ALENEMOR: HVAD LAVER DU, NÅR BARNET IKKE ER HOS DIG?

HVORFOR SKULLE JEG, SOM MOR, HAVE FLERE RETTIGHEDER END FAREN?

Jeg var i tvivl om det var noget jeg ville tage op. Altså det her med mine rettigheder vs. faderens rettigheder, fordi det er et utroligt følsomt emne, hvilket mit blogindlæg i går faktisk også bevidnede om.

Det var ment som en sidenotits, min kommentar om hvad mit syn på Augustas fars rettigheder og selvfølgelig om hvad jeg skråstreg vi mener er det bedste for hende. Det er en svær balance, for jeg kan forestille mig at ens egne følelser for det her barn og forælderrollen der ændres efter et brud er alt overskyggende, for det er immervæk (i hvert fald for mig) det vigtigste i denne verden, så det kan være svært at se objektivt på hvad der er i barnets interesse.
Men hvordan fanden vurderer man i det hele taget det på forhånd?

Hvilken ordning der fungerer bedst for barnet og hvem de skal have mest tid med – hvis det ikke er 50/50.

Vi kan sagtens blive enige om at der er en del af barnets liv, hvor det er ret så afhængigt af moderen, pga. amning. At forskning omkring tilknytning og om et barn har en primær og en sekundær betydningsrelation ift. sine forældre har jeg intet kendskab til – eller jeg vil i hvert fald slet ikke rode mig ud i det, men jeg har altså også en fornemmelse af at det her barselsræs, som mødrene tager mest af, som oftest hedder det sig 9 måneder til mor, 14 dage til far, såvidt jeg husker, har en betydning ift. denne afhængighed af kvinden og har ikke så meget med æggestokke og fødsel at gøre. Så HVIS der nogle gange er noget der hedder primærforælder, når barnet er helt lille, at “moderen er vigtigst” (som jeg hører nogle sige – og mene), så kunne man reflektere over om det var en del af grunden.

Men se så i vores eksempel. Vi er to forældre der elsker vores barn lige højt (op til månen og tilbage igen, I ved), men hvordan vælger man “en ordning”? Jeg har haft langt det meste af barslen, men han er en lige så stor del af hendes liv og identitet, som jeg. Hvis  7/7 er for meget, hvad gør man så? Det er sgu svært at dele året op skal jeg hilse og sige, for der er jo også weekenderne, det her snit ud af en 14-dages periode er vildt svært at planlægge!

Skal vi så lave en fordeling, hvor den ene forælder har betydeligt flere dage og så har den anden færre?
Hvor er retfærdigheden i dét? – også set fra barnets syn, ift. relationen, som jeg kan gisne om kan risikere at svækkes af at man kun ser far hver tirsdag og hver anden lørdag-søndag. Det handler selvfølgelig om barnets tarv.

Det er vores overbevisning, i vores liv og tilværelse (ikke dit liv!) at Augustas far er lige så betydningsfuld i hverdagen, som jeg er. Og jeg er lige så betydningsfuld som han er. Det er derfor jeg skrev min kommentar i mit indlæg, der forresten egentlig bare handlede om at være alene, men som pludselig føltes som en pegen fingre af andres ordninger og måde at tilrettelægge deres brud på.

SELVFØLGELIG er hver familie forskellig. SELVFØLGELIG kan der være en forælder, der ikke gør det de skal i rollen og ikke fungerer nok til at være den, med mest tid sammen med barnet. SELVFØLGELIG kan nogle vurdere at dét barnet altså mest har brug for er moderen og nogle vælger at lytte til visse eksperter, der mener at et barn under så og så mange år ikke har godt at være væk fra en af forældrene, mens ældre børn måske bedre kan håndtere længere tid væk fra den enkelte foræder – og nogle børn har brug for en base, hvor de faktisk bare er allerallermest, fysisk, for at kunne finde ud af sit liv og være i god trivsel.

SELVFØLGELIG kan vi ikke dømme andres ordninger, fordi der kan jo være årsager til så meget, så tro ikke det er det jeg gør, med disse ord.

