BARNETS GENISTREG

SUNDAY BLUES

p5161631

Jeg har tænkt på dette potentielle skriv hele dagen, om der skal være plads til disse negative tankestrømninger på bloggen, som med de gale øjne måske fremstår som en omgang lang selvmedlidenhed. Men det er immervæk min lille arena, hvor jeg deler stort og småt, så hvorfor ikke.

Dét jeg har brugt mange tanker, mellem afsnit af af Game og Thrones, som jeg den seneste tid har binget, er mine følelser, når Augusta ikke er hos mig. I Det skift mellem mor og far. Ja, hvem skulle tro det var forælderen, der havde det svært ved det?
Årsagen til at det er svært at tale om, er at det jo er mine inderste følelser, som jeg ikke selv nødvendigvis ved hvordan skal formuleres – eller hvor stammer fra.

Når Augusta skal hjem til sin far er der følelser af glæde, på hendes vegne – og hans. Det er jo så dejligt for hende, at komme hjem til sin far, som hun savner. Denne gang skulle hun hjem i deres nye lejlighed, for første gang og jeg kunne mærke hun var spændt på at se sit nye – helt eget – værelse i den lejlighed, som de forhåbentlig skal bo i længe.

…men når hun så er taget afsted og jeg står tilbage i vores hjem, så er her tomt. Lige så følelses der meget tomt inde i mig. Ja, det lyder ret dramatisk, når jeg skriver det her, men forstå at kontrasten til livet som mor, når man har sit barn, er voldsomt modsat, når man er alene. Udover at lejligheden virker åndssvagt stor, så er der stille. Når jeg rydder op er der ingen der roder igen. Hvis jeg skulle høre fodtrin bør jeg ringe 112, for jeg er mutters alene. Stilheden er heller ikke sjov, hvilket nok er årsagen til jeg guffer serier i mig, som en elektronisk zombie.

Ja, jeg har endda skrevet om det før, men det ændrer ikke på at det jo er noget jeg føler lige nu, som jeg sidder her, søndag aften, 22.30 og føler skal ud – igen. Plus jeg har brug for at høre fra jer!
Det der endnu står uskrevet her på bloggen, er den følelse jeg har af dårlig samvittighed, som i den grad er irrationel og yderst destruktiv. Jeg vender de dage vi har haft sammen og vurderer om det gennemgående har været godt for Augusta. Om det konflikterne fylder mere end morskaben. Om da hun stod og skreg og råbte af mig, fordi jeg holdt ved og bestemte at hun altså ikke skulle have is, en episode der også endte med dørsmækkeri (hende, ikke jeg) fylder mere i hukommelsen, end da hun grinede så meget af kildemonsteret (mig), at hun nær tissede i bukserne?

Jeg vil enormt gerne høre fra jer, om I også over-tænker. Om I også bekymrer jer, mere end hvad godt er?

Jeg ved selvfølgelig godt at vi har det godt. Det er derfor alt dette er irrationelt og skrives med en bekymret mine, for at I ikke vil forstå det, men ikke desto mindre føler jeg mig sjældent fri, når jeg er barnefri.

Jeg ville gerne være et forbillede for jer damer, der er i en seperationsproces eller ved det kommer en dag – det sker nogle af jer skriver til mig, så jeg ved I læser med, men jeg kan ikke være andet end ærlig, og erkende at jeg ikke altid har det let. Det er en dag eller to, hvor jeg føler jeg er lidt i limbo. Hvor jeg tænker, som jeg gør, og låser mig lidt inde. Men så går det bedre og jeg skuldrene føles knap så tunge, jeg er mere ‘på’ og mig selv, men der skal altså lige en dag eller to til, hvor jeg er lidt ved siden af mig selv og føler mig fremmed i mit eget hjem.

Måske det bliver lettere en dag… jeg ved det ikke. Men det er sådan det er, lige nu.. sunday blues kan vi kalde det, selvom det rammer hvilken som helst dagen-derpå-dag.

