DÉT BETYDER DIT HASHTAG (VIDEO)

KAMPENE

img_2674

Nu håber jeg ikke du snubler over overskriften, som jeg ville gøre, hvis jeg ikke selv havde skrevet det.
Et eller andet sted er jeg ikke den store fan af ordet ‘kamp’, når det er i en kontekst der hedder ‘vores børn’, da det kunne henlede tankerne på, at der vil være en vinder og en taber.
Vi er ikke ude i gladiatorkamp her, men nærmere de stunder, hvor barn og voksen oplever en uenighed, hvor det flyver med forhandlinger, argumenter, kompromiser, stædigheder og diskussioner. Hvor jeg vil noget – og hun vil noget andet. Hvor jeg gerne vil have hun lærer noget – eller stopper med en uvane, alt efter hvordan vi ser på det.
Putning, søvn, spisning, opdragelse og sådan.
Er vi alle med?
Vi kan også se det som ‘det vi arbejder på’.

Lige nu handler det dog ikke om søvn eller putning, det er ikke noget der fylder voldsomt i det store hele billede, men jeg vil enormt gerne have I kommer med jeres besyv. Måske I oplever det samme?

Underligt nok er søvn og putning det SLET ikke et issue, set i betragtning af hvor meget det har fyldt og hvor meget det sikkert fylder hos jer med småbørn. Der er lys forude, folkens, selvom børn selvfølgelig er forskellige.
Jeg tør gerne sige højt, at vi har været heldige at trække det lange strå i forhold til søvn. Hun kan sagtens dejse om kl. 19, hvis vi putter hende til det. Jeg læser to pixibøger og fortæller en halvhjertet godnathistorie (..fordi jeg jo også bliver vanvittig døsig) og så er hun simpelthen i drømmeland lige til klokken slår 6.30. Nogle gange 7. En sjælden gang imellem 7.30. Dét er altså luksus.
Og så sover hun jo (selvfølgelig) ikke middagslur, så risikoen for puttedrama er mindre, fordi hun jo er træt med træt på. Hun sover i sin egen seng, når hun er hos mig, og det helt nye er, at hun selv kommer ind til mig, listende, som en ninja, et sted mellem kl. 02-04, hvor hun sover videre, i dobbeltsengens fjerneste hjørne.

‘Kampene’ har dog ændret slagmark gennem tiden – og bestemt også ændret form. Den første stund af Augustas har indeholdt primært søvn-kampe. Og amme-kampe, men det var en kamp med mit eget Arla-majeri.
Men lad os kalde det puttekamp, for kampene er også bare det der fylder på den negative eller svære konto.
Det handlede jo om at sove, forsøget på at få hende til at falde i søvn, uden at skulle pløje gennem Skanseparken med Emaljungaen i 2,5 time – og selvfølgelig en kamp om at lære hendes lille krop, at den ikke nødvendigvis skal vågne, bare fordi vognen står stille. En kamp om mit søvnbehov kontra det lille væsens nærhedsbehov med forældrene (…der indimellem bare gerne vil have en fucking lur). Vi fandt kompromiser, som slyngevuggen, der virkede (..i en periode). Man kan faktisk godt hive i en snor, og få den økologiske satan til at hoppe op og ned, MENS man sover, tro det eller ej.

Men vent lige med at kalde mig et monster, jeg ved godt at ALT dette er helt naturligt og at intet barn gør det, fordi de gerne vil være skide irriterende. Som at løbe væk, når man er ude. Vi kan føle det også er skide irriterende (det er vel ok at sige højt, ikke sandt?), men det er heller ikke dérfor ungen kaster med maden for 400. gang eller dérfor de kommer rendende i stuen, når der er sagt godnat og sov godt.
Jeg har faktisk længe villet skrive dette indlæg, men jeg har holdt igen, da jeg da tænker det er noget der fylder meget nu her, men som i det lange løb er ligegyldigt, da det sikkert er en kort periode, der vender om lidt. Og bevares, det er fandeme ikke jordens undergang eller noget, der vælter min dag, for det er sådan set ikke mine behov jeg kæmper for. Bare for at sætte det lidt i perspektiv og præcisere en smule.

