CITATER FRA EN 3-ÅRIG

“JEG ELSKER DIG ALDRIG MERE”

image1(13)

Hun skreg og hun skreg og hun skreg og hun skreg. Hun kiggede på mig med ildrøde øjne og slog ud efter mig alt i mens hun DUMME MOAR! JEG ELSKER DIG ALDRIG MERE! Jeg er, som hende, også kørt godt træt og vi er nået dertil hvor jeg ikke kan finde hoved og hale i hvordan vi stopper denne konflikt. Råb hjælper ikke noget, for hvordan kan jeg forvente at hun stopper med at råbe, ved at jeg selv gør det? ..men jeg har selvfølgelig prøvet det, det er jeg altså ikke bleg for at indrømme, for selvom jeg gør mig mange tanker om hvordan jeg vil gøre det og bør håndtere sådanne (heldigvis relativt sjældne) udbrud (7-9-13), så kommer man sgu lidt ud hvor man ikke kan bunde, hvor selv den bedste får grund til at undskylde.
Og “den bedste” er sgu egentlig en mærkelig formulering, for jeg vil vove en flaske vin på at der ikke er en, der er bedre til det her, end andre.
Men det gør jeg altså, altså undskylder overfor hende, for når man gør noget man fortryder skal man også beklage bagefter – selv til den 3-årige, der lige har protest-pisset i gangen, fordi hun ikke måtte tisse udenfor, i græsset, i øs regnvejr.

Det skal dog siges, at jeg ikke helt kan finde ud af om det er udleverende at skrive ovenstående, i forhold til at vores lille (læs: kæmpe) mor-datter-konflikt kan af mange anses som privat, men omvendt er det sgu noget vi forældre er ude for hver dag, i mindre eller større omfang og styrke, og hvis jeg ikke læste blogs eller var ved at uddanne mig som pædagog, så ville jeg dældusseme være bekymret for om min datter var blevet smittet af en eller andet exorcist-virus.

Men nej, hun er bare 3 år og threenager – og når man er indehaver af sådan en og været en del af et raserianfald af dimensioner, så er det immervæk rart at kunne vende sig mod nogle medmødre og sige:

DET KAN GODT NOK VÆRE FUCKING HÅRDT – IK’?”

Og så med understregning under ”ik’”, for man har brug for ikke at føle sig alene.
Man har brug for at vide der ikke var en magisk sætning, der kunne afkorte hendes flippen ud og gjort det lettere for hende.. for selvom det selvfølgelig er hende det handler om, hende der skal blive glad igen, få afløb for den frustration det nu var der triggede det hele og hende der skal lære at der er grænser for hvad man kan tillade sig, når man er vred (for at sparke sin mor i hovedet er f. eks. ikke en af dem), så er det skisme også hårdt for den voksne at stå i det, for hvad er rigtigt, hvad er forkert, hvordan stopper man det hele og hvordan komme vi ud på den anden side, på den bedst mulige måde, uden at der bliver smækket en dør, råbt hold kæft eller andre ting, som man vil undgå?

Ja, jeg har altså desværre ikke svaret her, men jeg forsøger at være roooolig. Sådan HELT rolig – men uden at være robot. Der er en balance, for man skal jo også være autentisk og ægte. Det ER bare pisse svært, men jeg forsøger at være den helt diametrale modsætning til hendes lille sind, der koger over. Hendes STORE stemme, der råber og skriger forsøger jeg at køle ned, ved at bruge en stille og rolig stemme. Så får man et par sekunders ekstra tænketid og den mulighed for i det mindste at sige sig fri for at man råbte – hvilket i denne situation var det jeg umiddelbart ville stoppe.
Ofte er det også startet og bliver eskaleret af træthed, hvilket gør det uhyggeligt meget sværere, for desto mere konflikt – desto mere træthed og desto mere træthed, desto mere konflikt. Det er som at stå midt i en tornado og man kan ikke lige komme ud.

Jeg arbejder selv med vuggestuebørn pt. og jeg har en forhåbning om at arbejde med samme aldersgruppe, når jeg er færdiguddannet, men det er bare noget HELT helt andet, når det er med andres børn, for der har man for det første ikke samme følelsesmæssige på spil. Jeg ville aldrig blive vred på et barn jeg arbejder med – eller forfærdet over hvad de kunne finde på. Her håndterer jeg professionelt.

