Onsdags pjæk og vegetar tanker

Nogle gange er jeg bare pisse presset | opdragelse

2016-04-16 19.22.30
Jeg er voksen. Jeg ved bedst. Det er mig der bestemmer her.
Tankerne farer gennem mit hoved:
Hvorfor fanden skal hun være så besværlig? Nu ligger hun dér igen, midt på fortorvet og griner af mig.
Hvorfor hører hun ikke efter?? Og hvorfor gør hun PRÆCIS det modsatte af hvad jeg siger hun skal? 

Jeg synes det kan være svært, PISSE SVÆRT at være mor, når det kommer til konflikterne. Jeg har selvfølgelig mange tanker om hvilken slags mor jeg skal være og det der med at stå og råbe mit barn i hovedet eller true med at smide bamsen hun lige har tyret i mudderpølen for tredje gang ud, i næste gadeskraldespand, er ikke min ting… men jeg kan fandeme få lyst til det! Helt ærligt, når man står der og er presset på alle fronter, så føles opdragelse lidt som at famle i blinde.

Det er ikke fordi jeg går og tror at jeg mangler en eller anden magisk sætning, der får barnet til at komme med, til at stoppe med at sætte foden ud på cykelstien, eller slå ud efter fremmede, men det her med at bevare roen og håndtere situationen rigtigt, så jeg får sagt at det er uacceptabelt – måske endda sådan så barnet kan huske det til næste gang – OG får ungen med hjem i ét stykke er sgu svært. Jeg kunne selvfølgelig bare sige (med sådan en meget glad og lys stemme): IIIIS OG VINGUMMIER TIL ALLE DER FØLGER PÆNT MED HER… men man vil jo ikke kun have dem til at følge med – man vil have dem med “på den rigtige måde”, hvor de dropper det der drama/udbrud/skrig/brok/plageri.

Nogle gange er jeg sgu også presset allerede inden. Det er ikke fordi jeg bare så gerne vil tage den helt store pli-snak, når jeg står der med to føtexposer, Augustas medbragte bamse (som vi måtte have med, for overhovedet at komme ud af døren), en løbecykel, en klapvogn, min egen taske og allerede dér et stort behov for en lur og/eller en café latte grande og barnet så “vælger” at lægge sig ned på jorden, skrigende over den bolle hun ikke måtte få I GÅR…men det kan man jo så blive nødt til. Jeg er max. max. max. max. presset, når jeg får sat barnet op i klapvognen med sele (hvilket er nødvendigt med en viljestærk 3-årig) OG læs på. Jeg kan til tider virkelig mærke jeg skal holde min mund pænt lukket, når hun tyrer den ene ting efter den anden ud af klapvognen, for ikke at sige noget jeg kommer til at fortryde.
Kender I det?

For tiden har vi noget med at løbe væk og selvom min datter nok er det man vil kalde sprogligt stærk og sådan ok alderssvarende med det motoriske, så er hun som en kenyansk hurtigløber – på doping – når hun beslutter sig for at lege tvangs-tagfat med sin mor. Seriøst, du ville tro det var løgn, hvis du overværede hvor hurtigt hun kan pible afsted!
Og for helvede hvor bliver jeg sur. Eller jeg bliver ked af det og jeg bliver pisse bange. Så sent som i dag fik hun tanken på 1 sekund at smutte ud af en svingdør, som vi stod lige ved siden af, og VUPTI lukkede den lomme hun stod i – og kæresten måtte tage næste “lomme”, som altså er lidt tid om at komme ud til gaden. Folk omkring havde en lidt langsom reaktionsevne for hun stod i hvert fald ved vejen lidt længere tid, end mit hjerte lige kunne holde til, for det sad helt oppe i halsen, da vi fik fat i hende.
Det er alle de her følelser man altså ikke bare kan lægge væk og bytte ud med en helt rolig og formanende stemme. Det andre ville kalde pædagogisk korrekt, men som jeg: pædagogstuderende, altså bare kalder: velovervejet.
Vi fik da formuleret det tydeligt at det var uacceptabelt og vi altså blev meget forskrækkede, men nogenlunde roligt (i forhold til hvad min vejrtrækning ellers havde brug for at komme ud med af luft), men hvis der er noget der kan igangsætte en 3-årig så er det følelsen af at hun er på sporet af noget hendes forældre reagerer på. F. eks. at kaste mad. Det er hun særligt glad for, fordi hun ved vi er særligt utilfredse med det. Det her med at kaste sin bamse går hun ikke så meget op i mere, efter vi bare forlod den. Det gjorde åbenbart indtryk – og hvad skal jeg sige, det var nogle dage jeg var alene med hende. Jeg havde hentet sent en dag i vuggestuen og vi skulle både købe ind og slæbe alle varer op på tredje sal. Dér var jeg faktisk skide ligeglad med Kaninen Benny.

