NOGLE GANGE SÆTTER JEG MIG SELV - OG VERDENEN - PÅ STANDBY

ER JEG INTROVERT?

introvert

Det her er et indlæg jeg aldrig havde troet jeg ville skrive, men det kommer direkte fra mine følelsers vold og selvom jeg har hjertet lige i halsen, så vil jeg da forsøge at holde tungen lige i munden. Hvis der da er plads til den – med hjertet i halsen (#muhahaha #dårlighumor)

Som respons til dette indlæg i går, klikkede der nemlig få minutter efter jeg havde udgivet, en besked ind på Instagram:

Har du overvejet om du kunne være introvert?

Og nej. Eller, jo, det kan jeg da godt lige overveje….
1 sekund senere:
NEJ, det er jeg da ikke.

Og jeg har sgu heller ikke et behov for at sætte et label i panden på mig selv, med noget, som jeg forbinder med en diagnose, eller en måske varig sindstilstand i hvert fald, der afdækker ens personlighed på noget der i mine ører også har en meget negativ klang.

Jeg er ikke stødt på en uddybning af hvad introvert vil sige. Det eneste tidspunkt jeg er stødt på det er faktisk når jeg har spottet et par overskrifter i andres blogindlæg, med medmennesker, der fortæller om deres introvertness.. uden jeg dog har fået læst disse.
Og indrømmet, igen, jeg havde sgu lidt en tro på at det var i samme liga, som at betegne sit barn som sensitiv, der også er et personlighedstræk, men altså, en betegnelse man ikke bare kaster omkring med sig. At have stress, være depressiv eller OCD-agtig er jo heller ikke noget man bare siger, primært fordi man kan træde andre der reelt lever med det, over tæerne, men også fordi man ikke bare skal sige man har noget man ikke har.
“Bare” fordi du er lidt nede er man ikke nødvendigvis deprimeret, bare fordi du har lidt meget om ørerne har du ikke bare sådan lige stress. Der skal mere til og det er knap så enkelt. Når det så er sagt ved jeg at det at få sat ord, et begreb, eller en tilstand på sine følelser kan give lidt ro i maven – og en følelse af at være forstået.

Sådan havde jeg det med det at være introvert eller ekstrovert, som så oveni hatten som nævnt ikke er nogle begreber jeg er stødt meget på eller endnu kender dybdegående til.

Så jeg kan ikke svare på spørgsmålet, som jeg har gjort til mit eget, i denne overskrift: er jeg introvert? Og det kommer jeg heller ikke til.. men til min overraskelse kan jeg virkelig se mig selv i beskrivelserne af ‘introvert’ – og i en lille test jeg tog. Ikke at den definerer endeligt (overhovedet), men spørgsmålene er ret indadgående og kunne måske give et pejlemærke?
Det kan du måske svare på?

Nu tænker jeg at de fleste, der kunne se sig selv i mit indlæg i går, måske står af nu.. for selvfølgelig kan man se ligheder i nogle af de ting jeg beskrev – som f. eks. behovet for at lukke sig selv lidt inde, UDEN man kan se sig selv i at være introvert. Men det kan jeg. Lidt. Det er også derfor billedet herover er så psyko tæt på. For nu skal vi (igen) tæt på.
Og det vil jeg komme ind på her:

Introvert er et ord jeg forbinder med at være sky. Genert. Den svage modpol til den ekstroverte, som lyder som den der tju-bang-person med selvtillid – UDADVENDT, det er hvad jeg læser i ordet. Altså modsat de der sniger sig langs væggene og som skal stamme sig gennem en samtale, modsat de der ikke fungerer så godt socialt. Det er min forforståelse.
Jeg er jo ikke dén person, som jeg skrev i indlægget i går (selvsamme jeg linkede til øverst), sådan er jeg ikke usikker. Det er ikke fordi jeg ikke duer socialt. Jeg kan da godt lide at være sammen med andre, men jeg finder det lidt udmattende, når det er laaaang tid af gangen – og jeg er usikker i det nye (selvom jeg forsøger at skjule det!).

Dét som jeg er inde på i skriblerierne, der blev ret så langt, er lidt at det er svært at adskille den persona andre ser mig selv og som jeg spiller – fra den jeg i virkeligheden er.
Det er faktisk ikke en let sag at reflektere over hvordan man virkelig har det – at jeg f. eks. helst undgår at hilse på folk jeg ikke kender, eller ikke kender virkelig godt, når jeg lader som om og spiller at jeg da bare er toppen og poppen og selvfølgelig ikke er bleg for at give fremmede en krammer, introducere mig selv og fyre en god joke af.
Men hvad er spil og hvad er.. MIG? Hvad er spil for at skjule mig, de sider jeg føler lidt er svagheder? Er nogle af de ting vi gør og kan noget som vi har været nødt til at lære, fordi det er ‘det mest rigtige’?
Det kan være svært at sige og adskille, hvad der er mig og hvad der er spil, her 28 år inde i sit liv.

