SUNDAY BLUES

DERFOR BLOGGER JEG

fullsizerender4

Vil man blogge, hvis ingen læser med? Svaret ville nok være nej. I hvert fald fra min side af og jeg vil gerne forklare hvorfor, efterfulgt af en tak til jer.

Jeg er nok ikke typen der ville skrive dagbog, hvis jeg ikke havde dette domæne, men ikke desto mindre ville det nok være sundt, som det er for de fleste. Jeg har nævnt det før og nu sker det igen; der er noget terapeutisk ved at sætte ord på sine følelser og tanker, fordi man får formuleret hvad det egentlig er man mener (selvom jeg kan gøre det rodet og kringlet, tildels pga. de mange ord, til dels fordi jeg er en kegle, til at sætte kommaer,). Men derudover er der noget fantastisk i den respons jeg får, når jeg skriver noget på indernættet. Altså responsen fra jer.

Helse Matilde udgav i dag et indlæg, som giver meget god mening i denne kontekst.. nemlig at sociale medier er en skør, überoverfladisk og det kan gøre dig forvirret over hvad det er ægte og vigtigt. At Instagram måske kan måske give en tro på, at alle er lykkelige og at tilværelsen er avokadomadder med dit livs kærlighed, en refill til Nespressokapselholderen, et billede af spændte unger, fordi det helt insta-rigtige halstørklæde er indkøbt og Chaneltasker.
Livet er selvsagt mere end dét, men den mørkere side bliver sjældent blottet på nettet, men det gør den her, i og med i bekræfter mig i at jeg ikke er ene.

Dét der gør internettet ægte er menneskerne bag, når vi interagerer og der responderes på det vi lægger ud. Særligt når vi lægger noget ud, som er mere, end kridhvide vægge og en selvtilfreds selfie efter aftenens 10 km. løbetur.

Se mit indlæg fra i søndags, hvor jeg var nede og vende. Indlægget i sig selv er jo ikke noget revolutionerende eller vildt originalt, men det er mine få ærlige ord på en skærm, skrevet i et moment, hvor jeg ikke lige var så glad.. se lige kommentarfeltet, altså.

Det er dérfor jeg blogger, fordi jeg lægger noget ud i universet og I så siger; Hey, det der kender jeg også! Lad mig lige fortælle dig det eller: jeg har ikke selv oplevet det der, jeg har ikke børn / jeg er ikke skilt, men jeg kan sætte mig ind i dine tanker.

I kommer med råd, deler jeres liv, jeres virkelighed og sårbarhed og på den vis føler man sig ikke alene. Det er jo ikke fordi jeg ikke har nogen at tale med, eller føler mig isoleret, fordi jeg er den eneste i min omkreds, der er alenemor (min egen mor undtaget), men der er noget særligt i at være en gruppe kvinder som støtter andre kvinder og så skriver I endda hér, selvom vi ikke kender hinanden i virkeligheden – det synes jeg er sejt, at I bare springer til tasterne.
En anden grund til at jeg også skriver om de sværere ting i livet og ikke blot laver Nelly collager, er at der jo kunne være andre, der kan få den fællesskabsfølelse og den måske-er-jeg-ikke-alene, ved at læse det.

Som jeg nævnte, så ved jeg at nogen af jer der læser med, overvejer at gå fra kæresten, eller er midt i det. Fordi det sker I skriver til mig, privat. Og når man står i sådan noget, som jeg jo også har gjort, så er det særligt rart at vide at det ER muligt, at der er et godt liv på den anden side, selvom det kan være svært og igennem december måned, da jeg blev alene, følte jeg massiv opbakning fra jer og en stemning af; dét her klarer du sgu! Det kan nogle gange blive svært og se sort ud, men det skal nok blive godt!

Det giver mening for mig, at skrive hér, som jeg gør lige nu, i mine underhylere en tirsdag kl. 21.15, fordi det er rart at få tanker ud gennem fingrene, som nævnt, men det er for søren kun en lillebitte del af det, for det sjove sker, når jeg trykker udgiv og jeg ved I læser det.

Så tak, tak for jer. Tak for I læser med i stort og småt, sjovt og trist.

Jeg har de sidste par dage lige været i halvmuggent humør. På den måde er det jo fint jeg er single og Augusta er hos sin far, selvom hendes tilstedeværelse nok ville lette på det hele. Jeg har nemlig problemer med mit ene bryst, hvor arret jeg fik ordnet ikke er vokset godt nok sammen og jeg måtte på hospitalet, fordi det hele lugtede (bogstavelig talt!) råddent. De var hurtige og tog mig ind med det samme, jeg føler mig rigtig tryg hos Aleris, men jeg er også bare sindssygt træt af at min krop ikke rigtig virker. Både med dét, som jo er ment som et fiks af noget, der ikke blev som det skulle – og nu skal fikset måske fikses, men også fordi min knude i maven driller og jeg har intet hørt fra dén del af sundhedssystemet, selvom de regnede med slut august.
Men jeg er slet ikke så depri-Karen, som billedet måske antyder – det er blot et lille foto fra i dag, hvor jeg var ude og gå en lang gåtur med Maya, til en snak om stort, småt og godt.

Men i morgen kommer Augusta fandeme hjem, jeg har købt ind og er klar til at kramme, bygge hule og være mor-Johanne igen. Hende kender jeg bedst.

KH! Johanne

   

8 kommentarer

  • Preach, Johanne! Du har så evig ret og det er som altid en fornøjelse at læse med hos dig. Beundrer dinevne til at skrive om det grimme.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Tak søde Louise! Jeg kan ikke andet, det er sådan en stor del af mit liv, at det nok ville være alt eller intet <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor kan jeg bare nikke genkendende til meget af det du skriver. Ikke om at være mor eller vente på (det efterhånden langsomme) system, men dét at komme ud med sine tanker.

    Det gør altså bare et eller andet, når man sætter dem på skrift. Man bliver på en eller anden måde nødt til at reflektere over egne tanker og meninger, og det tror jeg faktisk er rigtig sundt.

    Og så er det jo så sandt, når du siger, at det virkelig sjove sker, når folk læser med.

    God aften, og på forhånd velkommen til mor-Johanne. Hun har været savnet ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Tak, Anne <3 Det er så rart at høre fra jer, der læser med <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette Louise

    Bare en Tak for en skøn, ærlig og ikke-opstyltet blog❤ Elsker at følge dig her og på insta

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stinne Appel

    Jeg plejer at sige, at jeg holder af det smukke ved det grimme .. Jeg bliver også ved med at holde fast i din blog, fordi du insisterer på at være et nuanceret menneske – smuk OG grim – på skærmen, såvel som bag skærmen, som de fleste mennesker jo er … ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helena

    Endnu engang et dejligt og ærligt indlæg fra din side, bl.a. en af de grunde til at jeg elsker at læse med på din blog, netop fordi du formår at sætte ord på de til tider svære hverdagstanker. Jeg bruger selv min blog og også IG til også at komme ud med de ting, som heller ikke kan være lige rosenrødt og let i hverdagsmomentet og det har faktisk hjulpet mig en del på vej til at se lyset forenden af tunellen.

    Fat modet Johanne, du er en skøn kvinde med Stort Q

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina

    Åh Tak for dig Johanne. Du sætter så meget ord på nogle af de tanker jeg selv har engang mellem. Det perfekte, det rette, det eneste rigtige.
    Hvorfor er der ikke plads til forkerte, det skæve, og det rodede!
    Derfor elsker jeg at læse din blog lige så vel din Instagram!
    Du gør det uperfekte perfekte! Tak for dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SUNDAY BLUES