DU GODESTE...

(PSEUDO) LYKKELIG?

p8123172

Hvordan går det? Det er et spørgsmål jeg nok burde tage let på, men det er immervæk svært at besvare, hvis jeg vælger at gå nogle lag dybere ned.

Jeg begyndte at lade tankerne flyde, i eftermiddags, da jeg var på gåben på vej hjem fra et visit hos nogle af mine yndlingsvenner. Lisa, som jeg har kendt siden jeg var 17 (hvilket godt og vel er 12 år siden), hendes kæreste Leon, som jeg har kendt lige så længe og fusionen af de to – et vidunder af et barn. Augusta havde jeg med og efter vi havde indtaget frokost og de croissanter vi havde bidraget med (hjemmebragt, ikke hjemmebagt skal det pointeres), tog vi turen hjem i øs-regnvejr. Sådan regnvejr har det med at få mig til at tænke og måske det var en kombination af selskabet og vejret, der altid gør mig små-melankolsk, ved jeg ikke, men ikke desto mindre kunne jeg ikke komme frem til om jeg egentlig er lykkelig, eller nogensinde vil sige, at jeg er det.

Dissekerer jeg, og det gør jeg, min tilværelse i dele, er det medgørligt og håndterbart at forsøge at svare.

Med Augusta går det godt. Hun er glad. Det er ikke tilfældigt at hun nævnes først, for ligesom med et korthus så er det vitale dele der skal være på plads, for at alt kan være i balance – og der er dele, som Augusta, og vores alles børn tænker jeg, der er afgørende for vores lykke. Såfremt hun ikke trives ville de andre aspekter af betydning i mit liv være i fare for mistrivsel eller ulykke.
Hun ligger forresten her bag mig, lige nu. Jeg sidder foran den store computer i soveværelset og selvom jeg skal tisse som ind i helvede, så holder jeg mig. Blæren må lide under min utålmodighed for at få omdannet tanker til ord.

Overskriften til indlægget her hedder; (pseudo) lykkelig?, som i kan se. Og med et velplaceret spørgsmålstegn for enden, for realisten i mig og mit pessimistiske monster på skulderen får mangler, fejl og små svære øjeblikke til at kaste et slør af negativitet over en tilværelse som altså ellers er glimrende.
Jeg er meget glad, men lykkelig? Det er svært.

Økonomisk går det. PT. Det er jo svært at være selvstændig, men lige nu hænger det heldigvis sammen, men usikkerheden i at være sin egen chef er lidt hård at bære rundt på, særligt for mig, der altså aldrig har været helt voksen ift. administrering af økonomi, forstand på moms, skat og alle de kedeligheder – og generelt har en frygt for at åbne e-boks.
Kunne man komme på et ‘tag dig sammen og tag ansvar’-kursus? Jeg drømmer stadig lidt om at få en værge til dét – eller gifte mig med en revisor.

Følelsesmæssigt, med mig er det godt. Jeg synes jeg er glad. Jeg har før oplevet hvad det vil sige at være meget ulykkelig, med depression og hele den karrusel, så mit spektrer af følelser er velkendt, både i den ene og anden ende. Jeg har følt mig på det højeste og aldeles også på det laveste.
Jeg forsøger at finde ro i det her med ikke at have struktur på hverdagen, selvom jeg er et menneske der holder af struktur, kontrol på kalenderen og tjeklister. I hvert fald at lave dem, selvom alle kasser ikke altid tjekkes af.