Sagen er den, at hun ikke leger – selv. En stor del af det er min ‘skyld’, men det er muligvis en kombination af hvordan vi har været – og er – sammen og så nhendes personlighed. Hendes personlighed er jo så også formet af dem måde vi er sammen på og af mig, så det er i virkeligheden ikke til at skille ad eller årsagsforklare, selvom jeg helt sikkert godt kan se hvad jeg kunne have gjort, noget tidligere… *smiley der ruller øjne*.

Når vi er hjemme er vi sammen he-le ti-den. Det da lyder hyggeligt – og er det også. Men hun går ikke for sig selv og leger og dét jeg ligesom ‘kæmper med’ – eller lad os kalde det ‘arbejder med’, er at skubbe hende lidt væk, så hun kan finde glæden i at lege – selv og opdage at hun altså godt kan.
Det er helt normalt, I know, men det kunne alligevel være rart at høre fra andre, fra jer, for de jeg kender er det slet ikke der arbejdes på – de vil nærmest ikke kunne stoppe børnene i at lege selv.
Det sker, sjældent, men det sker, at hun glemmer at jeg ikke er med, at hun finder på noget, som at klippe på en bestemt måde eller lime små papirsstumper fast på et større papir, inde på sit værelse. Eller som den anden dag, hvor hun spurgte efter garn og brugte 10 minutter på at lave et – hvordan skal jeg forklare det – spindelvæv af mine grønne garnrester, i mit soveværelse, lidt ala. Mission Impossible – bare med garn, i stedet for laser. Dét er sgu kreativt og morsomt. Så hun kan godt være med sig selv nogle gange, men det er det her med at sætte noget igang og fordybe sig, i længere tid, der halter.

Jeg har mit barn halv tid, som I ved, da hun er hos sin far 5 dage og hos mig 5 dage og hos sin… ja, you get it, men det er nogenlunde nyt. Et år og en måned siden vi fik separate boliger. Når jeg så har hende er jeg også PÅ, jeg har arbejdet igennem de dage jeg har været uden, så jeg ikke har presserende deadlines eller kæmpe MUST-DO’s hængende over hovedet. Jeg vælger dog, at det skal være helt almindeligt, så der også ordnes vasketøj, vaskes op, støvsuges og al den slags, for det er en del af det almindelige familieliv. Vi er til stede, vi er sammen, har kvalitetstid, men det er bare lige denne lille brik, der ikke helt spiller (endnu).

Lige fra da hun var lille har jeg spillet legekammerater, hvilket jeg godt kan se nu er lidt en fejl. Vi har simpelthen indimellem ageret kompensatoriske for manglende søskende og jeg har helt sikkert forsøgt at lege med, som et barn, på lige fod med hende. Forklaringen har været, at jeg jo gerne ville træne hende i at lære legens spilleregler og sociale spilleregler, ved at benytte mig selv som hendes mod- og medspiller… Men altså, for fa’en, sådan fungerer det jo ikke, Johanne.

Jeg læste en artikel i Vores Børn med Anders Lund Madsen, der SLET IKKE leger med sine børn. Han er far – ikke legekammerat. Jeg kan se logikken i det, men jeg vil aldrig nogensinde ikke-lege, men det jeg forsøger nu, er at skrue ned for hendes forventning om mit engagement i ALT. Jeg kan ikke fake en begejstring for at lege far-mor-og-børn, lave stemmer til bamserne i timevis, som hun ville elske. Og det skal jeg heller ikke, da det ville være falsk. Jeg er ikke et barn og selvom det kunne være rart med en søskende her (endelig; stik hende en, asap, hun ville få så megen glæde ud af det), så er det sundt at lege selv.
Bevares, hun er 4,5 år, det er ikke fordi den er gal – der skal bare gerne ske noget heromkring nu, fordi hun jo godt kan, men det er bare ikke sikkert hun ved det. Hun leger så fint i børnehaven, selv OG med andre børn, hvis det skulle være noget du tænker på lige nu. Det det handler om, er at vi har skabt en måde at være sammen på hjemme hos os, der ikke er gavnlig for os: hun tror ikke på, at hun kan lege selv og de andre måder at være sammen på herhjemme, parallelt, hvor jeg læser en bog og hun leger butik med sine bamser, er noget vi går glip af, da hun hænger mig i skørterne.