Nu vil jeg se lidt mere GOT, måske springe hen til Dr.dk og se det nyeste afsnit med de der ballerinaer.
Sov godt!

<3 Johanne

   

44 kommentarer

  • Lise

    <3 Jeg kan virkelig forestille mig, at det må føles stille, når barnet er sendt afsted til faderen og man først skal se hende igen flere dage senere. Jeg har ikke nogen løsning, men ville bare sige, at jeg godt forstår din søndagsblues. Hvad konflikterne angår, så tænker jeg, at du da har fat i den lange ende. Det skulle nødig ende i et barn, der drukner i misforstået velvilje, fordi man vil holde fast i den gode stemning når man endelig er sammen igen, med det resultat, at barnet ikke ved hvor grænserne går. Alle forældre (og jeg selv er bestemt ingen undtagelse) kan blive i tvivl om de gør det godt nok og om dén konflikt nu også var nødvendig, men altså shit happens og vi gør det så godt vi kan.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Tak for dine ord, Lise. Jeg er helt enig i hvad du skriver, at vi skal kende grænserne og ikke give efter.. jeg tror desværre det er årsagen til at flere forældre bliver ‘lege onkler’ eller – tanter, fordi man netop vil have det så godt, så godt, når man endelig er sammen. Men naturligvis skal man bibeholde grænser og holde fast, som “man plejer” <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anine

    Hej søde.
    Min erfaring er, at man forandrer sig som “jeg” når man bliver mor.
    Du er vant til at sætte Augustas behov før dine egne, og når hun er væk, skal du pludselig til at prioritere dig selv igen.
    Jeg tror det er pisse svært nogensinde at komme til at føle sig som man gjorde inden man fik børn og nød alenetid. Ikke at det ikke kan være rart, men nu er man bare pludselig meget mere end alene- selv i ens mindset.
    Giver det mening? Andre ting som før betød meget kan være så banale nu- og omvendt.
    Og så tror jeg bare man skal være bedre til at give samvittigheden en fuckfinger, for du prøver det allerbedste du kan, og jeg tror du ville kunne mærke på hende, hvis det ikke var godt.
    Fuckfingeren er nogle gange nøglen til at slippe for bekymringer.
    Kæmpe kram, bare lidt tanker herfra 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kate

    Tak fordi du sætter ord på livet som enlig mor! Jeg “overtænker” også…
    At være mor er en stor og konstant indsats, en enorm energi, fordi det afspejler den absolut største kærlighedsrelation. Når man efterlades i det tomrum, som alene-dagene er, omsættes al energien til tanker… og man vender og drejer alt! Af kærlighed og ønsket om at gøre alt det bedste for sine børn – som ikke er der.
    Alene-tiden ER svær og jeg er ved at lære at håndtere den.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Vi skal nok lære det, tænker jeg. Og ja, det afspejler den kærlighed man føler, fordi vi jo gerne vil have at de (uden tvivl) ved vi elsker dem!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har det præcis modsat. Jeg har været skilt i snart 2 1/2 år og savner aldrig mine 3 drenge, når de er hos deres far. Selvom jeg ELSKER når de er her og glæder mig til de kommer. Jeg ELSKER også min alenetid og synes at begge uger flyver afsted. På hver deres måde. Jeg har brugt ret meget krudt på at have dårlig samvittighed over at jeg IKKE savner … for så er jeg nok en dårlig mor. Det ved jeg godt at jeg ikke er, men kender alt til tankespin. For det er det det er. Tanker der kører afsted med en. Jeg synes det tager LANG tid at lære at leve sit liv alene, men jeg tager opgaven på mig. Med tvivl, uro, glæde, megameget sjov og en del tårer også. Og søndage er notorisk hårde, hvis man er i det hjørne … pøj pøj

