DET HER ER MIN HISTORIE: ET UPLANLAGT BARN

DET HER ER MIN HISTORIE: REAKTIONEN

IMG_5105
Jeg har fået megen respons på mit indlæg, Gravid efter første date og for det lille skriv i går i samme ‘føjeton’, som jeg håber kan give jer et indblik i min historie. Og tusinde tusinde tusinde tak for den massive respons! Jeg har virkelig følt en opbakning og en high five for åbenhed.

For mange der blogger ved jeg at det ville være noget af det første der blev sagt eller skrevet, men for mig har det altså bare været en af de ting jeg har været i tvivl om, om det nogensinde skulle ud. Men underligt nok har jeg så følt en distance til bloggen, da noget så essentielt i min historie og i mit liv, blev undladt.

For at følge op på det her forsøg på at skabe det hele billede af mig, vil jeg svare på et af de spørgsmål jeg har fået flest af. Det, der har har været i forhold til min familie og venners reaktion. Og hvordan alt sådan noget foregår.

Jeg fortalte min mor det på sms. Er jeg ret sikker på. Jeg husker faktisk ikke meget fra den tid. Det havde været en svær periode, efter jeg fandt ud af jeg var gravid, så jeg havde afskåret mig en del fra mine omgivelser for at tænke, men fortalt det – det fik jeg. Min mor, der er noget af det sødeste på denne her jord var der selvfølgelig for mig. Hun kender mig godt nok til at vide, at når jeg har truffet en beslutning og fortæller andre om den, så er jeg sikker og på det tidspunkt jeg indvilger hende i mine omstændigheder.. i min graviditet.. ved jeg at jeg skal være mor, som 24-årig. Kort tid efter fortæller vi det – sammen – til min storebror. Det var måske nok det sværeste, for selvom jeg ikke vil kalde det skuffelse hans øjne, så kunne jeg mærke hans bekymring for min fremtid, der jo fremover ville være domineret af det at være mor, hvor der naturligvis vil være nogle begrænsninger, i forhold til hvis jeg skulle være enlig mor, når det kom til at se verdenen for eksempel. Få år forinden var jeg sprunget ud af gymnasiet, i 3. g. – endda efter lancier, og generelt havde mine teenageår været præget af ret rodløshed og en dårlig attitude. Måske det er mig der projekterer, men jeg føler der generelt var en bekymring for andre, om om jeg nu havde tænkt det hele igennem.
Det var endda også meningen at jeg skulle have været i USA, som barnepige med en skøn lille dreng og pige jeg havde passet. Deres mor skulle arbejde der i nogle måneder og det var sådan set ret meget på plads at jeg skulle med – med for at arbejde, men også for at opleve verdenen og stå på egne ben.
Men sådan skulle det ikke gå.

De var der allesammen for mig kan jeg fortælle jer. Min familie og mine venner altså. Jeg tror det er meget naturligt at der kommer en reaktion, en bekymrende omsorg, men derfra var der ren opbakning og støtte.

Første gang de møder Augustas far er på fødestuen. Min mor, min far, min fars kæreste, mine stedsøskende, min bror, svigerinde, min farmor og mine bedste venner. I hold, som det jo er, når man er på barselsbesøg på fødegangen. Ditto er første gang jeg møder hans bedste veninde og hendes døtre også selvsamme sted, da jeg lå dér, i hospitalssengen, med morgenkåbe på, usminket og med vores fælles barn på brystet. Jeg havde mødt hans forældre inden da og det er noget af den bedste beslutning vi traf, for siden dét møde har jeg haft et tæt bånd til hans forældre, der også er nogle af de mest omsorgsfulde personer mennesker der findes – heldigvis!

Spørg mig ikke om det er akavet for nogle af os, at møde hinandens vigtigste personer, i en sådan situation. Dagene op til var enormt ukomfortabel ved tanken om besøg af “fremmede”, lige efter et kejsersnit, lige når jeg er blevet mor for første gang, med en mand jeg ikke rigtig er kærester med (på det tidspunkt) – men det gik GODT. På trods af de kaotiske og mærkelige omstændigheder var det hyggeligt og fokus var på Augusta, som det jo selvfølgelig skulle være den dag, men man kan vidst godt sige at vores barselsbesøg var noget anderledes, end de gængse gætter jeg på.

Alt handlede faktisk om Augusta og resten tog vi fra den dag…

Min tanke er at det uden tvivl også er vores omgangskredse, der har hjulpet ‘det hele på vej’. Samarbejdet mellem os, og vores gode forhold. Fra start har vores familier været støttende og opbakkende for os hver – men også sammen. Tænk sig at være så heldig, at man bliver taget imod med åbne arme, for dét ser jeg altså ikke som nogen selvfølge, kun som forhåbning.

