9 TING JEG SKAL HA' ...

“ER DET IKKE BARE PISSE HÅRDT AT SAVNE?”

2017-01-16-11-15-53Jeg synes egentlig der bør være en god vekselvirkning mellem det sure og det søde, her på bloggen, for jeg synes ikke det bør være et pessimisme sted, hvor jeg ikke laver andet end at råbe FUCK, ØV og SGU, brokker mig over tilværelsen og synker ned i et hul – selvom det da helt sikkert kan blive interessant læsning.. Men så er jeg jo OGSÅ glad, som jeg håber på mine indlæg OGSÅ bærer præg af, for jeg synes jo godt om de nye omstændigheder. Oftest.
Nogle gange skal de her tanker bare UD og der vil være tider, hvor man skal scrolle lidt, for at komme forbi de her føle-føle-udbasunerings-skriv, men jeg håber I er klar på at denne blog skal give et indblik i mig og mit liv – og det er dermed altså ‘det sure med det søde’.
Og sjove. Selvfølgelig.

Jeg savner bare Augusta disse dage og selvom min alene-tid gik godt, så bliver det lidt hårdere, desto flere dage der går. Der er tre hele dage, hvor jeg slet ikke ser hende og ordningen er pt. sådan, med afsæt i denne uge, at jeg afleverer hende i børnehaven om tirsdagen, hvor faren så henter – og om lørdagen kommer han med hende. Dvs. onsdag, torsdag, fredag ser jeg kun hende, når hun har lyst til at FaceTime – og det er ikke altid hun vil det, hvilket selvfølgelig er i ordenmorten. Hun savner jo nok også mig og det er ikke sikkert det hjælper hende at ringe til mor og blive mindet om det.
(Men det ville hjælpe mig, men nu er det jo ikke ego-Johanne det handler om her).

Dagen i dag er brugt på eksamenslæsning, tullen rundt herhjemme og mit studiejob – alt noget jeg fik dokumenteret i en lille film. Jeg har nemlig ‘vlogget’ (et pænt ord for video-blogget) og selvom jeg plaprer løs nok til at det er rigeligt, så lægger jeg den lige sammen med min dag i morgen, der byder på lidt mere tju-bang, end mig der snakkersnakkerogsnakker. Det håber jeg I vil se og den kommer nok op i morgen 🙂

Det er ikke længe siden jeg skrev et indlæg om at være alenemor og hvad jeg laver, når hun ikke er her og de tanker jeg beskriver der rammer meget godt, for jeg tænker virkelig på hende. Og på om hun er glad. Om hun har det godt i børnehaven. Hvad de får at spise og om hun nu forstår det hele. Små og store ting altså.

Det er uden tvivl dérfor der er stille på bloggen de første alenedage, fordi jeg er lidt følelsesrundtosset, hvor jeg på den ene side er glad, forsøger at nyde, drikker et glas vin (jeg prøver med hvid for tiden – fan!) og tulle rundt i det nye hjem, gøre det til mit, men på den anden er her jo tomt af helvedes til og det er mærkeligt at de eneste fodspor der sættes er mine. Jeg skal ikke rydde op efter andre, der er ingen at tale med, ingen at putte og den eneste der sætter ting i køleskabet er mig.

Så nu, her på denne torsdag, er savnet stort. Jeg har haft de her to alene-aftener, hvor jeg først smider mig selv i seng klokken 2/3 stykker, fordi den gabende Augusta-tomme dobbeltseng bare råber: SKILSMISSEFAMILIE.

Flere har skrevet til mig, at de er glade for jeg deler mine følelser så ærligt, fordi I kan identificere jer med dem. Nogle er allerede skilt og kan huske det, andre sidder midt i det og få har det faktisk i vente. Den sidste lille gruppes primære spørgsmål er: er det ikke bare pisse hårdt at savne?
Og svaret er JO! Det er det! Mega hårdt.
Tildels bare det at hun ikke er her, men fordi det også minder en om den situation vi er i, vores virkelighed, som jeg frygter så meget har negative konsekvenser for Augusta, selvom vi gør vores bedste og selvom vores samarbejde indtil nu er upåklageligt godt. Men det er også vejen mod noget bedre. Det gamle fungerede ikke og nu finder vi os tilrette i det nye her og det kan godt være det tager tid og måske lærer man aldrig at lade være med at savne, og måske man slet ikke bør det, men jeg har en tro på det nok skal blive lettere!

Nu har jeg dedikeret to indlæg til savn og jeg kan ikke sige det ikke bliver de sidste, men snart forsøger jeg mig med et indlæg om hvilke fordele der er ved at være alene, for pludselig er der også en del frihed- som jeg selv er ved at lære at takle. Måske dét kan vække noget optimisme i jer, der sidder i samme situation 🙂

   

1 kommentar

  • Emma

    Årh Johanne. Jeg kan godt forstå du savner hende! Og jeg synes det er helt ok du skriver om det 🙂

    Ps. I en helt anden grøft – kommer der mon et indlæg med de plakater du fik fra Desenio? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

9 TING JEG SKAL HA' ...