LORT GRAVIDE SIGER #2

DET SKAL DU SGU IKKE BESTEMME, MOR

p3191716

En sidegevinst, ved at barnet bliver ældre, er at de ved hvad de vil. Dét synes jeg (oftest) er fedt! Her kunne jeg selvfølgelig skrive indlæg op og ned om hvor magtesløs man kan føle sig i dét, når barnet ikke gider det samme som forældrene og de konflikter det kan medføre, men samtidig er det også en herlig kvalitet og det er sgu fedt at se sin lille pige, der nu er blevet ret så stor, være så beslutsom og skråsikker i sin sag.

Augusta ved hvad hun vil. Uden tvivl. Hvis hun ikke har en holdning, så skal hun dælme nok få en og det sker indimellem at hun bevidst har den helt modstridende mening i forhold til min og det er jo altså også der jeg kan stejle lidt, fordi hun tester mig. Hvis jeg vil A, så vil hun B. Så kunne man tale om om børn er manipulerende – og det vil jeg så ikke sige de er, men Augusta kan sgu godt få lyst til at stange lidt med mig, i overført betydning, for at teste sin egen standhaftighed af. Og mine grænser. Og det er sikkert også i forsøg på at finde sig selv og sine egne holdninger, hvilket selvfølgelig er med til at danne hendes identitet og selvopfattelse, uden hun selv ved det.
Det kan være mega hårdt. Det ved vi sgu allesammen. Men forsøg at minde dig selv om at det er en kvalitet at være viljestærk.

Én ting som jeg ikke må bestemme er hendes hår. Hun kan mærke på mig, at det er noget jeg godt gad at have et elastik i – og få børstet igennem et par gange dagligt, så derfor synes hun selvfølgelig at det skal det ikke. Og helt bevidst sætter hun det så, som på billedet.
Vi kan godt blive enige om at hun ikke gør det fordi hun reelt synes det er den fedeste frits i hele verdenen, men derimod fordi hun netop kan mærke at jeg synes det burde være oppe og væk fra ansigtet. Ooog så også fordi hun vil undersøge hvad og hvor meget hun har at skulle have sagt beslutningerne herhjemme.

Det er en kamp jeg ikke tager (jeg har skrevet lidt om min selektivitet ift. konflikter her) fordi den jo ikke giver nogen mening. Hvordan skulle jeg kunne retfærdiggøre og forklare hende, at et elastik er en nødvendighed. Der er ingen grund til at hun skal have et hårelastik i (eller en hollandsk fletning i siden, som jeg ville eeeelske at lave), bare fordi jeg projicerer mit eget had for at få hår i panden og øjet – og dermed min egen kærlighed for at have knold. Og give knold, åbenbart.
Det er lidt som den video med den der kage, der florerer på Facebook, hvor udskæringen er helt skæv, som får alle, også dem der ikke tilnærmelsesvis har OCD, til at få udslæt af irritation over den uorden. Sådan er det lidt med mig og hår.

Hun skal få en fornemmelse af hvad (jeg mener) der reelt er vigtigt og hvad der er småtteri, som hun så også selv må være med til at bestemme.

Når det kommer til tøj så får hun lov til at bestemme. Jeg kan lægge tøj frem, men så vælger hun netop dét fra. Måske nogle kan tænke jeg ikke sætter grænser, men for mig er det at bestemme sit eget tøj super fint. Det er helt ukoordineret, og farvemæssigt et rod, hvis man går op i den slags, men hun er pærestolt, når hun får klunset på.
Rent praktisk tager jeg alt hun ikke kan passe fra og alt jeg ville sige: arh, det er det for koldt til, er ikke i skuffen. På den måde gør hun noget, selvstændigt, og bliver ikke mødt af mig, der foretager en vurdering om at hendes valg ikke var hensigtsmæssige. Det er ligesom sikret, når alt i øjenhøjde er noget hun må få på – og så bliver sammensætningen bare en anden, end jeg selv havde valgt. I dag har hun en bøllehat på i børnehave, selvom hun slet ikke kan passe den, fordi hun synes den er smart, ligesom hun i går, som det ses på billedet, havde solbriller på i regnvejr.

