STATUS: SNE-GUTTEN OLAF ER (SELVFØLGELIG) STADIG I LIVE

DET ER MÆRKELIGT AT VÆRE ALENE

Det er allerede søndag og her fra hvor jeg sidder kan jeg se det vrimler med julekæder på altanerne på den anden side af gården, men herinde er det eneste der lyser op min computer. Det er det rum der bliver nedprioriteret i hele projektet med at få flyttet rigtigt ind og selvom jeg kan fornemme at mange prioriteter dét (også), så er det for mig bare et sted man sover. Hvor VI sover – Augusta og jeg. Når hun er her, altså. Pt. er det så også et opbevaringssted for papkasser og ting-jeg-ikke-ved-hvor-skal-hen, men det er jo ligesom bare her det ikke er i vejen.
Til gengæld har jeg fået en lampe over spisebordet i dag – og i køkkenet. Og så er der kommer hylder op i Augustas rum! Yay! De små ting!

Men denne weekend har det så også været min hule. Jeg ved ikke hvad det er, men det kan I måske svare på – I plejer at være gode til at byde ind med jeres syn og når man samler en god gruppe kvinder på ét sted er der oftest en eller to, som har erfaringer at trække på..

Kender I det, når man er alene så går man næsten i hi? På den ene side ved jeg at en af de ting jeg nyder allermest i livet er at være alene og se serier. Som jeg skrev om i dette indlæg, så bliver min seng nogle gange en tømmerflåde, som jeg ikke vil forlade og et eller andet sted vil jeg mene det er frivilligt, fordi jeg nyder det, men jeg er begyndt at tænke på om den her låsen-inde er en slags virkelighedsflugt? Jeg har det fint med de nye omstændigheder og det er jo en fælles beslutning, men det er mærkeligt at skulle kapere dét at være alene, savnet og samvittigheden når man sidder lige her, i de nye rammer, med det ansvar det er at have et hjem. Det virker tomt, selvom vi er ved at være der, indretningsmæssigt, når Augusta ikke er her og størrelsen på hjemmet er meningsløst, når det kun er mig.

På den ene side går jeg i hi. Jeg vil ikke sige jeg kan fornemme et mønster, men denne weekend og den sidste har jeg været i byen og jeg tænker at jeg jo er et voksent og velfungerende menneske (men lidt fucked er vi nok alle), som havde lyst til at gå i byen fordi det er sjovt og hyggeligt at være ude med nogle venner, men på den anden side har det nok været et behov. Det forresten Anna jeg var i byen med fredag, så lejligheden er blevet forfest indviet to gange nu. For underboernes skyld må jeg vidst også hellere tage en pause.
Men for mig handler det slet ikke om at jeg har haft brug for at komme ud og se på mandfolk – og jeg tror i det hele taget ikke jeg skimter dem – jeg tror måske bare når man kommer ud, så glemmer man lidt. Herhjemme, i mit hi, husker jeg, men det bliver lidt en zombie-tilstand, hvor jeg lader mit sind fyldes op med amerikanske serier og takeaway-mad. Jeg er ABSOLUT ikke produktiv, hvilket er overraskende, når man tænker på hvor mange timer jeg har haft for mig selv, fra fredag eftermiddag til nu her, søndag aften.

…mit spørgsmål er: hvornår vænner mig sig til at være alene?
Og hvornår lærer jeg at være alene med mig selv?

Jeg er okay. Måske dette lille skriv lyder mere dramatisk, end det er, men jeg er sgu bare et overtænkende menneske og selvom vi ikke kan styre hvad vi føler og bare gør hvad vi TROR er bedst for os selv, så har jeg brug for at reflektere over hvorfor jeg gør som jeg gør. Hvis det er godt for Johanne at stene serier i 2,5 dag, så er det det jeg skal gøre, men hvad hvis min hjerne spiller mig et puds og er ved at synke ned i noget, hvor man pludselig ikke er så glad? Jeg vil ikke sige jeg skammer mig over at tage i byen to lørdage i træk, for jeg er jo for søren en ung 28 årig, som var uden barn, men omvendt kan jeg godt se det var lidt unødvendigt.

