SÅ KOM DET SIDSTE PÅ PLADS

MAN KAN SIGE, AT DET AT BLIVE MOR REDDEDE MIG

IMG_5127

Det er sjovt.. jeg synes ikke rigtig det billede her ligner mig. Men det er det altså! Det er 4 år gammelt, give or take og i dette indlæg vil jeg gerne tale om hvordan den søde lille purk ved min skulder der, gav mig retning.

Det er jo ikke alle der ved hvad de vil, efter gymnasiet, eller hvilken uddannelse der ligger efter folkeskolen. Jeg føler lidt, at det dog forventes at jeg allerede skulle vide det, da valgt studieretning immervæk har noget at sige i forhold til hvad man kan ‘blive’ efterfølgende, eller i hvert fald hvilken uddannelse man kan komme ind på.
Jeg vidste ikke hvad jeg ville, da jeg gik ud af efterskolen, et eksamensfrit 10. klasses ophold. For den sags skyld heller ikke året inden, da jeg forlod 9. klasse på en folkeskole i Odder. En skole jeg forresten kun tilbragte ét år på, fordi jeg ellers havde gået på Interskolen, en lille privatskole lige uden for Aarhus, som jeg, set i bakspejlet, nok skulle være blevet på.

Hvad jeg skulle med mit liv og hvilken retning jeg skulle gå, havde jeg ikke nogen anelse om, da jeg først startede på Katedralskolen og alt føltes meningsløst og frustrerende de kommende 2,5 år. I har jo nok efterhånden fået fortalt, at jeg droppede ud af gymnasiet, lige før eksaminer og studenterkørsel, så af gode grunde var mit fokus, min vilje og min lyst pist borte, da jeg pludselig stod uden uddannelse og uden gejst til… tja, livet.
Uddannelse er selvsagt ikke alt – det definerer ikk
e dig og det er ikke en selvfølge at du skal gå en traditionel vej, men når man rammes af nederlag og allerede inden man er 20 år, ikke aner hvilket ben man skal stå på, så kan alt godt se meget sort ud.
Mine venner vidste jo nogenlunde hvad de ville – de havde håb og drømme, som jeg også troede alle ville have. Ambitioner havde de også, ikke mindst.
Mig; not so much.

I dag har jeg en bachelor som pædagog – og et flot gennemsnit endda, så udover at have gennemført, så fik jeg altså også gjort det godt – nok. Denne uddannelse faldt jo ikke ned i skødet på mig, for det her med at blive pædagog faktisk blot en idé jeg fik, da jeg arbejdede som medhjælper, selvom jeg, i mit stille lille sind, altid har ønsket at blive veterinærsygeplejerske. Det var en drøm fra barndommen, som fulgte mig længe og jeg kan den dag i dag stadig sukke lidt. Det er lidt specielt, det ved jeg, men mon ikke vi har potentiale til at blive forskellige ting? Godt nok besvimede jeg engang, under kejsersnittet af en gravhund (erhvervspraktik), men jeg tror jeg ville have været god.
Jeg søgte dog ind på seminariet, efter venlige skub fra omgangskredsen, med en ansøgning jeg skrev i min barsel. Jeg husker tydeligt at Augusta lå i dobbeltsengen og boblede, mens jeg tastede derud af ved siden af, på min bærbar, for at overbevise de her seminariemennesker at det altså er lige mig de mangler, selvom jeg ikke har et eneste fag på et eneste acceptabelt niveau.
Og jeg kom jo ind, gjorde jeg.
De efterfølgende 3,5 år var jeg så også overbevist om skulle føre til en stilling som pædagog, hvor jeg endelig skulle have lov til at være den.

Generelt overraskede jeg jo helt sikkert min familie og gav dem grund til bekymring, når jeg sådan sprang ud af gymnasiet, havde et rimeligt mørkt humør i en del år, til tider var hjemløs (altså jeg sofasurfede så) – og pludselig blev gravid med en, som de forresten først mødte på fødegangen.