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Jeg skal, som du mestrer, nok øve mig i at kaste den samvittighed væk. Det handler, som du tager fat i, nok om en usikkerhed, der hvisker i mit ører: er du god nok som mor?
      ..og dét er destruktivt. Tak for du skrev, det er jo også rart at høre fra nogen der har det på en anden måde.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Jeg oplever nøjagtig det samme hver gang børnene er hos deres far. Jeg føler mug rastløs og tom. Det er så hårdt at falde i søvn i min store tomme dobbeltseng uden dem (vi sover sammen) i lørdags overvejede jeg at joine dem med deres far fordi jeg savnede dem så meget. Jeg hjemmepassede dem begge til de var ca 2-3 år, så det er en kæmpe kontrast til hvordan vores hverdag er nu. Det hårdeste er dog da Liv sagde: “mor, jeg har bare ondt i hjertet hele tiden” jeg spurgte hende hvorfor og hun svarede ” det er fordi at når jeg er hjemme hos dig, så savner jeg far og når jeg er hjemme hos far så savner jeg dig”
    Jeg måtte holde tårnene tilbage og fortælle hende at nogle gange er det okay at savne hinanden, for så kan man mærke hvor meget man elsker hinanden, og når man så er sammen igen nyder man det ekstra meget og sætter endnu mere pris på det ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Årh av av av mit hjerte.. præcis dét, selvsamme formulering!, bruger Augusta. Hun siger dog ikke hun har ondt i hjertet, men nogle gange har hun lidt ondt i maven. Jeg synes dine formuleringer med at det er okay at savne og at sige hvorfor hun gør det, er så fine. Det siger jeg også selv til Augusta. Men ja, de savner jo også og deres følelser ER svære at rumme. Det er jo omstændigheder de ikke har valgt og det niver i hjertet, når vi hører at de er mærket af det. Men hvor er det fantastisk at hun siger det og sætter ord på det! Så kan I netop tale om det og hendes følelser, så de kommer ud og ikke bliver holdt inde <3
      Jeg håber det bliver bedre for dig. Jeg kan ikke rigtig læse om det er nyt, at I ikke er sammen, men jeg har et håb om – måske en tro på -, selvom mit indlæg virker pessimistisk, at det nok skal blive lettere.
      Kærlig hilsen (og kram), Johanne

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie

      Det sagde min søn på tre også til mig kort inden han skulle på sommerferie hos sin far.
      Det gør så ondt i mit hjerte de hele tiden skal savne den ene eller den anden 🙁

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Dét gør det, men det er jo meget fint formuleret – og sandt. Det ville være underligt, hvis de ikke savnede <3 Så på den måde er det jo kun rart, at de kan italesætte deres følelser og afsavn

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Jeg ved ikke hvordan det er at savne sit barn på samme måde som du, for jeg er sammen med mine børns far. Dog er jeg skilsmissebarn og kan fortælle dig, at jeg stadig knus elskede min mor, selvom hun sagde nej til mig eller jeg fik skæld ud for noget jeg havde gjort.
    selvom jeg ser min datter hver dag, så kan selv jeg være i tvivl om jeg gør det godt nok. Men ærlig talt, så ved jeg, at jeg gør det så godt jeg kan. Og det er jeg overbevist om at du også gør. Det må være så dejligt for din datter, at hendes far og dig samarbejder og dermed giver hende en ro og tro på, at det hele nok skal gå. For det gør det jo.
    Men sidst, og ikke mindst, det er okay at have det, som du har det lige nu. Du gør det godt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Tak <3 Mange tak
      Og jeg tror du har ret, det er måske mere en forælder-ting, end blot en skilsmisseforælder-ting, som jeg måske reducerer det til, at man er usikker på hvad barnet føler i sidste ende. Det ER måske meget normalt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Tak! Tak, fordi du deler både at det sjove, det glade og dine blues. Det er præcis derfor jeg følger med i din og A’s verden. 🙏🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Afel

