst til at kaste min computer ud af vinduet eller udmelde mig selv fra uddannelsen er måske bare en påmindelse om hvad jeg har gennemgået, og ikke som en påmindelse om hvad jeg ikke kan, men hvad jeg har overkommet. For jeg klarede den jo – på trods.
Jeg skal bare gro lidt hårdere hud og ikke trigges af mine følelsesmæssige udløsere, og ikke tænke mine omveje, som år jeg har spildt, men år jeg har øvet mig på livet og dets udfordringer.

Det er mit indtryk at mange har det som jeg – at mange unge piger og drenge har gennemgået noget i deres liv, der var svært, og som stadig kan være svært at tale om – måske netop fordi de ikke gør det, altså taler om det.
Kan vi ikke blive enige om at depressioner, omveje og haven-det-svært ikke er tabu, at det netop er noget vi skal snakke om, også selvom det går godt, for på den måde husker vi fortællingen om vores liv, og det gode deri?
Hvis du vil dele, så må du meget gerne tage bladet for munden, og kommentere i dette indlæg.

Faktisk er bloggen noget af det, sammen med pædagoguddannelsen, som jeg har holdt ved. Min omgangskreds tænke det var en døgnflue, da jeg lidt er typen der igangsætter, får ideer, men så opgiver eller dropper.
Ingen af delene – bloggen og studiet – har været noget jeg startede eller fortsætter med, uden betænkeligheder, for der er modvind i begge virke. Måske særligt i det første, da den virkelig kræver overskud.
Jeg vil bare egentlig sige tak for I er her, og tak for I støtter det jeg skriver. Det kan godt være du – der ser det her lige nu – ikke læser alt jeg smider ud på nettet, men det betyder enormt meget for mig, at der er gengangere, og jeg kan få nye læsere herind. Jeg håber det giver et eller andet i din hverdag, om det så er et smil eller noget at tænke over, men du skal også bare vide at det giver mig enorm meget, personligt, at du læser, at du kommenterer/deler/liker – er her. Tak.

Hvis du, som jeg, ikke har det der skal til, for at blive optaget på uddannelser, på kvote 1, så har jeg lavet nogle fif til hvordan du laver en brandgod motiveret ansøgning til kvote 2.

   

55 kommentarer

  • Justine

    jeg ved godt, at vi har to vidt forskellige historier, men alligevel føler jeg for at dele. jeg har altid fået topkarakterer, og været stræber til det ekstreme; hele min familie er uden uddannelse, og jeg vil brude mønstret. da jeg for omtrent 1,5 år siden startede på stx, der måtte jeg også se i øjnene, at det var en alt for stor udfordring. jeg gik ned med depression, angst, anoreksi, ocd og hele min plan om at være perfekt døde lidt. det jeg egentlig vil sige med det her er, selvom livet ikke altid går som planlagt, så må man ikke lade sig slå ned. man får sjældent noget godt ud af at spejle sig med andre. du er god nok, du er god nok. jeg synes personligt, at det er utrolig spændende at følge med i dit liv; din tilgang til alting er utrolig inspirerende, og jeg nyder dine tekster, billeder og oplevelser. jeg er sikker på, at du bliver en fantastisk pædagog. og hvis noget skulle komme i vejen for det, så er du et fantastisk menneske, en fantastisk mor og du skal nok klare dig her i livet ❤️ kram.
    @justinekatja

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Kære du,
      Tak for de søde ord, jeg er virkelig glad for at du følger med, og kan lide det.
      Jeg kan godt se det ikke er en identisk historie vi to har, men samtidig er det vel også ret ens.. jeg er ked af at høre om din oplevelse – hvordan dit liv udformede sig.
      Hvordan har du det i dag?
      KH. Johanne