Graviditeten blev det ultimative behov, for noget styr på livet. Ikke nødvendigvis en uddannelse, for som sagt mener jeg jo at man sagtens kan være foruden, her i 2017, men det stillede helt sikkert krav til at jeg tog mig sammen, at jeg fik tjek på de her “lykkepiller”, som jeg efterhånden, på det tidspunkt havde taget en hel del år. Få tjek på mine tanker, så jeg var sikker på jeg var stabil og finde ud af hvordan jeg egentlig havde det. Det var forresten lettere en forventet, jeg trappede ned hurtigt – i samråd med jordemoder – og uden problemer.
Jeg skulle have styr på bolig, og flytte ud fra det lillebitte fre
mlejede værelse jeg lige havde fået, efter jeg BY THE WAY, LIGE var flyttet fra en ekskæreste. Og styr på økonomi, selvfølgelig – og ja, fremtiden. Ikke at det var så vigtigt lige dér. Jeg havde jo andre ting at fokusere på, som at lære faren til vores kommende barn at kende – så regne hele dén situation ud.
For mig var det vigtigt, at jeg havde en plan for fremtiden og tiden efter barsel, men I kender det måske – man føler sig sårbar og udsat, når man er gravid.

Dét ord; sårbar, blev jeg også mærket med, som gravid, af sundhedsplejerske og jordmoder – det ved jeg ikke om jeg har sagt før? ‘Stemplet’ lyder så voldsomt, men I er nok med på hvad jeg mener.
Jeg havde ekstra besøg af sundhedsplejerske efter Augusta kom til – og besøg og samtale inden termin, tildels grundet min unge alder (aarhhhh, men stadig; 24), ved at jeg jo var (kommende) enlig mor og fordi jeg tog antidepressiv og dermed nok var depressivt anlagt.
Det var ikke noget jeg som sådan ellers mærkede til,  men jeg var glad for følelsen af ekstra opmærksomhed og et slags sikkerhedsnet, som det også er ment som.

Hvis I har nogle spørgsmål, så må I jo endelig spørge. 

Faktisk har jeg det sådan i dag, at jeg af flere årsager ikke skulle være Augusta foruden. For helt egoistisk set fik jeg styr på mit lort – og jeg aner ikke hvordan eller hvornår jeg ville få styr på det, hvis jeg ikke var blevet gravid.
Det er også det jeg hører fra mine venner og familie, når de tager noget fra fortiden op (‘de’, fordi det gør jeg ikke rigtig): der er en skillelinje mellem før Augusta og efter Augusta, der er enormt kontrastfyldt, når det kommer til mig og mit take på livet. Den bolig vi bor i nu, f.eks. er den første bolig jeg bor i, selv. Og det er så med et barn. Ikke at det er et kriterie for om man har styr på tingene, eller ej, men det er ikke nogen tvivl om, at før barn ville jeg sgu ikke kunne administrere at bo selv, fordi jeg ikke var særlig stabil.

Men det tog en drejning, mit nye spor, som var dukket op. Jeg besluttede jo efter min eksamen, efter jeg blev pædagog, at jeg alligevel ikke ville tage til de samtaler jeg ellers var kaldt til. Alle søgte pædagogstillinger og det føltes pludselig som et væddeløb, som jeg da ikke måtte tabe, så jeg søgte, ligesom alle andre. Muligheden for at blive selvstændig var der bare – og interessen lige så, så selvom jeg har levet et ungdoms- og voksenliv, hvor jeg virkelig har ønsket der var mere stabilitet og kontrol, så tog jeg sgu en beslutning om at jeg skulle kaste mig ud, hvor jeg muligvis ikke kunne bunde. Det er jo en chance at tage og selvom mange lever således, så er jeg alligevel typen, der virkelig trives med en fast indkomst, faste arbejdstider, en chef og den slags. Nogen der kaster pengene til skat, før jeg får dem og nogle der lægger min vagtplan. Og tjubang, det er altså ikke livet som selvstændig.