Men på hår-kontoen har vi faktisk kæmpet lidt, fordi vi gik fra at jeg satte hendes hår hver dag og fik lov til at lave de helt store fletningeprojekter, til at jeg absolut ikke måtte røre det gyldne garn, hverken i forbindelse med vask eller frisering.
Pointen er at Augusta ikke er generet af det hår. Jo, måske, når hun gør det så vildt, som hun gør pt., hvor hun ligner Fætter It fra Adams Family, men jeg regner med det går over, som den fase det er. Hun vil virkelig gerne have jeg reagerer, for hvis jeg lige kommer til at stryge hendes hår bag øret, så går der helt hamster/kanin i den og hun kører håret ned i panden, så hun knap kan se.
– Dertil spørger hun mig: er mit hår ikke bare fiiiiiint mor? (hvor hun udmærket godt ved jeg ikke ville sætte det således)
Til det svarer jeg: jo, dét er det! Er det sådan du vil have dit hår? Det er bare i orden du *smiler*.
…og jeg mener det. Også helt, efterhånden.

Jeg kan muligvis være kraftigt præget af at skrive opgave om børns rettighed til medbestemmelse, som i dette tilfælde selvbestemmelse, men jeg synes egentlig det er en rar følelse at kunne lægge en kæphest fra sig, fordi den i refleksionen ikke gav mening. Selvfølgelig skal hun have vasket håret indimellem, men her kan jeg sgu også slå igennem, fordi hun ikke bliver påtvunget småting, som kan være forældrenes egen forestilling om hvordan det burde være. Jeg kan f. eks. også lade hende rende rundt med tørret yoghurt på kinden, fordi det jo er lige meget. Jeg synes det er herre træls at se på og får det tørret af, inden vi går ud, men om hun så render rundt med det derhjemme eller aldrig vil have to ens sokker på, det vil jeg ikke blande mig i.
Seriøst. Hun har 9/10 gange ikke ens sokker på – og er det ikke bare komplet lige meget 🙂 ?
Hvis hun havde lus, så var der jo ikke noget at gøre. Der er bestemt skal-ting, selvom barnet er uenigt, men for mig er det som sagt bare skide vigtigt at hun mærker hvad jeg vægter som ikke-betydningsfuldt – det må du bestemme, det gad jeg godt have – men det er bare min mening og sådan en må jeg jo (også) ha’ til ’sårn’ er det bare, kiddo’ – det kan du desværre ikke bestemme!

Så møder du os i Føtex og Augusta har bagvendte bukser på, t-shirt udenpå en langærmet, en kappe, grisetæer (altså skoene omvendt på), hår i hele krydderen og en bøllehat der kun berører issen af hovedet, og egentlig passer bedst på en 1-årig, så sig da hej og tænk over hvor meget man vokser som 3,5 årig af at få lov til at bestemme noget, selv vælge sit tøj, tage det på og så bare owne looket.

Og dét var egentlig det jeg ville sige med dette indlæg… måske der er nogle af jer der sidder med selvsamme derhjemme?
Så ved I også hvorfor hun ser ’sådan ud’, hvis vi en dag møder hinanden i Aarhus’ gader og stræder 🙂 Så behøver du ikke undre dig 😉

Hey, en lille indskydelse! Det er lidt sjovt, men samtidig også ret fjollet, at jeg tror I ved præcis hvad jeg mener, lige meget hvad jeg skriver, så jeg vil gerne liiige tilføje noget, i forlængelse med Rikkes fine kommentar (herunder). Jeg havde nemlig ikke tænkt igennem, at I ikke ved, at når jeg bruger ordet ‘curlingmor’ på min facebookside, til delingen af dette indlæg, så ved I ikke hvad jeg EGENTLIG mener. For faktisk mener jeg SLET ikke at betegnelsen curlingmor passer under forældre, der giver barnet lov til alt. Det er jo så meget mere end dét. Grunden til jeg brugte det, i denne forbindelse, er fordi jeg er af den mening, at curlingmor og helikoptorforældre er et over-misbrugt ord, der med tiden er gået væk fra hvad det egentlig betyder, fordi det bruges om alle forældre, der ikke sætter grænser – eller giver sine børn lov til at bestemme alt. Men det er min holdning, fra når jeg har set det ord blive kastet rundt i alle sammenhænge og derfor er det måske lidt pusseløjerligt at jeg netop bruger det dér, hvor det ikke passer ind… men jeg kunne lige forestille mig at der var nogen der tænkte ‘curlingmor’, når de læste jeg gik op i selvbestemmelse, så dérfor blev det brugt 🙂 Sikken lang forklaring om så lidt – mon ikke det kommer med som eget indlæg en dag. Emnet er i hvert fald spændende!

