JEG HAR..

STOLEN I BESTEMT ENTAL – OG NOGET OM NU OG OM SENERE

p1188627

Jeg sidder og gnider lidt i øjnerne her ved skrivebordet. En konsekvens af både at se Sex and The City til alt for sent ud på natten, men muligvis også af at sove med mine kontaktlinser i. Det er dumt.
I forgårs havde jeg helt glemt at få de små sataner i, så jeg lavede alle mine ærinder uden, som en halvblind muldvarp. Det er også dumt.
Der var en der vinkede til mig på gaden. Eller det troede jeg, men det var slet ikke til mig, så jeg vinkede igen, som den svagtseende tosse jeg er.

Jeg er forresten ikke helt sikker på hvad der definerer et skrivebord, da denne plade min far og paplillebror har sat op i mit soveværelse oftest blot er en station for makeup, brugte kaffekopper, min kalender, kvitteringer og andet godt fra hverdagen og knap så meget skriveri og tasteri, som ellers var dets egentlige formål. Ikke desto mindre kalder jeg det stadig mit bedhoffice, dette rum, i håb om at der kommer til at ske lidt flere skriverier.

Her bor ‘the chair’, som I kan se på billedet, også. Ikke at det er en fancy designerstol, der hedder således, nej nej, det er i bestemt ental, fordi alle har sådan en stol. Ik? AM I RIGHT?
Altså en stol, som er offer for alt det tøj man tager af om aftenen, offer for det tøj vi tager ud af skabet, som ikke kommer på kroppen og alt, som vi ikke nænner at lægge på gulvet, men som ikke er vigtigt nok til at hænge pænt på plads.

Lige om lidt skal jeg duppe noget concealer på mine forhenværende bumser, som har efterladt sig røde tomme hylstre, der helt tæt på måske kunne bilde dig ind, at jeg er teenager, men SNYDT, mine kragetæer ved øjnene nok gøre dig opmærksom på at jeg er på nippet til 30.
Når dét er gjort går turen på ladcyklen, op i børnehaven, hvor jeg skal hente Augusta, som jeg ikke har set siden lørdag.
Dét er fandeme mange dage.
Måske vil skilsmissefamilierne være uenige, da 7/7 er hverdagskost for mange, men for mig er det dæleme et langt stræk at være væk fra en, som er trukket ud af min mave en tidlig maj morgen. Ikke at jeg siger, at fordi det er hverdagskost er det nemt, men blot for at sige; det er svært for mig (…også).

Vi skal afhente en kage af en art – jeg regner med fra Føtex, som skal medbringes til min storebrors bogreception. Endnu en. De ord skrevet med stolthed og begejstring. Jeg har ikke selv set den, bogen altså, men sådan forholder det sig ikke, når jeg putter Augusta i aften.

(Hvis du er nysgerrig og vil vide lidt mere om min bror, som er en sej forfatter/digter, så er der er et super fint interview lige her)

Kagen havde han selv efterspurgt. Et alternativ til en blomst eller en flaske vin, som han selv sagde. Han spurgte om jeg ville bage en og selvom jeg svarede ‘ja da’, så kender han mig da sikkert godt nok til at vide, at jeg ikke bager, at jeg hellere stikker føtexbagerjomfruen 70 kr. Ikke kun for at springe over hvor gær(d)et er lavest, men også fordi jeg kender mine egne begrænsninger.
Min liste over mestrede kundskaber inkluderer ikke noget som helst, der involverer en ovn.
Og sårn’ det.

Selvom det er torsdag, vil jeg gerne tale om søndag, inden jeg lige skal høre jer om noget.
Søndag bliver måske nok stortudedag. Augusta skal lave en danseforestilling i Musikhuset og selvom det også i mine ører lyder utrolig amerikansk med en forestilling, så vokser jeg nok 5 cm. på søndag, af ren stolthed. De fleste forældre vil nok kunne forstå, men bare tanken om at hende den 4 årige skal stå på en scene og lave nogle ukoordinerede bevægelser med sine lige så små dansevenner får allerede mine tørre øjne til at løbe lidt i vand.
Kan I lige se det for jer? Bittesmå mennesker i deres fineste kjoler, dansende til en Disneysang for fuld smadder, på en stor stor scene?
Jeg kan ikke finde ud af med mig selv om vi skal filme det, for jeg vil gerne nyde det, bare se det, men på den anden side vil jeg sgu – som alle andre – også gerne gemme det hele.
Jeg bliver nok en af dem jeg selv vender øjne af. Igen.

Men tilbage til den ting jeg skal høre jer om. Jeg fik nemlig den ide, at Maya og jeg skal snakke lidt om mænd. Drømmemænd, typer, dating, Tinder og en karikatur af hvad vi kigger efter hos en fyr – på video. Hvad vi synes er lækkert – og hvad der er turn off.
Det er noget vi taler en hel del om, når vi er sammen, og vi ved derfor at vi faktisk på mange områder er HELT HELT HELT forskellige og dét kunne sgu være sjovt at dele med jer. Flere af Mayas turn offs er mine turn ons – og omvendt, så det bliver nok til en meget morsom snak.

En snak du ikke må se, mor. Jeg ved du læser med her.

Spørgsmålet er så: er der noget I vil vide? Nogle spørgsmål til mig og/eller hende, som skal besvares?
Skriv endelig herunder, det kunne være super sjovt, hvis I kan bidrage til snakken 🙂

Nu er vi så nået dertil, hvor jeg må få bukser på og komme afsted. Den står jo som nævnt på afhentning af barn, afhentning af kage og så reception.
Håber der er vin!

KÆRLIG HILSEN

Johanne

   

5 kommentarer

  • Maja

    Jeg har datet et par stykker. Og jeg synes det kan være svært at være i den relation, hvor man kun ses for at have sex. Hvordan har I det med det? Har I oplevet at man kan blive vild med en fyr efter lidt tid eller skal den være der fra starten?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lærke

      Jeg er i dag gift med en mand, som jeg kendte i et år, før der opstod nogen interesse. Det var først da jeg lærte ham dybere at kende at han fangede interessen ☺

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helena

    Ihhhhhhh skal bette A danse i Musikhuset på søndag. Jeg skal arbejde i cafeen, så kan være vi ses.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    Hej Johanne. På et tidspunkt brugte du noget mod hudorme ved næsen. Hvad var det nu det var?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej 🙂 En maske der hedder JorgObé – dog ret dyr. Fra Matas. Ellers er jeg også glad fra Origins – men det er ikke sådan en ‘hiv-af-sag’ 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

JEG HAR..