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Jeg kender virkelig virkelig godt din følelse. Jeg sidder pt. i min kvartvejskrise, som jeg kalder den. Jeg har taget orlov fra mit studie, fordi jeg er blevet ramt af angst. Jeg har aldrig før oplevet noget så svært, som at sige til venner, familie og bekendte: “Jeg har det ikke godt og det er pisse svært!” Jeg har også altid følt mig som det sorte får i familien. Jeg har to brødre, som ligner hinanden på en prik og som begge har trådt i min fars fodspor; men det er ikke mig. Jeg ville ønske det var mig, for jeg føler ofte det ville være 100 gange nemmere. Men jeg har indset at den vej er ikke mig. Set på den positive side, så har jeg fået meget tættere forhold med min tante, svigerinde og venner, fordi jeg har været “tvunget” til at fortælle hvordan jeg havde det, fremfor ligegyldig “hvordan har du det? Jeg har det fint, tak!”-snak – og det er fandeme vigtigt. Vi skal lære at snakke sammen og dele ting. Fuck tabuer!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej Camilla!
      Hvor er det godt at høre du er med til at åbne op om “det svære”.
      Det er selvfølgelig virkelig trist at læse at du har angst, men hvor er jeg glad for at du sagde stop og tog orlov.. ellers kunne det jo blive værre?
      Det lyder sgu lidt til du har taget tyrene ved hornene, for selvom du tænker den letteste vej MÅSKE ville være at gøre det samme som dine brødre og far, så ville det helt sikkert ikke være det rigtige i den anden ende, hvis du allerede nu slet ikke føler det er dig. Og det er jo immervæk dit liv det handler om.
      Alt det der overfladiske snak er også lidt noget pis – hvorfor overhovedet spørge, hvis man ikke vil have et sandfærdigt svar? Jeg regner altid med at når folk spørger, så skal det være fordi de også er klar til at høre at det ikke går godt, for det er vel ingen selvfølgelighed, at alt kører!
      Det er selvfølgelig en proces, for det er da også svært at stå på sidelinjen, da man så nødigt vil rippe op i folks humør, ved at ødelægge det, fordi man spørger om det går bedre.. Det er noget alle skal lære, men det bør aldrig være et tabu, så det handler vel bare om at snakke og være åben. Håber dine venner, tante og svigerinde er gode til at være der for dig!
      KH. Johanne

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisbeth Cecilie

    Jeg tror faktisk jeg har det lidt ligesom dig. Eller jeg tror ikke. Jeg VED det.
    Jeg blev også ramt af en mørk skygge i gymnasiet, men endte dog med at gennemføre af stædighed, fordi ingen troede på at jeg kunne. Mit gennemsnit er ikke noget at råbe hurra for, hvorfor jeg søgte ind på pædagoguddannelsen i København og kom ind. Dengang kunne man godt komme ind med et snit på 4. Jeg har egentlig altid vidst jeg ikke ville være pædagog, men jeg elsker det pædagogiske felt, og min stædighed for at vise, særligt mine gamle gymnasiekammerater og familie, at jeg godt kunne gennemføre bare frugt. Jeg er nu uddannet med et virkelig godt snit på 11,6 og selvom jeg måske ikke er så bred i min viden, som gymnasiet eksempelvis kræver, så er jeg, hvis jeg selv skal sige det, lidt af en ørn når det kommer til pædagogik, sociologi, læringsprocesser, didaktik og psykologi.
    Jeg kæmper stadig med den mørke skygge fra gymnasiet, men jeg føler efterhånden at jeg er en succes. Jeg er lige blevet mor til den mest vidunderlige lille dreng, min kæreste og jeg ejer en lejlighed, jeg er færdiguddannet og mangler ikke kærlighed i mit liv.

    Så tak, fordi du taler så ærligt og lige ud af posen – jeg tør godt vædde på, at det har været vildt angstprovokerende og skræmmende for dig at udgive.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej Lisbeth Cecilie!
      HVOR ER DU BARE SEJ!
      MEGA SEJ!
      Du har helt ret, det har været virkelig angstprovokerende at udgive.. og vildt at vente på responsen, men hvor er den bare overvældende god.
      Du er en værre solstrålehistorie, og selvom der selvfølgelig er mere i din beretning, end det du skriver her – som “din skygge” du nævner fra gym, så er den virkelig inspirerende, og viser man kan rejse sig, selvom man er faldet.
      Tak for din kommentar!
      KH Johanne