Sikke mange tanker!
Jeg håber I har en herlig søndag aften fyldt med æbleskiver og julehygge!

   

10 kommentarer

  • Carina

    Prøv at Google Enneagrammet – type 8
    Jeg siger ikke at det er den type du er, men det er den type jeg selv er. Når jeg er presset og stresse i livet så gemmer jeg mig i min seng. Men det er ok, det er min måde at lade op på, regenerere og samle tropperne til at kaste sig ind i virkeligheden igen. “Jeg lader op i stilhed” sagde min psykolog til mig engang – måske er der lyd fra Netflix, men lidt stilhed fra tankemyldret…
    Glædelig jul Johanne – det her er bare en fase.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sabina

    Jeg kan godt forstå dine tanker. Jeg besluttede i sommers at gå fra min kæreste, vi har 2 drenge, men flyttede først for mig selv for en måned siden. Jeg har også været i byen de sidste 3 lørdage og er god til at se serier. Jeg tænker det er en fase, man har brug for at komme igennem. Det saster jeg ihvertfald på 🙂 Jeg er sikker på du nok skal klare det og det er jo nogle fornuftige tanker du har. Acceptere at det tager tid at vænne sig til den nye situation i er kommet i. Så skal du og Augusta nok falde til ro i jeres nye lejlighed.
    På trods af omstændighederne vil jeg ønske dig en glædelig jul 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe Søgaard Larsen

    Kære Johanne.. Jeg har fulgt din blog i længe nu men har aldrig kommenteret herinde før nu… Det du skriver om i dette indlæg er næsten som at læse om mig selv – Jeg blev selv med min datter for 4 år siden og jeg kan STADIGVÆK have de dage når jeg er alene, hvor jeg bare ligger i min seng, glor serier og tænker… Det er svært at vænne sig til at være alene og uden sit barn hos sig hele tiden.. Men det bliver nemmere og det du gennemgår lige nu er en fase og det er helt okay… 😊 Det er sundt at tænke over tingene og de to byture skal du på ingen måde “skamme” dig over! 😜

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Jeg tror det tager tid at lære at være alene. Ungernes far flyttede i septemer sidste år og de 15 måneder jeg har været alene har været en rutchetur. De første seks måneder eksisterende mænd ikke i min verden – når ungerne var ved far, stenede jeg netflix, drak rødvin, gik ture langs vandet og tændte ild i brændeovnen (hurra for sommerhuslivet) – så opdage de jeg pludseligt mænd igen – swipede den ene efter den anden pæ Tinder og datede igennem i er par måneder – blev bekræftet, knaldede lidt, kyssede endnu mere og drak alt for meget rødvin – så mødte jeg en mand – troede det kunne være manden i mit liv – det var han ikke! Så sidder jeg her igen – men med en helt andre følelse i kroppen, jeg er ved at lære at være alene – kan næsten nyde der nogen gange – jeg ser stadig netflix, der er også mænd der spøger, men jeg ved hvad jeg går efter og det er ikke kun bekræftelsen længere. Jeg vil hellere være med mig selv en lørdag end med en mand der absolut ikke siger mig noget. Jeg tror man vokser med opgaven med tiden – først skal man vænne sig til det nye – og acceptere at det er sådan det er – derefter tror jeg man med både små og store skridt bevæger sig videre. Jeg tror aldrig jeg selv bliver helt afklaret med det at undvære ungerne – men måske der en gang kommer en mand ind i mit liv der kan lave om på det – for voksentid, det savner jeg.
    Jeg synes du er sej – og klarer det skide godt:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tænk, jeg synes du lyder som et helt normalt menneske, der er ved at finde sig selv i en ny tilværelse.
    Hvor lang tid kommer det til at tage?
    Det er ikke til at svare på, men jeg håber du vil tillade dig selv den tid du nu engang har brug for.
    Når jeg er stresset/har det træls/overvældet, så er jeg også at finde under min dyne eller hjemme hos min far (et sted hvor jeg ved at jeg er elsket).
    Jeg har også perioder, nogle længere end andre for jeg har brug for lige at lade op og finde mig selv igen.
    Tanken om at skulle undvære min datter, kan give mig lyst til at krybe under dynen.Det er din virkelighed, jeg tænker det er meget normalt, så du lige skal finde ud af hvad du skal bruge tiden på, når A er hos Mikkel.
    God jul 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Jeg tænker, at du gør lige præcis som din krop har brug for. Og hvad din sjæl har brug for.
    Giv ro. Giv tid. Brug naturen til at give dig jordforbindelse.
    Kan anbefale Botanisk Have, Godsbanen, Brabrandstien, Ceres Have og i det hele taget vandet:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Efter at have stoppet et 8 år langt forhold, dog uden børn, for nogle måneder siden, kan jeg godt forholde mig til det.. Jeg brugte den første måned i sengen/sofaen, men derefter er jeg næsten aldrig alene, jeg finder altid en undskyld for at se en af mine veninder. Jeg kan godt lide at være alene, men jeg fortjener ikke at være det.. Jeg fortjener at have det så sjovt hver dag! I dag er der ikke lagt nogle planer, men skal jule handle i aften, så mon ikke en eller anden sniger sig ned i Bilka?
    Man skal gøre hvad man føler for, til en grænse, og så tror jeg også det handler om hvordan man har det, når man er alene, jeg havde det fint i de første uger, men så begyndte jeg at blive rigtig ked af det hver gang jeg var alene, så måtte fylde hullerne ud.. Måske du bare skal være sikker på du ikke er ked af det? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • C