Jeg er single og det er sådan set ikke noget problem for mig. Jeg jagter ikke noget kærlighed eller selskab af den simple årsag, at jeg ikke har tomrummet, som jeg også fortalte lidt om i min ‘live’ på instastory i går.
Jeg kunne finde plads til en spændende mand, men jeg mangler ham ikke og jeg ved ærlig talt ikke præcis hvad jeg leder efter. Det er nok klicheen at jeg ikke vil finde en jeg kan leve med, men en jeg ikke kan leve uden – og ham er jeg ikke faldet over, endnu.
Når det så er sagt, så er jeg som nævnt spændt på om han findes. Jeg har ikke utopiske forestillinger om hvem det mandfolk skal være eller hvad han sku’ ku’, men jeg har mine no-goes og turn-ons (how international!) og spørgsmålet er om mine tanker og drømme kan fusioneres og matches med en der synes om den jeg er og hvad jeg kan byde på.
Én ting jeg ved er at jeg ser frem til at blive mor engang, på en anden måde. Jeg fortryder ikke Augusta på nogen måde, jeg kunne ikke leve uden for fa’en, og dermed heller ikke den måde hun kom til på. De ting hører jo sammen. Men jeg glæder mig til at blive mor på en planlagt måde, med glæde, begejstring og ikke den massive bekymring jeg havde, da jeg ventede Augusta.

Jeg har muligvis en mindre eksistentialistisk krise, hvis man kan kalde det det, for jeg tvivler pt. på hvad jeg kan byde verdenen. På den ene side føler jeg at jeg er lige hvor jeg skal være; færdiguddannet pædagog og med interessante projekter. Jeg laver jo for søren det jeg kan lide, lige nu – men på den anden side; hvad med fremover? Hvad skal fodre mig, mit liv og min kreativitet?

Jeg går og pønser på et stort spring (nej nej, stadig ikke fultidsblogger), men det er lidt længere ude i fremtiden, hvilket er svært at håndtere for en som mig, der gerne vil nå fra tanke til handling på fire sekunder. Det er simpelthen et karriereskift, som bunder i at jeg tvivler på om jeg skal arbejde i en børnehave eller vuggestue de resterende dage af mit liv.
Jeg kan ikke finde hoved og hale i om det er en fiasko at bruge 3,5 år på noget (pædagogseminariet altså), for så muligvis at droppe det igen, fordi jeg vil tage en ny uddannelse.
Burde man så ikke bare være tilfreds og sige; det var den sti jeg valgte, så den må jeg fortsætte ned af?

Her bruger jeg nok også stadig for meget hjernekrudt på at bekymre mig om hvad andre tænker.. og mærker efterveerne fra de følelser jeg havde, da jeg ikke gennemførte gymnasiet, for er jeg så hende der igen ikke bare kan holde sig til noget?
Omvendt er det måske mere trist, hvis man ikke kan drømme, sætte sig mål og gå efter dem.
Men jeg læser altså en masse aviser for tiden, for at forberede mig, hvis det giver et hint til nogen 🙂 Måske det fører mig mod min oprindelige drøm, selvom min tvivlende røst råber inde i mit dybe om jeg nu kan klare det.. her kan mindreværdskomplekser muligvis dominerer for meget.

Hvis vi lige skal lave en lille sløjfe på tankeskriveriet og følelsesudkrængningerne (jeg bøjer ord som det passer mig) så har jeg en følelse af ambivalens. På den ene side er jeg glad for livet nu, men mærker samtidig også en uro, for det her med at være tilstede og mene at livet er godt, jeg er glad og betaler mine regninger, men samtidig skuler jeg ud i horisonten og tænker;

Hvad fanden skal fremtiden bringe? Hvad vil jeg – og hvordan kommer jeg dertil? Heri kommer tilføjelsen af pseudo i overskriften også ind.
De sidste to spørgsmål er lidt svære og når man har så megen tænketid som jeg har i hverdagen, så bliver der altså vendt nogle mentale sten på øverste etage. Det er nok derfor jeg har svært ved ordet lykkelig, for det lyder så utopisk og endelig. Når man er lykkelig er man sat, alt er i den fineste orden – og det forbliver således.

Et eller andet sted ville jeg ønske, at jeg kunne føle en ro; Augusta er glad, jeg er nogenlunde rask, jeg skal gøre det jeg har besluttet mig for og bare lave det nu. Uden bekymringer.
Men bekymringerne, ideerne, ønskerne, drømmene og mine ængstelighed ulmer.