Jeg forstår derfor ikke helt endnu, at jeg er 100% selvstændig, men det er jeg, på trods. Hvor længe det bliver ved aner jeg ikke. Og fremtiden, som det sker flere af jer spørger ind til, kender jeg ikke.
Jeg kan nok ikke lave dette i fem år, så skal der nok andre “boller på suppen”, nye eller flere opgaver. Mit eksamensbevis, der hænger så fint her ved siden af min computer, ved jeg heller ikke om jeg kommer til at bruge.
Sagen er den, at jeg ikke lige nu kan se mig i en 37 timers pædagogstilling, men sagen er også den, at jeg er dårlig til at strukturere min tid som selvstændig og der pt. er lidt røde tal på bankkontoen.

Min lille (nye) drøm, som jeg selv finder lidt for ambitiøs, kræver jo en helt ny uddanelse og dispensation, grundet uddannelsesloft.  Lorte uddannelsesloft. Men jeg forsøger at gøre hvad jeg kan, for at kunne komme til optagelsesprøve. For så har jeg da prøvet! Det må også tælle for noget. For mig selv, ikke mindst, da man skylder sine drømme at give det et skud.

Så fremtiden, som jeg indimellem funderer lidt over på øverste etage og her på domænet, kender jeg ikke. Jeg øver mig i at tænke nu-og-her, men samtidig skuler jeg liiidt fremad. Både af bekymring, men også fordi jeg efterhånden tør drømme og tør kæmpe lidt.

Kæmpe klapsavle, hvis du kom gennem dette lange skriv. Skriv en kommentar og jeg sender en highfive og en krammer for indsatsen. Jeg selv sidder forresten splitragende nøgen på bedhoffice og skriver og drikker kaffe, som nok dog er kold efterhånden. Jeg er jo alene, så jeg kan gøre hvad jeg vil, men nu vil jeg så springe i tøjet og hente min meget store pige i børnehaven.

Som altid; kommenter endelig! Kan du genkende nogle af tankerne – eller vil du blot lige sige et par ord?
Jeg elsker jo, når I gør det!

KH! Johanne

   

58 kommentarer

  • Ida

    Jeg siger det efterhånden ret ofte, men du er fandme bare dejlig ❤️ Og tak for din åben- og ærlighed – du er jo bare et menneske, som alle os andre!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hold nu op en dejlig kommentar! Tusinde tak, Ida! Nu er det allerede det værd, at dele!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Holder virkelig meget af dine mere personlige indlæg! Kan godt lide alle dine refleksioner over din egen udvikling, og jeg er glad for, at du også vil dele de lidt mørke sider. Tak! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej Rikke! Dét er jeg glad for at høre! Jeg vil fortsætte 😀 Det er jo nervepirrende sådan at lægge ‘det mørke ud’ -både fordi det er fremmede, men også familie og venner, der kigger med. Men det er også rart at få formuleret det man ikke får talt så meget om <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Rikke