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Meget ærligt indlæg! Det er jo helt befriende i sådan en verden med perfekte billeder og hashtag-spas.
    Jeg kender godt den følelse du sidder med – i hvert fald det der med at finde sin passion og vejen dertil. Jeg har gennemført lang universitetsuddannelse som den første i familien – jeg fandt ret hurtigt ud af, at når jeg som barn sagde, at jeg ville være kiropraktor klappede alle omkring mig i hænderne. Tror aldrig rigtigt at jeg har sat mig ned, for at mærke efter om det virkelig var det jeg aller helst ville.. Og nu sidder jeg så her med min fine uddannelse, og faktisk ikke rigtig føler at have fundet min passion, for jeg vil nok hellere noget kreativt! Men det kræver mod, sådan at kaste sig ud i noget nyt og smide sin uddannelse ud af vinduet. Men livet er nu en gang for kort til ikke at lave det man brænder allermest for, uanset hvilken udformning det så kommer i.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Kære Katrine,
      Jeg forstår dig sgu godt.. det må kræve et kæmpe mod at gå fra “det trygge”, det uddannelsen har gjort dig klar til, og det du har troet du skulle være alle dage, til noget andet, og nyt, men selvom det lyder som et modigt spring, så tænker jeg indeni: DO IT! Livet ER da for kort, så hvis du tænker din passion er et andet sted, så spring ud i det! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    ELSKER dig blog, og dig (hvis man da ellers kan det)!! Er vild med måden du skriver på, og er på! For mig er DU er vinder <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hvor
      Er
      Du
      Sød!
      1000 1000 tak for din søde kommentar!
      KH. Johanne

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Jeg har i mange år haft det som dig Johanne! Tror jeg!
    Jeg har været den, der har famlet mellem uddannelser. Uddannelser jeg følte et vist pres til at starte op på velvidende, at det ikke var det jeg brændte for. Presset kom ikke fra familie, men fra samfundet og fra alle mine veninder, der stille og roligt blev færdiguddannede. Og der stod jeg så og vidste ikke hvad jeg så skulle være, når jeg nu havde droppet uddannelse nummer 2, og ikke var ung mere. Jeg havde samme følelse af at blive hægtet af undervisningen, miste motivationen og ikke føle mig god nok i forhold til de andre studerende.
    Men jeg fik arbejde i en vuggestue/bhv og elskede hvert minut i de sammenlagt 7 år det blev til. Og det er sgu også noget værd! At man kan stå op om morgenen, selvom man ikke har en uddannelse, men man har 60 unger der elsker at tilbringe deres kostbare tid med en – det er så meget mere værd. Jeg har egentlig i mange år været ok med “bare” at være medhjælper, men har ofte fået sidebemærkninger med på vejen.
    Nu i en alder af 33 år, har jeg endelig fundet det studie jeg ledte efter, hvor sommerfuglene i maven ikke er pga. afmagt, men på grund af glæden ved det jeg laver. Jeg føler mig ikke længere hægtet af i undervisningen og er sikker på, at det først sker den dag man finder det helt rigtige – og heldigvis for det!
    Så det skal være tilladt at være frustreret, ked af det, at føle sig hægtet af i perioder – vi må definere os selv ud fra det vi holder af og er gode til, i stedet for at spejle os i det vi tror andre forventer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      1000 1000 tak for dine ord, M
      For at du deler din historie, og for din pointe.. du har så ret.
      Jeg har faktisk haft det lidt som dig, men over en korte årrække. Efter jeg droppede ud af gym og forsøgte mig med forskellige jobs, endte jeg i en vuggestue, og jeg ELSKEDE faget. Ikke lige dét sted, men jeg kunne mærke det var det jeg skulle!
      Pædagoger gør i mine øjne ikke noget, som medhjælpere ikke gør. For mig, som mor har det ALLER vigtigste været at der er folk omkring Augusta der elsker det de laver, og jeg tror også det er det vigtigste for hende, for fra dag 1 i vuggestuen har hun haft en kæmpe kærlighed for en af medhjælperne, der har været der i hvertfald over 15 år.. Jeg tænker aldrig over at hun ikke er pædagog, og det er jo også lige meget.
      Hvor er jeg glad for du har fundet din hylde, og som du siger er det jo lige meget man blev hægtet af lidt af vejen. Det er jo ikke kun i skolen man lærer noget jo!
      KÆRLIG hilsen Johanne

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie k

    Du får et virtuelt kram herfra. Jeg kender dine tanker og følelser fra mig selv. Jeg så mig slået af universitetet. Du er for sej. Kærlig hilsen Cecilie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      1000 tak, Cecilie! Jeg sender dig mange tanker – håber du er glad der hvor du er, selvom du blev “slået” af uni?
      KH Johanne

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for dig <3 Hilsen din Blogger-mor

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Carina

    Hej Johanne
    Hvor må det være svært at føle sig som familiens sorte får, også selvom at det ikke er sådan familien ser dig. Følelser er en underlig størrelse på det punkt.