Tak for du læste med. Om det gav mening er jeg i tvivl om, men om ikke andet havde det den her terapeutiske effekt, som tanke til formulering har på mig. Nu vil jeg tisse og kigge på opvasken, for så at ignorere den, krydse fingre for der ikke kommer mug på og så nok krybe ind i dobbeltsengen til datter, gå tidligt til køjs. I morgen skal hun nemlig hjem til sin far og jeg er atter alenemor, uden barn.

Hvis du skulle ligge inde med en tanke, så bidrag endelig her i kommentarfeltet!
<3 Johanne

   

49 kommentarer

  • Mette Milan

    Meget væsentligt indlæg ✨👌🏼
    Jeg vil gerne kommentere på det med karrieren/karriereskiftet. Jeg er uddannet lærer. Jeg har taget en studentereksamen, og derefter 4 år på seminariet. Jeg har været lærer i 8 år, og nu drømmer jeg om at blive selvstændig. For man skal da så absolut følge sine drømme og hjerte. Bare fordi man er pædagoguddannet eller læreruddannet, er der ingen der siger, at det er den vej man skal følge resten af livet. Da jeg blev lærer vidste jeg, at det skulle jeg ikke være resten af livet, og nu går jeg så, så småt, men meget målrettet, efter et selvstændigt liv. Fordi jeg vil ❤️ Vi har begge en god uddannelse at falde tilbage på en dag, hvis man ønsker den vej igen. Men indtil da : lev livet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Ih jeg bliver helt nysgerrig nu, Mette Milan! 😀 Og tak for de motiverende ord! Jeg håber det går dig godt som selvstændig 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Jeg tror du er aldeles normal! Altså på den fede måde😉 Hvis vi mennesker ikke tvivlede, ikke følte os usikre og lidt små ind imellem, ville vi være halv psykopater alle sammen. Og det med at ville noget mere, noget andet, udfordre dig selv. Det er da blot et tegn på at du har et drive, vil noget. Og det med lykkelig-helt enig i din betragtning. You go girl. Også efter det jounaliststudie-hvis jeg har gættet rigtigt😉Du er kæmpe sej og min absolut favoritblogger💪🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Arhhh hvor er du bare sød Anja. Og klog. Og god til at gætte! Krammer! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg er uddannet lærer, men har kun arbejdet fast et år som lærer. Go for it. Følg dine drømme👍🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Tak, Line. Altså når du skriver det der, så lyder det jo rigtigt. De fornuftige vil sige; følg dine drømme, men man er jo stadig i tvivl. Indtil nu så tillader jeg mig at drømme 😀 Så må vi se hvad der sker derfra 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Jeg står i nogenlunde samme situation som dig, rent jobmæssigt, og jeg ville ønske jeg turde og ønske at økonomien var til at kunne tage den uddannelse, som jeg drømmer om. Men muligheden er der desværre ikke for mig. Så når du har en drøm, så fuldfør den og lev livet som DU ønsker og ikke hvad der er ‘normalt’ eller hvad der forventes.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Det er svært, når der er noget man vil, men hvor andet holder drømmen væk. Jeg er heller ikke sikker på jeg kan komme ind på uddannelsen, det skal også på plads – og ja, også økonomien, som jeg er usikker på kan fungere, så der er vej til målet. Men jeg vil forsøge og håber på dig, at du også kan tage en uddannelse? Hvis nu, så en dag?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Jeg kan desværre alt for godt følge dig mht. tankerne om fremtiden… Er selv uddannet revisor, men har en følelse i maven af, at det er den forkerte hylde på sigt… uden at kunne svare på hvad jeg så vil.

    Har lige som dig været helt nede og ramme bunden efter en svær omgang depression – så bare dét, at have en velfungerende hverdag, hvor der hver dag er bare et eller andet at glædes over, burde jo være successkriterie nok.
    Men det lille monster på skulderen titter jævnligt frem, og puster til ilden med sine mange bekymringer om hvorvidt man burde vælge anderledes… og om man nogensinde bliver helt sig selv igen? For syntes desværre depressionen tog min naivitet og utopiske drømme væk fra mig – så selvom jeg nok er mere realistisk nu, savner jeg min positive tilgang til alting. For ja, jeg er glad, men troen om at alting nok skal gå uanset hvad er væk, og jeg (over)analyserer nu nærmest alt, af frygt for at udsætte mig selv for noget, der ville kunne få mig ned og ramme bunden igen.