    Nu er jeg selv fraskilt og enlig mor til to og selv et skilsmissebarn. Jeg har ikke mødt den enlig mor inkl mig selv der ikke har hft akkurat samme følelser som du. Kan kun råbe i kor: Det er HELT NORMALT! Det vigtigste for børnene er at se mor og far hr styr på det. At de ikke skal føles sig ansvarlige for noget. Og ja nogle gange så kapper det hele over og man råber lidt højere og man er lidt mere sur på barnet. Men det vigtigste jeg hr lært er at jeg kan gå hen til mit barn og undskylde og forklare hvorfor jeg reagere som jeg lige gjorde. Det er utroligt at de børn forstår den slags og lærer at mor og far vil os det bedste. Det med savnet eller at man ikke føler sig helt: Åh Gud jeg ville blive stinkende rig hvis jeg fik en krone for hver gang jeg havde den følelse. Man skal lære at nyde stilheden og finde sine egne interesser.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Som de fleste andre alenemødre, kan jeg også nikke genkendende til følelsen af tomhed, selvom min søn kun er væk hver anden weekend. Jeg prøver altid at have en masse aftaler, og bliver faktisk en smule angst ved tanken om ik at have noget at lave eller nogen at mødes med. Jeg har ik rigtig lært at være alene hjemme, når han er væk. Har ofte slet ik lyst til at tage hjem, efter jeg har været ude, og gider ik engang at lave mad til mig selv.
    På den mere positive side, så har jeg mærkbart meget mere overskud når han kommer hjem igen, og det nyder vi begge.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Ja, det med overskuddet kender jeg. Men jeg tror vi er lidt modsatte; jeg vil meget hellere være hjemme, end ude, men sådan er man også forskellige, som mennesker. Jeg får klart mest energi, ved at være alene <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Nu er det snart 14mdr siden jeg blev skilt og blev alenemor. På ingen måde en lykkelig proces, da skilsmissen kom efter min eksmands længere varende utroskab. Jeg havde, ligesom dig, håbede tingene vil blive nemmeremed tiden, at jeg ville sætte pris på de fire dages børnefri hver fjorten dag – det gør jeg også tildels, men jeg kan slet heller ikke rumme den stilhed der er, når jeg er alene.
    Og ja, jeg føler mig total irrationel og splittet, når de følelser vælter ind over mig. For vi har det jo godt, min søn har brug for sin far og han er en god far, men jeg føler mig efterladt med et kæmpe hul i maven, som om jeg var blevet skudt med en kanon. Det hul fyldes først, når min søn igen er hjemme hos mig.
    Senere på året ændres samværet, så han skal være en dag længere hos sin far og jeg er allerede ved at kvæles over jeg skal være alene en dag længere. Top dum tanke, da jeg jo ved min søn vil sætte pris på lidt mere samvær med sin far. Jeg kan bare slet ikke rumme den ensomhed, som jeg føler mig efterladt med.
    Og nej, i min verden kan en ny mand ikke erstatte det hul der kontinuerligt indfinder sig i min mave hver 10ende dag.
    Den lykkelige skilsmisse er jo utopi i min verden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Årh for søren, det er jeg sgu ked af at høre, Marie!! What a dick !
      Jeg håber for dig, at det bliver lettere med tiden. Måske en ekstra dag endda kan gøre at det bliver lettere lige at ‘falde til’, og være beredt på nogle dage alene. Det er bare en tanke, måske den er fjollet, men måske kan det gøre det lettere at lave noget og lave ting, som du gjorde før du blev mor, når man har en dag ekstra?
      Du er sej – jeg håber det bedste for dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helena