Jeg kunne jo nok godt lege med hende hele tiden, hvis jeg ikke tænkte at det er noget hun gerne skal lære at hun godt kan og har gavn af at kunne. Det ville være halvhjertet indimellem, ift. hvad hun gerne vil lege og jo, det var da ret anstrengende, efter 7 dage i sommerferien, at jeg var på HELE TIDEN, virkelig som en klovn, der skulle så for underholdning og aktivering, men i hverdagen, med 5/5 ordning og børnehavetid, er det ikke som sådan MIT behov, at sidde 5 min. med et magasin.
“Vi” / jeg laver enormt meget husligt og praktisk, fordi jeg håber hun synes det bare nogle gange er kedeligt og falder fra.. but no; hun er med i alt fra start til slut og selvom jeg elsker hende og faktisk synes det er awesome at være sammen  med hende, fordi hun er hyle morsom, så var det lidt stramt efter nogle gange.
Hun er en pige der er meget meget meget glad for andre mennesker, for at blive set og hvis hun fik lov, ville hun nok sidde på skødet af en voksen, lige til hun selv fik lyst til at springe ned. Hun er bare meget meget social og har gennem institutionstiden også skulle have et venligt skub eller to fra medhjælpere og pædagoger, når hun havde hængt ud lidt for længe.

Det er hyggeligt og skønt, at være både mig og hende, hjemme hos os, men jeg forsøger lige nu at stille nogle krav og prøve nogle ‘metoder’ af, for at skabe en ny måde at være hjemme på, hvor hun ikke forventer, at jeg ligger på maven, på hendes gulv fra 8-19 i weekenden.
Det at spille spil er vildt hyggeligt og hun har bestemt også opdaget at det er noget jeg gerne vil, som at tegne og klippe klistre, men hvis jeg trækker mig, som det jeg øver på, at jeg fortæller, at jeg gerne vil bygge togbanen med hende, men at hun så skal lege med dem – eller at jeg fortæller, at nu skal jeg læse et blad og hun skal lege med noget selv, så falder korthuset lidt sammen. Enten er det med brok og store bogstaver (f.eks. over at hun ikke må se tv så. Hvilket hun forresten godt vil, “selv”) eller ‘klistren’, hvor hun ligger på mit skød med store bambiøjne og tusinde spørgsmål.
Jeg er måske kommet til at se på det her med kvalitetssamvær som noget, der skal inkludere leg – hvor jeg er med. For det er sådan legen fungerer bedst, for Augusta, som I jo kan læse. Men nu prøver jeg at se på det som at det her med kvalitetssamvær handler om at vi er ved hinanden, at vi indimellem samler os om noget, som vi begge har lyst til og ellers bare er, uden at gøre en hel masse.

Efterhånden accepterer hun ‘den tabte kamp’, når jeg rent faktisk læser videre og ikke giver efter, men det er noget vi har ‘arbejdet på’ lidt tid. Jeg kan dog se det bliver bedre, accepten af det, men fordybelsen i noget selv, i mere end få minutter, sker ikke så ofte, som jeg havde troet det ville. Jeg kan nok tælle på to hænder, hvor mange gange hun har aktivt, fantasifuldt leget med noget, selv, som f.eks. at lægge stemmer til figurer eller dukker. Det kræver selvfølgelig også en hvis alder at kunne dét, men jeg ved hun kan, når hun er sammen med andre. Hun er nemlig også enormt kreativ og fantasifuld.

Jeg har tænkt mig godt om, inden jeg skrev det her indlæg, da jeg ikke så ofte skriver om Augusta. Grunden til jeg gør det her er fordi jeg tænker flere måske kunne få gavn af at læse det, som andet, end underholdning, mens der tisses og fordi jeg jo rent faktisk gerne vil høre fra andre, eventuelt med et jævnaldrende barn.

Så NU vil jeg stoppe med at skrive og håbe på, at I vil lægge en kommentar 🙂

KH! Johanne

   

50 kommentarer

  • Jeg har præcis samme udfordring med min søn (som er på alder med Augusta). Jeg har altid leget meget med ham – og nok også for meget. Nu er intet i hvert fald sjovt, hvis ikke jeg er med – og der er grænser for, hvor meget af min tid jeg kan og gider bruge på Playmobil! Noget, ja – men ikke så meget, som han foretrækker. Det eneste, han gider sådan nogenlunde alene, er at spille iPad. Så tak for dit skriv – det giver mig lidt ekstra reflektion omkring at måtte tage “kampen” og ikke give efter. Han kan nemlig sagtens lege selv, når far eller farmor kun er der…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Det er rart at høre, at der er andre! Det kommer jo nok naturligt, med tiden – for nogle er det før, end andre, men lige for mig – og måske også for dig – er det godt med en bevidsthed. Så vi får vist dem at det kan de sgu godt 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sille