      Det er så fedt, at du tager dig tid til at svare!!
      Kan dæleme godt forstå, at det må være nervepirrende, måske især på grund af familie og venner, det er jo meget personlige ting, som er svære at snakke om, og som man måske helst vil glemme. Jeg tror dog på, at hvis man er glad for at skrive, så er den her måde, du gør det på, virkelig god for ens udvikling, fordi du netop kan få mange facetter med, og du kan vende og dreje dine følelser og tanker. Og alle kommentarerne viser så tydeligt, at en del (inkl mig selv) kan sætte sig ind i dine tanker og får en tro på, at det hele sgu nok skal gå – det er da en fantastisk ting at sætte i gang!!! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Jeg tror du har så ret, Rikke!
      TAK!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Jeg kender det alt for godt, Det der med tvivlen.
    Faktisk blev jeg pædagog fordi jeg ikke kom ind på de uddannelser jeg ville. Men. Da jeg året før som 20 årig blev mor. Følte jeg at jeg måtte tage en eller anden uddannelse. Så det blev pædagog. For der var der en åben plads… Jeps. Drømmestudie… not so much! Jeg har selv overvejet at blive selvstændig. Meget inspireret af in veninde jelena der er møg sej og har eget børnetøjsmærke… Men er nok en for stor kylling, og alt for glad for de faste løn og råd til elregningen… og forresten, jeg er også altid nøgen når jeg er alene 😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej nøgen-ven!
      Creepy? Arh, måske!
      Ja, det kan jo være et sats, det her med at gå selvstændig, hvis man går fra en fast stilling. For mig kunne jeg jo sige det egentlig bare var en udskydelse af jobstart, fordi jeg jo alligevel var ‘fri’ efter endt uddannelse.
      Jeg ved jo ikke hvad du laver nu, men jeg vil have den holdning, at hvis du drømmer og gerne vil give det et skud, så GØR DET.
      Jelena er også så sej og det er så godt hun har fået det GOTS mærke 🙂
      Man ved jo ikke om det vil bære eller briste, uden man springer ud i det.
      KH!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Fantastisk indlæg ☺️ Jeg kan på en del områder nikke genkendende til din historie. Jeg endte også på en gymnasiel uddannelse, men nok mest fordi at det var det “man” gjorde. Jeg havde ikke et mål og famlede også lidt rundt blandt målrettede og ambitiøse klassekammerater. Jeg blev også mor i starten af tyverne (23) og det reddede også på en måde mig. Pludselig var der et mål for mig, nemlig at blive en god mor ☺️ Jeg har også drømme, men er ligesom dig ramt at uddannelsesloftet. Held og lykke med dine drømme, jeg hepper på dig ✊🏻😄

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Dejligt at høre fra dig! Jeg startede netop også, som dig, på gym, fordi det var det ‘man’ gjorde. Og fordi det for mig var det der var mest prestige i.
      Det er et godt mål at være en god mor – og vigtigere end meget andet <3
      Jeg hepper også på dig! Og for at det uddannelsesloft skrider af h t.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Jeg endte også på gymnasiet – og gennemførte. Tog sågar en bachelor, men er nu endt som kontorelev, hvilket jeg nok skulle have gjort fra starten. Men jeg fortryder absolut ikke min lidt mærkelige vej til det ‘rigtige’ arbejdsmarked!

    Med hensyn til uddannelsesloft så er det desværre virkelig, virkelig svært at få dispensation, medmindre du er blevet syv og ikke kan arbejde med din tidligere uddannelse – feks dyrelægen der får pelsallergi. Eller det er det ihvertfald – desværre, også for mig selv – på den uddannelsesinstitution, hvor jeg arbejder👎🏻👎🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Skønt du fandt en vej 😀 Der er mange der ikke ved hvad de vil, så selvom vejen var kringlet, så er det fedt du kom dertil 😀
      Og tak for kommentaren om uddannelsesloft – lorte loft. Jeg ved det er svært, men det må endnu være til uafklaret hvad der præcis skal til, før man får dispensation, da det jo er så nyt. Om det så er godt eller dårligt ved jeg ikke.
      Jeg bøvler meget med eget korpus, er meget hybermobil – bl.a. i nakken, som giver store smerter. Og så er jeg pilskæv i kroppen og dårlig hofte. Jeg skal undersøges af en reumatolog lige om lidt, så forhåbentlig det give svar. Sådan har jeg det jo, men om det er grund til karriereskift, set med systemets øjne, ved jeg ikke endnu.
      KH!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nana

