APRIL = SOLCREME

DET LILLE MONSTER PÅ MIN SKULDER | DE SVÆRE ALENEMOR FØLELSER

image130

Jeg ligger ikke i fosterstilling og græder, når jeg har afleveret Augusta i børnehaven, med en viden om at der går en del dage, inden jeg ser mit barn igen. Altså, hvis vi ikke tæller FaceTime med. Men skridtene er lidt tungere og jeg får måske sent et luftkys mere, end jeg plejer, når jeg forlader institutionens område, har fået taget mine gummisko på igen og begiver mig hjemad (eller i skole, hvis det er sådan en dag).

Udsigten er at jeg er alene hjemme i den store lejlighed de næste dage. Kvadratmeter der ikke giver mening, når man er en. Jeg skal lave aftensmad og igen slå mig selv lidt i panden over at jeg ikke kan kokkerere til en, men faktisk nærmere stadig laver til tre. Og så spiser jeg også for næsten tre, fordi det er det jeg ligesom ikke har lært at kontrollere, her, efter post brud. Faktisk propper jeg mig, fordi jeg konstant føler jeg fortjener ‘lidt godt’.

Jeg kan også se frem til at bruge de næste dage på at rydde op flytte rundt, så det ikke ligner et klokken-9-om-morgenen-vi-er-væltet-ud-af-døren-efter-en-kamp-eller-to-og-mor-ryddede-ikke-op-i-går-efter-putning-scenarie med skåle med indtørret havregryn på bordet, mælkeslatter, sandbunker fra gummistøvle tømmeri (OMFG altid en halv sandkasse!), vita wrap på køkkenbordet efter madpakke-fabrikering og børnetøj über alles, fordi den 4-årige styrer tøj-showet, men mere få det til at ligne et, hvor der bor en voksen kvinde – i en lejlighed med et børnetomt børneværelse.
Det lykkes ofte liiiige dagen inden jeg skal hente Augusta. Omstændighederne er atter de samme, når hun skal hjem til sin far igen.
Jeg gør også ting, som ikke er af oprydningsårsager, men hvor jeg har brug for at det er lidt væk, da det de næste dage er en en-‘mands’-lejlighed, en voksen-lejlighed. Jeg kan og vil ikke slette sporene af at Augusta bor her, men jeg forsøger at gemme lidt væk alligevel, så hendes dyne ikke er i sengen, så bamserne kommer væk fra sofaen og hendes tandbørste er inde i skabet… måske så jeg ikke KONSTANT bliver påmindet om at det skal ligge ubrugt de næste dage.
Jeg må også revurdere hvad jeg gør af leverpostejet, spegepølsen, yoghurten og rugbrødet, der kun købes når jeg har hende. Hvis det ikke kan holde sig ryger ud, det der kan fryses, fryses. Det er svært, for det er begrænset hvad hun kan nå at spise på 4-5 dage.

Følelsen er ambivalent, når jeg forlader børnehaven. Og skridtene er som sagt lidt tungere. Det kan måske beskrives lidt som at have udsigt til en frihed man ikke ønsker. Et kæreste-brud man ikke så komme, i mini-format.

På den ene side synes det er fantastisk at hun skal hjem til sin far, som hun savner (og vice versa!) og at hun får den samme mængde tid med ham, som hun gør med mig.
Det er den side jeg godt tør fortælle alle om. Jeg HAR det sådan, men der er jo også en anden side.

På den anden side sidder der et lille monster på min skulder, som gerne ville have hende. Og endda have hende mere. Det her lille monster, som nogle gange hvisker til mig at hun måske havde brug for sin mor lidt mere – selvom hun ikke viser tegn, overhovedet, til at føle sådan. Ja, det er nok lidt grådigt og meget egoistisk.

Det lille monster er skide jaloux på at de skal hygge sig og at hun har et liv – uden mig.
…samtidig med at jeg vil have de har det godt sammen og at hun ikke savner mig.
Det lille monster er irrationelt og heldigvis ved jeg det godt.

Jeg kan bare ikke benægte at det er nogle følelser i mig, som er der og selvom jeg forsøger at feje dem væk, så kan jeg ikke spille komedie og lade som om jeg synes det ALTID er en fest at være alenemor, for det er det ikke – det er som at sidde på en tvangstur i Tivoli, på en følelseskarrusel, hvor du drejer rundt og det kører fint, det er sjovt at være med, men på den anden side kører karruselhesten også op og ned, som gør hele oplevelsen lidt  ubehagelig. Du kan ikke komme af og du kan ikke vælge een ting, den skal dreje rundt og du kan ikke ændre på at du også kører op og ned. Det er det du har købt billet til.