Det vi kan blive enige om er at det er skide svært at finde ud af. Det kan være en kamp mellem de voksne kan jeg forestille mig og det må både være svært at være den der siger at barnet altså bare har bedst ved at være mest hos MIG, fordi de føler dét, er farvet af deres egne følelser og skræk for savn, men måske også ser at det er barnets tarv, med en mere fast base, hvor det er mest.. Men det må da virkelig også være svært for den anden part, at få beskeden om at de ikke er lige så vigtige og kan undværes 12 ud af 14 dage. Av min arm altså. Både for barnet, men også for den forælder der får tildelt betydeligt mindre tid med det vigtigste i livet.

De to mails jeg fik var venlige. Nu skal vi ikke lynche nogen. Jeg har også svaret de kære damer, som mente jeg gjorde mig klog på andres omstændigheder og jeg ved faktisk ikke om dette indlæg har hjulpet et dyt – måske jeg begiver mig ud på endnu dybere vand, men det jeg vil sige er at JEG (vi) har det godt med vores ordning, fordi vi er sikre på det er godt for Augusta at det her forælderskab, selvom forholdet er brudt, er ligeværdigt og ligestillet.
Én formulerer en uforståenhed over hvorfor jeg ikke vil have hende mere, når jeg nu som mor, kan (ud fra statsforvaltningen generelle og gennemsnits anbefalinger kan jeg forestille mig- jeg ved ikke noget om afgørelserne der), men jeg ser ikke nogen grund til at trække moderkagekortet, for jeg kan ikke se hvorfor jeg skulle kræve Augusta mere, når hun nu har to forældre.

Hvad vi gør, hvis Augusta ikke trives i det og hvordan vi vurderer hvad en evt. reaktion er pga. af aner jeg ikke, men det jeg havde brug for her var at få sagt at jeg mener fædre er skide vigtige. Ligesom mødre også er!

Nu håber jeg ikke folk får brand i øjnene og tænker: what a bitch, hun ved ikke hvad der er bedst for mit barn – for nej, det ved jeg ikke. Jeg ved sgu heller ikke om foræder/barn relationen bliver dårligere af at ses sjældent, det er blot gisninger ift. hvem man føler er en af de vigtige omsorgspersoner og for mig, der også er skilsmissebarn elskede jeg begge lige højt, men min far var bestemt mere legefar, end forælder, med alt det sure det også kan medføre.

Måske er det jeg i virkeligheden prøver på, at tale FOR faderens rolle for barnet, som ligestillet moderens.
Det er uden tvivl dén ene mail der fik mig til at gå til tasterne og med en forhåbning om at det er undtagelsen frem for reglen, at nogle mødre får gennemtrumfet mere tid fordi statsforvaltningen nok ville give dem det.. selvfølgelig er det fordi vi elsker vores børn og vi ikke ville være dem foruden, overhovedet… men hvad med barnet og dets far?

Hvor er balancen og hvordan finder man frem til hvad der er bedst?

Kærlighed til jer der forsøger at få det til at fungere og prøver ting ad, for at se hvad der er bedst for børnene. Det er i hvert fald aldrig “bare lige til”. Vi gør vores bedste <3

2015-01-01-00-00-00-97

   

18 kommentarer

  • Liza

    Hmm tænker bare, at skulle flytte hver uge må/kan give en følelse af ikke at have en tryg base/tilholdssted. Forestil dig, at dig og ex skiftes til at bo i lejligheden hver uge. Augusta bliver samme sted men i flytter. Tænker du at I ville fungere/trives med at skulle flytte hver uge? Kender par der har prøvet det og følt sig rodløse.

    Men kvinder har mange meninger, vi er jo forskellige. Kan godt lide at følge dine indlæg, de giver inspiration til reflektion:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Måske det er lettere for børn? Måske nogle kan? Måske voksne også ville kunne? Måske det er bedre, end at undvære en anden forælder længe af gangen?
      Jeg har desværre ikke svaret på det, men for os er det der betyder noget menneskerne og dét vi tænker giver basen. Hun er på skift i sine to hjem, hvor de to betydningsfulde voksne bor, ikke langt fra hinanden, med en herlig børnehave som midtpunkt i hverdagene. Forældre der kan kommunikere og en familie der bare er fyldt med kærlighed. Dét TROR jeg der giver tryghed.
      Men hvad ved jeg 🙂 Måske det skal revideres engang, men en familie er vel mennesker og ikke gadenavne?
      Jeg tager slet ikke din kommentar som noget negativt, det håber jeg du kan se. Jeg forsøger bare at ping-ponge den lidt og sætte det på spidsen, for som jeg skriver, så har jeg jo ikke det endelige eller det rigtige svar 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karina