Nu da jeg har skrevet dette indlæg tænker jeg faktisk om jeg skal kigge lidt på min fødselsberetning, hvor jeg har delt lidt tæt på hvordan jeg oplevede det at få kejsersnit, med den skræk og lykke det indebar. Jeg ved jo jeg ikke har fortalt jer om de særlige omstændigheder, så det er ikke en del af historien, men jeg mindes alligevel at jeg får mange af de følelser der var i spil den morgen, ud på skrift, men jeg har sgu egentlig nok undladt en stor del af oplevelsen, som jo også handlede om at jeg pludselig skulle være mor til et barn, hvis far jeg ikke var kærester med på det tidspunkt.

Tak for at du læste med <3

   

18 kommentarer

  • Stine

    Kære Johanne.
    Nu har jeg fulgt dig siden min egen barsel (altså i omkring 2 år), og jeg har været kæmpe fan fra første tegning! (Den hvor du synger giraffen gumle i badet er fuldstændig præcist afspillet herhjemme) Og det er jo en sjov fornemmelse det der med at føle at man kender én, uden overhovedet at have mødt hinanden og jo uden egentligt at kende dig. Sådan havde jeg det allerede inden disse fine 3 nyeste indlæg – så jeg har ikke savnet personlighed på din blog.. Men noget er alligevel sket, det er en dybde som VIRKELIG klæder dig.. Ligesom humoren bestemt også gør. Jeg NYDER din ærlighed, og sender dig en million mentale highfives. Alle typer familier, der skaber glade unger i trivsel er skønne!
    Mange hilsner en mor, som havde været kærester med faren til sit barn i 10 år inden vi blev forældre 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Kære Stine! Tusinde tusinde tak for de søde ord. Måske du ikke ved hvor rart det er at høre, for mig, at du gider følge med / læse med – OG at jeg kan formidle på en måde, der gør at du kan relatere. Det er jeg virkelig glad for at høre!! TAK TAK TAK! Også en million mentale high5s til dig!
      Men du minder mig om jeg skal til at tegne noget mere!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Hvor er det sejt at du deler, Johanne. Kæmpe cadeau og dejlig historie. 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Du er sej! Og nu bliver du altså også nødt til at fortælle historien om hvordan Mikkel og dig blev rigtige kærester!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fatuse

    Tusinde tak for din historie, det bedste jeg har læst længe! Kæmpe respekt herfra:-)
    Kunne være så spændende at høre historien om hvordan i blev kærester🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fatuse

    Tusinde tak for din historie, det bedste jeg har læst længe! Kæmpe respekt herfra:-)
    Kunne være så spændende at høre historien om hvordan i blev kærester🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Du er mega sej, og virkelig fedt at få historien bag!! Jeg er dog lidt nysgerrig når du skriver I var på date da A blev undfanget men ikke var kærester da hun blev født 9måneder senere – hvad skete der i mellemtiden, arbejdede i på kæresteforholdet og var det svært eller kom det først efter A kom til verden? High fibe fra en kommende mor!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Ja, det må der jo komme et skriv om. Måneder blev nok brugt på at finde sin plads i det her med at man snart skal være forældre – men en del hver for sig. Så ikke mere dateri, inden hun kom til verdenen.
      KH! Johanne

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Og tillykke med mavsen 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janne

    Det her indlæg, sammen med, din beskrivelse af, dine hårde år i gymnasiet,giver så meget mening! Jeg tager hatten af for, at du giver os alle mulighed for at se, at den lige vej frem i livet, ikke er den eneste rigtige. . TAK!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lika

    Kæft hvor er I seje at I har klaret det. Jeg synes ens forhold bliver sat på en gevaldig prøve ifb med at få et barn (og jeg har kendt min mand siden vi var teens – highschool sweethearts eller noget) og I kendte jo slet ikke hinanden. Virkelig vildt! Tak fordi du deler 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • rebecca

    Hvad var grunden til at I ventede med at møde hinandens nærmeste til lige efter fødslen, i stedet for før, som med hans forældre? Er bare nysgerrig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Hej Johanne
    Jeg elsker at føle med på din blog 😃
    Filippa blev skabt 9 måneder efter første date. Da vi skulle fortælle det til venner blev vi mødt af megen tavshed. Folk blev ret chokeret, men har heldigvis været meget støttende. Det var som om, de troede, at vi lavede sjov med dem.
    Vores familier havde vi samlet for første gang til min fødselsdag under det påskud, at de skulle møde hinanden. Så hvis de ikke havde noget at snakke om, gav vi dem det i hvertfald…
    Da min kæreste fortalte, at jeg var gravid, blev der helt stille, men det blev heldigvis hurtigt til glæde.
    Jeg tror folk mente, at vi havde misforstået rækkefølgen af, hvornår man gør hvad, for vi var ikke flyttet sammen endnu, da jeg blev gravid, men min lejlighed var dog opsagt, så sammenslutningen VAR planlagt allerede 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Hvor er det vildt at tænke på, hvilke krogede veje livet fører en ud på for at nå frem til dér, hvor det var meningen man skulle hen. Sikke et fantastisk resultat, der kom ud af jeres lidt omvendte måde at mødes og stifte familie på 🙂 Du er sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DET HER ER MIN HISTORIE: ET UPLANLAGT BARN