Live fra et hotel i Tårnby: om at få smidt rejser i nakken... så nu tager jeg til Paris!

HVORDAN OPDRAGELSE KAN VÆRE NOGET POSITIVT – og for alt i verdenen ikke “bare” skæld ud

REDGREEN3

Jeg skal melde mig ind i klubben med vatpikkede curlingforældre, der ikke skælder ud. Det er i hvert fald det jeg kan læse mig frem til at jeg er, overalt på de sociale medier – i særdeleshed Facebook, når emnet ”opdragelse” kommer på banen. Hvis man ikke er tilhænger af skæld ud, så er man for mild. Vi kender det alle sammen. Det er den der svære balancegang, hvor ens egne følelser kommer på banen, og endda ofte lidt splittet. Mens du kan være truffet eller måske endda decideret vred over at tumlingen f. eks. har tegnet på væggen med den tusch du kom til at lægge på gulvet så føler jeg – jeg gør i hvert fald – også et stort behov for lige i øjeblikket tænke: “hvordan håndterer jeg det her korrekt, så jeg ikke overfuser ungen, og siger noget jeg kommer til at fortryde?” Vi har selvfølgelig alle vores forskellige måder at ”opdrage på” og herunder også adfærdskorrigere – et ord jeg meget bedre kan lide, end ”skæld ud”, da det reelt er noget andet, men jeg er overbevist om, at vi sgu alle vil gøre det bedste, hvor målet ikke er at Hannibal-Grunk i dette sekund føler skam og skyldfølelse, men at han derimod LÆRER noget til næste gang (næste gang han finder en tusch på afveje f. eks.).
Men hvad har bedst effekt?

Mit udgangspunkt i dette forældreskab er at guide min datter i den rigtige retning, rose det gode hun kan og gør – og undgå at skælde ud og råbe. Det er skam sket at det er kammet over og jeg har hævet stemmen – det tror jeg de færreste kan se sig fri for. Her hvor vi måske kan dele forældre er at nogle synes det er okay at give en verbal skideballe og skælde ud (hård stemme, lidt hårde ord), fordi de mener dét har den bedste effekt), mens andre gør sit for at undgå dette.
Men ingen er perfekte – lad os lige slå dét fast.

Opdragelse er immervæk ikke kun hvordan man håndterer det svære her-og-nu-situationer, det er mere en proces, hvor man videregiver sine egne værdier og normer, så gennem opdragelses”måden” (som man hen af vejen finder ud af), siges der både noget om hvordan man selv er, og hvordan man ønsker sine børn skal være. Opdragelse handler også om grænser, og når grænser overskrides så skal de håndteres.

Når min datter slår mig – det kan hun sgu indimellem finde på  (ligesom mange andre 3 årige), så råber jeg ikke “VIL DU DA GODT LADE VÆRE (…….dumme unge)?!” – selvom jeg da reelt faktisk – hånden på hjertet – har lyst til det, i det øjeblik. Måske særligt af ren overraskelse og af mangel på bedre. Min reaktion skal selvfølgelig være reel og autentisk, for børn skal ikke møde falske voksne, for så får de er chok, når de skal i skole og ud i den virkelige verden, hvor man ikke pakker reaktioner lidt blødere ind. RaisingLearners.com, der er en blog, som har specialiseret sig i ”opdagelse”, tips, tricks og letlæselig omskrivning af valid forskning på området, bekræfter mig i at den rette tilgang til ”skæld ud” er at lytte og som Sofie Münster, der har føromtalte blog, skriver, så handler det i høj grad om MÅDEN vi siger ting på, da det har en betydning for om børn virkelig lytter til HVAD vi siger.