   

23 kommentarer

  • Rikke

    Nu tager jeg muligvis fejl af de mange forælderbetegnelser….
    De ting du nævner synes jeg ikke hører under curlingforælder. Curling handler om at feje alle forhindringer af banen, fx få den hæmmende pædagog væk fra stuen, hjælpe/lave den svære svære engelske stil, trumfe beslutninger på klassen igennem, ringe til professoren når poden dumper på uni. Ja, nogle af dem ekstreme men det understreger pointen.
    Dem du nævner handler vel mere om at lade barnet mærke selvbestemmelse. At de kan og må nogle ting. At de er et menneske med ret til!
    Hår blander jeg mig ikke i, heller ikke selvom den store er godt langhåret og skal konfirmeres. Alle spørger om da ikke jeg trumfer en klipning igennem inden? Nej… Det er hans hår, hans beslutning.
    Jeg tror på hvos man trumfer for meget igennem så bidrager man kun til splid og værre oprør end langt hår.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej Rikke. Det er simpelthen på baggrund af folks generelle forståelse af det – og er overforbrug af begrebet. Helt enig i, ag det ikke har med curlingforældre at gøre, men min fornemmelse er at min egen generation har sgu svært ved at turde sige de giver børn medbestemmelse eller medbestemmelse, af frygt for at blive kaldt curlingmor.
      Og ja, jeg skulle nok have uddybet i indlægget, men ordet på Facebook kom bare til mig 🙂 Jeg har længe tænkt på at lave et indlæg om brugen af det begreb, for det bliver simpelthen brugt forkert.. som jeg så også gør, for alle andre end mig selv, der forstår min holdning 😀 Så jeg er med på hvad du siger!
      Fedt du giver din dreng lov til at bestemme fritsen. Det er sgu i orden, særligt når de er ældre. Det handler selvfølgelig også om deres alder, hvad de må bestemme – selv, men man skal virkelig også bare være åben overfor at ens barn må have sine egne meninger i livet 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ane er på helt samme måde! Og jeg har det ligesom dig;) I går, da vi skulle op og handle, var hun iført lyserøde velourbukser med Elsa-nederdel ud over og guld-glimmerbluse og lille tuschstreger i ansigtet. Hun lignede et fastelavnsris, og hun var glad og stolt:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Det var alligevel lidt af en øjenåbner at læse det her indlæg. Du har ret. Eller, jeg synes du har fuldstændig ret. Jeg har en på halvandet, med en meget sparsommelig hårvækst på knolden, og hun er endnu ikke interesseret i at vælge selv, men det kommer helt sikkert! Og jeg har gået og frygtet det. Men det vil jeg ikke mere. Tak for den! 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Ej en fed kommentar, Trine. Virkelig! At jeg kan skrive noget, som andre vil skrive bag øret, det er sgu stort!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Hold op hvor du udtrykker det så fint. Jeg sidder netop med det samme herhjemme – og laver hver dag de samme valg om at hun gerne selv må vælge. For netop diskutioner om fletninger i håret, farve kombinationer og hvad der er smart eller ej, er overflødige. Min egen mor vrænger øjne og får ticks, når pigebarnet igen har valgt Elsa leggings, sommerkjole og strutskørt – men pigebarnet er stolt som en pave og hun ved inderst inde godt at når mor siger at det er hende der bestemmer, så er det sådan.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lena