    Jeg vil egentlig mest af alt bare sige at jeg synes du er skide god til at være blogger, og jeg følger med fast både her, på IG og Snapchat – og jeg elsker det hele 🙂 Selv har jeg ingen børn, men jeg er (forholdsvis nyuddannet) pædagog, så det er ikke alt jeg kan relatere til, men jeg nyder alt du poster!

    Lige til slut vil jeg lige skrive held og lykke med uddannelsen og hæng i – du bliver en skide dygtig pædagog 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Kære Carina
      Tak!
      Du har helt ret – det ER mærkeligt. Min bror har netop skrevet til mig at jeg er et kvidhvidt får, så ja, det med følelser er jo mærkeligt og er sjældent rationelle.
      Jeg er så glad for du følger med – ser bare frem til at komme ud på den anden (uddannede) side 🙂
      KH Johanne

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrissen

    Det med tabuer er en meget svær størrelse. For hvordan bryder man dem uden at alle andre peger fingre af og/eller snakker bag ryggen på een?

    Jeg læste din brors interview med stor interesse og glæde. Specielt ifht. at snakke om døden efter den har været her.

    Jeg savner vores piger hver dag, men har på fornemmelsen at jeg skal tie stille omkring det. Specielt nu, hvor der er gået et år og vi er blevet velsignet med en lillebror. Men at han er kommet gør ikke sorgen mindre med et trylleslag og der fjerner ikke mindet om dem. Men det forstår “folk” ikke.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      <3
      Jeg forstår hvad du mener, og jeg har den holdning at I da aldrig må føle jer presset til at stoppe med at sørge.. for det kan man jo ikke. I er da velsignede med lillebror, og hvor er det fantastisk I har ham, og sikke en gave…. men I har jo stadig mistet pigerne.. Det er jo ikke bare et følelsesmæssigt hul, der pludselig bliver udfyldt?
      Jeg håber du nyder ham, og føler du kan tillade dig at være glad – for det kan du! .. men du skal sgu også have lov til at være knust over tabet <3 !
      Det håber jeg folk omkring dig, din familie og vennerne kan se.
      KH Johanne

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kia Glad

    Hvor er det godt skrevet! Og hvor kan jeg genkende mig selv i det du skriver, efter selv at måtte opgive gymnasiet og kæmpe mig på benene igen derefter! Du skal ikke være i tvivl om at du er super sej, og så er du min yndlingsblogger 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tusind tak fordi du deler! Det er så vigtigt. Sygdom og udfordringer er ikke TABU, eller det skal de i hvert fald ikke være. Jo mere vi taler om det, jo mere hjælper vi os selv – og faktisk også så mange andre omkring os. Jeg tror – jeg ved – at du hjælper mange med dette indlæg. Du er en stjerne! Jeg har selv fundet en tryg base i at tale/skrive om mine sygdomme og mine udfordringer, for jeg kan mærke at det både hjælper mig – og andre. Det er ikke et TABU!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Tak Pernille! Mange tak!
      Jeg er glad for at høre at det hjælper dig at skrive og snakke om udfordringer.. Sådan har jeg det også, for det er som om når man får afløb for det, så bliver det hele en tand lysere <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lm

    Ja! Så god observation der gælder på hver sin måde for så mange mennesker. De fleste af os gør det bedste vi kan. Desværre er det ikke altid vi gir os selv rygklap for det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Kære Johanne!

    Du er ikke alene. Jeg sidder her, som nu 27 årig og læser pædagogpakke på HF. Med 2 børn. Som jeg for nyligt er blevet alene med. Min intelligens rækker egentlig til meget, men jeg har haft travlt med andre ting, haft for meget krudt i røven.

    Ingen i min egen familie er akademikere. Ingen har en passion for noget, ingen har gjort noget de virkelig brænder for. Ingen er sådan superintelligente og det har trukket en sort skygge hen over mig. Jeg har manglet nogle rollemodeller. Troen på, at jeg skulle bryde ud af det og en dag færdiggøre en kandidat i noget som helst, har været stort set ikke-eksisterende. Min familie ryster på hovedet af mig. Heldigvis har det givet mig blod på tanden til at gøre det, ingen troede var muligt. Bryde ud. Gøre noget andet.

    Du er med din fantastisk evne til skrive og ikke mindst dit fremragende livssyn, noget særligt.
    Du bliver en skide god pædagog, en der kan bryde med normerne. Jeg ser dig ikke som en af kaffedamerne, men et kreativt, iderigt menneske og jeg tænker at dine menneskelige værdier, du har givet udtryk for i tidens løb her på bloggen, er en gave til alle børn og unge.