Så når Augusta slår mig, så kan jeg oftest godt lide tage et mentalt skridt tilbage og se på hvad der gjorde at hun slog – som hun måske ikke siger. Jeg kunne have været fraværende (eller hun kunne have FØLT jeg var fraværende) eller måske gjorde jeg noget i sjov, som hun ikke FØLTE var sjovt. Det er jo noget man med en 3 årig kan spørge ind til og give alternativer:
“Ja, okay, det kan jeg godt se du ikke syntes var sjovt. Jeg vil ikke have du slår, og hvis jeg gjorde noget du ikke kunne lide, så vil jeg gerne have du siger: Mor, stop med det”
, og generelt så har denne: “Jeg vil gerne have du siger stop” haft en virkelig god effekt, fra da hun var lille, og jeg har ofte observeret børn, i vuggestuen, der har brugt den måde at vise til at andre børn, at de går over grænsen (også med tydelig håndgestikulering).

En forklaring er på på sin plads. Hvorfor der er noget man ikke må, er også noget børn – efter alder og forståelse – har krav på, i min optik. Man skal selvfølgelig ikke tale hovedet af små børn, men man skylder dem at lytte og en forklaring. I institutionen er det gængs at forklare hvorfor og med min pædagogfaglige baggrund, der dog er under udbygning, da jeg stadig læser, bekræftes der også at man skal give en børn en forståelse af hvad det er der sker, når Ingrid slår Karl. Det er naturligvis ikke fordi hun er et ondt barn, med onde intentioner – måske er hun bare nysgerrig efter at se reaktionen, handler i nød (f. eks. i en konflikt), eller måske vil hun bare gerne skabe kontakt.
Det er vigtigt at sige:
”JEG vil ikke have du slår. Det kan Karl ikke lide. Prøv at sige hej til ham og spørg om han vil lege sammen med dig”. Give alternative handlingsmuligheder og italesæt hvem det der siger man ikke må slå, så det ikke bare er ”DU MÅ IKKE SLÅ”.

Det at opdrage er ikke blot skæld ud, eller hvordan man håndterer konflikter. Det er ikke kun det negative og irettesættelserne.  Men det handler altså også om mulighederne for at børnene lærer noget, da det som oftest er gennem erfaringer – gode som dårlige – så derfor er det måske vigtigt at man som voksen håndterer tilspidsningerne på, at børnene selv lærer hvordan de håndterer egne konflikter, barn til barn f. eks., eller i det mindste har et godt foregangsbillede, der ikke har råbt eller skreget dem i hovedet.

Hvordan håndterer du konflikter og har du sådan en særlig opdragelsesprincip med nogle mål eller tanker der er vigtige?

Dette skriv er lavet til Bahnes Blog, hvor jeg ofte udgiver små indlæg om forældreskab. Sidste indlæg hed: Bybarn – for hvis skyld om at vælge at bo i en storby – på trods, måske.

   

20 kommentarer

  • Trine

    Det der var sgu virkelig et godt indlæg!! Meget gerne mere om dit gode syn på opdragelse, tak! Augusta er en heldig lille frøken med en voksen som dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Årh hvor er du sød, Trine! Tak for god feedback, det er dælme da rart! KH! Johanne

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Din tilgang tiltaler mig meget, og mens jeg læser dit indlæg så sidder jeg og tænker efter…..Jeg benytter faktisk den samme tilgang. Altså siger fra, hvis min søn fx slår mig (sker sjældent, men fornemmer at han ind i mellem skal teste, hvor grænsen går), fortæller at det gør mor ked af det, og siger hvilken adfærd jeg gerne ser i stedet for. Det virker rigtig fint, og han korrigerer sin adfærd med det samme. Så krammer vi, og jeg roser ham for at høre efter. Men jeg må da også indrømme, at jeg hæver stemmen ind i mellem, selvom at jeg PRØVER at lade vær.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Ja, jeg kan sgu også komme til at hæve stemmen, som f. eks. ved slag, hvor man kan få et reelt chok og sådan rent impulsivt udbryde: NEJ, men nogle gange kommer det jo også ud af den blå luft (små baryler, ikke?)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mener du ikke “de færreste kan se sig fri for”? (I starten af det første ikke-markerede” 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er faktisk meget enig i din måde at opdrage på, jeg mener også at skæld ud slet ikke er nødvendigt. Man kan sagtens sige fra uden at skulle stå og råbe som en sindsyg. Værdier og normer er så meget vigtigere