    Jeg blev alenemor for 2 år siden og det første halve år blev jeg fysisk syg dagen før hun skulle hjem til sin far. Det er rigtig svært, både samvittigheden, men for mig især det at være alene – havde jeg jo ikke været i nogle år. Jeg har fundet frem til at det der virker for mig? Er at have lagt planer i de børnefri weekender. Være sammen med veninder, besøge familien, handle stort ind, rengøre helt i bund mm. Altså holde sig beskæftiget så man ikke når at ‘mærke’ man sidder alene hjemme.
    Ville gerne trøste og sige at det bliver lettere med tiden. Men det der stadig rammer mig – her 2 år efter – er den dårlige samvittighed over den travle hverdag, konflikterne over småting mm.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej Helena! Tak for din kommentar og råd.. det er måske en god idé at holde sig i gang, men tror også det varierer fra menneske til menneske, hvad der fodrer en med energi. Selvom det måske ikke ER det bedste, så har jeg det bedst med få planer og være en del alene 🙂 Men måske det i virkeligheden ville være godt at omgive sig med folk?
      Efter at have læst de mange kommentarer til indlægget her, har jeg fået i hovedet, at det nu nok blot er en mor-ting, fremfor skilsmisse-ting, at have dårlig samvittighed – med travlhed og konflikter.. og her helt normalt. Om det så er værre for os, ’skilsmissefamiler’, ved jeg så ikke, men det er normalt <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla F

    Jeg forstår dig virkelig godt. Er ikke selv skilt, men må indrømme det er også nogetjeg frygter. Men samtidigt er det bare det rigtige valg du har truffet for dig selv. Og Augusta kommer til at vokse op og turde at prioritere sig selv først. Det er så vigtigt!
    Har du overvejet at ringe og tale med en rådgiver hos forældretelefonen? Det er uddannede frivillige rådgivere fra Børns Vilkår, der bare sidder klar og er så gode til at lytte og rådgive.
    Det er dette tlf 35555557. Deres åbningstider er ikke supergode, fordi de trods alt prioriterer børnetelefonen højest hos BV. Men prøv at ring. Tænker du så vil få lidt mere tankemylder ud og få mere direkte kontakt❤️. Kram til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Tak, Camilla, det er en sød tanke!
      Jeg tror det er meget almindelige tanker jeg tumler med (som kommentarfeltet også bevidner om), men vi har et fantastisk samarbejde og jeg er generelt glad – selvom jeg nogle gange overvældes af lidt bluuues <3 Så fint du skriver nummeret her alligevel – måske en anden kan bruge det <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camilla F

      Bare for en sikkerheds skyld, så er jeg slet ikke i tvivl om at du “kun” har the blues. Forældretelefonen er ikke psykologer eller terapeuter, men bare nogle søde og rare mennesker man kan tale mef om løst og fast.
      Jeg tror slet ikke du er der hvor du har brug for terapi (ikke mere end alle andre ihvertfald) men et af deres hyppigste emner både børn og voksne ringer om er skilsmisse, så tænkte bare at de måske kunne have et godt råd eller lignende.
      Jeg er selv frivillig hosBørns Vilkår, dog i en anden afdeling, så der er derfor jeg anbefaler dem varmt. Og det er fuldstændigt anonymt😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg har nu været alene i 4 år og har det stadig på præcis samme måde som du beskriver!
    I starten var jeg meget fokuseret på at forsøge at gemme/glemme de følelser, for følte at de var forkerte. Det var jo kun 2 døgn jeg ikke så dem, hvor slemt kunne det være. Det var den holdning jeg følte jeg mødte ude omkring.
    Min erfaring efterfølgende er dog at de følelser ikke går væk fordi man “glemmer” dem, men tværtimod forstærkes. Nej, de skal være der, de skal ud, de skal lovliggøres. Nogen nyder/udnytter de børnefri dage, men der er altså også nogen der ikke gør! Jeg kan sagtens lave ting og hygge mig med veninder osv de dage, men andre gange ryger jeg i en depressions lign tilstand i de (nu) 3 døgn. Og det vil jeg have lov til! Det har jeg brug for!
    Og som andre skriver; der findes ikke en lykkelig skilsmisse – ment på den måde at skilsmissen kan godt være rigtig, men man bliver ikke lykkelig af det. Og nej en ny mand vil ikke kunne udfylde det tomrum der er!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janne

