4xOPTUR OG 4xNEDTUR I MIT LILLE LIV LIGE NU

HVAD ER JEG?

image1(11)

Der findes 37 familieformer – i følge Danmarks statistik. 37 måder konstellationer, som vi alle kan kalde familie.
Men hvad skal jeg kalde mig og vores familie?

Nu taler jeg den nære. Den jeg bor med, i vores hjem. Jeg har selvfølgelig en familie, som er Augusta og det hun er en del af: min mor, min storebror og hans kæreste. Min far, hans kæreste, hendes børn og min farmor. Tilsammen er de min familie, og hendes, selvom de ikke er en familie sammen, fordi mine forældre er skilt. Augusta har dém. Hun har mig. Hun har sin far og hans familie. Men vi er jo ikke som sådan i familie med hinanden mere. Sådan vælger jeg i hvert fald ikke at kalde det, selvom vi selvfølgelig er så meget andet vigtigt.
Giver det mening?
Min familie i hjemmet er mig og Augusta. Vi to er en familie. Det er mine følelser.

Men jeg snubler over ordene hver gang jeg skal beskrive mig for andre og dét der kan karakterisere min/vores situation. Det er også grunden til dette indlæg, for hver gang jeg forsøger at skrive om mit liv og får sagt at Mikkel og jeg ikke er sammen, men jeg har Augusta, eller skal karakterisere min “status”, så kan jeg ikke få ord ud, som lyder rigtigt.

Handler det i virkeligheden om at jeg her, 3 måneder inde i det nye liv bare ikke accepterer de mærkater, fordi de er mig uvante? Fordi jeg tillægger dem en negativ betydning?
Måske.

Enlig mor lyder forkert i mine ører, for selvom jeg er enlig, når jeg har Augusta, at der altså ikke er en partner, så har hun jo en far og jeg har ham, uden vi er i et forhold. Enlig mor leder mine tanker hen på det at faren ikke er tilstede, hvilket jo på ingen måde er tilfældet hér. Singlemor siger noget om min status, men på en eller anden måde er der noget der stritter i mig, når jeg skal beskrive mit liv. Singlemor. Hvad så når man har en kæreste, så er man bare mor igen? Mor-i-forhold-men-ikke-med-faderen-mor? Alenemor er faktisk et begreb jeg bruger, til denne fane sådanne indlæg hér ligger under, fordi det var dét som gav mest mening, når jeg skulle inddele de mange skriv lidt her på bloggen. Alenemor lyder også bare ensomt, men jeg synes alligevel klangen er bedre, end enlig. Af en eller anden årsag. Og er Augusta et delebarn? Jeg synes det lyder som om der står to voksne og hiver i hver hendes arm. Det lyder som en belastning, at hun skal deles. Det lyder i hvert fald ikke godt, som det jo kan være, at have en familie der har valgt ikke at bo sammen.

Jeg er selvfølgelig Johanne, primært. Jeg er Johanne, jeg er mor, jeg er en særlig pige med mange tanker. Augusta og jeg er en familie og jeg er ikke sammen med faderen mere. Men det er også bøvlet – jeg har brug for den korte, den jeg kan skrive på min Tinderprofil.
Ej, det er pis, bare rolig, men I ved hvad jeg mener.
Jeg ved godt hvem min familie er og Augusta er ikke i tvivl om hvem hendes familie er.
Men hvem er jeg? Det her med at være mor er bare min identitet. Og ja, dét siger jeg gerne. Men hvad er jeg så, uden Augusta?
Hvordan beskriver man det for andre, uden det bliver et negativt klistermærke i panden?

Jeg er Augustas mor – i sind og kærlighed på fuldtid, men i praksis på deltid.
Hvad kalder DU det?

   

19 kommentarer

  • ea

    Jeg er gravid og slås med netop dét pt. Faderen er ikke billedet så jeg er helt med min søn. Har ingen familie heller. “alenemor” lyder så patetisk. singlemor lyder lidt bedre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Det får du Ea <3 Det er noget af det bedste – at man er en familie for sit barn og med sit barn, lige meget hvor mange forældre der er i billedet. Jeg håber du er ok med din singlemorstatus?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    Jeg kan ikke lide ordet alene-mor, for jeg er ikke alene om mine drenge – de HAR en far selvom vi ikke bor sammen. Jeg er ‘mor som bor alene med mine drenge’