      Det var faktisk rigtig interesant tanke/idé, at lade forældrene være de der skal skiftes hver uge til at pakke tasken og skifte lejlighed og lade barnet have ét hjem.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Enig! Tanken er interessant!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Jeg er på ingen måde klog på dette område da jeg selv ikke kender til at være skilsmissebarn eller have et. Men jeg forstår udemærket godt dit synspunkt og jeg er sikker på at 9 ud af 10 gør hvad de mener er bedst for deres barn/børn og ikke handler egoistisk. Jeg vil egentlig bare sige at ud fra alle dine skriv og tanker du deler virker det som om både du og A’s far gør alt i jeres magt for at augusta trives bedst muligt <3 så ja, vil egentlig bare sige at skid hul i hvad andre siger og gør – og stol på jeres fornemmelser – er i glade og har det godt med det hele så er jeg sikker på det smitter af på A 🙂 så virtuelt knus herfra 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Du er fandeme sød Pernille <3 TAK! Og tak for det positive indpark! Jeg håber det kan læses at jeg også har en tro på at alle handler (måske 9 ud af 10, som du siger – eller 90%, hvad ved jeg) ud fra hvad de fra bunden af hjertet mener er bedst for barnet. Måske det nogle gange er farvet af egne følelser, men det er sgu svært at separere tror jeg <3 Vi vil vores børn det bedste og det er det vigtigste.. det er bare hårdt hvis der så er uenighed om hvad det bedste er!
      Krammer til dig! KH! Johanne

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Nu kommentere jeg ikke indlæg så tit, egentlig aldrig.. Men her kan jeg bidrage – jeg har haft 7/7 ordning siden jeg var 7-8 år og indtil jeg blev 15 ca. – jeg har hverken taget skade, følt jeg ikke boede nogen steder.. Det har derimod givet mig to familier, hvor jeg er på lige fod med alle andre.. Jeg vil vove den påstand at hvis jeg var vokset op med hver anden weekend hos far, ville jeg føle jeg var på besøg hos ham.. 7/7 ordningen har også givet mig et tæt bånd til min bonussøster, og stedsøster, som jeg betragter som søstre – ja ja, det kunne jeg sikkert også uden 7/7 ordningen, men jeg er ret sikker på den kun har bidraget positivt til den del..
    Men der vil nok komme en reaktion fra barnet.. Jeg reagerede ved at “så flytter jeg bare hjem til far” når mor var urimelig, og omvendt.. For der var ingen weekend forældre hvor jeg måtte alt – de tog begge del i opdragelsen og der var ikke en der kunne slippe for sengetider og kampe fordi det jo kun var en weekend og den skal ikke gå med at skændes.. Så thumbs up til 7/7 ordning..
    (Intet er ment som at 10/4 ordningen ikke virker, eller andre – det er individuelt hvad der fungere for en familie – for os og mig var 7/7 bedst, min søster trak sig til 10/4 år før jeg gjorde, og det skal der være plads til – forskellige mennesker, forskellige behov)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Ej hvor er det fedt at høre fra en, der er vokset op med en ordning, for det jeg tit får er forældrenes meninger om deres børns ordninger og deres forestillinger om hvad der er dårligt eller godt på længere sigt -uden at vide det. Men du har da en holdning til hvordan dine forældre praktisk arrangerede det og det lyder rigtig fint 🙂 Det passer også med mine forestillinger om hvad jeg jo gerne vil skabe, en ligelig fordeling af ansvar også <3
      Tak for din kommentar 🙂 Jeg er sikker på der er mange forældre, der har en 7/7 eller bare ligelig eller nogenlunde ligelig fordeling af dagene, bliver glade for at læse den 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Joan Kristensen