    Det boglige niveau er ikke væsentligt. Det væsentlig er, at vores samfund har brug for passionerede og dygtige folk. Det er du – indenfor dit fag.
    Det er hårdt kost at holde sig oven vandet, men du skal nok klare det – For du er sej!

    De bedste tanker fra mig, der 3 gange indenfor den sidste uge, har været med tæt på at droppe ud (fra HF!) og endnu en gang tage et sikkert fuldtidsjob, i stedet for at tage en krævende uddannelse. Jeg gør det ikke. Endnu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Men Johanne, du HAR jo fundet din hylde. Og du er familiens gennembrud. Også selvom du ikke føler det, men så gør størstedelen af dine læsere: Du er en moderne trubadur: med samtidens stemme og moderne poesi er du spejlet vi læsere holder op og ser sandheden om os selv og omverden. Og hvilken vigtig plads det er!
    Men når det er sagt forstår jeg dig godt – som kommentarerne her viser (og bekræfter det jeg før skrev) så viser dit spejl hvordan vi er mange der går rundt og har det men ikke taler om. Så tak for at være vores stemme.
    Det med at finde sin plads tror JEG er noget vi skal acceptere (som del af vores valgmulighedstilstoppede samfund) og se som led i en større process – måske det tager en hel eller halv livstid at finde sin plads og måske først ved livets ende finder én ud af at vejen hen til pladsen var hele meningen med processen/livet…
    Jeg føler heller ikke jeg har min rette etiket som Oplevelsesøkonom, jeg gjorde bare noget færdigt der lå lige for, og jeg bruger ikke mine ressourcer optimalt på mit arbejde. Tænker jeg måske en gang får et job der er LIGE mig. Jeg taler heller ikke med ret mange om, at jeg har sclerose, for så sætter jeg bare dem i en situation af ‘åh, stakkels Lene, hvad forventer hun af mig?’

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lene

      Hvor frækt, blev afbrud på mit arbejde inden jeg fik skrevet færdigt. Nå men ville egentlig bare sige at Tabuer er noget lort – eller alt det vi går og optages af men slet ikke taler med hinanden om. Hvor kunne vi bruge hinanden meget mere.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Hej Johanne!
    Åh, du rammer et sindsygt vigtigt emne der. Håber, at din tid på seminariet giver flest succeser, og at du i pædagogfaget kommer til at opleve, hvordan du bruger dine evner – hvilke jeg ikke er i tvivl om, at du har.
    Jeg selv har fulgt den klassiske folkeskole-gymnasium-universitet-rille og har kun haft ét år i mit liv efter skolestart, sabbatåret, hvor jeg ikke har gået i skole. Mine negative tanker om mit studieliv/arbejdsliv deler sig i to grene: 1) “Jeg har ikke oplevet en skid, gid jeg havde taget den jordomrejse og daset på den strand i Bali eller backpacket i Sydamerika – hvad kan jeg overhovedet bruge min uddannelse til, og gør det mig egentlig glad?”, 2) “En eller anden dag kommer der en og prikker mig på skulderen og afslører over for hele verden, at jeg har snydt og hustlet mig igennem og reelt ikke er klog nok til at være her”. Den tredje tanke drejer sig om, at der – på trods af at vi lever i et homogent land med høj grad af social lighed – eksisterer nogle ret dybe forståelser og fordomme om forskellig fag, og hvilken status, der knytter sig til dem. Min kæreste er pædagog, dog fra Jysk i Aarhus 🙂 Og pissesej. Han arbejder på en specialinstitution, hvor han jonglerer med praktiske opgaver, handleplaner, koordinering med socialrådgivere og andre pædagoger foruden den nære kontakt og problemløsende, motiverende, velovervejede tilgang til de unge, som står i sårbare situationer og er afhængige af hans hjælp. Nå, men i min akademiserede uni-familie bliver det tit degraderet til “Ja, godt at nogen vil passe på de svage”, mens min svigerinde tydeligvis har en anden status – “Nu spørger vi lige lææææægen”. Åh, hvor er det belastende altså. I bund og grund bygger det nok på manglende indsigt i, hvad det reelt handler om. Nå, nok om min verden – måske kan den perspektivere eller genspejle din lidt 🙂
    Uddannelsessystemet er altså rigidt på nogle måder, men jeg håber, at du har fundet din rette hylde!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    TAK! Tak for det indlæg. Jeg er normalt en stille følger både her og på instagram, men nu skal du have et tak!
    Jeg kæmper med mig selv, og med tankerne om ikke at være god nok, og ikke at passe ind..
    Jeg har valgt at søge hjælp nu, nu skal de tanker til livs.
    SÅ tak til dig, for at sige, at det at have udfordringer, store eller små, ikke skal lukkes ned, men snakkes om.. Det gør mit valg om hjælp lettere, fordi jeg nok føler det lidt som et nederlag.

