Hér kan jeg bare ikke være mor

Hovedpinen dunker. Jeg kigger på min telefon og jeg kan se jeg kun har sovet i fire timer. Det er alt alt for lidt, men hvad gør man, når tømmermændene banker voldsomt på – og man er mor?
Ja, jeg har ikke svaret, men hold nu kæft hvor jeg værdsætter at jeg ikke er alene. Faktisk tror jeg aldrig nogensinde jeg ville drikke, hvis jeg var enlig og jeg lover mig selv, efter hver gang jeg har været ude – hvilket forresten er sjældent – at det er sidste gang det skal gå så vildt for sig. Men det er som om fornuften ryger, når jeg endelig sidder med en flok veninder, er uden barn, jeg har fået noget makeup i ansigtet og skruet mig ned i andet end jeans og t-shirt. Det var endda i kjole, bare ben og stilletter i lørdags – og inkl. benbarbering sgu.
Når jeg så sidder der, omringet af dejlige veninder, med farverige drinks og vin, ja, så tænker jeg lidt:
LEV STÆRKT, DØ UNG!
I MORGEN ER DER IKKE ATTER EN DAG!
HELLERE TRÆKKE SIG, END AT BRÆKKE SIG!
…og så kastede jeg mig ellers over vodkaen, som var jeg en 3-årig alene ved Føtex bland-selv-slikket. Og apropos: kig aldrig væk, når et barn står i nærheden af dét. Dét fandt vi ud af kunne gå galt, men medarbejderne er heldigvis ret tilgivende.
Sommersumarum: jeg kan ikke holde til at drikke. Slet ikke når jeg knipses tilbage til virkeligheden få timer senere. Altså få timer efter jeg gik med mine stilletter i hånden og prajede en taxa skulle jeg være mor. Ikke bare i praktisk forstand, men man vil jo ligesom også være der – og det skyldte jeg måske særligt Augusta, når jeg (åbenbart) havde åndet hende lidt ind i hovedet de få timer jeg sov ved siden af hende, i dobbeltsengen. Så meget, at det første hun sagde var:
Her lugter, moar!
– og det var selvsagt mig.
At være 27 år ung, festlig med veninder og i byen – og så være herre-voksen-mor-agtig kort efter er bare to verdener som ikke passer så godt sammen. Heldigvis har jeg da Mikkel, som kunne tage ud af huset, så jeg kunne ligge og boble i min post-alko-brandert, lugte lidt og stene Homeland fra telefonen… og hente Mc D, da det virkelig galt.
Hvad med jer mødre, kommer I ud? I byen og lufte skørterne?
Billedet her fik jeg fra en af deres ture væk fra alko-mor, i går 🙂
Kære Johanne.
Jeg har faktisk tænkt det modsatte er på det sidste end det du skriver i indlægget – at du kommer rimelig meget ud og ‘lufter skørterne’ inkl alkohol og ikke mulighed for at være mor dagen efter – what a shame! Alle prioriterer selvfølglig forskelligt – og det skal vi have lov til! Jeg synes bare her på det sidste har der været meget ’sove længe’ ‘En hel dag med Netflix uden barn’ ‘Mikkel tager augusta med væk’ ‘drukture’ og sådan i forhold til der var i starten – måske er der bare mig, men jeg nyder stadig at følge med, det har blot været lidt tanker fra mig her på det sidste 😊 Rigtig god dag!