Det jeg læser om at være introvert – eller have spor af at være introvert, som jeg hellere vil kalde det, kan I læse herunder. Jeg kalder det spor, for hvis jeg er noget, så er jeg først og fremmest Johanne – med så meget mere, end ét ord der kan afdække det. Så kan det godt være min personlighed – noget af den! – kan ses som introvert, eller hvad vi nu kommer frem til, men jeg er jo mere end det.

Her er dog nogle træk jeg kan genkende:

Introverte mennesker relaterer sig derimod til sit eget indre, mens indtrykkene fra omverden er sekundære. Disse personer er mere tøvende i deres reaktionsmønstre, De vil helst forstå verden, før de oplever den, og tingene skal lige prøves af først på den indre tankeverden. Introverte er mest interesserede og veltilpasse, når de kan arbejde i fred og ro uden afbrydelse og behøver derfor tid til at overveje, før de handler. Personen vil søge efter formål og motiv bag handlingerne og kan være distræt – en typisk ‘professor-type’.

‘Professor-type’ ved jeg nu ikke, men det her med at søge efter formål kender jeg. Jeg vil vide hvorfor jeg skal gøre ting – og kunne se en mening i dem. Sådan er der sikkert mange der har det, uden vi/de nødvendigvis kan kaldes introverte, men i sammenhold med de andre ting jeg kan genkende tegner der sig måske et spor – også særligt i hvordan jeg står i kontrast til den ekstroverte type. Det er ikke det socialrige liv, der giver mig energi. Jeg vil hellere koncentrere mig om de små sammenhæng og fordybe mig i dem – samt i få relationer.
Det kan man altså godt skrive, uden at være en asocial skid. Når det så er sagt så skal jeg skynde mig at sige at de formuleringer der er af de introverte karaktertræk – eller personlighedstyper – (jeg ved ikke helt hvad jeg skal kalde det) stadig rummer lidt negativ genklang. I hvert fald i ovenstående. Det lyder meget indad-kiggende og usikkert ..men jeg ser også nogle positive ting i det!

(Kilder: DR.dk – her og sensitiv.dk her)

For derudover kan jeg se jeg bl. a. også bemærker detaljer andre ikke ser (det er en gave), men jeg synes luften er meget meget tyk, hvis der har været en konflikt eller et skænderi hen over hovedet på mig (det er en forbandelse), som jeg også læser kan ses i den introverte type. Jeg føler mig (også) ængstelig med deadlines (længe inden de er der), jeg skal have lidt tid til at få overblik, når jeg har fået mange informationer, jeg reagerer stærkt på støj (jeg hader musik på restauranter og hører det aldrig derhjemme, endvidere bryder jeg mig faktisk heller ikke særlig meget om koncerter eller festivaller af samme grund – det er for meget), jeg foretrækker at blive præsenteret for andre, fremfor at præsentere mig selv, jeg er kreativ og fantasifuld (det overraskede mig den var på), jeg gruer ofte for at ringe tilbage (dét er virkelig mig!), jeg opfatter ikke flygtige venskaber som venskaber, jeg bliver tom i hovedet, når jeg møder nye mennesker (jeg aner aldrig hvad jeg skal sige, fordi jeg ikke ved hvad der er det rigtige at sige) og jeg føler ikke jeg kan vise andre mit arbejde, før det er færdigt.
Dette er beskrivelser af karaktertræk ift. introvert, sammenholdt med mine.

Jeg har ikke brug for at vide OM jeg er introvert. Sådan definitivt, hvis man da overhovedet kan være det. Jeg ved godt det ikke er en diagnose og det forsøger jeg ikke at gøre det til – det håber jeg står ret klart?
Jeg tager ikke resultatet til mig som en endelig sandhed (som siger jeg er det), men det giver mig en idé om at en del af min personlighed kan minde om det der vil sige at være introvert..

Men egentlig har jeg total optur nu, for min personlighed er modstridende til ‘det rigtige’ og jeg kan føle mig lidt off nogle gange, ift. andre, hvortil det lader til at komme let og ved at læse at andre også har det sådan – på samme måde endda, med flere ligheder, end en – så føler jeg da at der er flere som mig! De her (andre) mennesker der virker til at stortrives i de store sociale rum forsøger at imitere. Jeg tænker egentlig jeg har tillært mig noget ekstrovert, fordi jeg føler det er det normen er og samfundet forventer jeg er. Og på nogle punkter har jeg måske hvad man vil kalde ekstroverte træk. Kan man være begge?