    Jeg synes du er god, tak fordi du deler dine tanker.

    – En somregel tavs følger, der synes du er for sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Kære Mette – tavse følger 🙂
      Tavse følgere skal der også være plads til.. det er bare dejligt at du gider kigge med!
      Det at søge hjælp er pisse svært, men for mig er det virkelig det sværeste, så se det som en kæmpe sejr at du har truffet den beslutning! Så er det bare at komme afsted du!
      Det er i min optik slet ikke et nederlag, og jeg synes ikke du bør se det sådan.. nogle gange er der sgu bare nogle tunge skyer, der skygger lidt for meget for de lyse tider og at tale om det kan virkelig være en stor hjælp!
      Hvor er du sej!
      KH. Johanne!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    Tak! Rigtig meget tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg synes, det er SÅ stærkt, at du deler dit inderste med os

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annette Aarre Dalsgaard

    Jeg læser ALT, hvad du skriver…fordi du er et nuanceret menneske som jeg, det er ofte de svære tider der farver vores personligheder mest. Og vores personligheder er i mine øjne bare mest interessante, hvis de er fyldige…det er din (og min) og det kan vi blandt andet “takke” vores psykiske kampe for :-*
    Tak for din personlighed!
    Mange knus Annette som er farvet af mine børn, min mand, min uperfekte famlie, mine venner og ikke mindst min psykiske sygdom!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Kære Annette
      Jeg kan faktisk godt lide det du skriver.. Det giver et eller andet sted mening, selvom jeg har svært ved at skrive at jeg selv mener jeg er et nuanceret menneske.. men det må jeg være. Faktisk så må det da være de mange refleksioner og alt for mange tanker der ligger til grund for at vi kan have svært ved ting… farvet personlighed… interessant.
      Det er ikke en kommentar jeg lige glemmer. Tak!
      <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Annette Aarre Dalsgaard

      Er glad for, at jeg kunne give dig lidt, når det nu plejer at være omvendt <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Siri

    Kjære deg Johanne!
    Jeg har nettopp holdt en lengre forelesning for kolleger, sånn helt vennskapelig altså, om hvorfor man bør lese danske bloggs fremfor norske! Og DU er, ved siden av MM og Miriamsblok, grunnen! For dere evner å fylle språket, følelsene og forstanden på en måte som er fornøyelig befriende og oppdragende, uten fokus på silikon I pupper, rope og lepper! Det uperfekte er det perfekte hos dere tre, og jeg bare elsker å følge deg og dere. Takk for nydelig omtale av livet, døden og vår egen sårbarhet

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hvor er du bare skøn Siri!
      Tak, det gjorde mig virkelig glad at læse dine ord! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Jeg synes du er sej. Ganske enkelt. Og ved udemærket hvordan det er at føle sig som familiens sorte får. Det vender jeg lige tilbage til.
    Vil lige starte med at sige, at du da har masser af det litterære islæt med dig, i form af din blog. Om man udgiver på bog eller på en blog, hvor mange læser med, om det er hver dag eller en gang i mellem, så tænker jeg, at det jo lige så vel er en udtryksform. Og passioner er ikke kun drevet af lyst og “let-som-en-leg”-følelser altid. De kan også hænge en ud af halsen. Min passion er at gøre en forskel for andre mennesker, hvilket jeg heldigvis kan i mit arbejde som socialrådgiver. Men jeg har med årene opdaget, at jeg også finder glæde ved f.eks. at gøre en forskel for mine kolleger. Ofte i de helt små ting