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Eller mor der bor sammen med sine drenge..
      Og så ligger det måske implicit at der ikke er en mand. Måske. Jeg ved det ikke, men jeg synes også alenemor lyder som om der ikke er en far, at all.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Jeg synes du er delemor. Du er i hvert fald ikke alenemor, for faren er der jo.
    Anpartsmor? Lyder lidt for objektificerende af barn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Men dog sofistikeret. Flere vil tænke: fancy ord – hvad mon det betyder 😀 Umiddelbart leder det dog mine tanker hen på en familie hvor der er mange forældre, ala. regnbue 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    https://en.m.wikipedia.org/wiki/Coparenting

    Nogle gange er det danske sprog lidt fattigt, men coparenting synes jeg er ret så dækkende 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    På engelsk ville man jo sige jeg er coparent – direkte oversat – jeger deleforældre.. på den måde er det implicit man ikke er alene forældre for faderen er der også og det siger intet om ens parforholds status?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidsel

    Kære Johanne, tid tid tid. Som skilt på 3. år kan jeg se tilbage og konstatere at der er en periode hvor en ny normal skal indfinde sig – og hvor du skal finde dig selv i den. Men det betyder jo ikke at du ikke kan tage dine egne valg i forhold til hvad den nye normal skal bestå er (der er bare TID mellem valg truffet og ændring etableret) Jeg har aldrig set mig selv som kone/hustru og derfor kan jeg heller ikke forholde mig til ord som “fraskilt” og er heller ikke vild med “ex”-tilløbet til alle titler i børnenes fars familie. SÅ for det første er alle mostre og fastre og onkler og farmødre og morfædre DET de altid har været – uden ex. Det er jo biologisk helt ok. Så er der “børnenes far” som jeg titulere min “ex” som. Og hvis jeg har brug for at forklare at vi er skilt siger jeg som oftest at vi “bor hver for sig”. Der er ikke et “ikke/fra/alene” i og ikke en reference til ting der er splittet ad. Når det kommer til mig, så siger jeg tit “vi er bare os tre” “ungerne og jeg” mv. Og så har det personligt været vigtigt for mig, at vi er en familie stadig. En mor og en far med to børn. Hvor mor og far bor hver for sig. For det synes jeg at vi er, og der er ikke nogen grund til at det skår der gik mellem mor og far, behøver at løbe længere ud end de to voksne der skilles ad. Det er jeg klar over er meget individuelt men sådan har vi gjort her. Og børnene sig “‘min familie” ikke “mine familier” så den bor hos dem nu som den nye normal og alle har det godt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrissen

    Nu står jeg ikke i den problematik med at skulle definere mig selv som værende det ene eller andet, så dette er tanker fra en som ikke selv er i situationen, hvilket jeg håber er okay, MEN:

    Jeg vil nok kalde dig delemor og Augusta for et delebarn. I deles jo om Augusta og du har hende en del af tiden.

    Egentlig handler det vel om at der i diskursen om dét, at være forælder uden barnets anden forælder også er der hele tiden, er opstået en negativitet. At der er noget forkert (og dermed negativt) i ikke at være sammen med barnets anden forælder. Hvilket der selvfølgelig overhovedet ikke er!

    Så tror jeg også at det handler om at du stadig skal vænne dig til din nye “rolle”, dit nye ståsted i livet, også selvom du er afklaret med det. Netop pga. den negative diskurs, kan det så være endnu mere svært at skulle definere sig selv udfra et sæt eksisterende termer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria becher

    Det er svært… jeg er mor (til min egen yngste søn), jeg er også “fars kæreste” for min kærestes store søn… hvad er jeg så når jeg har begge drengene med? Vi syntes også at pap-mor / bonus-mor klinger så hult… hmmm… det ER bare svært…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Janne

      Til Marie…
      Jeg blev glad når min stedmor præsenterede mig og mine “halv” søskende som: Mine børn. Også selv om hun ikke har født mig.

      Og jeg er lykkelig når min mand præsenterer “mit” barn og vores fælles børn: Det her er mine børn. Som barn ved man jo godt hvad der er op og ned på familien, men overfor fremmede/nye er det dejligt ikke at nævnes som pap/bonus barn – syntes jeg. Man kan også sige; Jeg er Karens (barnet) Hanne (den voksne), så er man bare sit navn. Eller omvendt, dette her er min Karen, min Oliver etc. og kalde alle børnene ved navn.

      Og til Johanne, du er Johanne som bor med din datter. Og hvis det er en lækker fyr der spørger, tilføjes; Og hendes far bor i sin egen lejlighed.