    Jeg tror det er meget individuelt. Men jeg tror det tager tid. Jeg har nu været alene i 1 år, og har stadigvæk ikke vænnet mig til det. Dermed ik sagt at jeg ik har det godt. Men det svinger. Jeg er ikke nået dertil endnu hvor jeg kan sige jeg har det 100 % godt og hviler j bare at være mig. Men det handler nok også om man er typen der elsker at være single, eller en af dem der elsker at være i et forhold. For jeg tror der er de 2 typer kvinder. Og jeg er nok den sidste..
    Men bare vær forberedt på at det svinger. Og at det er okay 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maj

    Åh søde Johanne. Tænker det tager tid og tingene nok skal falde på plads. Jeg bor lidt udenfor Aarhus og vil rigtig gerne tilbyde dig en gratis omgang healing. Det kan løsne lidt på alle de mange følelser og tanker. Skriv endelig, hvis du vil takke ja. De bedste hilsner Maj 😊❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Det skal nok blive bedre det hele – det tør jeg godt at love! Måske ikke i næste uge, måske ikke i næste måned, men på længere sigt skal det hele nok blive bedre. Der vil være dage som disse – det har alle – men de gode dage vil (og skal) være de overvejende. Med den indstilling, du har, er jeg slet ikke i tvivl om, at det nok skal komme. Men du skal give dig selv lov til at have alle de følelser, som du har – både på dine egne og på Augustas vegne.
    Det ér bare ikke sjovt at opleve et brud – slet ikke når der er et barn involveret, for hvem fanden havde lige kalkuleret med dét?! Så skal man genfinde sig selv på ny – lære sig selv at kende, som dén man er nu med alt det gode og dårlige, som det indebærer. Men det er ok. Vores unger er robuste og kan klare mere, end vi regner med. Vi kan klare meget mere, end vi regner med – og vi vokser af det. Ikke hver dag, men i bittesmå babysteps. Men det er ok.

    Thumbs up og al mulig held og lykke
    Fra en mor, der blev alenemor for godt 2 år siden, og som er glad for beslutningen, selvom alle dage ikke er lige gode.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

STATUS: SNE-GUTTEN OLAF ER (SELVFØLGELIG) STADIG I LIVE