    Det er en mors lod i livet at bekymre sig, fik jeg engang fortalt. Jeg gør det også, og vender alle dagens ting, på den måde udvikler jeg også mine forældre evner tænker jeg. Så gør jeg måske ikke den samme fejl næste gang. Og så findes der en god bog der hedder “Kunsten at sige nej” af Jesper Juul. Den har jeg haft stor glæde af.
    Savnet til vores børn og deres til os, er desværre skilsmissens konsekvenser som vi skal leve med. Jeg blev skilt for 10 år siden, og jeg savner stadig mine børn. Det er bare ikke naturligt for mig, at jeg ikke skal være en del af halvdelen af deres opvækst. Så på den front har jeg ingen gode råd andet end rødvin og gode venner.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Jeg har været alene nu i fem år og jeg har det på præcis samme måde som dig. Der har været tider, da jeg havde en kæreste, hvor tiden uden børn også var rar. For ja, det kan da være rart at kunne ligge i sengen hele dagen og se Netflix og gå en tur i byen og ikke at lave aftensmad, men jeg synes slet ikke det opvejer det, at være sammen med mine børn. De er efterhånden blevet næsten 7 og 10 år og tiden med dem er blevet nemmere, så faktisk synes jeg pga at jeg ikke er nær så udmattet, at savnet til dem er blevet endnu større. Nogle gange kan jeg i mit inderste være så bitter på deres far over, at han valgte at gå, selvom jeg jo godt ved, at vi ikke havde det godt sammen. Jeg har jo for pokker ikke fået børn for kun at se dem halvdelen af deres liv. Men sådan er situationen jo og jeg kæmper stadigvæk med, hvad dælen jeg skal udfylde den anden halvdel af mit szitzofrene liv med, da jeg ofte ender med bare at gå på job og så hjem og se dårlige serier. Jeg har opdaget, at jeg nogle gange slet ikke har været i min stue i den tid de er hos deres far, da det meste af tiden foregår i sengen hvor både serier og købemad bliver indtaget..

    Så jeg ville ønske at jeg kunne sige dig at det bliver nemmere… for mig er det bare ikke, da savnet jo altid er der

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Tak for din kommentar, Stine. Det er virkelig rart at høre fra andre, der står i samme situation.. så føler man sig knap så gak 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Stine

      Og det samme siger jeg 🌸

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Hejsa Johanne
    Jeg forstår simpelthen så godt dine følelser. Jeg har ikke selv stået i den situation, men dårlig samvittighed kender alle der er forældre – tror jeg. Jeg har det hver eneste gang jeg læser til eksamen og ikke har tid til at se min søn så meget, som jeg vil, og han bliver sur på mig.
    MEN nu går min søn og din datter i børnehave sammen og Augusta er seriøst den sødeste og gladeste lille pige jeg længe har mødt. Hun kommer så tit og fortæller, hvor min søn er, når jeg kommer for at hente ham – en dag kom hun for at fortælle, at han altså havde skubbet hende, og det må man ikke! Så vi fik lige en lille snak alle sammen, så han kunne sige undskyld, og så var hun så stolt! (Hun havde jo gjort det helt rigtige at sige det til en voksen). Hun virker så balanceret og dygtig! som man kun kan, hvis man får masser kærlighed og opmærksomhed, som jo både skal være den opmærksomhed, hvor du er den onde mor og den sjove og søde! – seriøst! Tænk lige på det barn der aldrig får et nej 😱 Shit! Det bliver altså ikke så sød og god en pige, som din er! Du er pisse sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elisabeth