Men det er åbenbart ikke alle andre, mod mig. Som mit kommentarfelt på bloggen i går altså også bar præg af. Vi er flere og dét er da herre sjovt. Jeg troede VITTERLIGT jeg var den eneste og det at jeg kan se mig selv i en test, som en type, men ikke noget dårligt, synes jeg faktisk er ret så herligt. Jeg er bare sådan lidt mere sådan, mens nogle andre er på den anden måde – og intet galt i det.
Vi har kvaliteter og svagheder, men det vidste jeg jo så godt i forvejen, men det jeg har optur over er at jeg altså ikke er gal på den.
Jeg skal ikke nødvendigvis fake it til I make it, eller tage mig fucking sammen med at få hilst på alle i rummet, fordi jeg jo godt ved det er det jeg burde, for jeg ER nok bare lidt kejtet, sammen med en masse andre. Om det så er andre introverte ved jeg ikke, men det må være folk med selvsamme spor i deres personlighed, som vi ikke kan gøre for.

Og det er nok det jeg tager med mig – at jeg ikke er forkert.. det er bare sådan jeg er. Introvert, eller ej. Lidt introvert, eller ej.

Giver det mening?

Jeg har virkelig følt jeg har ramt noget her – særligt ift. mødet med nye og ift. at finde stimuli (musik) overvældende. At jeg kan tænke: okay, sådan er jeg sgu bare lidt særlig eller atypisk ift. andre, i stedet for at slå mig selv i hovedet over at være lidt mærkelig.

Måske det faktisk også er lidt derfor det er så befriende og lettende at forfatte ting på skrift. Fordi jeg her kan være social på mærkelig vis – interagere gennem skærm, komme af med en masse følelser og tanker og ikke usikker, når nu jeg ikke lige kender jer alle (ikke hver og en i hvert fald). Det kan tænkes det er derfor jeg også gror så meget, af at skrive. Fordi jeg netop leger med at være helt åben og virtuelt er mere ekstrovert, end jeg er i virkeligheden.
Det giver ret så meget mening. For mig.

KH! Johanne

Testen er lige her og selvom afsender nok ikke er den helt rette ekspert, så var det interessant at tage, fordi jeg da godt kan gætte mig til hvilke svar der hører sammen – og det overraskede mig!

Jeg er selvfølgelig heller ikke en ekspert. Det her er mine tanker, om mig selv. Jeg beskriver nogle ting i mig, som jeg ser som hæmsko, men det er mig, som jeg kan indplacere i det nogle kalder ‘introvert’. Jeg siger ikke ‘introvert’ er en negativ ting, alt i alt, men for mig, så har det her med at ville ønske at have de karaktertræk der ligger i den ekstroverte ende, ført en del ambivalens med sig.
Når jeg skriver om disse betegnelser, så er det min opfattelse og beskrivelser jeg så har nuppet fra nettet. Det håber jeg fremgår meget tydeligt 🙂

   

14 kommentarer

  • Anne

    Ja, det er du sikkert, og det er der altså overhovedet ikke noget galt i eller unormalt i!

    Jeg er selv introvert, men meget udadvendt. Jeg har bare behov for at lade op alene og generelt have lidt alenetid. Intet unormalt i det.

    At være introvert er ikke en diagnose eller en sygdom. Det er ikke engang pinligt. Det er fuldstændig lige så normalt som at være ekstrovert.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej Anne 🙂
      Jeg læser godt nok at flere er ekstroverte, end introverte, men ellers forstår jeg udmærket hvad du mener, med at det ene ikke er mere normalt, end det andet.
      Dog føler jeg – personligt – det har været en hæmsko for mig, at jeg ikke bare kunne være sådan som jeg læser de mere ekstroverte, eller lad os kalde det udadvendte eller folk med herre meget selvværd og stærke sociale kompetencer, der har lettere ved at fungerer i f. eks. store forsamlinger. Det ville jeg da ønske jeg kunne, naturligt.
      Men når det så er sagt, så håber jeg du læser den klare skillelinje mellem hvad jeg først troede introvert betyder – til min realisering af hvad det så indeholder, efter at have læst om det 🙂 ? Jeg tager jo ikke som sådan udgangspunkt i hvad introvert betyder, når jeg henviser til mig selv og det jeg ‘godt gad jeg kunne’, men mine egne kvaliteter – som jeg SÅ læser mig frem til læner sig op af hvad en klog person har defineret som ‘introvert’.
      🙂 KH. Johanne