    Kan virkelig relatere til dit indlæg! (Jeg hader faktisk lidt ordet indlæg, det minder mig om et trusseinlæg) nå, men jeg har været på hvad der føles som 100 uddannelser, men jeg endte med at gå fuldstændig ned med depression, jeg blev så gravid kort efter, jeg er nu igang med en profession bachelor, og jeg er så skide stolt af mig selv, fordi det går faktisk skide godt! Det ar få et barn, kan virkelig ændre ens tankegang fuldstændig! Fedt indlæg ;)))

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hahaha, Nana! HELT enig! 😀 Det er så meget trusseindlæg 😛
      Jeg er overrasket over at jeg ikke er alene, men det er sgu rart at I ikke synes jeg er tosset. At få barn kan nemlig ændre tankegang- for nogle. SKØNT 😀 Tak for din kommentar på MIT INDLÆG 😀
      KH Johanne

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina

    Hvor er det dejligt at du siger det højt. Så føles man lidt mere “normal” . Før jeg fik Nalina kastede jeg mig rundt i alverdens ting, slæbte mig gennem Gym, droppede uddannelse ( som pædagog ). Fordi jeg bare ikke var ‘der’ . Først da jeg fik Nalina , var det som om mit liv gav mening – hun gav mig styrken til at skabe ro og stabilitet . Nu har jeg endelig færdiggjort en uddannelse , har et fast job og går nu med sommerfugle i maven over udviklingen af livet og dets muligheder .
    Børn kan bare gøre noget helt unikt for os ❤️
    TAK for et rigtig godt skriv, smukke du!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Jeg er så enig med dig – børn kan nemlig gøre noget helt unikt for os.. og for os to var det så styrken til at skabe ro <3 så vigtigt! Kram til dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Alle kan komme til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen, så det er vel bare at melde sig til? 🙂 Og så har du (måske) bevist, at du i hvert fald kunne <3 Det er fandme træls med det uddannelsesloft – lorteloft!

    Jeg læser selv til journalist, og er pisse glad for det, men jeg er heller ikke sikker på, at det er det, jeg vil resten af mit liv. Jeg er færdiguddannet når jeg er 24, og så er der langt tid til den 70 år, eller hvad pensionsalderen nu er til den tid 😛 Årh det er svært.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hmmmm.. såvidt jeg har forstået skal man tilmelde sig. Alle bliver inviteret, hvis de kan komme ind og det kan jeg jo ikke, da jeg er ramt af uddannelsesloftet.. desværre. Sådan har jeg i hvert fald forstået det.
      Og årh, du har ret, Emma! Der er sååå lang tid til og man kan jo nå at gå den ene og den anden vej inden – og det synes jeg også man skal, for vi ændrer os jo også med tiden- hvorfor skulle vores professioner ikke også?
      Jeg tror det er en anden sag for vores forældres generation måske – men jeg ser det som en positiv ting, at vi ikke bliver fastgroet samme sted i 40 år.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Toni

    Du er så Awesome!
    Høj femmer for at du turder det frie selvstændige liv💪💪

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bente

    Det er virkelig et godt “indlæg”🙈(ikke trusseindlæg) Du ved hvad jeg mener…..? Jeg var selv 26 år da jeg fik min lille pige, man bliver enormt stærk af at gennemgå en graviditet helt alene. Min pige fik vendt mit liv til det meget bedre, jeg havde godt nok styr på uddannelse, men var rebel så snart det blev fredag. Jeg skulle i øvrigt også først til at lære hendes far rigtigt at kende da hun kom til verden. Så jeg kan relatere til en masse af det du skriver. Det er egentligt noget underligt noget, for det er mig der sørger for alt det praktiske, leverer maden på vores bord, tøjet på vores kroppe og taget over vores hovedet. Men det er hende som driver værket og giver mig lysten, lysten til aldrig at opgive noget❤️ Er i øvrigt uhelbredelif cancer patient, men jeg føler vi kan overvinde alt sammen. Hende og jeg❤️ Tak for en skøn blog og personlighed