    Kære Johannne
    Puha det må virkelig også være hårdt at skulle undvære sit barn. Jeg kan godt lide at du er ærlig og fortæller om dine følelser. Ingen er jo glade hele tiden. Det ville da også være uinteressant at følge med i det du deler fra dit liv, hvis ikke du viste flere sider af dig selv.
    Jeg synes du er sej og mega modig.
    Nogle gange er jeg helt udkørt og tænker, hvis bare jeg kunne få en lille pause så jeg kunne sove, men på den anden side så ved jeg at når min baby bare har sovet en lille lur savner jeg ham og det føles tomt og kedeligt uden ham.
    Jeg synes det er flot at du og din datters far har et godt forhold på trods af at det ikke duede i mellem jer. Du gør det helt rigtige for Augusta og mht det med isen – så var det jo en nødvendig konflikt hvor du viser, at du er den tydelige voksne, der sætter grænser og du ved hvad der er bedst. De forældre, der bare bukker under og giver deres barn alt, hvad de vil have, får jo bare de mest forkælede og uopdragne børn, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt i samfundet.
    Hatten af for dig. Du er en super sej kvinde i dig selv og en fantastisk mor.
    Kærlighed til dig og jeg håber du finder på at beskæftige dig med nogle gode aktiviteter så ugen flyver afsted og Augusta er ved dig igen snart ❤😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Hej du.
    Jeg ved godt at det ikke helt er det samme – men jeg er skilsmissebarn. Og det har ikke altid været nemt at stå i mellem forældre. Nu er jeg 20 og bor ikke hjemme mere. Men da jeg var lille og boede hjemme. Der gik det udefra set rigtig godt. Vi lignede en lykkelig familie – selvom mine forældre var skilt! De var stadigvæk rigtig gode venner. Men det ingen så var hvor ked af det min mor var når jeg skulle hjem til min far. Hun var glad fordi hun ønskede min far og jeg det bedste og hun stadigvæk holdte af ham. Men som du beskriver – så var det hele meget tomt. Vi skændtes tit min mor og jeg. Jeg tog tit hjem til min far når min mor og jeg var uvenner.. min far følte ikke det der tomrum på samme måde. Han fandt hurtig en kæreste! Men jo ældre jeg blev jo mere lagde jeg mærke til hvor meget min mor prøvede på at give mig det bedste liv – også selvom hun følte sig tom når jeg var hos min far. Min mor gav altid sig selv skylden for vores skænderier.. det gør ondt i mit hjerte af vide hvor alene hun til tider har følt dig.
    — det jeg prøver at sige er, så længe du prøver at være den bedste version af dig selv overfor augusta, så skal det nok gå!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Kære Johanne. Single eller i kernefamilie – det med at overtænke tror jeg bare hører med til det at være mor. Forleden aften (nat 🙄) gik jeg i seng og følte at jeg rent FYSISK havde ondt i hjernen af at tænke over mine unger. En på 20 lige startet på pædagogseminariet, en på 19 i sit sabbatår, 8-årig med infantil autisme og 2-årig dramaking på vej mod børnehavestart. Og hos hver enkelt af dem opstår der jo hele tiden små og store udfordringer, situationer, perioder, hvor mor-hjernen er på overarbejde, særligt kredsende om temaet “hvad kunne mor have gjort her”? Og jeg må bare sige, at verden byder på knubs og modstand og ondt-i-hjertet oplevelser, der udløser “jeg kommer og smadrer dig hvis du kommer i nærheden af mit afkom igen” følelser, MEN – kærlighed i alle former (også nej-hatten) og masser af kys, kram og grin holder bare og er NOK og mere til, og det er det sku så tydeligt i overflod hos jer ❤️ Så jeg øver mig (stadig) i at slukke for hjernes overarbejde, åbne mine øjne og lade mine ungers velbefindende og smil give mig svarene i stedet – og søde Augustas smil fortæller en fantastisk historie! TAK! for en nærværende, genkendelig og upoleret blog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Blomsten