Jeg har tidligere skrevet om hvordan jeg anser opdragelse som noget positivt og ikke kun skæld ud, men det jeg vil ud med i dette indlæg handler mere om at jeg ved hvordan man virkelig kan være ude og hvor man ikke lige ved hvad fanden man skal sige eller gøre, fordi man er i sine følelsers vold… og at jeg også ved at det er okay. Når man ikke før har fået en overlagt syngende lussing af sin lillebitte pige, så er det klart ens anden tanke er:
Hvad dælen er det rigtige lige at sige/gøre?! Jeg ANER det ikke!
Når ens første tanke var: HVAD FUCKING FUCKING FUCK?!
og det her fucking fucking fuck er okay at tænke, mener jeg.
Sålænge man lige holder det indenbords.
Hvis den er helt svær må man vel lave “en Charlotte”, altså hvor hun går i skabet og græder (Sex and the City The Movie. 1 eller 2?).

Det kan være svært og i nogle perioder kan det være helt hårudtrækkende. Vi er heldigvis færdig med fasen: jeg-kører-ind-i-fremmede-med-min-løbecykel-fordi-mor-reagerer-så-sjovt-hver-gang, men den er blevet udskiftet med løbe-væk-perioden.. der heller ikke er sjov.. Lægger NÆSTEN op til køb af gåsele (næsten!).

Kan I også føle jer magtesløse?
Presset?
På nippet til at sige: nu hører du fucking efter, din røvbanan? 

   

21 kommentarer

  • Helle

    Glæd dig til næste fase… Formentlig den der hedder – “jeg gider IKKE”, jeg gør det IKKE”… Åh gud….. 😱😱😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Godt indlæg!;) hvis der er noget som kan få mig op i de høje toner og røde felt, så er det løbe væk finten!!! Hold K… Jeg bliver bange hver gang. Hvordan får man ynglet til at lade være? Han synes jo det er en fest hver gang jeg fanger ham og fortæller hvor bange jeg bliver..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Ja, det er det store spørgsmål. Jeg har desværre ikke svaret.
      Jeg har dog en tro på at det ikke hjælper at råbe eller snakke med store truende ord. Tænker det hører alderen til og selvfølgelig skal det itale-/irettesættes.
      Vi øver meget i trafikken og dét synes jeg hjælper.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Beklager, det blev lidt kort. Skrev mens jeg tissede.
      Jeg håber det går over for jer snart! Jeg synes det er blevet LIDT bedre her, men det er fandeme svært, for selvfølgelig kan man da sætte dem i vognen, men de skal sgu også lære at køre på løbecykel og gå på fortorvet, så det er lidt en kamp at vælge de rigtige tidspunkter!
      KH

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Åh hvor jeg kender det. Har selv en 4-årig der laver slaskedukkefinten når han ikke vil med. Så ligger han dér.. Og jeg er lost hvis ikke jeg har hænder ledige til bare at samle ham op. Han er totalt ligeglad med lokkemidler og selv skældud 😩 Han er så viljestærk så vi er ofte magtesløse for hvordan dælen skal man så trænge igennem? Opskrift søges

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      NEJ! Det skal da stoppe når de bliver fire år!! Det var der en anden der skrev 😛

      Og præcis – det er fandeme svært, når man ikke har ledige hænder! Jeg har desværre ikke nogen løsning, så det er sgu lidt noget pis, men jeg påtænker at hive en ekspert ind, der kan hjælpe 😀 Så kan det være vi får svar

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      …altså til bloggen. Hyrer ikke en ekspert på mit barn 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Kan virkelig godt forstå, at du kan føle dig udfordret. Og imponerende at du formår at holde dig forholdsvis pædagogisk korrekt i dine handlinger. I guder hvor var jeg presset, da min datter var på Augustas alder og jeg havde to et årige der også rendte i hver sin retning eller skulle løftes overalt. Det var ren overlevelse og jeg har ofte vendt det blinde øje til, hvis vi talte om situationer som ikke var decideret skadende for nogen parter, men simpelthen for at vælge mine kampe med omhu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Wow, dét er også at have hænderne fulde må man sige. Her har jeg jo kun ét andet menneske at tage højde for.
      Kan virkelig godt forstå man vælger sine kampe, for moderen skal jo også kunne bevare sin forstand.

