AT HAVE BØRNEEKSEM - SÅDAN FØLES DET

ALENEMOR: HVAD LAVER DU, NÅR BARNET IKKE ER HOS DIG?

alene

Jeg må indrømme: det er ikke så slemt som jeg havde frygtet. Det her med at være uden Augusta altså.
Savnet er selvfølgelig stort, men det opvejes lidt af at jeg ved hun er i 100% trygge hænder, at hun er hos sin far, som er lige så god som hendes mor. Jeg kan selvfølgelig ikke komme udenom at jeg gerne ville have at hun bare var hos mig hver dag, men omstændighederne er jo sådan at vi er gået fra hinanden, ham og jeg, og med den beslutning er der jo konsekvenser for alle – og det er det her afsavn. At han ikke skulle have hende eller at han skulle have hende meget mindre, end jeg skal, ville være noget af det mest uretfærdige for hende og ham, så derfor tror jeg også det er lettere for mig, at hun indimellem ikke er her og jeg må lære at affinde mig med den ensomhed der følger.

Men hvad laver jeg, når hun ikke er her?
Først vil jeg sige det er tomt. Det virker ligegyldigt at have en 3-værelses lejlighed, når man er alene hjemme. Jeg er ikke mig, hjemme. Jeg er vitterligt alene hjemme, fordi der mangler en.
Jeg bruger tiden på at tjekke låsen og sørge for indbrudstyve ikke kan komme ind, lytter efter spøgelser og tænder lys, for at jage eventuelle vildfarne zombier væk. Det er mig der er underlig her, det ved jeg, men det er sådan jeg er, når Augusta ikke er her.
Men de fleste kender vel at det ikke er lige til, at falde i søvn alene, når man er vant til der er to andre i nærheden, men jeg er ved at lære det. For tiden sover jeg nok 1 time efter jeg lægger mig hvor der de første mange uger gik timer, fordi man bare ligger og lytter.
Til stilhed.
Og når der er stilhed og der er tanker nok på øverste etage.
Kender I det?

Sagde jeg ‘det der’ lidt for surt, sidste gang vi sås? Hvad laver hun lige nu? Savner hun mig? Det er både godt og skidt jo. Skulle jeg bare have båret hende, da hun nægtede at gå op af trappen – var den velvalgt, den konflikt? Hun skal også snart til at lære at lege selv.. men kan jeg forvente det af hende, midt i alt dette?

Og selvfølgelig Hvad med fremtiden? Hvad når han får en ny kæreste? Kan jeg overhovedet holde det ud? Burde jeg date? Dét kan jeg virkelig ikke overskue!

Osv. osv.

Det er som tankediarré med et drys af dårlig samvittighed, som en slags øv-krymmel i hjernen.

Jeg drikker for meget vin, når hun ikke er her. Og så laver jeg urimelig lidt. I hvert fald ift. hvad jeg havde regnet med jeg ville. Overraskelsen over forventninger vs. realitet er faktisk lidt vild – den gælder f. eks. også kosten, når Augusta er væk. Tænk jeg regnede med spise sundere og træne, efter flytning (LOL).
Selvfølgelig er mine dage optaget af studie og eksamensfittelihut, men det udfylder jo ikke HELE min dag, for når min eksamensbuddy er gået er her atter tomt. Der er kun mig og jeg kan mærke at jeg på den ene side er ENORMT rastløs: henter ting i køkkenet, liiiige skal se noget på nettet, slukker lyset i gangen, tegner lidt – stopper KONSTANT den serie jeg er ved at se, fordi jeg ikke bare kan være.
På den anden side, når jeg ikke har Augusta i weekenden, så kommer jeg knap ud af sengen. I har været så søde at lade mig fortælle det er meget normalt – også det at gå i byen, fordi det er en form for sorgperiode og en tilvænning til et nyt liv og det er jeg glad for, for ellers ville jeg sgu være bekymret for mine svingninger.
Men det at ligge i sengen en hel dag er alligevel meget rart. Jeg skulle blot vide det var normalt. Det skulle man ikke tro det ville være, når man ligesom var blevet mor, for med tilblivelsen af et barn forventer alle vel livslang fysisk tilstedeværelse af barn i sit liv. Men måske jeg var klar, ubevidst, fordi jeg størstedelen af min graviditet troede jeg skulle være alene og dele barnet med faren.