    Herhjemme vælger vi helt sikkert også kun de vigtige kampe, og tøjet er også noget min datter vælger med stor glæde. Jeg så Augusta til Gymleg i søndags, og tøjet var ganske fint koordineret og håret sad fint – vigtigst var hun rigtig god til at stå i kø ved trampolinen ☺ Hilsen en mor, hvis datter var i klædt Doc McStuffins kjole 🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Nej hvor morsomt, den kære pige så jeg godt! Augusta kaldte hende jo rent faktisk for McStuffins 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Men ifht skoene, er det så fint nok? Det skader ikke fødderne? Det er et helt reelt spørgsmål og ingen bebrejdelse, for hvis det ikke skader, så tænker jeg da også at det er en af de kampe man kan springe over☺

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Det ER et godt spørgsmål. Ved Augusta så gør hun det ikke, hvis det er ubehageligt – hun er ret fodsart, så det er ikke noget hun har på (altså skoene forkert på) længe 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Det svar gav ingen mening 😀 Jeg ved at hvis det er ubehageligt, så gør Augusta det ikke. Det er det jeg mener 🙂
      Min tanke er også, at det er sådan man finder ud af ting, ved at opleve det. Så når jeg siger: hov, de vender lige forkert, det kan komme til at være træls for dine fødder, så ved hun hvad jeg taler om, fordi hun har erfaringen med 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne

      Jeg forstod det godt – og smart at sige det på den måde og lade barnet mærke efter! Den vending stjæler jeg loge😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karen

    Sikke et godt indlæg. Det vil jeg helt klart tage med mig videre i livet med min lille dreng. Han er kun 2,5 år. Nu ved jeg ikke om det er et dumt spørgsmål, men tror du, han allerede er klar til at få lov at bestemme nogle ting selv? Han går ikke op i tøj og hår, men måske der var nogle andre områder hvor jeg kunne give ham rum til at bestemme 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Karen,
      Jeg har en pige på 20 måneder og hun vil allerede rigtig gerne bestemme små ting selv. F.eks. hvilken tallerken, gaffel og kop, hun vil spise med til aftensmad (i den skuffe, jeg har bestemt), når vi smører rugbrød i weekenden tager jeg måske to slags pålæg frem og spørger, hvilken hun vil have på, hun får også lov til at bestemme hvilket spænde, hun vil have i håret om morgenen (ud fra et lille udvalg, jeg har bestemt), hun får selv lov til at tage bukser på (også selvom de vender forkert).
      Selvom børnene er små kan vi sagtens skabe rammer for dem, hvor de føler, de har medbestemmelse 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej Karen,
      Tak for din søde kommentar! Det er så svært at vurdere, for en ting er at jeg mener børn skal have lov til at bestemme ting, men omvendt skal de heller ikke have f. eks. valgmuligheder, som de slet ikke har brug for – eller kan overskue. Et ekstremt tilfælde er de kære forældre, der synes det kunne være hyggeligt at Emmanuel vælger menuen til aftensmaden, men det kan bette Emmanuel ikke – og kan måske heller ikke overskue det – særligt ikke en fredag kl. 16.
      Jeg synes det Tine skriver giver så fin mening, fordi det er afgrænset små ting, hvor barnet får en oplevelse af at have indflydelse. Vi kan blive enige om at det ikke, som voksen, er stort at vælge mellem leverpostej og spegepølse, men det er den følelse man som barn kan få, af at “få lov”. Og så kan jeg godt lide dem med at man f. eks. kan hente sin egen kop i skabet og stille den på bordet.. Jeg håber min kommentar giver mening, for det er bare lidt svært at give et bud på hvad en andens barn kunne bestemme – for jeg tror der er en god pointe i at børn er meget forskellige og at det ikke er alle små børn, som kan overkomme at få for mange valgmuligheder eller mange åbne valg i løbet af dagen 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karen

      Tusinde tak for svar til jer begge 🙂

      Jeg tror, jeg allerede har praktiseret det lidt herhjemme. Vitus får fx i hvert fald for tiden lov at spise rugbrødsmadder med leverpostej OG ost. Jeg synes, det lyder som en lidt ucharmerende kombi, men han virker til at være glad for det og så har jeg tænkt at det er ok, han får lovat vælge den slags madder.

      Men jeg vil helt klart tænke meget mere over det fremover – i hvilke situationer, jeg kan give ham rum til at vælge.