    Håber vi (og alle andre for den sags skyld) en dag kan kaste alle bekymringer over styr, nyde nuet og finde roen <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Tak for din kommentar og din ærlighed!
      Jeg er ked af at høre, at du har været igennem sådan en svær tid.. jeg har som du, heller ikke følelsen af at være den samme, som før, men det er for mig blevet lettere og lettere, for jeg går ikke og bekymrer mig på samme måde mere for at jeg skal ‘falde i’ igen. Det var jeg rigtig bange for, da jeg først var kommet ovenpå.. Måske hjernen, efter den omgang, også bare har brug for ro, hverdag mv., og så skal pladsen til at drømme og modet til at kaste sig over nyt nok komme igen! Det har jeg et håb om og tro på. Jeg tænker at når du så skriver at du lige har været nede med en omgang svær depression, så skal du have genfundet din ‘normale tilstand’ og det skal blive det normale og derfra skulle der i min optik ikke være noget i vejen for at du også kunne tage et spring til noget nyt? Som en anden skriver, så skal vi jo være på arbejdsmarkedet længe og vores erhverv er unægteligt sammenhængende til vores identitet, så hvorfor ikke skifte, hvis det er det du føler for?
      Jeg håber min kommentar giver bare lidt mening.
      KH! Johanne

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Kære Johanne,
    At være lykkelig er for mig noget jeg er i små glimt af hverdagen – men ikke en konstant grundfølelse jeg har. Og jeg ved ikke om andre mennesker er konstant lykkelige – men så tror jeg de er undtagelsen, og ikke os 🙂
    Jeg har selv skiftet studie, selvom jeg kun manglede et år af pædagogstudiet. Jeg kunne heller ikke se mig selv i erhvervet resten af livet og er nu på en anden uddannelse. Jeg er stadig i tvivl om det er “drømmen”, men jeg fortryder ikke mit valg og er 10 x lykkeligere nu! Mange andre forstår ikke mit valg, når jeg var næsten færdig – men det øver jeg mig i at være ligeglad med. Det er mit liv, og mig der skal være glad i min hverdag 🙂 Jeg håber du tør springe ud i det, som du går og drømmer om, og som du finder interessant -journalist lyder mega spændende! Held og lykke 😀 Knus Sarah

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej Sarah!
      Ja, du har sgu nok ret – de færreste kan nok sige de er 100% lykkelige, hele tiden, døgnet rundt. Men det er jo svært at vide hvad andre føler og tænker, så måske alle andre, end jeg kunne sige; JO! Jeg er lykkelig. Jeg kan ikke 🙂 Ikke som en grundfølelse i hvert fald. Jeg er tilfreds og generelt glad. Måske lykke bare er et stort ord også.
      Jeg bliver glad af at læse du har kastet dig over dét der føles rigtigt og faktisk taget at valg om at sige noget til, der krævede at sige noget andet fra. Det er svært at sige noget fra, særligt når det for de fleste er det mest indlysende, at man færdiggør det man påbegynder.
      Spændende hvad du er startet på 🙂
      Og mange tak <3 og tak for dine ord!
      KH Johanne

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Johanne

    Hvis jeg læser det imellem linjerne korrekt, så synes jeg bare, at du skal give den drøm et skud!
    Jeg er selv lige blevet optaget på Journalisthøjskolen, selvom jeg også gik og baksede med en masse destruktive tanker om hvorvidt, jeg havde, hvad det krævede, og om det mon var klogt at skifte retning, når jeg nu lige havde fået etableret mig så godt og trygt et andet sted. Men man bliver sgu nødt til at tro på sig selv og tage nogle chancer. Går den, så går den, og går den ikke, så går det nok alligevel. 🙂

    Jeg er 21 år og nåede ikke engang at færdiggøre min bachelor i antropologi, inden jeg blev optaget på Journalistuddannelsen, så jeg er klar over, at din situation er lidt anderledes end min. Men jeg tror alligevel, at det gør sig gældende, uanset hvor i livet man er, at man skal forfølge sin mavefornemmelse og turde drømme stort.

    Jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen med den her kommentar, for jeg ved jo ikke engang, om det er en journalistdrøm, du har i maven. Men den tvivl på egne evner, som du beskriver, vakte genklang og gav mig lyst til at fortælle dig, at jeg altså synes, du er ret sej! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Jamen Amanda, din kommentar gav mig sgu noget og jeg er glad for, at du skrev den! TAK! 😀 Mange tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Jeg tror ikke på at et menneske kan være 100% lykkelig – der vil altid være en eller anden form for uro eller andet. Sådan er vi skabt.
    Men jeg tror på at lykken er alle de små ting man oplever ind i mellem, alt det der giver en kilden i maven og et smil på læben.
    Man skaber et liv for sig selv og det er egne valg der definere dit liv, ikke folks tanker og fordomme, du skal ta det valg der gør dig glad… og uroen for fremtiden den går jo altid i sig selv igen…. og så kommer den måske igen.. og igen.. men den høre med. Gør det DU vil!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du har masser at byde på 😘😘😘
    Og jeg har i øvrigt flirtet med det journaliststudie i 4-5 år. Mit problem er, at jeg ikke gider studielivet igen pt og at jeg ikke har mere SU, så jeg kan simpelthen ikke se, hvordan fanden jeg skal få det til at hænge sammen. Så pt er det bare en flygtig tanke (som vender tilbage med jævne mellemrum).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Av ja, det kan jeg godt se er en stopklods! ÆV! Det at jeg har SU tilbage er vigtigt for mig, i særdeleshed også fordi jeg er enlig, men det har betydning for enhver jo, at økonomien kan hænge sammen. Vi må sgu lige snakke om det, når vi ses Jeanett! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Hvis jeg fik en 5’er for hver gang jeg havde tvivlet på om det var det rigtige arbejde jeg havde var jeg rig. Er selv uddannet pædagog fra december. Man har sine gode og sine dårlige dage. Tror det er en naturlig følelse hvorvidt man er det rigtige sted arbejdsmæssigt eller i livet. Det er vel den måde vi udvikler os på og blive klogere på os selv. Uden den tvivl ville vi vel aldrig turde tage chancer. Kunne ikke være mere enig med Sarah omkring det med små øjeblikke hvor man er lykkelig. Lykke er ikke noget vi kan måle eller veje men vel bare enkelte øjeblikke og stunder der giver os lidt ro i sjælen. På pædagogstudiet må du vel også have hørt om livskvalitet. Det er forskelligt fra person til person – om det er familie eller venner der skaber det, at være sund og rask, eller et godt glas vin (eller to) hver aften. Det gælder vel ligeledes med lykke. Hvad der er lykke for nogen er ikke nødvendigvis det samme for dig. Gud hvor jeg kunne blive ved, nu stopper jeg med at vrøvle, hvis bare jeg havde evnen at formulere mig som dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Dine formuleringer og dit budskab er altså lige i øjet, Katrine! Tak! Og ja, du har jo så ret, så ret!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Åh det gav SÅ meget mening. Og jeg har det virkelig på samme måde. Den der pseudo lykke. Jeg har en sund og rask skøn søn. Jeg bor sammen med min vidunderlige kæreste i er skønt hus. Men jeg er arbejdsløs og kæmper med at finde mig tilrette i en ny virkelighed som kronisk smertepatient med varige mén efter en trafikulykke. Jeg har en del af mit liv hvor jeg er gennemsyret lykkelig. Og så en hvor der er en del udfordringer. Så det er dælme ambivalent og svært at finde ro i.