Når det kommer til Augusta har jeg jo alle følelser i spil og mine tanker TONSER derudaf:

Fuck mand, bliver hun en møgunge, der fremover aldrig kan tage et nej? Er det MIG den er gal med? Er jeg for vag? Er jeg for streng? Søger hun grænser (SE TØS! HER ER EN!)? Kan det jeg siger lige nu have konsekvenser for hende? For vores relation? Hvordan løser jeg det? Vinder hun den her? Kan man overhovedet vinde, for så vil jeg i hvert fald IKKE tabe!

Så én ting er sikkert: selvom man også har sit hjerte med, når man arbejder med børn, så er man dælme bare på dybt vand, når det kommer til at håndtere sit egenproducerede yngel – og som forældre er man jo begge to fucking i tvivl. For slet ikke at tale om at man kan gøre det forskelligt – hvordan finder man lige ud af dét?

OG jeg HAR da helt sikkert sagt noget dumt til hende. Sagt noget lidt for højt, hvor jeg lige mistede besindelsen, men jeg har ikke gjort eller sagt noget jeg angrer meget, for heldigvis tæller jeg også til 10. Hvilket forresten altså pisser en 3 årig (ENDNU MERE) af, hvis man gør det højt. Jeg forsøger at famle lidt efter at løse den rigtigt, men
SlåMigLigeiMåsenOgKaldMigKarstenDetErSvært!

Kan nogen med et barn på 3 år sige: jeg har min samvittighed HELT ren! Jeg har ALDRIG sagt noget på en måde, som i retroperspektiv måske skulle have været formuleret anderledes. Eller med et andet toneleje ?

Én ting er dog sikkert: selvfølgelig skal det nok stoppe. Episoderne. Og vi blev gode venner igen – fordi jeg fik hende puttet (med MEGEN modstand), hun kastede Peter Pedal i hovedet på mig, jeg var dum, hun ville kun havde far (der ikke var hjemme) og hun var bestemt ikke træt jo. Vi elsker hinanden og bliver gode venner efter. Når hun vågner får hun en krammer og så tager vi en lille snak om det hele. For det er jo hårde sager at være sur/vred/træt/frustreret/pisse fucking gal, når man er et så lille væsen.

3-årige er de nye 2-årige. Glem the terrible twoes. Jeg troede dén alder ville teste mig, men det viste sig at det bare blive sværere…. og sværere… og…

Men hvad med jer, klarer I de svære tider med bravur?

Nogle tips til når barnet bliver besat af en dæmon og bare raserer derudaf?
Det tages imod med kyshånd af mig – og helt sikkert også af andre læsere.

   

23 kommentarer

  • Helle

    Jeg har ingen børn, men hvor er der godt og ærligt skrevet! Respekt herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Jaaaaaa!!! Elsker elsker ELSKER at jeg ikke er alene med alle de tanker og følelser der flyver rundt i livet med en 3 årige. Fuck det er indimellem H Å R D T…
    SÅ fedt indlæg – TAK!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      MEGA H Å R D T! Tak for du vil være med til at sige det højt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Vi er præcis lige dér, hvor I er nu! Tilføj dog bækkenløsning og en nyfødt lillesøster til ligningen!!!😳
    Kan sagtens skrive en lang smøre om situationer, der minder om den du beskriver, men lad os gå direkte til bekendelsen😉 Jeg har også gjort og sagt ting, som jeg aldrig havde troet, jeg ville gøre.. Så som at råbe igen, trusler om ting hun må undvære, hvis ikke hun stopper for dernæst at lokke med at hun må få det tilbage igen, hvis hun altså SÅ har tænkt sig at holde op med at skrige.. For det er det hun gør, altså skriger! Og siger grimme ting mens snot, tårer og savl står ud af hovedet på hende 😱 Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke havde forberedt mig på at få sådan et barn! Det er jo altid de andres børn, der skaber sig ved kassen i netto, ik? Lige indtil den dag, hvor det er dit eget barn, der gør det – igen!
    Herhjemme er aftalen også, at man siger undskyld. Det gælder både barn og voksen – undskyld vi blev sure på hinanden..
    Med en pige, der ofte siger “Mor, hvorfor blev jeg sur?” så er det gået op for mig, at den største opgave må ligge efter råberiet 😊 At hun skal øve sig i at blive god igen og sige når hun er klar til et knus.. (Der går ofte laaaaang tid, men knuset skal hun altså have) og så får hun af vide, at hun er verdens dejligste og at vi elsker hende! Ingen bebrejdelser, bare videre og væk fra konflikten.. Derimod er vi på pædagogisk vis begyndt at fortælle historier om hende selv og os inden sengetid, med moraler og den der snak om at man skal være god ved hinanden, det hjælper faktisk meget! For når konflikten ikke er på sit højeste, lytter hun interesseret og føler ikke at hun får skæld ud..
    Ønsker dig held og lykke med din threenager! Lad os huske at det jo “bare” er endnu en periode i deres udvikling og nyde dem når de ikke opfører sig som om de er besat 🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Børn skal blive til voksne HELE mennesker. Så de tager ingen skade af at opleve, at det er voksne også. Sure, og glade, og triste og fjollede og vrede og uretfærdige osv osv.
    Jeg tror slet ikke på, at børn har godt af “perfekte” forældre. De får jo et chok, når de møder andre mennesker, som er helt helt anderledes og upædagogiske.
    Fx skændes mine forældre ALDRIG da vi var børn. Og i skolen havde hun brev svært ved at håndtere, at andre skændtes. Så meget, at lærerne spurgte mine forældre, om ikke de kunne skændes lidt, så hun lærte at rumme konflikter 😳😁
    Anyways, det betyder jo ikke, at man ikke skal stræbe efter at gøre tingene rigtigt med sine børn. Men det dér stræberi efter perfektion er slet ikke sundt imo. Det er nærmere ENDNU en måde, forældre kan dunke sig selv (og hinanden 😲) oven i hovedet på.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lotte