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • LouiseD

    Jeg sidder lidt og tænker ;den er sgu svær, for som udgangs punkt vil jeg jo ikke råbe/hæve stemmen for mit barn, men når han bliver ved med at smide maden på gulvet, bliver ved med at tage mine briller og bliver ved med at rive mig i håret, så bliver jeg sgu dybt frustreret og kommer til at hæve stemmen, det skal så siges at han kun er 1,5 år – men han skal også lære at jeg ikke syntes det er i orden, hvordan får man et barn på 1,5 år til at forstå at det gør ondt at blive revet i håret for eksempel?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Du har helt ret! Den er bestemt svær!
      Jeg tror bare det her med opdragelse er et misforstået begreb, for det er jo ikke en løsning: gør dit og så løser det dat.. det er en proces som ikke nødvendigvis stopper mad-kasteri, men som siger noget om din måde at håndtere noget du gerne vil korrigere. KLART det er frustrerende når barnet ikke lytter og pisse træls når de gør det for at prøve grænser af, men det er måske også særligt der man ikke skal give efter og lade dem få en voldsom reaktion.. det siger jeg ikke du får, men jeg kender det fra mig sig, at jeg kan få helt lyst til at bruge min pegefinger foran snotten på hende og sige “HEY DU! STOP NU FOR HELVEDE”, for (måske særligt) de der 2+ kan fandeme stå og grine en lige i ansigtet.. virkelig provokerende og det trykker da på knapper. Jeg er ikke hellig, jeg kan også hæve stemmen, men det her med at skælde ud og råbe er virkelig noget jeg vil undgå for jeg synes ikke nogen er fortjent med det, og jeg tror ikke det fører noget godt med sig. Så må man jo tage barnet ned fra bordet eller maden væk – man skal selvfølgelig ikke kaste med mad, men det at råbe er jo bare noget barnet får et chok over, det har ikke noget med opdragelse at gøre – det er en her-og-nu-stop-løsning.
      KH.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Monica

    Jeg er selv opdraget efter kæft, trit og retning og derfor gør jeg selv det stik modsatte. Det skaber ikke respekt hos barnet når man råber og ter sig som en gorilla (og giver røvfuld) kun frygt. Barnet stopper måske sin handling, men ikke fordi det ved at det er forkert, ikke af respekt – men af FRYGT for skældud. Og når jeg siger skældud mener jeg, at “tordne” med stemmen.

    Mit problem er, at forklar-mig-røv pædagogikken (som jeg kalder den fordi jeg synes det er det jeg gør) ikke virker.. Jeg fortsætter ufortrødent med at bruge den for alternativet er for mig ikke et alternativ, men det irriterer mig grænseløst, at alle mine fine ord og handlinger preller af på min søn som vand på en gås! Han stopper ikke med at slå når jeg siger fra (med samme ordvalg og metode som du) og flytter jeg mig lidt væk fra ham for, at han ikke kan nå mig, så følger han efter mig. Han bliver 4 år til sommer, så når han slår gør det altså lidt ondt alligevel og nogen gange sidder jeg tilbage med en både fysisk og psykisk følelse af, at være blevet mishandlet.

    Jeg vælger at tro på, at den måde jeg opdrager ham på er den bedste på den lange bane, men jeg ville nu godt se lidt (bare lidt!!) resultater lige nu..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Sikke et dejligt indlæg, mere af det. Du er super god til at konkretisere emnet, med gode eksempler, så det bliver gjort tydeligt, at børn lærer meget mere af at få fortalt hvad de skal, i stedet for skæld ud.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg prøver at være sådan, men jeg har en rigtig krudtugle på 18 mdr, så det glipper for tit. Min kæreste og jeg prøver dog så godt vi kan og har bl.a. aftalt at man ikke bare råber “NEJ!” efter ham, når han gør noget forkert (som hans dagplejemor iøvrigt gør), men at vi går hen til ham og siger fx “Jeg vil ikke have at du roder i det her skab, tingene kan gå i stykker, hvis de falder ud” osv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • AK