    Tak for er skønt, tankevækkende indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej Tine – og selv tak skal jeg skynde mig at sige, men det er sgu mig der takker, for at du vil læse det jeg skriver og hurra for at andre kan genkende nogle af mine tanker og følelser. Jeg er sgu ked af at læse, at du har kroniske smerter. Hvad fa’en svarer man til det – hvordan er det at være dig? Er det nyt? KH

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tine

      Tak fordi du spørger ❤️ Dét er noget af det jeg også stadig kæmper med. Hvad fanden svarer man egentlig til den slags. Og hvad fanden siger man egentlig i første omgang. Jeg vil ikke have at mine smerter og min ulykke skal definere mig. Men selv her halvandet år efter, fylder det en kæmpe del af mit liv. Jeg opdager ugenligt ting jeg ikke kan mere og sommerferien var ond på det punkt. Mit bækken brækkede fem steder, da jeg blev påkørt af en bilist der var uopmærksom. Hun bragede direkte ind i mig og min 11 måneder gamle søn. Han slap med en bule i panden. Thank god. Men når en af grundstenene i kroppen har været knust og er sat sammen med skruer og skinner, så bliver kroppen godt nok udfordret. Men det er underligt at være mig, fordi jeg på den ene side er fuldstændig den samme som før, men så alligevel en helt anden. Jeg ved stadig ikke om jeg vil kunne passe et job, da jeg hverken kan sidde eller stå for længe af gangen. Og dét er dælme deprimerende. Men samtidig er jeg så taknemmelig og så lykkelig. Min søn kom godt igennem både psykisk og fysisk. Jeg er ikke lam eller hjerneskadet. Men jeg havde faktisk overvejet at skifte spor – jeg har en lang akademisk uddannelse, men overvejede om jeg ikke skulle noget andet. Sygeplejerske. Pædagog. Noget i den dur. Men det har kroppen sat en stopper for. Så jeg tror svaret må være, at det er udfordrende at være mig. Men også givende og lærerigt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Alt det man har lært er aldrig spildt. Om du kommer til at arbejde som pædagog i fremtiden eller ej, så vil du altid have alt din viden og erfaring med dig, som du kan bruge i utallige situationer, når du skal omgåes andre mennesker 🙂
    Jeg blev selv uddannet ergoterapeut for ca. 4 1/2 år siden nu, og har aldrig nogensinde søgt et eneste job som det, eller arbejdet som det 🙂 Men synes ikke de 3 1/2 år er spildt. Overhovedet. Jeg starter på ny uddannelse her d. 4. sep, men ved stadig ikke helt præcist, “hvad jeg vil være, når jeg bliver voksen” ;).
    Så hvis du drømmer om noget andet, så kan det være du bare skal forfølge den drøm 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Ja, måske vi i virkeligheden bare samler ind til vores livs-porteføljer med erfaringer, viden og kompetencer, som kan bruges i alle aspekter af livet.. det er bare så svært at se på uddannelse som noget der ikke ‘bare’ er adgangsgivende til bestemte jobs, men selvfølgelig har man meget mere med sig, end et eksamensbevis. God pointe!
      Hvad arbejder en uddannet ergoterapeut så som, når det ikke er som ergoterapeut?
      KH. Johanne

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg synes det er vigtigt at huske på, at vi jo fandme skal arbejde de næste 40 år, give or take (how international). Du skal nok komme vidt omkring. Forskellige erfaringer er gode. Bare fordi du får job i en vuggestue, betyder det jo ikke, at du bliver der for evigt. Selv er jeg læreruddannet, og har arbejdet som lærer i 7 år – tog noget efteruddannelse – blev konsulent – og nu er jeg endnu mere uddannet og er i en ny stilling. Tingene bevæger sig. Intet er statisk.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Johanne

    Tak for et godt blogindlæg!:)
    Jeg vaklede selv mellem Jordemoder og lærer, og vidste at jeg ville have en lille smule sorg over det fravalgte studie.
    Min evige sætning i hovedet omkring arbejde er ‘Nu er jeg lærer – men det er ikke sikkert at det varer evigt’ – på den måde udvikler jeg mig lidt hele tiden fordi jeg er på vej.