    SlåMigLigeiMåsenOgKaldMigKarstenDetErSvært – tak for den, jeg tror det skal være et mantra her!
    Siger moren der med rank ryg og BEVISTHED om hvad alle på planteskolen kunne tænke, mene og forarges over i går, da jeg sagde “sidste gang” og hun liiiige prøvede igen = 3 årig op på skulderen (som i ligge over skulderen, så jeg kan styrke de sparkede ben, og hun kun kan slå mig i ryggen) og bar hende skriiiiiigende ud af butikken, ud i bilen og spændte hende fast, og lukkede døren. Talte til 10. Åbnede døren igen og så trøstede vi. Vi fordi hun sødt spurgte mellem hiksene, om mor osse var ked af det?
    Mon jeg bliver ved med at føle mig som lorte-mor hver gang jeg ser den blomst vi nåede at købe? Så holder jeg dku op med at vande den!
    Tak for dit fine indlæg… Og skønt min datter ikke kan læse at man kan protest-pisse! Hun vil helt sikkert bruge tricket 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anita

    Jeg er selv mor til tre og pædagog (er pædagogers børn virkelig de værste😁) jeg har endnu ikke fundet løsningen, for en gang i mellem så ryger jeg med på deres niveau og er nødt til at minde mig om at jeg faktisk er den voksne og ja den der bestemmer… For sørme om ikke det der virker mandag, det virker ikke onsdag ! Og sorry to say men ; det bliver desværre ikke nemmere når der kommer flere ord og meninger ( har en pige præteenager) og shit man har svært ved altid at være anerkendende😉 -men samtidig er snakke. Bagefter mere givende….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tilde

    Amen to that!!! Har 2… En 3-årig og en på knap 6. Og de er jo sindsyge…. Vi har konflikter uafbrudt!! Det er top opslidende både på forældre-relationen men sgu også indbyrdes i parforholdet!! Og selvom alt er en periode og tingene ændrer sig konstant, kan man godt nok køre sur i sådan en øv periode!!! Venter “spændt” på december hvor nummer 3 melder sin ankomst… Yikes!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Det er SÅ rart ikke at være alene! Min tre-årige datter har også protesttisset. Hun har råbt, skreget og smækket med døren. Heldigvis bliver hun også rimelig hurtigt god igen og nu hvor hun er tre og et halv er antallet af konflikter så småt ved at stilne af. For fanden hvor kræver det stor pædagogisk formåen at rumme hendes mange følelser og hjælpe hende med at få dem ud lidt mere konstruktivt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne V

