Når selvværd måles i tal: men jeg er sgu da ikke stor?

At jeg lader snakken falde på mine bryster er vel efterhånden ikke et særsyn. De har været oppe et par gange efterhånden og jeg må immervæk erkende at de nu alligevel kommer i fokus igen, for i badetøj er de altså svære at skjule, men det er som bekendt min egen skyld. Jeg håber i kan klare mosten, de kom sgu lige i fokus her.
Jeg har tidligere også adresseret de udfordringer der kan være med at være storbarmet, men mine forhenværende ammelapper er altså det eneste der er stort på mig.

For jeg føler mig ikke tyk, normalt. Eller stor. Større, end end modelmål er jeg – jovist. Det siger nok bare mere noget om modeller end mig.
Mit BMI er normalt, jeg spiser normalt og min krop fungerer. Og pissevigtigt: jeg har det nu meget godt med mig og hvordan jeg ser ud.

Skal jeg ud og købe badetøj – eller undertøj – er det dog en anden sag. Her bliver jeg sgu lidt træt af mig selv og det er nu ikke så meget på grund af de der strækmærker, som jeg ikke synes er vitterligt klædeligt på mit maveskind, næh, det handler mere om størrelserne på tøjet der kategoriserer hvilken type jeg er.
Er jeg så meget større, end den det gennemsnitlige menneske? Medium angiver det normale. Det gør 38 også, som medium svarer til. Jeg er en størrelse 44, når det kommer til denne badedragt, men er jeg virkelig FIRE størrelser større, end gennemsnittet?
Vi skal måske lige tage højde for at H&M ikke er dansk, men vores nordiske venner kan da ikke kimse sig af at være mindre – af hvad jeg ved af… men tøjet er bestemt ikke fabrikeret nordpå – mere østpå, og jo, her kan vi måske tale om at det asistiske folkefærd er lidt mere petite, end os nymoderne vikinger.

Jeg læste faktisk en artikel den anden dag, som jeg desværre ikke kan finde frem, da den er begravet i min facebookfeed, hvor en mand prøver sin kones tøj. Konen mener hun er lidt stor i det – eller det angiver hendes tøjstørrelse i hvert fald og manden, der er ret slank og normal af bygning (ja, det kan vi jo så tale om hvad det betyder) passer hendes “store” toppe helt fint. Det gav ret god mening. Var det samfundets øjne og standarder der gør at vi føler os tykke? Vores ubevidste sammenligning med andre?
JEG føler mig heldigvis ikke underlagt af sidstnævnte.
Vi er alle forskellige og jeg ved at modellerne i bladene vejer lidt – og mange er født sådan. Det er ikke mit ideel og ikke noget jeg stræber efter, men vi kan da blive enige om at Sports Illustrated badetøjskatalog lige kan komme igen, for een enkelt “””plus size””” model på forsiden (som jo altså er NORMAL STØRRELSE) er ikke nok. Flere af dem, tak.

Det er paradoksalt at de tøjstørrelser vi går i dikterer vores form. Ja, selvfølgelig skal der angives nogle tal, så vi kan finde den størrelse klæder vi skal bruge, så vi ikke skal igennem 34’erne og 44’erne, når man er en 39, men hvorfor er det gængs at 38 medium? Hvorfor er 40 betragtet som noget LARGE, altså STOR?
Så jeg er ekstraekstraSTOR?
Og hvorfor skal jeg, herre dejlig og helt almindelig af bygning op i en størrelse 44, som forresten ikke findes større, så såfremt jeg ikke gider have den badedragt oppe mellem mine baller skal jeg altså op i en……..nå nej, det findes ikke i H&M.
– I special forretninger med mig.

Hvad siger vi mødre til vores dejlige teens, som vi har med ude for at shoppe?
Hvad siger du skat? Sidder den lidt stramt over hoften? Jamen så må du i en størrelse S T O R.. Hvis den er stram er du vel en EKSTRA S T O R.

Følelsen efter prøverummet – altså efter mit forsøg med en størrelse 40 (pga. min barm).. en 42 og så en 44 jeg liiige kan være i var ikke god. Ikke fordi jeg så på min talje og tænkte: øv, lige 2 cm af dér eller fordi mine lår, der rører hinanden – næh, fordi det tal der står i min badedragt åbenbart betyder noget for mig, fordi jeg gang på gang har hørt: 38 er en medium- alt over er large. Modeller er en str. 32 (vitterligt langt til 44, hva’?) og når alle taler om vægttab taler de altid i tøjstørrelser – som om tøjstørrelser angiver haven-det-godt-hed og angiver selvtillid.

Ærgerligt min selvtillid åbenbart alligevel kan påvirkes af to tal i en lillebitte stoflap i noget tøj.
Det er sgu et eller andet sted lidt øv, men hvad der er til grin er tøjstørrelsernes angivelse.
Jeg er sgu medium, jeg burde være en 38 – det burde der også stå i mit tøj.

Hvad er jeres tanker?