12 FANTASTISKE FORDELE VED AT VÆRE SINGLE

LIVETS DREJNINGER OG MILEPÆLE

image143

De fleste ved, at jeg blev flyttede fra Augustas far d. 01. december. Eller, vi gik fra hinanden – og i ro og mag endda. Der er immervæk forskel, for der blev hverken smækket med døre eller råbt skældsord, men nærmere hvad man vil kalde et meget fredeligt brud, baseret på enighed om hvordan vores liv ikke skulle se ud.
Det er uden tvivl på listen over min tilværelses store drejninger, der dog ligger under den drejning mit liv tog, da jeg fandt ud af jeg var gravid, med en mand jeg jo ikke var kærester med. På den måde havde jeg en ret anderledes graviditet, end hvad jeg tror den gennemsnitlige 24-årig har, for udover den vordende mor-titel, så anede jeg jo ikke hvordan mit liv kom til at se ud. Den tid var FYLDT med frygt – og også nogle gange tvivl om jeg nu havde gjort det rette.

…men set med den historie i baghovedet, altså hele måden hvorpå jeg blev mor, så er det jo gået overordentligt godt. I, der ikke ved alt, men som har været med på sidelinjen kan jo nok forestille jer lidt hvordan det må være, men fra mit perspektiv, så er det svært at formulere hvor heldig jeg føler jeg er. At det gik så godt, selvom omstændighederne var så pressede.

Det her med at flytte har været stort, påtrods af at det foregik meget fredeligt og vi sagtens kan se hinanden i øjnene, sms’e og ses – og ja, endda tage på weekendtur, som jeg også lige skal have fortalt om her på bloggen, så er det jo noget af en bekymring at have, når man er mor til et barn der får vendt op og ned på tilværelsen.
At føle man rykker tæppet væk under sit barn er sgu ikke sjovt.

NU har jeg boet som singlemor fem måneder – og dét er gået op og ned, at skulle vende sig til at bo alene. Med mange tanker, hvor jeg jo også savner rigtig meget, men selve det her med at være single er jeg cool med. Der er ingen krise på vej eller mande-savn, for selvom jeg outede mig selv i at have en dating app (i indlægget den anden dag), så kan jeg se store fordele 🙂 – og det vil jo altid være sådan, at det at være single er til at foretrække, hvis man er kærester med en, som man ikke kan se sig selv være sammen med for evigt.

Om lidt skal jeg så favne en anden ændring i mit liv, nemlig at jeg er færdiguddannet.
Én ting er at det er første gang, siden 9. klasse, at jeg færdiggør noget som helst, en anden er at jeg, på trods af jeg kun har den 9. klasses eksamen, fandeme har klaret en professionsbachelor, endda med et knaldgodt gennemsnit. Jeg er stolt af mig selv og det er jeg ikke bleg for at råbe op om her på indernættet.
Jeg husker tydeligt da jeg åbnede min mail og fik beskeden om at være kommet ind på pædagogseminariet og skulle starte i februar, når Augusta var 10 måneder gammel. Det var en MEGET uventet besked, når jeg nu søgte med en realkompetencevurdering, fordi jeg ikke havde andet end 9. klasse, som sagt. Og så husker jeg lige så tydeligt at jeg følte at de 3,5 år var enormt lang tid at gå i skole og hvor uvirkeligt det var, at Augusta ville GÅ I BØRNEHAVE på det tidspunkt, hvor jeg ville være færdig. Og dér er vi så nu.

Og nu føles det lidt usikkert, det at blive færdig, uden at stå med et job på hånden, så bare at fremtiden virker en tand utilregnelig.
Hvornår får jeg et arbejde indenfor dét fag? Hvad skal jeg indtil da? Kan det hele hænge sammen?
– Har du været der?

…det må vi se, det er sgu spændende, så selvom jeg glæder mig til d. 01. juli, hvor jeg er pædagog, har fejret mig og de andre i litervis af vin og fået alverdens stolte krammere af min familie, så venter der jo også en tid, hvor jeg ikke lige ved hvad der skal ske.

Pt. finpudser jeg CV’er til den store guldmedalje og jeg synes selv det er blevet pisse flot. Umiddelbart har jeg alle forudsætningerne til at kunne lande et fint job, men det er bare at finde det rette sted og så krydse fingre for de synes om mig.
Jeg fik stor inspiration af at læse dette indlæg, hvor Ditte giver CV-fif og har brugt en herre sej skabelon, som virkelig får CV’et til at skille sig lidt ud, fremfor ‘bare’ at skrive i Word.
Hvis du skriver ansøgninger pt. – eller snart skal – så vil jeg anbefale dig at kigge på det skriv.

En anden drejning, som er lige om hjørnet (!) er at jeg skal være mor til en 4-årig.. og min lille fantastiske pige bliver 4 år.
Jeg ved ikke hvem der synes det er størst, men når jeg så fortæller jer at Augusta taler om det HVER dag, så kan I måske godt udlede, at jeg også synes det er en kæmpe milepæl. Så har man altså en stor pige!
I morgen skal vi fejre hende i børnehaven. Mikkel har bestilt en kagekone hos bageren og jeg går (b)ananas og køber  ananas… (you got it, right?). Enkelt og nemt – for os der ikke er bager-typerne 😉 og dernæst starter fødselsdagene denne weekend. Det er så mig der har hende, så vi gør det på en lidt anden måde, end vi havde regnet med, men det må jeg skrive mere om i næste (fødselsdagsdedikerede)indlæg.

Og i dén forbindelse vil jeg lige sige mange mange tak for de mange råd jeg fik i det forrige indlæg med gaveanbefalinger. Jeg nåede sørme ikke at finde en af de der “særlige” bøger, men jeg tænker vi skal på biblioteket sammen og så låner vi. Gynge gik vi fra, da jeg ikke stoler på herskabslejligheders lofte – alligevel 😉
Jeg skulle nødig være skyld i et sammenstyrt!

NU vil jeg faktisk gå i gang med at få pakket de sidste gaver ind og gemme Søstrene Grene posen lidt længere væk, end den blev, da jeg havde tømt butikken… hun skulle jo nødig få færten af overraskelser, hende den (knap så) bette.

KH. <3 Johanne

   

1 kommentar

  • Mette

    Tillykke med din snarlige overståede uddannelse og med datteren. Det er så sejt, at du er kommet så flot igennem uddannelsen og håber at du finder et godt sted at arbejde.

    Håber at du fik gemt posen. Jeg har tvillinger der fyldte 6 i går og for noget tid siden sagde min søn, at han ønskede sig en LEGO brandbil. Hvortil han så fortsatte. “Du behøver ikke at købe den, den ligger oppe i kassen” 😆 Han refererede til en kæmpe kasse på vores kontor, hvor jeg opbevarer diverse ting til gaver købt på forskud 😬 Han blev dog ovenud lykkelig, da han fik brandbilen i går.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

12 FANTASTISKE FORDELE VED AT VÆRE SINGLE