    Man må godt sige stop og man må gerne sige nej uden større forklaringer. Man skal huske på i et lærings- og opdragelsesøjemed, at alderskorrigere sin egen korrektion af barnet. Tumlinge, forstår ikke længere udredninger og forklaringer, og det mindre barn undersøger verden og gør intet med den hensigt at irritere og prøve grænser af, derimod kan man forsøge at sige stop/nej og distrahere barnet med noget andet. Så er der måske lidt den gyldne regel; ønsket adfærd kommer ikke ved skældud – det kan have en kortvarig effekt, nu og her – men skældud viser jo ikke den rette vej, men det gør ros! Alle, børn som voksne, elsker ros og anerkendelse. Og når tumling/barn gør noget, som er ønsket, så ros, ros og ros, så vil barnet automatisk forsøge at gentage eller ændre sin adfærd så han/hun opnår ros. Derfor kan det også nogle gange have en stærk effekt at ignore barnet hvis barnet gør noget som man ikke ønsker og så vil barnet forsøge sig frem. Man skal huske at har man en gang reageret på en uønsket adfærd, så har barnet opfattet at den kan få en reaktion og man kan derfor godt sige at barnet bliver ‘belønnet’ når det f.eks slår og man derefter anerkender, at det ville have ens opmærksomhed og derfor fortsætter barnet med at slå.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Har had ondt af dig på snappe i dag. Håber du er kommet godt hjem og god første dag u morgen.

    PS. Så er dette her i øvrigt er rigtigt godt indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Meget enig i meget af hvad du skriver…. Udover at jeg faktisk mener, at det at lære barnet at føle skyld og skam, er vigtigt i en almen og sund dannelse, og det har vi som voksne i deres liv, et ansvar for. Jeg må anbefale dig at læse artiklen “anerkendelsens tyranni” , som interessant vinkel på emnet “opdragelse” hvis du ikke allerede har læster den 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Meget enig i meget af hvad du skriver…. Udover at jeg faktisk mener, at det at lære barnet at føle skyld og skam, er vigtigt i en almen og sund dannelse, og det har vi som voksne i deres liv, et ansvar for. Jeg må anbefale dig at læse artiklen “anerkendelsens tyranni” , som interessant vinkel på emnet “opdragelse” hvis du ikke allerede har læst den 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er sådan set enig! jeg har slet ikke haft brug for at skælde ud indtil min store dreng startede i børnehave og havde gået der i 3 mdr. Der skete noget, Van blev på tværs overalt og intet virkede.. Det var naturligvis en reaktion på det nye, men også at han virkelig havde fået sin egen vilje, som ikke bare kunne rokkes, bare fordi mor syntes det var forkert! Nu er han igen i balance, men er en dreng der gerne selv vil bestemme nogle ting.. Jeg gør som dig, men indimellem er jeg nødt til at få hans opmærksomhed ved med hævet stemme at sig; “HEY STOP, DET DER VIL JEG BARE IKKE HAVE” el. Lign. Derefter tager jeg ham ind til mig, hvor vi taler pænt om tingene, forklaring og vi forsones med kys og kram.. Jeg siger som regel undskyld, hvis min tone var for hård, og forklarer ham at jeg ikke er sur på ham, men det var vigtigt at han stoppede vej fodgængerovergangen 😊 Herhjemme har børn også lov til en mening, og det er vigtigt at man lytter til hinanden og kan erkende sine fejl..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Spændende læsning! Jeg kom til at tænke på, hvordan reagerer du hvis andre (familie og/eller venner) skælder ud på Augusta?

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Live fra et hotel i Tårnby: om at få smidt rejser i nakken... så nu tager jeg til Paris!