( Hvis du tænker “HVAD?”, så kan du evt. læse indlægget om at blive gravid ved et uheld )

Faktisk er jeg en tand ked af at indrømme det, men jeg kan så mærke jeg faktisk har mere overskud, af at have “fridage”. Det med at være ENLIG mor – altså ved at der ikke var en partner hun skulle være hos eller til at dele det hele med ville jeg have svært ved at se mig selv i. Naturligvis er det ikke altid man er herre over den måde at leve på, så det jeg egentlig bare vil sige er at CADEAU til jer der er selv med børn <3
Jeg har overskud, når jeg har Augusta.
Jeg er TIL STEDE som ind i helvede, på den der: “vi leger INTENST sammen HELE dagen og min telefon er på lydløs”-måde. Jeg har købt ind til alle dage (dagen før godt nok, but still), planlagt evt. ting vi skal nå, men holder det på et minimum, er glad, klar på at håndtere ALT og har bare ingen af den rastløshed, som jeg oplever på alene-dagene. MÅSKE særligt fordi jeg er ladet op.

Jeg var selvfølgelig “en god mor”, da jeg var sammen med Mikkel, men det er ikke det samme. Det er svært at adskille hvad der er ren hård foræder-kost, hvor hverdagen af gode grunde tærer på en og hvad der er følelser omkring at være i et forhold, som man ikke tænker er holdbart, men disse “opladningsdage”, når jeg er alene er virkelig rare kan jeg mærke, når jeg så er sammen med Augusta. Man værdsætter virkelig også tiden og giver dem kvalitet på en anden måde, end jeg formåede før.
Men måske det bare er mig med den følelse.

Sikke en tankestorm herfra. Det jeg ville sige var jo egentlig at jeg er okay, her 1,5 måned inde i mit nye liv og jeg kan mærke det er det rette. Stadig.
Jeg håber du kan finde hoved og hale i min tankestorm.

– Måske det er genkendeligt for dig?
Hvad laver DU, når dit barn ikke er hos dig? Og hvordan har følelserne det?

   

18 kommentarer

  • Mie

    Sikke en flot sofa, hvor er den fra? ☺

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Mærket er Nomad (Dot). Faktisk er den til salg, fordi jeg gerne vil have en mindre, så hvis du er interesseret – og kan afhente i Aarhus, så giv endelig et bud på nutidensmor@gmail.com 🙂 Den er suuuuper fed (grå forresten), men den er som sagt lidt for stor – til min stue i hvert fald 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda

    Hej skønne Johanne 😊
    Jeg elsker dine blogs, Instagram og snaps 😝 Du er så ligetil, siger hvad du har på ❤️ …
    Jeg tog et valg for snart 5 år siden! Jeg var gravid i 3 mdr! Var sammen med faren til min søn, og alt virkede godt! Men jeg kunne ikke mere til sidst – Jeg gennemgik en meget svær graviditet, og måtte til sidst se mig selv i øjnene, tage en beslutning?! Og det blev at jeg gik fra faren! Det var det sværeste jeg har skulle gøre, og havde da mit “tankemyldre” dagligt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda

    Øv og hele min laaaang kommentar, kom så ikke med 🙈😱 Kun første del 💪🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mor til to

    Jeg kan i den grad sætte mig ind i dit tankemylder! Min eks og jeg gik fra hinanden for 6 mdr siden men har “boet” sammen siden, fordi det er komplet umuligt at finde et sted at bo som er til at betale for i KBH, når man så ovenikøbet er (pædagog)studerende med to små børn(pige på2,5 og en dreng på 6 til marts). Så vi har boet på skift 7/7 i det det var vores fælles hjem mens den anden har sovet andet steds, for mit vedkommende, på mine søstres og venindes sofaer. Shit det er fandme hårdt! Men heldigvis flytter jeg til feb i mit eget, en meget lille 2 vær på 48 kvm. Og det har jeg tankemylder omkring, vil mine børn mon kunne li det nye sted? Gider de at være der? Tænk hvis de græder ? Og helt lavpraktiske ting som handler om indretning. Jeg har sjovt nok skrevet på min huskeliste for et par måneder siden at jeg skulle have Algot systemet til børneværelset også med skrivebord til børnene præcis som du har det, og det ser jo super smart ud! Jeg synes det er forfærdelig med alle de tanker og bekymringer ser følger med og ikke mindst SAVNET! Det er til tider ulideligt. Men jeg har trods alt min sofa soveri været glad for at det var mig og min ek der skiftede bolig ud og ikke vores børn så de kunne vænne sig til det. Og så har vi endda fælles tirsdag hver tirsdag hvor vi alle spiser og sammen putter børn og iøvrigt skiftedag fredag. Men det ændre sig nok når jeg flytter så det bliver noget med at starte blidt ud med 2 overnatninger og så trappe op stille og roligt, især fordi vores pige kun er 2,5 år. Jeg synes det er rart at jeg kan følge med i dine tanker, så ved jeg at jeg ikke er alene om dem 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna Sofie Slot