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    (Jeg fik lige trykket send kommentar for hurtigt, så den her dukker nok op 1,5 gang. 🙂 )
    Jeg synes du er sej. Ganske enkelt. Og ved udemærket hvordan det er at føle sig som familiens sorte får.
    Vil lige starte med at sige, at du da har masser af det litterære islæt med dig, i form af din blog. Om man udgiver på bog eller på en blog, hvor mange læser med, om det er hver dag eller en gang i mellem, så tænker jeg, at det jo lige så vel er en udtryksform. Og passioner er ikke kun drevet af lyst og “let-som-en-leg”-følelser altid. De kan også hænge en ud af halsen. Min passion er at gøre en forskel for andre mennesker, hvilket jeg heldigvis kan i mit arbejde som socialrådgiver. Men jeg har med årene opdaget, at jeg også finder glæde ved f.eks. at gøre en forskel for mine kolleger, venner og familie. Ofte i de helt små ting. Men det er også pisse hårdt, for jeg giver meget af mig selv altid, og det er ikke altid muligt at gøre tingene på den måde jeg ellers synes ville give mest mening. Men sådan en vilkårene nu en gang. Og livet er fuld af vilkår. Nogle gange kan man ændre dem, andre gange kan man ikke.
    Efter en sygemelding med stress for nyligt, øver jeg mig meget i at tænke “Pyt!”. Læste i et portræt af en klog kvinde, at det ikke handler om at give op, men om at komme videre 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Kære Johanne.
    Åh… Det der rammer mig mest i det du skriver er, at jeg mærker følelsen af, at føle sig ‘ved siden af, midt i, at alle andre siger og mener det modsatte… At føle sig ‘forkert’ og ‘ikke god nok’ og få at vide at det er man, burde jo give en troen på, at man ér god nok og ‘noget’, men det KAN bare også virke helt modsat……
    Jeg føler mig ikke som det kridhvide sorte får i min familie, eller måske lidt alligevel – bare omvendt end dig. At jeg gik efter en uddannelse og havde (har) et mål – som jeg så godt nok nu, bøvler lidt med at finde vejen frem i (men det er en anden snak!). Og det kan man også være lidt ‘forkert’ i, hvis man har tendens til de sorte tanker og føler sig lidt alene. – Eller sådan har jeg det ihvertfald til tider.
    Min opvækst har desværre været præget af sygdom… Min mor blev meget syg af kræft da jeg var ti år, og min yngste søster knap et år gammel. Min mor har været ramt fire gange og døde for 10 år siden… Det har været en rutschebanetur af de store og lange, og heldigvis har jeg også oplevet min mor rask og ikke syg hele mit liv.
    MEN… Den usikkerhed der alligevel har været der – har luret rundt hjørnet – hvornår mon det kommer igen – hvad mon der kommer næste gang?? Dén kender jeg til hudløshed, og det er en indgroet (negativ og tung!!) del af mig, der af og til tager overhånd 🙁 Det er fandme tungt at gå med den bekymring!! Uanset om man er 10 eller 37 år!
    Men Johanne! Det blev en lang smøre om mig, og den kunne være endnu længere….
    Jeg elsker at følge med dig – her, der og alle vegne 🙂 Du er skidesej, pokkers ærlig og dermed også så let at holde rigtig meget af!
    Det at kende til og mærke det der er så hårdt er en styrke – en tung styrke – men den kan bruges til noget! Og du ER noget og du KAN noget – og faktisk VIL du også noget (som jeg ved du bliver pissegod til!)
    VI KAN GODT – og vi kommer til det!!
    Og mht sorg, så er det en del af livet, en hjemløs kærlighed, som skal have plads og ord!!
    (Det blev rodet… Beklager…. ) Klem til dig!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Jeg er i en situation for anden gang i mit liv, hvor jeg føler at jeg har givet op jobmæssigt pga mental og følelsesmæssig overbelastning. Jeg har valgt at forlade folkeskolen som arbejdsgiver, hvis ikke for evigt, så for en årrække. Jeg har lidt følelsen at være erklæret fallit, at jeg stikker halen mellem benene… men i virkeligheden har jeg jo bare valgt mig selv, mit eget helbred, min lille familie og egen lykke til! Det ser jeg jo nu, Juhannø. Tak for reminderen. Og det der med at føle at man har spildt sine år, skal så meget italesættes og vendes til at være de lærerige omveje, der ledte til ny erfaring.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helena

    Kære Johanne.
    Endnu engang tak for et meget dybdegående indlæg fra dig, du rammer godt nok plet her hos mig med dette indlæg.
    Jeg har selv ofte følt mig på usikker grund, måske også derfor, at jeg har et utrolig lavt selvværd og aldrig føler at jeg gør det godt nok.
    Men Johanne, du skal vide, at jeg og mange andre er taknemmlig for, at have fået del af dit liv både her på bloggen, IG og nu også Snappen.