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Bente <3 Det er jeg fandeme ked af at høre, din sidste kommentar. Du lyder fandeme sej og stærk <3 ! Jeg synes det er svært at vælge ord nu, for jeg vil jo gerne skrive 'det rigtige' <3 ?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sejt du deler, sejt du valgte og sejt du tør. Det er meget værd!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er vild med de skriv der ligger på kanten, dem der fortæller lidt mere, dem der laver lidt ridser i overfladen! Tak❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg havde en depression da jeg blev gravid, og først efter jeg fødte, begyndte jeg på antidepressiv. Det, sammen med at være blevet mor, har givet mit liv mening.

    Hilsen en anden ung mor, der fylder 25 i morgen 🇩🇰

    / http://www.livetsomungmor.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Ej, det er jo for sent nu, men TILLYKKE! Undskyld jeg ikke har skrevet før! Jeg håber du havde en god dag – og at det går bedre? Er du stadig på antidepressiv?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina birk

    Yes! Tak! Og skønt! Meget af dit skriv kunne have været mit. Bortset fra at jeg blev pædagog før jeg blev mor til Estrid. Jeg var også ’sårbar’ med ekstra besøg og hele baduljen. Og sikke et stempel at få! Mit livs retning har ændret sig markant efter jeg blev mor og jeg selv er ramt af det skide uddannelsesloft. 😡 Hatten af for din ærlighed og hele din facon. Jeg er fan!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Connie

    Du har sgu gjort det godt Johanne! 👌
    Havde ikke lige opfanget at du er gået selvstændig, men hepper på dig!
    Kh Connie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Runa Isabell

    Mega spændende indlæg! Jeg synes, du er både modig og sej. Spring ud i det hele, der er så meget at vinde ved at turde tage chancer

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Hey Johanne. Angående din journalistdrøm – har du overvejet kandidaten i journalistik? Analytisk journalistik hedder den.
    Der rammes du ikke af uddannelsesloftet. Dog skal du nok lige tjekke op på, om professionsbachelorer er adgangsgivende, eller om der skal søges dispensation der.
    Men det har du jo haft held med tidligere, så hvorfor ikke!

    Jeg startede selv på den sidste år, men af gode grunde (jeg fandt ud af, jeg ikke ville være journalist) stoppede jeg og valgte en anden vej.

    Jeg kom bare lige til at tænke på, om det kunne være noget for dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Hatten af for ikke at følge strømmen…Jeg fulgte strømmen: HF –>arbejde som pædagogmedhjælper nogle år–> læse til pædagog–> få arbejde i børnehave/vuggestue–> og nu efter 9 år som pædagog er jeg endt stressramt og uden nogen som helst anelse om, hvad jeg så skal….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Hatten af for dig ❤️ Jeg ELSKER at følge med og griner næsten altid højt af dine jokes. Du er inspirerende på virkelig mange planer. Jeg er sikker på, at din fremtid er lys, hvorend du ender. Tak tak TAK fordi du deler!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Hatten af for dig ❤️ Jeg ELSKER at følge med og griner næsten altid højt af dine jokes. Du er inspirerende på virkelig mange planer. Jeg er sikker på, at din fremtid er lys, hvorend du ender. Tak tak TAK fordi du deler!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Jeg vil lige smide en kommentar og sige et stort TAK! Det er så fedt, at du er åben og ærlig om de sider af livet, der er lidt tabubelagte 👍🏼 Jeg har selv lidt af depression og også en række andre ting, og har holdt foredrag for unge om netop det at have det svært. Så jeg nyder at læse med her på bloggen, både om det sjove, men lige så meget om det, som er lidt mere svært at få sagt højt 😊 og fedt med succeshistorierne om, at man sagtens kan få sig en uddannelse til trods 👍🏼 Hilsen hende, der nu kan kalde sig Cand.mag (det lyder bare så blæret 😜)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    Super godt skriv ! Elsker at følge dig og din datter. Elsker din ærlighed og humor. Og så har du en enorm sød datter.
    Jeg er selv alene mor (dog selvvalgt)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Tusinde tak, søde Mille!
      Alenemor, som i; uden en far, eller som jeg, med barn med deleordning 🙂 ?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Du er sej. Og jeg læser alle dine indlæg, længden uagtet 🙌😊❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Spændende og ærligt indlæg!! Jeg bor selv i Århus og er ligeså pædagog – jeg er ny følger på din skønne blog, som jeg elskede med det samme jeg kom ind på den!! Jeg syntes du er for sej at du tør at følge din mavefornemmelse som du så fint skriver, at du har gjort flere gange! Måske har du fortalt det i et andet indlæg (så må du meget gerne linke) MEN jeg er nysgerrig på hvordan du arbejdet selvstændigt som pædagog?? Tak for ærligheden, kh Emilie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej Emilie! Min med-pædagog 😀 Tak for de søde ord ! 😀 Jeg bliver da helt overvældet. Jeg arbejder ikke selvstændigt som pædagog. Jeg er uddannet pædagog, men jeg besluttede mig for at kaste mig ud i det jeg lavede sideløbende med seminariet, nemlig arbejde med sociale medier. Jeg administrerer Bruuns Galleris – og Bryggen i Vejle – Instagram, laver freelance opgaver og har bloggen her 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda

    Har fulgt dig længe og du er helt klart min yndlings blogger. Her kommer lige et spørgsmål 😊
    Har du et godt råd eller fif til en kvote 2 ansøgning, til pædagog uddannelsen?
    Jeg har en erhvervsuddannelse, er 24 år og har 2 små børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej Linda! Tak og undskyld for det sene svar 😀 Hmmm.. jamen nu ved jeg jo ikke hvad det lige præcis var, der gjorde jeg kom ind, men det jeg lagde vægt på, var at jeg havde sat mig ind i hvad uddannelsen indebar. Hvilke kompetencer de mener man skal tilegne sig. Så skrev jeg også lidt om hvad det er jeg ville med børn – hvilke erfaringer jeg har og hvad det var, der drev værket, hvorfor jeg netop søgte ind på seminariet. Så jeg vil anbefale dig at læse om pædagoguddannelsen og bidrage med hvad du mener du har lært, som gør dig egnet. Nu ved jeg jo ikke hvilken uddannelse du har, men der må være noget du kan, som kan overføres til seminariet. Det skal også siges at for mig var det okay at være mor under dén uddannelse, ift. skemalagt undervisning. KH!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fie

    Dejligt langt skriv, Da jeg for 3-4 års tid siden, som 20 årig blev utrolig skruk, begyndte jeg at følge en masse forskellige “insta-mødre”. Min “skrukhed” forsvandte, og pludselig irriterende de fleste insta-mødre mig, undtagen dig. Som ærke århusianer nyder jeg at følge med i Augustas fantastiske sprog, og jeres liv i Århus, udover det, så er i begge bare så skide søde altså! Derudover kan jeg så godt følge dig i den store problematik i at skulle vælge hvad man skal.,hold nu op hvor er det svært – og det er netop derfor at din blog tiltaler mig så meget. Jeg kan forholde mig til den. Og lige præcis dette indlæg, kunne jeg virkelig relatere til, og hvor føles det rart. Tak for dig Johanne!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hold kæft hvor er du da sød, Fie! Tak for søren – det er bad på min mølle. Det er skønt du kunne lide det!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Jeg tror sørme, du har inspireret mig til at gå hjem og skrive min egen fortælling om de sidste 5 års tid. Altså bare til min egen læsning. Tror det er sundt at reflektere på den måde.
    Mvh én der har sagt sit job op, for at gøre noget uvist 😱👍

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det et fint skriv❤️ Og hvor ligner du bare din såkaldte tvilling på det billedet! Det er så inspirerende, at du tør mærke efter i maven og følge de svar du får derfra👏