    Hepper på at modet overbeviser dig om at tage springet til det du drømmer om:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej Johanne, hilsen Johanne 🙂 Tror du altid den sorg vil være der – eller vil der være en snært af tvivl om om det var det rigtige valg og forkerte fravalg? Måske jeg bare skal have en mere løs tilgang til uddannelser, som egentlige er mere moderne, at man ikke bare har den stilling, som man fik, efter man var færdig i skolen. Livet er statisk, som en anden skriver. Det er sgu meget fornuftigt!
      Og tak 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Interessant læsning.
    Jeg var selv igennem rigtig meget (fra stylist, tandtekniker til kontorelev og frisør bl.a.) – inden jeg fint min rette hylde – pædagogfaget. Dog meget sikker på, at jeg ikke skulle arbejde med børn. For det behøver man jo ikke.
    Pædagogfaget har ført til mange spændende arbejdspladser for mit vedkommende. Socialpsykiatri i de gamle væresteder. Socialpædagog / hjemmevejleder i et bofællesskab for unge psykisk udviklingshæmmede – på en af Danmarks bedste arbejdspladser. Herefter fandt jeg vej til Jobcentret. Hvor jeg har hjulpet unge kontanthjælpsmodtagere m/psykiske og misbrugs problemer.
    Pædagog i en jobcenterverden. Mulighederne er mange… jeg har fået tilbudt stillinger som jeg tidligere ikke troede var muligt som pædagog.
    Men mavefornemmelsen, ja….følg den.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Tak for du deler 🙂 Der er helt sikkert mange muligheder indenfor det fag og flere af dem fænger mig også, men jeg har alligevel ikke kunnet se hvor jeg finder mine hobbyer eller fritidspassioner, som er f. eks. at skrive, ind i dét fag, eller de jobs, som pædagogseminariet giver ‘adgang til’. Det er spændende at høre om at det så er meget alsidige stillinger det kan afføde, som eksmpelvis på jobcenteret 🙂 Det lyder jo som en vildt spændende – og udfordrende – arbejdsopgave 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Du er bestemt ikke alene om disse ‘udefinerbare’ tanker. Jeg har det på sammen måde og det kan faktisk drive mig helt til vanvid nogle gange – da det jo ikke altid giver mening når man sidder og har det godt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Vi leger fejlfinder på vores liv, når vi bare burde være tilstede og nyde. Vi må øve os.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    “Drengen begyndte at misunde vindens frihed og forstod, at han kunne blive som den. Intet forhindrede ham i det, bortset fra ham selv.” – Alkymisten

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bare mig

    Jeg har selv lige taget valget om ikke at fortsætte på min Djøf-kandidat, men i stedet på en meget humanistisk kandidat, selvom alle i min omgangskreds farede op, omkring at det var en kæmpe fejl! Men det føles rigtigt, og det er mig der skal leve med min beslutning, ikke dem. Og jo jeg er en smule nervøs, men på den gode måde, for hvis hjertet er med i det, så kan det sjældent gå helt galt 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Jeg har det lidt som dig hvert fald i forhold til uddannelse. Skal jeg starte på noget nyt? Er uddannet modefotograf og har arbejdet i faget i 7 år. I 2016 fik jeg en datter og der er en del regninger og ansvar så tanken om SU er hård. Så skal jeg forsætte af min valgte sti eller gøre noget andet som ikke involvere lange arbejdsdage:-( Ta for et rigtig godt indlæg. Jeg elsker at følge jer<3 /Sara

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Det er svært, Sara, for for mig handler det ikke kun om passion; hvad synes jeg kunne være pisse spændende, for der er sgu også noget der hedder økonomi – og arbejdstider. Når man træffer et valg, så er der positive, men også negative sider ved det valg, som ville se anderledes ud ved andre.. så det er jo noget man gør op med sig selv. Jeg ved bare at jeg ville blive bims, hvis jeg skulle arbejde 40 timer om ugen med noget, som jeg ikke syntes var fedt. Og så er det sgu lige meget om jeg tjente kassen. Jeg ville så også være ulykkelig, hvis jeg skulle aflevere kl. 6.30 hver dag og hente kl. 17, da jeg er vant til noget andet… så det er ikke let <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Du skal da helt sikkert prøve noget nyt (journalist) jeg er også pæd. Og min barsel er lige slut og nu gider jeg ikke mit eget fag længere… uddannelse gider jeg ikke tage flere af men jeg skal have fundet noget nyt at give mig til. Over 40 procent af de uddannede ender med at arbejde med noget andet end se er uddannet sig til. Jeg tænker det er er tegn på at vi er i udvikling hele livet og derfor også skifter / udvider interessser. Det er dit liv, du skal alene tage konsekvenserne af dine valg, så gør det som giver menig for mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      40% alligevel? Det var dog interessant! Det vidste jeg ikke!