    Knus og varme tanker Helenasolskin

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hann

    Sejt skrevet, og jeg kender det så godt. Er den første akademiker i min familie, men ærligt så drømmer jeg om noget så banalt som at blive sygeplejerske. Men for fanden jeg er stolt af at have gennemført studiet, selvom jeg virkelig ikke brændte for det hen mod slutningen. Jeg føler ikke jeg er klog nok eller passer blandt akademikerne.

    Jeg trives bedst sammen med mennesker, i omsorgen af dem og med at være mor. Det er der jeg ved at jeg slår til, og at jeg faktisk er mega sej til noget

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Du får et stort virtuelt knus herfra for din ærlighed og seje tanker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne (@groenmor)

    WTF! Har haft besøg af din bror engang. Verden er godt nok lille. Min kæreste kender ham åbenbart perifert.

    Nå, men virkelig godt indlæg. Kan godt følge dig. Er i en helt anden situation, men alligevel lidt det samme. Jeg var indtil for en måned siden igang med lidt af et prægtigprojekt – nemlig en PhD. Jeg valgte dog at opsige min stilling – hvilket fik folk til at stille spørgsmål som “hvorfor giver du op?”. Jeg gav ikke op – jeg tog et aktivt valg om, at det simpelthen ikke var det jeg skulle. Jeg var meget nervøs for hvad min familie ville sige :-/ Det hele er dog endt godt.

    Jeg er sikker på du bliver en fantastisk pædagog – kunne da godt håbe, at du kom i min datters vuggestue 😛

    Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg er ny læser hos dig, men er kommet for at blive 🙂 Du skriver virkelig godt, er sjov og virker som et rigtig rart og ærligt menneske. Jeg er selv blevet mor for 6 måneder siden og er stadig ved at finde mig til rette i mor-rollen. Jeg ELSKER min søn, men jeg er den lidt tænkende/drømmende/bekymrede type, så det er også hårdt til tider.
    Derudover er jeg nyuddannet og jobsøgende (efter barsel), så er spændt på hvad livet bringer på den front.
    Jeg glæder mig til at følge dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Årrhh søde Johanne mine kommentarer fra i går blev åbenbart væk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er så godt skrevet!! Tak for det. Jeg vil gemme det og læse det igen, når jeg har brug for at minde mig selv om at se fremad. Jeg droppede selv ud af Uni efter to år meget af samme årsager som dig. Og det skal IKKE være tabu. Efter at have kæmpet videre med psykiske problemer de sidste 12 år, er jeg nu ude på den anden side. Men kan også godt mærke at det tynger, og nogle gAnge tænker jeg, hvad nu hvis det havde været anderledes. Jeg er også begyndt på en prof. Bachelor,,som jeg er glad for. Mon ikke man bare er blevet stærkere af erfaring

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Jeg synes nu bestemt du passer ind i en familie fyldt med ord. For du har også ordet i din magt som blogger – du er interessant og ærlig og ganske enkelt dygtig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] indlæg om, hvordan hun har skulle finde sin plads i verden og hvad hun er god til. Læs det HER. Jeg synes, det er fantastisk med fokus på forskellighed. Det er nemlig langt fra alle, der […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Jeg har lige læst dit indlæg, uden ellers at kende til din blog og jeg MÅTTE bare skrive en kommentar. Fordi jeg kan relatere så enormt meget, selvom ingen historier jo er ens. Jeg droppede også ud i starten af 3.g pga. at det hele var for svært og jeg på ingen måder var klar til det der forventedes af mig. Det har været forfærdeligt hårdt, fordi jeg kunne se hvordan alle andre (i mine øjne) klarede det, som var det en selvfølge at man kunne det. Jeg tog så enkelfag nogle år efter, og med en hård opstart på det, lykkedes det alligevel for mig at få topkarakterer i mange af fagene. Jeg knækkede koden til hvordan man gjorde. Nu læser jeg på uni, og føler mig slået tilbage til gymnasietiden igen, hvor jeg – uanset hvad jeg gør – ikke formår at kunne præstere det som forventes. Som du skriver, så føles det som om at man (jeg) ikke er synderlig modtageligt overfor læring, på den måde som det er meningen at man skal lære tingene på. Jeg kommer heller aldrig til at skrive en phd, og det bliver en kamp at komme igennem hele uni.
    Dejligt indlæg du har skrevet, ærligt og personligt. Dit familie liv kan jeg også relatere til. Så tusind tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

15 TING JEG ALDRIG VILLE SIGE