      Tak for inspiration 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Ja. Hvorfor skal vi forældre bestemme alting.
    Jeg er mor til 4 børn. Og jeg opdrager også mine børn efter skal ting og efter pyt ting.
    Rodet tøj sammensætning og forskellige strømper.
    Hvordan jeg gerne så de lagde deres tøj på plads i skabet og hvordan det rent faktisk ender.
    Håret. Ja. Frit valg.
    Min datter på 11 år sagde for 3-4 år siden at hun ville farve hår når hun bliver voksen. Jeg fortæller hende jeg ville synes det er så synd da hun har det fineste kobber farvet hår.
    Svar fra barnet. Jeg gør det bare når du er død. 😁
    Alt kan tolkes. Vi opdrager med frihed under ansvar og det kan børn lærer helt ned i nærmest ingen alder. Hvad lære børn af at vi tager alle valg for dem? At vi kigge efter biler for dem? At vi altid vælger aftensmad. Hvorfor kan de ikke vælge et sandt og nærende måltid. Hvis ikke de får lov at tænke om spørge ind til hvad der er sundt.

    Sidespor. Fin tekst du fik skrevet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rigtig godt indlæg!!
    Jeg har en pige på lige knap to år og alle de overvejelser, du skriver om i indlægget er faktisk nogle, jeg bevidst er begyndt at gennemgå for mig selv.
    Min pige er allerede meget selvstændig, vil selv tage bukser på (omvendt), vil have taske eller solbriller med, selv vælge hue, selv vælge spænde til håret osv.
    Jeg syntes netop også, at det er så fedt, at have et barn, der gerne vil selv og gerne vil danne sig sine egne holdninger og endermed på sigt en personlighed. Dét støtter jeg fuldt ud! Også selvom, de i dagplejen godt kan syntes, at hun “får lov til” at bestemme lidt for meget, men det er jo inden for rammer, jeg har sat.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi kjeldgaard

    Fine tanker, og holdninger . Men lige præcis med HÅRET, får jeg nervøse træknnger Hahaha. Jeg har 4 langhårede piger og håret skal som minimum i en hestehale. Er du klar over hvor lang tid det tager at kæmme 4 langhårede piger hvor af de to har masser af krøller?? 😉 Ved at håret er sat op minimerer man risikoen for lus . Og da jeg er “overlusekæmmer” bestemmer jeg lige på det punkt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Haha, det giver også mig nervøse trækninger 🙂
      Fire langhårede piger er dælme også meget hår 😀
      Jeg ved sørme ikke hvorfor det skulle minimere risikoen for lus – fordi der er mindre mål at springe efter, nu lusene hopper? Virker ikke helt rigtigt 🙂 – men vi har aldrig haft lus, så jeg ved det ikke 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina M

    Hos os hedder det Bananfødder når skoene kommer omvendt på :o) Min dreng på 2 gør det nogle gange med vilje med hans termostøvler, og så kommer han rendende og råber “åh nej, bananfødder!!! “. For det er åbenbart nærmest farligt, men alligevel sjovt :o)

    Anyway, jeg er helt enig. Små ting, alt efter alder, er selvbestemmelse. Men jeg bestemmer fx at der skal børstes tænder hver dag. Og ting som det, blir heller aldrig diskuteret, for det ved han, selv i en alder af 2 år, udmærket godt at han ik har noget at sige til. Om han vil spise leverpostejs maden eller spegepølsemaden til frokost om lørdagen, det bestemmer han selv. I do not care, bare han spiser noget :o)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Hjemme ved os har vi mottoet “man skal vælge sine kampe og dem man vælger, skal man sørge for at vinde” – det er nødvendigt med to, meget selvstændige, piger på henholdsvis 2 og 4 år. Der er ting, der IKKE er til diskussion – f.eks. at man spiser sin mad, at man vasker hænder, lægger sig til at sove, når der bliver sagt godnat, taler pænt (det meste af tiden 😂) osv. Til gengæld er jeg fløjtende ligeglad med, hvilken tallerken/gaffel/kop de bruger, de kan inden for rimelighedens grænse vælge tøj selv (shorts dur ikke om vinteren!) osv. Altså ligegyldige ting. Børn skal da også føle sig som individer – og det kan sagtens gøres med en fast, kærlig hånd fra sine forældre 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

LORT GRAVIDE SIGER #2