    Åh det er så svært et område. Jeg er ikke i tvivl om, at mor og far betyder lige meget for børn, men i mit tilfælde har jeg mine drenge mest hos mig, alene af den grund, at vi er imod 7/7. Deres far har dem hver anden weekend fra torsdag til søndag og hver anden uge fra torsdag tilbfredag og den fungerer perfekt. Han kommer tit forbi og spiser aftensmad eller henter dem fra skole, hvis jeg skal noget, men deres primære base er hos mig. Håber du kan bruge det til noget.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      SUPER SVÆRT!
      Og ømtåleligt.
      Det lyder som om I har en god ordning <3 Sålænge det fungerer for alle parter og selvfølgelig at det er drengenes tarv der er i centrum.

      Det der også er vildt svært er når barnet ikke selv kan ytre hvad det vil. Er for lille til at italesætte. Det er både på godt og ondt at børn er små, når forældre går fra hinanden. Ikke fordi de som sådan skulle vælge, for det er en dum situation, men så kan man i det mindste bringe deres ønsker og tanker i spil

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg tror det vigtigste er, at man ser på sit barn samt på sine muligheder rent praktisk. Min søn et knap to og har aldrig boet sammen med sin far. Faktisk er de først de sidste 4 måneder begyndt at have er stabilt forhold. Han overnatter ikke engang hos ham endnu, da vi har kørt en langsom optrapning, da vi har haft lidt ekstra særlige omstændigheder ind over. Men det kommer nok snart og jer nyder at se hvordan deres bånd udvikles. Men Her vil 7/7 aldrig være mulig, da vi bor langt fra hinanden. Havde vi boet tættere på og havde de fungeret havde det været fint med mig, selvom jeg ville savne ham meget. Men jeg tror som sagt det er meget vigtigt at man ser på sit barn. Jeg tror egentlig godt vores søn kunne fungere med det, for han er en robust lille fyr. Men det dur jo ikk når afstanden er lang. Og den er ikke rigtig til at ændre.
    Jeg er selv skilsmissebarn og for mig havde 7/7 aldrig fungeret. Der har jeg slet ikke sind til. Vi kørte 11/3 ish. Og det fungerede godt for mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla F

    Det er bare så vigtigt et emne du tager op! Vigtigt og svært!
    Personligt synes jeg det vigtigste er at beslutningen om hvilken ordning man vælger sker i et samarbejde mellem mor og far og ikke “bare” fordi mor trumfer noget igennem – det har jeg set uhyggeligt mange gange.
    Personligt er jeg (fortsat😉) lykkeligt gift, men jeg siger ofte til mine veninder, at hvis jeg nogensinde ender med at blive skilt, så er det mit største ønske, at mine veninder hjælper mig med at huske på hvor god en far, jeg har valgt til mine børn. Jeg kan helt sikkert blive sur og tvær, men for alt i verden ønsker jeg at mine veninder vil være min hukommelse og samvittighed hvis jeg nogensinde bliver skilt.
    Det lader til at I oprigtigt kæmper denne kamp sammen, du og Mikkel, og kæmpe respekt for det❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er sikker på at allé ubetinget gør deres bedste, og jeg er sikker på at ingen familier er ens, ingen børn er ens og ingen forældreforhold er ens. Og på den måde er der altså ikke en løsning, der kan beskrives som den rigtige, for det er jo ganske individuelt. Så selvfølgelig, gør I jeres bedste, ligesom dem der vælger en anden ordning gør – og det er fordi, I samarbejder og fordi kun I kender jeres dejlige barn 😀 Tsk, de kan pakke deres dårlige kommentarer væk, kan de (:

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Du bidrager altid med en herlig kommentar. Denne gang er den både vis og sød! Tak for dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg er selv skilsmissebarn, og det er rigtig svært at svare på, hvad der er det rigtige at gøre. I mit tilfælde havde vi også 7/7-ordningen fra de blev skilt da jeg var 10. Det eneste, jeg egentlig synes var rigtig irriterende, var at have mine ting to steder, især da jeg blev teenager. Heldigvis boede mine forældre også tæt på hinanden, men det var stadig et kæmpe irritationsmoment. Til gengæld er jeg glad for, at jeg bevarede mit gode forhold til begge forældre, og det er jo klart det vigtigste.
    Da jeg blev ca 15, valgte jeg at være mest hos min far, mest fordi jeg havde et stort, lækkert værelse der, og min bror fik det store, lækre værelse hps min mor og var mest dér. Det er bare rart at have en base. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg synes, at det lyder som om, I har gjort jer nogen meget fine overvejelser:) Og jeg er fuldstændig enig i, at der naturligvis ikke findes en formel på den rigtige måde at gøre det på.
    Min bedste veninde har en søn på 10, som har boet 7/7 nærmest hele sit liv, og for dem har det fungeret upåklageligt. Han er en dejlig, velfungerende dreng og virker ikke til at have manglet en ‘fast base’ – han har jo aldrig kendt til andet.
    Jeg skal ikke gøre mig klog på noget – jeg aner ikke en skid. Men mon ikke en del (måske bare en brøkdel, måske mere) af det også handler om, hvordan vi ser det med voksne øjne? At det ‘rigtige’ er ét hjem, et fast holdepunkt. Hjem er vel meget mere end en adresse og en seng – hjem er vel der, hvor man er elsket. Og det Augusta da i den grad både hos dig og sin far<3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg synes, det er dejligt at læse dine tanker om emnet (som jeg i øvrigt finder meget fornuftige). Jeg havde den lidt mere særprægede 4/4 ordning, fra jeg blev skilsmissebarn som 5-årig, hvilket betød, at jeg aldrig havde faste dage hos min mor eller far – det rykkede sig jo hver uge. Det kunne ganske vist være lidt rodet at finde rundt i til tider, og særligt da mine forældre flyttede lidt længere fra hinanden, var det vigtigt at huske de rigtige skolebøger osv., men mine forældre syntes, en uge var for lang tid at “undvære” mig, og så blev det sådan. Jeg husker det, som om det fungerede fint, og jeg tror måske også, jeg lærte noget af det. F.eks. at koordinere og at huske mine sager 😉 Det sværeste, synes jeg, var at tilpasse sig de lidt forskellige levemåder i hvert hjem – nok særligt efter mine forældre fik nye partnere. Bare et helt lavpraktisk eksempel: Min far gik meget op i at slukke for alt lys, der ikke blev brugt, og hos min mor stod tv’et næsten tændt, når vi tog på ferie. Den slags “forvirrede” egentlig mere end flytteriet. Til gengæld finder man som lidt ældre skilsmissebarn også hurtigt ud af, hvor man for eksempel har størst chance for at charmere sig til et kæledyr eller være længere oppe om aftenen 😉 Jeg ved ikke, om du kan bruge denne smøre til noget, men afslutningsvis kan jeg måske sige, at jeg ikke har været negativt påvirket af, at mine forældre blev skilt. De var – ligesom jer – respektfulde over for hinanden og opsatte på, at få det til at fungere bedst muligt – og siden fandt de begge nye partnere, som jeg faktisk tror, de passer endnu bedre sammen med, end de i sin tid gjorde med hinanden. Og så bliver barnet jo også glad 🙂 Kh. Caroline

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • J

    Du og Mikkel gør jer nogle rigtig gode tanker og tænker på jeres barns bedste og ikke jeres eget lyder det til.
    Jeg har været skilsmisse barn fra jeg var et år. Alle mulige ordninger men endte med 7/7 for ikke at såre mine søskende hos min mor, men ikke af hensyn til mig selv. Der var fars hjem bedst for mig. Mit eget barn har så også været skilsmisse barn siden et år. Vi startede med en overnatning og så blev det gradvist sat op ad åre. Nu er vi nede på hver anden weekend hos far efter år med noget andet. Da det fungerer bedst for ham. Vi har taget mange snakke også kampe om det. Men sådan fungerer det bedst her ift vores voksne livs indflydelse på vores barn. Han savner far ingen tvivl om det. Men får det bedste far kan give i den tid han kan give med de forældre evner han har. Og hvis det ændrer sig gør samværet også. Børn vokser, deres og vores liv forandrer sig også og alt kan se anderledes ud til næste år.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

ALENEMOR: HVAD LAVER DU, NÅR BARNET IKKE ER HOS DIG?