    Jeg er ikke alene med min søn, så allerede der er jeg i en anden “kategori” end dig, men jeg vover lige at svare alligevel. 😉
    Jeg har oplevet, at jeg til tider (ok, jævnligt!) savner alenetid med mig selv, hvor jeg bare kan ligge på sofaen, se serier osv. Men når det (en sjælden gang) er muligt, oplever jeg faktisk en restløshed forbundet med det. Fordi der jo ligesom mangler noget… Og det er jo faktisk lidt tosset – hele tiden at ønske sig noget andet, end det situationen byder.
    Jeg kan derfor rigtig godt sætte mig ind i den underlige fornemmelse, det må være pludselig sådan at have ‘fri’. Jeg håber, at du med tiden falder helt til rette i det.

    // http://www.psykobloggen.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Mange tak Anna Sofie 🙂
      Faktisk, nu du nævner det, så havde jeg også det lidt selv, før barn 🙂 Kan være de fleste af os kender til det med rastløshed 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Jeg er alene med mine to børn. Og at skulle vænne sig til det, var/er frygtelig. Jeg har været alenemor i snart to år, og savnet er ikke blevet mindre – men det er blevet en del af min hverdag, som jeg har accepteret (hvilket har taget virkelig lang tid)! Jeg er 110% sammen med mine dejlige unger, når de er hos mig – kvalitetstid…!! Og når de er hos farmand, hygger jeg med kæresten, veninderne, tager på café osv. Jeg tillader mig selv at være STINE, ikke mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Det lyder snusfornuftigt, at forsøge at være sig selv og gøre det DU har lyst til <3 Det er hårdt – måske særligt med to <3 Jeg håber savnet bliver mindre, selvom det selvfølgelig aldrig forsvinder <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maj