      Jeg FORSØGER at være pædagogisk korrekt, men følelserne tager også over. Jeg bliver jo også forskrækket, hvis hun f. eks. sætter sig på cykelstien og jeg har cykel + tasker i hænderne (men dem kaster jeg på 0,5 selvfølgelig)… det er svært, men jeg kan virkelig mærke at desto mere jeg hidser mig op desto mere trodsig bliver hun, så jeg trækker vejret dyyyyyyyybt 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh hvor kan jeg genkende alt det du skriver – hold op hvor har jeg haft lyst til at rykke alt mit hår af flere gange.

    Jeg kan så sige at det ikke bliver nemmere når der er to og slet ikke når man er “alene-mor”

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Nej, dét kan jeg sgu godt se! KÆMPE high 5 til dig – det må IKKE være let, når man er “alene-mor” til to!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karin

    Tak for det! Har lige læst det efter en lorte(!) aften med datteren på 3 år, som IKKE!!! kunne/ville sove og som har brugt alle tricks i bogen for at få sin mor til at reagere.
    I stedet for at tude i skabet – læste jeg heldigvis dette…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Tude i skabet er sgu også i orden, men det lyder til du trænger til en krammer – og måske lidt vin?
      Jeg håber i morgen bliver en bedre aften.. nogle putninger ender bare af helvedes til! Øv

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Dit link til tidligere oplæg virker ikke(for mig, i hvert fald)! Og fedt indlæg. Keeping it real (y) (y)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Merete

    Min søn er ti måneder. Han kan gå og går gerne væk. Heldigvis ikke så hurtigt endnu, men han er allerede begyndt at grine af nej. Tør slet ikke tænke på trods-alderen! Vi må have os en form for bur med hjul under😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Monica

    Vores søn bliver 4 år om 2 måneder, så hvis det skal stoppe når de bliver 4 år, så har vi noget at se frem til herhjemme – og han har pisse travlt! Nogle dage tager jeg mig selv i at tænke, at jeg faktisk synes han er en møgunge nogen gange, den følelse er virkelig led at blive ramt af 🙁
    Heldigvis et han en skøn dreng laaaangt det meste af tiden, men når han prøver os af går han all in!!

    Og så var det i 2’eren og spisekammeret :))

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Herhjemme har vi en på 5 (snart 6) og en på halvandet😅
    Jeg bider mig selv i tungen flere gange om dagen, men jeg er bestemt i mine udtalelser, og de er ikke i tvivl når de gør noget forkert.. Jeg hverken råber eller noget, men tonen er bestemt, og der er konsekvenser for dårlig opførsel.
    Hos os synes jeg balancen er svær, for det er 2 forskellige måder der skal opdrages på, da de er to forskellige steder i deres udvikling😅😅
    Den med at løbe væk, køre ind i fremmede og slå til folk på gaden harvi været igennem – og det betød at hun konsekvent ikke kom ud af klapvognen i en periode😊 men hun lærte også at sige undskyld til fremmede👍🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • maiken

    ja. Og jeg HAR købt en gåsele. Nu er alle gladere. Og det var det eller konstant indespærring i klapvognen, når vi er ude.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mehtap

    Fedt indlæg. Jeg er normalt et meget tålmodigt menneske, men min datter på næsten 3 år, kan simpelthen få mig ud et sted, som jeg ikke troede jeg kunne komme ud! Hold da op hvor kan jeg blive frustreret. Jeg forsøger altid at bevare fatningen, men den glipper nogle gange og jeg kan komme til st skælde ud. Får da også altid dårlig samvittighed bagefter og forsøger at forklar e min datter, hvorfor mor blev sur… Men det er sgu bare ikke i orden at skælde ud, men det sker desværre nogle gange. Øv.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Onsdags pjæk og vegetar tanker