    Jeg klarer så absolut ikke tingene fejlfrit her. Er vuggestuepædagog og har jordens dejligste, men også til tider noget temperamentsfulde datter på tre. Langt det meste af tiden går det forrygende, men jeg skal lige love for at det kan kortslutte. Tænker nogen gange om den lille hjerne virkelig er ved at bryde sammen. Og shit altså, hvor kan hun råbe HØJT. Så ja super fedt at have en kollega som underbo😁😁
    Prøver at være rolig, men nogen gange er jeg sgu også skrap. Vil bare ikke finde mig i hvad som helst fra en tre-årig, men får frygtelig dårlig samvittighed bagefter og snakker og undskylder og siger at vi begge skal øve os i ikke at være sådan nogen skrappe madammer😊😊
    Tror faktisk det er helt okay med de her konflikter og så længe man snakker og forklarer bagefter, så tror jeg nu der kommer nogle sunde hele mennesker ud på den andet side. Vi er ikke robotter som du skriver, vi har alle mødre som børn forskelligt temperament og grænser og det skal der være plads til!😊
    Så tak for indlægget!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette R

    Argh?! What, er 2 årige IKKE det værste. Shit jeg frygter når han bliver tre så. (Græder lige lidt indvendigt). Tak for et fucking ærligt indlæg, vi er MANGE i samme situation. Læs: han bed mig i hånden på strøget forleden fordi han ikke måtte komme i H&M til sokke toget….. Forbandede tog, pokkers 2,9 årige lille skid.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michala

    Oh ja, du har så meget ret. Min er desværre 5 og det er kun blevet værre ;-( Håber kurven snart knækker

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lone

    Jeg fandt en e-mail for nylig, jeg havde skrevet til en seminarieveninde.
    Deri fortalte jeg om min treårige datter og hendes hysteriske anfald og nogle reflektionen ala dine.
    Jeg slutter mailen af med at det jo gudskelov er en fase der jo slutter.
    Men men men
    Denne mail læste jeg så op fir min nu 13 årige datter og spurgte hende nysgerrigt øh skat hvornår slutter den så😂😂😂😂
    I skulle se nogle øjne hun sendte og hvor vredt håret blevet svunget inden hun marcherede ud af rummet😬😂
    Senere kunne heldigvis godt grine af det og sådan er det heldigvis for det meste😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heller ingen børn her, bare enormt spændende og godt skrevet 🙂 Også fra en pædagogstuderende og meget skruk person 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nu har jeg været mor i 8 år. Og jeg har efterhånden lært, at børn altså er momentant baldrende sindssyge. Den er bare ikke længere. 😉

    Nej. Det er SÅ hårdt i perioder, og man bruger oceaner af tid på at dømme sig selv, og frygte at man ødelægger sit barn.

    Øj hvor har jeg også råbt højt utallige gange gennem tiden. Og nej det virker sgu aldrig rigtig helt, vel? Men man er jo kun et menneske.

    Jeg tror vi allesammen er lidt for gode til at overtænke situationer. Børn reagerer, børn vil bestemme. De tager sgu ikke skade af at få at vide, at de ikke skal tisse uden for i regnvejr, eller at de ikke skal have sandaler på i december. Og ja, de dør heller ikke af at se deres forældre vrede. Eller kede af det. 🙂

    Super godt indlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marianne

    Tak for et ærligt og skønt indlæg. Jeg har været mor i 21 år til 5 børn og er uddannet pædagog. Og jeg har om nogen råbt, skældt ud og været præcis ligeså adfærdsvanskelige som børnene. Men det har aldrig rigtigt virket. Derfor har mon mand og jeg besluttet at med de 2 små ( 2 år og 3 måneder ) at vi bare vil kysse dem, hver eneste gang at de i voksnes øjne er helt umulige ja så kysser vi dem. Og i forhold til ham på 2 så ser det ud til at det har en bedre effekt end at spasse tilsvarende ud .