      Tak for din kommentar 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Ja, jeg kender hende godt, men jeg vidste ikke lige hun havde vendt dét emne. Jeg er ikke god til at lykke til podcasts, jeg er bedre til billede, end lyd – men jeg nu må jeg sgu få hørt det. Tak for anbefalingen, Sidsel 🙂
      KH. Johanne

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidsel

    Kender du Emma Martinys podcast? Indlægget her fik mig til at tænke på hende. Jeg lytter selv meget til det for tiden, hvor jeg står og skal igang med min kandidat efter barsel og pludselig bliver i tvivl om, hvad det hele mon skal ende med. Emma er så sej og inspirerende, og det hjælper i hvert fald mig til at tænke om tingene, livet og fremtiden på en konstruktiv måde med mere indre ro og overskud. Hvis du har lyst, er særligt episode 10 i sæson 2 ret relevant for emnet her 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg bliver 31 år lige om 5 minutter. Og jeg aner stadig på ingen måde hvad jeg vil, tror faktisk aldrig det kommer til mig. Så jeg nøjes med at arbejde – et sted med de dejligste kollegaer, en overskuelig vagt plan og en løn der er til at leve for. Det er nu altså heller ikke dumt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Dét er det bestemt ikke 🙂 Jeg tror at man kan overtænke og overbekymre sig i al for høj grad. Jeg skal også lære at bare være og nyde 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    Du er så skøn i dine meget ærlige indlæg. Der er overhovedet ingen tvivl om, at hvor end du lander er dem du lander blandt heldige! Det er modigt af dig at åbne op på den måde – det er modigt at drømme – og det er modigt at parkere drømmene indtil de er helt klar og parat til at blive indfriet.

    Jeg er også en tanketumler. Er sådan halvt sat af arbejdsmarkedet pga kronisk livstruende sygdom. Bevæger mig alligevel ind og ud af forskellige jobs og holder nok aldrig helt op med at drømme om mit eget – 100 procent – og lige som jeg vil havde det. Det er gode rare drømme at have, især til de dage hvor lykken føles mere fjern end ellers <3

    DRØM for pokker – og spring når du er klar 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hey Johanne

    Jeg har skrevet et indlæg på min blog, der udspringer i en særlig sætning jeg opsnusede fra dig, så tak for det.

    Håber du vil læse det.

    Hilsen Sofie

    http://tankeflimmer.dk/?p=38

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Min skønne svigerinde er selvstændig som “penge-mentor” og guider selvstændige kvinder rundt i den jungle du beskriver med skat osv. Du kan finde hende her: http://www.pernillebirkenfeldt.com

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Victoria

    Hej Johanne! Selvom jeg kun er 20 og barnløs, synes jeg at det er vildt interessant læsning i dine blogindlæg (hver gang). Du er utroligt velformuleret og samtidig vittig, så det er en fornøjelse for en sprognørd som mig at læse med. Desuden nogle dybe og vigtige emner, du tager op. Det får mig til at tænke på, om du har skænket det at være forfatter en tanke? Ikke nødvendigvis sådan noget “Min Guide til Lykke”-agtigt, men måske børnebøger (så du kan fusionere din pædagoguddannelse med dit skriveri) eller coming-of-age bøger om unge kvinders personlige udvikling. Har læst flere bøger i stil med dine blogindlæg, der samtidig med at være alvorlige har været skideskægge at læse! Hvis du nogensinde har overvejet det, men ikke har turde tage springet, så skal du bare vide, at du i hvert fald har én læser lige her! 😉 Og med det vil jeg slutte af og håbe på, at min kommentar har sat nogle tanker igang – måske.
    Mvh Victoria

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DU GODESTE...