      Til Ea…
      Tillykke med du skal være mor, om lidt er I en familie på to. Single+ er en hjemmeside, hvor du kan finde ligesindede til gå ture, legeplads ture, Disney Sjov, madklub, evt. dates osv. Held og lykke og pøj pøj med det :o))

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg er Cecilie og er 27 år. Jeg er storesøster til en på 22 og en på 5 år. Så jeg gift med min kæreste og bonusmor til en på 22, en på 10 og en på 9. For nemheden skyld er jeg derfor bare Cecilie 😉 Min familie er klart en af de mere eksotiske, og det holder jeg faktisk meget af. Jeg har en familie både på min mors og min fars side, sammen med hel- og halvsøskende. Så har jeg en familie med min kæreste og hans børn. Og med deres mødre og deres familier. Jeg ved ikke hvor grænsen går, så jeg har droppet at lede efter den!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Hvorfor behov for at sætte dig selv i en kasse med et label? Er det ikke ligemeget hvad det hedder, du ved selv hvem du er, ik? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annette Aarre Dalsgaard

    Du er i mine øjne Johanne & MOR! Behøver det være andet? Din rolle for Augusta er jo ikke blevet mindre eller større i hendes hoved. Pt er du så også single…men det har jo egentlig ikke noget med Augusta at gøre, men derimod dig…
    Kram fra Fanklubben

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Da jeg blev skilt, blev jeg, åbenbart, mor på deltid – i folkemunde kaldet delemor. Andre bliver efter skilsmissen til den enlige mor – i de sjældnere tilfælde findes weekendmødrene. Fælles for os er, at vi pludselig ikke bare kaldes mor.

    Der er blevet behov for et tillægsord, så vi ved, at du forstår (og at andre uden yderligere forklaring forstår) at du med din livsstil har mistet retten til at være mor i den reneste form.
    Massernes fortolkning af de rette normer dominerer.
    Jeg er mor. 24 timer i døgnet, fra jeg slår øjnene op om morgenen, til jeg lukker dem om aftenen, og jeg er mor, når jeg sover. Jeg er ikke delemor, enlig mor eller andre udvandede afarter af det egentlige; nemlig at jeg er mor. Jeg er altid mor.

    I andre former bliver ‘mor’ også krydret med tillægsord, der gør opmærksom på, at du har fjernet dig fra dydens smalle sti omkring den form for mor, som foretrækkes. Du kan for eksempel være karrieremor eller hjemmegående mor. Her arbejder du enten for meget eller for lidt til at gøre dig fortjent til den blotte titel af ‘mor’.

    Det handler om, at vi helst ser dig som den mor, der ikke udfordrer samfundets normer for kvindelivet efter fødslen. Den mor, der ikke minder (kerne)familierne om, at der kan træffes valg, som er anderledes end det umiddelbare glansbillede af far, mor og børn, som vi præsenteres for igen og igen, og som de fleste af os forsøger, eller har forsøgt, at leve op til og replikere.

    Hvis du selv lever i kernefamilien, og du måske finder min udlægning en smule overdrevet, så prøv at fortælle mig, hvornår du sidst i daglig almindelig tale blev kaldt kernefamiliemor.
    Bedste hilsner Louise – og jeg er for øvrigt vild med kernefamilien, bare ikke selv indehaver af en. Til gengæld 2 dejlige drenge (-:

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Fandt din blog idag og er simpelthen blevet så fanget af din blog og IG profil her idag og netop lige dette indlæg elsker jeg. Mærkater er tilsyneladende så vigtige i dagens Danmark. Jeg bor sammen med min kæreste og hans dreng på 4 og ved stadig ikke hvad jeg er. Når jeg fortæller andre om vores lille familie siger de ofte “Neeej så er du jo stedmor/papmor/bonusmor.” Bonusmor – tvivler på jeg altid bliver anset som en bonus og hvad er bonus egentlig, Sted eller papmor? Jeg er hverken lavet af pap eller vil tage nogens plads. Er jeg “bare” fars kæreste? Det er alligevel også lidt intetsigende. Jeg er alligevel hende der disker op med aftensmaden, puster på skrammer og leger med på gulvet. Ved egentlig ikke helt hvad min pointe er, men måske lidt det der store spørgsmål som du også stiller; hvad er jeg egentlig? Alle de “labels” eller mærkater er da til at blive snotforvirret over og spild af tid at bryde sin hjerne med. Jeg tror bare jeg er mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

4xOPTUR OG 4xNEDTUR I MIT LILLE LIV LIGE NU