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Det er rigtig rart at vide, at de “særheder” man har, faktisk er normale og okay. Jeg er heller ikke god til musik og bryder mig ikke om at tale i telefon generelt 🙂 Med tiden finder man flere og flere af samme art 😉

    Er alle ikke enten ekstrovert eller introvert? (Evt med træk fra modparten). Jeg er godt med på, at du ikke kalder det en diagnose, men det lyder som om, det er noget, der er skidt eller noget kun nogle mennesker er. Jeg tror, teorien går på at alle hører hjemme er sted på skalaen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Ja, dét er det 🙂 Så er vi også to Jeg gider kun tale i telefon, når jeg går udenfor. Ikke hjemme. Ved ikke hvorfor 😀 Jeg håber ikke jeg formulerer mig forkert, for jeg kan slet ikke sige om ALLE er det mest det ene eller det andet. Jeg synes jeg læser det bare er grundlæggende karaktertræk og at jo, de fleste ville kunne betegnes som lidt af det ene, eller lidt af det andet. Eller helt det ene, eller helt det andet.. men også det ene OG det andet, samtidig. Findes der en tredje betegnelse? Jeg ved det ærlig talt ikke.
      Det giver god mening med en skala, hvor introvert ligger i den ene ende og ekstrovert ligger i den anden, begge inden for normalspektret selvfølgelig. Og så er folk bare placeret et sted derpå – men jeg har altså en tro på man kan være begge dele, også. Uden at være ekspert, at all!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nina

      Jeg forestiller mig også lidt den skala du snakker om, og at ja man kan have træk fra begge sider. Det har jeg (tror jeg da), og nogle gange er der vildt frustrerende, for kan ikke blive klog på mig selv. Jeg elsker at være sammen med veninder osv, og jeg kan slet ikke lade være med at blande mig i snakken, vil fortsætte natten lang med at snakke og samtidig kan jeg føle mig helt drænet dagen efter, og lige som dig have behov for at “trække stikket” lidt.
      Det er noget indviklet noget…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tenna

    Jeg vil lige tilføje en kommentar til din story om at jeg ihvertfald har lagt mærke til du hold en lille pause fra 😉 og jeg hygger mig sådan ved at følge med i din dagligdag og din måde at fortælle din historie på! Men kan også sagtens relatere til man har behov for at koble fra engang imellem 🙂
    Dernæst vil jeg bare istemme mig de andre og sige at jeg også kan genkende mig selv i det du skriver, og det er virkelig inspirerende for mig at du deler sådanne lidt mere følsomme og personlige indlæg. Jeg synes det er mega beundringsværdigt!

    De bedste hilsner
    Tenna

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Hej.
    Det med introvert har jeg heller aldrig rigtig forstået, indtil min underviser kom med et godt eksempel med en robot. En ekstrovert robot oplader når den er ude af skabet og bliver leget med. Hvor i mod en introvert robot, oplader når den er inde i skabet i ro og fred. Men som han også sagde en introvert robot kan når den er ude af skabet være lige så ekstrovert, som den ekstroverte robot. De oplader bare forskelligt. 😊 ved ikke om det giver mening, når det skrives. Men for mig gav det meget god mening 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Jeg har i ret lang tid identificeret mig som primært introvert og har efterhånden fået vendt hele det spektre du umiddelbart læser som negativt betonet, til at være positive træk bare på en anden måde. Jeg tror det er vigtigt at indse sammen med det her, at vores samfund er opbygget omkring en norm der tiltaler en ekstrovert mere end en introvert – derfor kommer det også nemt til at være negativt betonet hvis man skejer ud eller væk fra det… hvorfor de fleste af os også tillærer ekstroverte træk. Der er en interessant TED talk som hedder the power of introverts – som lige præcis går på noget af det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Ekstrovert og introvert skal nemlig ikke ses som enten/eller.
    Jeg har taget nogle uddybende tests i psykiatrien, og jeg scorer nogenlunde lige højt på begge. Det vil sige, at jeg har et stort socialt behov, men også har brug for en del alenetid (det er ikke altid nemt ;-)) Desuden kan det ændre sig i løbet af ens liv. I perioder kan man være mere introvert end i andre, og for nogle ændrer det sig simpelthen over årene, ligesom ens andre personlighedstræk ændre sig med tiden 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lika