Det lille monster er selvfølgelig bare følelser inde i alenemor her, det ved vi alle godt, men det er lidt lettere at separere det fra sig selv, fordi det ikke er cool at tænke at man godt gad have sit barn lidt mere end sin eks, fordi man savner hende. Fordi det er egoistisk. Det er heller ikke cool at undre sig over barnet ikke virker til at savne sin mor mere, end man forventede – men ikke desto mindre er det tanker man kan have.. som er helt modstridende til fornuften. De følelser dominerer heldigvis ikke og får ikke overhånden, men de er der, i mit baghoved.

Det kommer af savn og kærlighed, men det gør det ikke lettere af den grund.

Heldigvis ved jeg jo godt hvad der er bedst for alle. Med vægtning af Augusta, som er vigtigst og derfor mærker Augusta f. eks. ikke til de her følelser, til kampen mellem de to følelser.

Kender du til ambivalensen? Til de der følelser, som man ikke helt vil kendes ved?

   

5 kommentarer

  • Lene

    Jeg kender ikke til dit monster, men jeg havde mit eget.
    I flere år lavede jeg ikke aftaler eller sagde nej til invitationer de weekender, jeg havde Esben. Også selvom min nye kæreste (nu mand) sagtens kunne passe.
    Og i flere år hadede jeg, hvis Esben lavede soveaftaler eller bare legeaftaler i de weekender, jeg havde ham, for nu skulle vi jo for fanden have mor/søn-kvalitetstid. Jeg tonsede rundt til børnejazz, i Tivoli og på museer… Og jeg undgik konfrontationer, for han skulle sgu ikke tage hjem til sin far og synes, jeg var sur og ond.
    Det tog virkelig flere år, før jeg behandlede ham som en helt almindelig søn og skældte ud og havde dovne søndage i nattøj, og før jeg tillod mig selv til også at have et liv i weekenderne i de ulige uger.

    Det er pisse svært!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Jeg kender ALT til det! Det strider fuldstændig imod naturen at man ikke skal være sammen med sine børn. Men jeg kan kun sige det blive bedre. Jeg er nu gået ind i mit 5. år som alenemor. Har haft en kæreste i snart 2 år men vi bor ikke sammen. Så ja, jeg er stadig alene med tjansen om 3 børn. Jeg kan glæde mig til alenedagene helt vildt! Og børnene har det fantastisk hos deres fantastiske far. Men mit monster dukker også op. Savner de mig? Hvorfor savner de mig ikke mere? Savner jeg dem for meget eller for lidt. Kan jeg godt unde mig selv lidt god tid? Hvilken mor er jeg lige? Som sagt, det bliver bedre! Og jo ældre børnene bliver, des nemmere bliver det også at snakke med dem om følelserne og hvad de tænker. Og så lige en ting til den dårlige skilsmissesamvttighed: har lige til to ud af tre skole/hjem samtaler: gode, velfungerende, reflekterende, hviler-i sig selv børn. Så nej, der kommer altså ikke nødvendigvis depressive, anorektiske stofmisbrugere ud af skilsmisse….sådan som jeg tænkte efter min skilsmisse. Jeg romantiserer ikke at være skilsmissebarn. Jeg siger bare at man godt kan have et dejligt børneliv som skilsmissebarn. Alle gode tanker til dig❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Jeg har delebarn på 10. År (har fået mand og yderligere 2 børn i mellemtiden, sp vil ikke kalde mig alenemor). Det var SÅ hårdt i starten. Nu har jeg, på en eller anden måde, lært mig selv at lukke af og “glemme” den der mangler hver anden uge. Om det er en god taktik ved jeg ikke, men den er ikke så smertefuld. Når vi sp når til skiftedag glæder jeg mig! 😊❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Jeg har ikke prøvet at dele mit barn, så jeg har ikke nogen erfaring på den front. Jeg har dog været så tæt som overhovedet muligt på at komme ind i en deleordning (solgt bolig – købt ny – og i sidste øjeblik blevet med min kæreste), så jeg har haft en del tanker om deleordning og sådan. Ikke at det overhovedet er det samme. For det er det ikke. Nå, nok vrøvl. Jeg vil bare sige, at jeg synes, du er helt vildt sej. Du virker som den bedste mor, og du er en vidunderlig blogger (nok netop af den grund, faktisk). Du virker som et ret sundt og afklaret menneske, og jeg nyder meget at følge dig og dine tanker. Så tak fordi, du deler. Også når det er svært. Hurra for dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sophie

    Åh gud, det er så genkendeligt… Føleserne, alt det praktiske. Jeg bliver ofte ramt af en ugidelighed når jeg har været serviceorgan (og med glæde) for min søn på fire år i syv dage i træk – så orker jeg nærmest ikke at løfte en finger når han er hos sin far. Og alle de praktiske ting der er rare at få ordnet, gør jeg først dagen inden han kommer hjem til mig igen. Her sover junior også hos mig, og bamser og dyne bliver pænt lagt væk når han er hos sin far. Tænk nu hvis jeg mødte en mand der skulle med hjem?? “Hej kvinde 33 år der sover med bamser i sengen” 😂 Ikke at det er sket endnu.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

APRIL = SOLCREME