PLEJE OG SARTHED

EN FORÆLDERS VÆRSTE MARERIDT

PC211126

Jeg gik faktisk rundt i Føtex, da den poppede op på min facebookvæg. Jeg skulle egentlig bare have et Elle magasin, men det endte med at jeg gik rundt derinde og læste på min telefonskærm. Med mange tårer i øjnene.

Alt i mit hoved skreg: lad være med at trykke, lad være med at læse det, for jeg kunne godt udlade af facebookopslaget, hvad det var det blogindlæg jeg trykkede mig ind på, omhandlede. Men jeg kunne ikke lade være, for selvom jeg altså er blevet MEGET mere følsom, efter jeg er blevet mor, så skåner jeg ikke mig selv for virkeligheden. Selvfølgelig er der ingen grund til at gøre sig selv ked af det, men omvendt så kunne jeg ikke få mig selv til at springe over. Så jeg læste blogindlægget.

Indlægget handler er Saras fortælling om den dag hun mistede sin søn. På nok den mest skrækkelige måde man kan forestille sig. Skrivet hedder “Den værste dag i mit liv”. Det gør ondt at læse.
Og se lige hvad bloggen hedder ♥. Det er fandeme stort at man kan få sig selv til tasterne om en oplevelse, der vælter hele ens verden.

Det er meget beskrivende og detaljeret, så jeg vil næsten advare lidt på forhånd, hvis du nu gerne vil læse det. Men jeg synes det skal deles. Jeg krammede min datter ekstra-ekstra-ekstra meget, da jeg hentede hende efter – og jeg sender vanvittigt mange kondolencer og tanker til Sara og Nords familie ♥ Hvis I har nogle ord I vil dele, så må I jo endelig skrive dem på Saras blog eller her, i kommentarfeltet.

Jeg kan ikke gøre mig tanker om selv at miste. Det tror jeg for enhver forælder er for hårdt og med det samme ens tanker bevæger sig ind på “hvad nu hvis…”, så gør man ALT for at tænke på noget andet, for det er tankesmerte af dimensioner. Men det er nok også et tab man nok ikke kan sætte sig helt ind i, hvis man ikke har prøvet det.

Så jeg vil også sende en tanke til jer, som har mistet på den ene eller anden måde.
Det var noget der også dukkede op, da jeg skrev mit indlæg om babyalarmer i forgårs, hvor jeg gjorde lidt spas med alarmer med kameraovervågning, hvor en mor påpeger at det er betryggende, for de der har mistet et barn før – til f. eks. vuggedøden. Det var en tanke jeg slet ikke havde gjort mig – altså i forhold til indlægget om babyalarmer. Det er bare som jeg skriver her, noget jeg ikke tænker over og som jeg, siden jeg blev mor, har gjort alt for at lade være med at komme til at bekymre mig om – fordi tabet ville være.. ubeskriveligt.

Jeg beklager hvis indlægget her er lidt usammenhængende. Det er fandeme da et hårdt emne, men jeg synes det er vigtigt at belyse det svære også.

   

6 kommentarer

  • Åh Gud…… Jeg har ingen ord….. Skal virkelig tage mig sammen for ikke at gå ind og tage min søn op i mine arme og kramme og kysse ham….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annette Aarre Dalsgaard

    Ang babyalarmer med skærm. Vi er nogle af dem, der har haft vuggedød tæt på. Jeg havde en alarm uden skærm (da mine var små, var det slet ikke en mulighed Hø Hø) og jeg er LYKKELIG for at jeg ikke havde en skærm…der ville for mig have været den risiko, at jeg så ikke kunne lave andet end stirre på den skide skærm 🙁 nej gudskelov for det kun var lyd 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh hvor rammer det bare aller dybest inde. Jeg har simpelthen ingen ord.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Ja, det er helt helt helt skrækkeligt. Ubegribeligt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nutidensmor

    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

PLEJE OG SARTHED