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • By_staal_arm

    Fantastisk indlæg OG kommentarer for en mor til en 3,7 årige nu storebror til en 4 dage gammel lillebror, hvor konflikterne selv hamrer der ud af. Er også uddannet pædagog, og som du skriver – fandme godt man ved det er helt “normale” situationer med en threenager!! At være pædagogisk korrekt og “miste besindelse” til der, hvor man ikke ønsker at dyppe tåen + alt det indimellem, er også hvor vi befinder os – og uanset tilgang, så ændrer det aldrig en skid.
    Vi snakker også om tingene efterfølgende og undskylder også, når vi er gået for langt – lyder faktisk meget lig indlægget og kommentarerne, så nej, vi er vist alle i samme båd her.
    PS. Vores har også protestpisset en god håndfuld gange – vi har genoptaget klistermærke-projektet. Det har en positiv effekt (så længe det varer) 😉
    MEN HOLD NU KÆFT vi venter på en god periode (hvor er pauserne mellem “tigerspringene” blevet af? Hvorfor eksisterer de ikke i denne aldersgruppe??
    God kamp til alle forældre – XOXO 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Er det ikke “bare” noget med at være menneskelig? Hos os er det de (aller) mindste ting der kan udløse et anfald og det virker som noget pjat. Jeg er begyndt at se det som en lille testkørsel i Ferrarien. Hvis nu man HAR en kan man da lige så godt se hvor mange omdrejninger den maksimalt kan tage… Så i store træk handler konflikten overhovedet ikke om mig. Jeg er bare den der står nærmest. Jeg prøver også at slå koldt vand i blodet, men sommetider går jeg, fordi jeg skal tage vasketøj ud af maskinen, sommetider sætter jeg mig med hende på trappen og venter tålmodigt på at hun er færdig, (sommetider råber jeg, eller kommer til at sige hold nu k…) Når testkørslen er ovre trøster jeg hende, og hvis jeg selv mistede besindelsen et øjeblik, så siger jeg undskyld, for det ville jeg også gøre til alle andre mennesker. Og især til min familie. Og det er vi jo, vi er jo familie, som hun siger selv (hun er næsten 3) Og tit siger hun selv “Undskyld jeg råbte af dig, det var ikke min mening, vi er jo familie” Og så siger jeg “Åh, pyt med det, det tænker jeg slet ikke over mere…” ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Når den lille dame herhjemme går i sit “sure hjørne”, så beder jeg hende gå ned på sit værelse. Som regel synes hun ikke det er sjovt at sidde dernede og være sur, så hun indser hurtigt, at det ikke nytter noget.
    Jeg får dog også nogle gange hævet stemmen lige lidt for meget og fyldes øjeblikkeligt med dårlig-mor samvittighed.
    Læste engang, at det er de mennesker der står en nærmest som i højest grad kan trykke på alle ens forkerte knapper og sende en op i det røde felt. Det passer i den grad på de dersens børn ;o)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jule

    Jeg har indset, at når vores 3-årige raser, ofte over små ubetydelige ting (i mine øjne). Så er det fordi, at der simpelhen er fyldt op på indtrykskontoen hos dem. Og det resulterer i frustration – lidt ligesom hvis tyve mennesker talte til dig på samme tid og bad dig om at gøre noget.
    Vi som forældre (som i min mand og jeg) må forstå, at grunden til raseriet er på grund af dette, og det raseri skal bare have lov at udspille sig. Man kan vælge (læs: vi) at sætte dem ind på værelset med dynen og lidt musik. Eller tale roligt og pænt til dem. Når de er i den alder opfanger de flere og flere ting, og det kan nogle gange være svært for en tre årig at sortere de indtryk.
    Men jeg synes da du klarer den fint 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jule

    Jeg vil lige tilføje at vi overvejer nøje, hvornår vi handler ind med dem eller hvad vi skal efter vuggestue. Oftest er de kun med ude at handle i weekenden. Til hverdag tager vi hjem og de får frugt og afslapning med sig selv. Det hjælper på deres stressniveau og på en dag fyldt med indtryk 🙂 Vi prøver at planlægge sådan, at der er tid for dem til at falde ned og slappe af efter en dag i vuggestuen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lotte

    Hvor dejligt at “svælge” lidt i andre folks ulykke og høre at det ikke kun er min 3 årige der er besat af djævlen. Jeg synes fandme ikke det var så svært med den første, eller også har jeg lykkeligt glemt alt om det😳 Og man tænker tit om den konflikt ku være løst anderledes, men tror måske i sidste ende at det er det, der gør en til en god forælder måske…… at man ind imellem er i tvivl om man gør det rigtige og altid bestræber sig på at løse konflikten bedre??? Jeg har i hvert fald ikke fundet løsningen endnu og føler da også tit at jeg famler mig frem i blinde, menmåske finder man en dag løsningen, eller de afbalancerede børn engang ude i fremtiden😆 Dejligt at man ikke er alene og at der er andre i den synkende skude😉

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

CITATER FRA EN 3-ÅRIG