    Jeg er vist også introvert, men om jeg er indadvendt ved jeg ikke. Det føler jeg ikke selv.Jeg ved heller ikke hvorfor at jeg føler det er negativt, for det er jo egentligt noget pjat. Men må erkende, at sådan er jeg. jeg var forleden til et meget fint bryllup, hvor jeg sad ved bordet lige ved siden af brudeparrets bord og følte, at hver gang der var en tale (og shit der var noget konstant), så hvilede alles øjne på mig også. Det gjorde de sikkert ikke, men sad jo så tæt på, at folk ikke kunne undgå at se på mig ind i mellem. Hold op en udmattende aften, fordi jeg slet slet ikke kunne slappe af. Jeg kunne jo have valgt at rejse mig, ved hver tale og gå lidt væk (også så jeg bedre kunne se) men det kom jeg først sent i tanke om og desuden var pladsen ikke til at jeg skulle bevæge mig rundt konstant, så praktisk var dette ikke muligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Jeg kan varmt anbefale dig at læse Susan Chains bøger eller se nogle af hendes TED talks vedr. introverte mennesker! Hun har så mange gode pointer både ift. børn og voksne, privatliv, arbejdsliv, skoler m.m. Og i mine øjne mestrer hun at formidle sine budskaber, hvor det at være introvert eller ekstrovert (eller ambivert, som hun kalder midten) ikke nødvendigs er et enten eller 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Hej Johanne,
    Jeg føler lige, at jeg “bør” knytte en kommentar til det, at du nævner at “sidestille” introverthed med diagnoser som depression, stress, OCD osv. Sådan som jeg læser dit indlæg mener du ikke, at introverthed er en diagnose (hvilket det heller ikke er!), men jeg oplever dog en vis negativitet forbundet med begræbet og det, at det lader til du ikke vil associeres med det – selvom det tyder på du er introvert 😉
    Det jeg skriver her er måske lige så meget til dig, som til nogle af dine læsere som måske får et negativt billede af, hvad introvert betyder.

    Da jeg først fandt ud af, at der er noget der hedder introvert og ekstrovert læste jeg bøger for at få den helt rigtige, nuancerede information om det. Det er netop ikke en diagnose eller noget der er “galt”, men det er heller ikke enten/eller. Forstået på den måde, at man ikke er enten introvert eller ekstrovert. Typisk er man overvejende det ene eller det andet. Overvejende introverte mennesker har nogle mønstre og træk som traditionelt set ikke passer ind i det samfund vi lever i i dag, hvor alting går meget hurtigt og sociale relationer er vejen frem både i privatlivet og på arbejdsmarkedet (ja, generaliserende – sådan er det selvfølgelig ikke 100%, men en god del af tiden).

    Jeg har hele mit liv følt mig forkert og malplaceret. Da jeg fandt ud af, at jeg er overvejende introvert gav det mening. Det var rart at få en kasse jeg passede ned i med en viden om at mange har det som mig. Introverte bliver ofte glemt og man føler sig alene fordi man ikke er som de andre (du kender det formentlig).

    Jeg prøver ikke at sætte dig ned i en kasse, hvor du ikke har lyst til at være. Jeg vil blot bidrage til en anden måde at se på hele introvert/ekstrovert diskussionen på. For mig er det vigtigt, at det at være introvert ikke bliver ved med at være noget negativt og at flere mennesker får kendskab til emnet.

    Det er netop ikke noget negativt at være overvejende introvert, ligesom det heller ikke er negativt at være overvejende ekstrovert. I starten troede/følte jeg også det var noget negativt, men så læste jeg at den overordnede forskel er, hvordan vi samler energi: introverte samler energi ved at være alene og ekstroverte samler energi ved at være sammen med andre mennesker. Det hjalp mig til at se at der ikke er noget rigtigt og forkert.

    Det er blot betegnelser for, hvordan vi mennesker opfører os og hvilke følelser vi bærer rundt på.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rutsje

    Jeg tænker, det vil være et stort plus i dit arbejde med børn, at du får læst op på introvert/ekstrovert og det at være sensitiv 🙂 De nyeste bøger fra Lise og Martin August kan bl.a. anbefales 🙂 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Der er intet forkert i at være introvert. Som jeg ser det, handler det om hvordan og hvorfra du henter din energi. Om det er sammen med andre mennesker, eller om det er når ud er alene. Jeg er begge dele, jeg kan være meget social og lade op, når jeg er sammen med andre, men jeg SKAL have noget tid til at lade RIGTIGT op alene, ellers fungere jeg ikke. Jeg tænker, at mennesker, der er introverte kan have nogle gode menneskelige ressourcer og at det ville være kedeligt, hvis vi alle var ens 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

NOGLE GANGE SÆTTER JEG MIG SELV - OG VERDENEN - PÅ STANDBY