    Hej Johanne. Hvordan er jeres deleordning helt præcis? Eller er den flydende? Ses i sammen i “hinandens” perioder for at sammen om augusta? 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej Maj! Jamen lige for tiden hedder den 4/4 – med forbehold for vi pludselig skal noget vigtigt, men hvordan det ser ud fremover ved jeg ikke. Umiddelbart går det godt med 4, men det er jo også nyt 🙂 Vi ses når hun “skifter”, når det ikke er i børnehaven, men udover en frokost og nytår har vi ikke “”været sammen”” 🙂 Men nu er det jo også kun siden 01.12. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Først-alt du beskriver og føler er HELT normalt. I hvertfald ud fra mine erfaringer da jeg blev skilt for 4 år siden. En stille og rolig skilsmisse, men selvfølgelig mega hård med tre børn. Den gang var børnene knap 4, 6 og 9. Jeg TUDEDE når jeg mandag morgen aflevere den lille i børnehave og hun vinkede farvel….hold nu kæft det var hårdt!!! Men vi bor tæt på hinanden, min ex og jeg, og vi sås meget i starten. Jeg datede som en gal i starten. Arbejdede helt vildt og løb 4 halvmaraton på et halvt år. Jeg HADEDE at være i huset alene i de lige uger…..men til sidste tog jeg alenetid og ‘facede’ de der tudeture hvor jeg følte mig som verdens dårligste mor over at have gjort mine børn til en del af statistikken og de ville i øvrigt alle tre blive stiknarkomaner, få angst og anoreksi😳😩det var pisse hårdt det første år. Job, hus, tre unger, hverdag og lige få tre unger hele igennem sorgen. Jeg har tit spurgt mig selv om hvor god en mor jeg er når børnene er hos mig….for indimellem er jeg træt, sur og råber lidt for højt. Men nu, 4 år efter, og med en på 13, 10 og 8 år, der er glade, empatiske, sociale og velfungerende, tænker jeg det hele nok skal gå. De er så store nu at det er helt naturligt for dem at hjælpe til. De har maddage, gør rent osv. Og det letter også morens træthed😉
    Du skal ikke være bekymret-det hele skal nok gå❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Jeg kan huske at jeg også synes det var mærkeligt at være alene dengang børnenes far flyttede ud, men på en eller anden måde også rart. Så var der kun mig til at bestemme hvad der sker herhjemme. Til gengæld synes jeg tit jeg mangler en voksen at snakke med efter kl 19 når ungerne er puttet. De fleste af mine veninder har også børn så efter kl 19 er jeg bundet hjemme.
    Drengenes far og jeg har ikke nogle fast samværsordning. Han henter dem en dag om ugen i børnehave og dagpleje og kører dem herhjem og leger lidt med dem og kører igen inden de skal i seng. Så dropper han ind ind imellem og leger lidt og det sker han tager dem med på en dagstur, men overnatning har han ikke haft med dem begge to endnu (det skal han så for første gang i morgen) så jeg har dem 24/7 og kunne godt tænke mig de der fridage du snakker nogle gange for jeg tror du har ret når du siger at man så er ladet op med energi og overskud. Jeg synes så sjældent jeg er det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ja for hulen, man kan spekulerer sig ihjel over, hvad mon de laver, når de kære børn ikke er ved os.
    Det bliver heldigvis nemmere.
    Jeg laver lidt af hvert, nogle weekender nyder jeg en masse snak med veninder og frokost og kaffe, andre er jeg bare helt mig selv, med bland selv slik, sofa, netflix og hækling og bøger.
    kh Rikke

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina Elise

    Hej Johanne
    Har du nogle mål på din sofa?! Jeg kunne godt være interesseret 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laila

    Kære Johanne
    (Efter at have læst dine to seneste indlæg måtte jeg lave et lille skriv)
    Jeg har ikke været i din situation men kan med sikkerhed sige at din opførsel/reaktion virker heeelt normal! ❤️ Du er jo i sorg søde menneske! Fik pludselig trang til at give dig en stor krammer og fortælle dig hvor super godt jeg “ser” (læser 😉) du klarer livet! Seje dig! Jeg kan næsten ikke tænke på hvor skidt jeg ville have det med ikke at skulle se mine børn hver dag, på den anden side så kunne jeg nok godt lærer at nyde hele alene dage (selvom JEG også ville tjekke døre og hjørner for Zombier (er vel inkarneret TWD fan så kan heldigvis nogle tricks nu 😂)
    Jeg er SÅ meget med på at far og mor har samme betydning i de fleste tilfælde og det er så dejligt at du tænker det, og derved tilgode ser Augusta før dig selv. Jeg er selv Skillesmisse barn fra jeg var ca 4 år, og jeg er stadig ked af at jeg så min far for lidt, og der ved “mistede” ham med tiden, som en af mine to primær (forældre). Det er en sorg jeg altid vil bære desværre. (Han døede i 09 og var ikke længere som en far,mere som en slægtning 😞)
    Augusta er heldig med jer to. Smukt!
    Alt det bedste til jer og jeres navigeren i et nyt liv som må være noget af en prøvelse
    Kh Laila
    @myowninstaworld

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanett

    Hejsa,
    Vi gik fra hinanden da vores datter var ca 1,5 år. Dengang var det rigtig underligt når hun var hos sin far. Jeg hørte hende 100 gange om dagen, både græde grine snakke selvom hun ikke var der.
    Men må sige at nu, og de sidste år har det altså været dejligt at få tid til sig selv og kæresten. Jeg bruger som regel tiden på at slappe af, dovne, gøre rent, vaske tøj, skifte sengetøj, kæreste tid, pleje mig selv tid og virkelig sjælden men er da sket med lidt fest eller lign. Men egentlig er det mest tid til at lade op, ordne huset og slappe af.
    Jeg savner hende da helt vildt, men nu også rart med alene tiden og skønt når jeg får et opkald eller et billede fra hende 😍❤

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

AT HAVE BØRNEEKSEM - SÅDAN FØLES DET