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Hej! Jeg er ny følger og nyder virkelig at læse det du skriver. Jeg synes at jeg har en meget åben tilgang til livet, og alligevel kan jeg mærke at når jeg læser dine skrivelser, så rører de noget i mig. Jeg er nok meget mere mainstream end jeg troede og derfor er det så dejligt at læse om dit take på livet. Åbne min nuværende barselsverden lidt op og sætte gang i tanker hos mig. Så kæmpe High five til dig og dit liv og den lille uddannelse i følelseslivet du giver mig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Arh Rikke, FEDT! Tak for det 😀 Jeg er nok ikke så mainstream, du har ret. Jeg tror dog på, ift. blogs, at mange rummer flere facetter og har komplekse følelser og komplicerede forhistorier, som de ikke lige åbner op for.. mens andre smider ALT på 😀 Men skønt det gav et-eller-andet 😀 KH! Johanne

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Tak fordi du tager så vigtige emner op !! Jeg er så enig i dit syn på uddannelse, man er nemlig ikke forkert hvis man ikke har en… jeg har ikke den ønskede, men ved inde i mig selv, at jeg kommer til at lave lige præcis det jeg elsker én dag… Jeg er nu 25 år og er gravid med mit første barn. Selvom min hverdag kommer til at ændre sig 180 grader, har jeg fundet en indre ro, som jeg aldrig har haft før. Og jeg ved at det kommer til at give mig styrke. Du er en stor inspiration ! Tak for dig !

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Ej, det er jeg glad for at høre, Christina! Der skal nemlig ikke være panik for at alt skal være perfekt, når ens barn kommer til. Du skal jo stadig kunne uddanne dig, søge nyt job, flytte til en anden by – eller hvad end der nu passer dig. Livet slutter IKKE der og der er ikke en korrekt rækkefølge på sagerne. Særligt ikke når man er 25, så er det altså ikke forventeligt at du er all done med (“den rigtige”) uddannelse. Jeg håber du nyder den første tid, som mor – det er helt særligt <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fru B

    Jeg synes det er så skønt og befriende at læse dine indlæg. Både fordi meget af det kræver mod at lægge åbent på bordet, men også fordi du tør være dig selv og stå ved det. Jeg gad squ godt at møde dig IR og få et skud “reality tjek og husk nu at være dig selv” dosis ind sammen med en god portion af din enormt sjove humor og fantastiske måde at anskue verden på.
    Det kommer bag på mig, at du har haft den “mørke” tankegang i så mange år, for jeg synes du om nogen forsøger at finde den positive vinkel i selv de sværeste indlæg.
    Tak fordi jeg må læse med – jeg nyder det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hvor er det en rar kommentar du! TAK! Det er sjovt du siger det, for jeg er en god blanding. Jeg er helt bestemt tjubang; sjov og ballade, ærlig; svesken på disken, men også enormt følsom og eftertænksom. Måske humoren også er et skjold til tider, men ikke desto mindre rummer jeg lidt af det hele 🙂 Måske ikke så meget modsætninger, men kvaliteter og svagheder, der gør mig til mig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Hvor er du sej! Og hvor er det helt igennem fedt at du netop valgte at tænke sikkerhedsnettet omkring dig i din graviditet – som netop det. Et sikkerhedsnet der kunne hjælpe hvis det blev for svært – og ikke offentligt kontrol. Måske hele essensen i at det netop lykkedes at få dig på den helt rette hylde. Nemlig som velfungerende mor!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Tak, Stine. Og ja, det er netop sådan jeg tænkte det. Faktisk skænkede jeg det ikke en tanke, at nogen ville gøre det, fordi de var bekymrede for at jeg ikke kunne klare det, men netop tilbød disse ekstra ting, så jeg havde de bedste forudsætninger for at have det så godt som muligt <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SÅ KOM DET SIDSTE PÅ PLADS