    Johanne,
    Tak for dit skriv, tak for at vise mig hvad der er bag facaden, tak fordi du blot er helt almindeligt menneske med samme kampe som mig; der ikke blogger.
    Jeg føler kæmpe frustration iforhold til mine børn – jeg vil gøre alt for at beskytte dem, mens jeg også til tider har lyst til at smide dem langt bort. Jeg overtolker alt for meget, bekymre mig på deres vejne, bekymre mig før det overhovedet er nødvendigt, føler skyld over de nok begge skal have tandbøjle på, for det må være min skyld idet jeg havde bøjle på som barn. Jeg føler skyld overfor nr. 2 barn, som langt fra får samme “alene” tid som barn nr. 1 … jeg kan blive ved … Men bag alt det, giver de to mig noget ubeskriveligt som intet andet i denne verden ville kunne give mig – en kærlighed så nær, at jeg nærmest drukner i den. De elsker mig ubetinget, og den tanke er værd t holde fast i ❤️😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrineo

    Tak for din ærlighed!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Belinda B

    Jeg ved lige præcis hvordan du har det – hvertfald udfra det som du beskriver. Jeg har det selv på samme måde. Kan nogle gange glæde mig til, at min søn skal på weekend ved sin far, men det sekund, hvor han faktisk kysser mig farvel, føler jeg stikken i hjertet, savnet, tomheden, stilheden. Den første Kop kaffe, første oprydning, første afsnit – alt det er skønt, men derefter, ja, der rammer stilheden, ensomheden. Nok den store kontrast fra at være mor som hele tiden er i gang eller hvertfald er til rådighed, til lige pludselig bare at være sig selv uden morhatten. Ja, det er underligt!
    Jeg gennemgår også alle konflikter og stressede øjeblikke og laver planer for, hvordan jeg vil håndtere ting anderledes, selvom der i bund og grund ikke nødvendigvis er noget galt med måden jeg plejer at håndtere det. Måske er det bare en måde at overkompensere for adskillelsen… den utrolig unaturlige afskillelse fra sit barn
    Nu er det 4 år siden at jeg blev skilt, og vores søn blev delebarn. Det går bedre, de tunge dage kommer ikke så ofte mere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lotte

    Hvor er jeg glad for, at jeg hoppede ind på din blog og fandt dette indlæg. De der følelser er nemlig bare så svære at forklare, netop fordi man måske ikke helt ved, hvad man skal gøre med dem uge efter uge efter uge, når børnene er taget over til far. OG når de kommer hjem igen, og man skal tage mor-hatten på igen, lige som man har fundet sig til rette i alene-heden.
    For mig er det som at leve to forskellige liv, og skiftet fra det ene liv til det andet er altid svært! Og øv, hvor kan jeg bruge meget krudt på at være frustreret over, hvor svært det er.
    Nu et det tre år siden vi gik fra hinanden, og det er da nemmere nu på mange måder, men jeg tror faktisk aldrig, at jeg bliver god til at skifte liv. Men det er nok også helt naturligt, for hvem ville kunne leve to liv og være helt i balance hele tiden? Ingen, vel?
    Så jeg (og børnene også) bruger altid et par dage på at falde i hak. Når jeg er alene, lukker jeg mig også lidt inde, og serier er en tilflugt til tider, men jeg skal også altid huske mig selv på, at det er vigtigt at slukke for tv og computer og bare være. Og jeg skal huske på, at jeg ikke bare skal sidde og vente i stand by mode, indtil børnene kommer hjem.
    Life goes on… men det er sgu ikke bare lige….
    Så tak for dit indlæg. Jeg tror vi er mange, der har lignende følelser.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Frk. A

    Jeg har min datter på en 9/5-ordningen med faderen og det funger egentlig, men jeg kan mærke at MIT behov for hende, bliver større og større. Jeg vil gerne have hende ved mig hele tiden! (eller, ikke når hun smækker med døren, fordi hendes hjerte nu er stoppet med at slå, fordi mor her sagde nej til at hun måtte få en is lige før aftensmad). Men i guder, hvor jeg knus-elsker det lille væsen og vil være hygge med hende hele tiden!
    Vi bor ved min kæreste men tanken om at være selv og have min datter, den er altså begyndt at fylde mere og mere, bare for at jeg kan koncentrere mig 100 procent om hende og ikke sidde med den røvelendige samvittighed når hun skal hjem til sin papa.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

BARNETS GENISTREG