    Vi kender også lidt til det herhjemme. Vores yngste kan sagtens selv, og bliver helt opslugt af sine egne lege, mens han sidder og dimser med lego eller playmobil. Den ældste derimod har enormt meget brug for et socialt element i *alle* sine lege. Det er blevet bedre, men han kan også blive rastløs hvis der ikke er nogen at inddrage i legen. Her virker det ret godt at jeg har accepteret præmissen om at han af og til skal vise mig hvor langt han er i sin leg. Fx hvis han bygger hule på værelset, så kalder han hver 10. minut, og så skal jeg lige ind at se hvad han har fundet på. Jeg kvitterer med “Hvor ser det hyggeligt ud”, “Det ser ud til at være en god leg du har gang i” eller lignende, og så er det som om at hans behov for lige at blive socialt mødt/spejlet er tilfredsstillet, og så kan han køre videre indtil næste gang 😅 Men jeg har også bare accepteret at han og hans bror er forskellige. Lillebror får masser af glæde ud af en 100% selvkørende leg, mens det for storebror er allersjovest, når bror/forældre/legekammerater er med. Legen selv er kun en substitut i mangel af socialt samvær for ham 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Tak for din kommentar, Sille!
      Se, det gør vi også i.. men jeg tror også det er godt nok 😀 Forståeligt, at de lige vil vise frem, ikke 😀 ?
      Det er alligevel interessant at høre, at søskende kan være så forskellige, selvom de stammer fra samme forældre. Men så er det jo den, at det er den sidstfødte, der er mere selvkørende – er der noget i det, monstro?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gi hende en lillesøster/bror, så har de hinanden og du kan holde fri. Det er 1000 gange nemmere med flere børn, som aktiverer hinanden;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Haha. Det er en god idé, men jeg tror jeg afventer med at producere flere børn, før andre ting er på plads (som kærlighed)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Jeg kender så udmærket “problemet”. Min søn er også blevet leget “for meget” med, hvilket har resulteret i at han er vildt dårlig til at lege selv! Lillesøster har aldrig haft samme “serviceniveau”, og hun er rigtig god til at lege selv – selvom jeg nu også tror, det handler om personlighed (også). Kan klart anbefale en søskende 😝 Mine er nu så store at de leger virkelig meget sammen (3 og 6år). Men det er oftest på lillesøsters initiativ, og jeg når storebror spørger mig, om vi skal lege, så er jeg nødt til at foreslå ham at spørge hende i stedet – det er bare stadig ikke hans naturlige valg 🙄
    Til gengæld vil jeg så tilføje, at han faktisk er blevet bedre til at lege selv (uden det er ipad, som jeg ellers godt kan genkende…) Siden lillesøster kom til verden har han oftere fået et “nu leger vi lidt, og så trækker jeg mig”, for at øve det/fordi jeg ikke gider lege i timevis/og fordi der jo pludselig var en mere! Og så har jeg virkelig prøvet at finde noget legetøj, som han gad lege med! For det store problem er egentlig også, at han kun vil lege rollelege, og det er jo lidt kedeligt alene… Men det er endelig lykkedes at finde noget, han nogen gange trækker sig tilbage med og sidder fordybet med selv!
    Og så trøster jeg mig med, at han godt kan lege alene i SFOen fx – selvom jeg da ville ønske det omvendt 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Tak for din besked – det er virkelig interessant at høre, særligt når der er søskende i spil. Det må være super fedt at have en, som man kan lege med, derhjemme. Altså et barn, ikke en voksen 😛 …men måske det at lege med voksne umiddelbart er mere tiltrækkende, end en lillesøster? De kan jo være liiidt uforudsigelige plus det kræver mere largeness at lege med børn, særligt når de er yngre, end en selv.
      Augusta ville ELSKE at have en søskende. Hvis alt havde set anderledes ud, havde der nu nok også været en nu – men sådan gik det så ikke lige 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina

    Det lyder fuldstændigt som mit barn der bare er en dreng :).på samme alder.. jeg er alene mor hvor faren bor og arbejder i udlandet og jeg har min søn altid . Jeg tænker at det med at være alene med sit barn ofte vil ende med at man bliver den der “legekammerat”.. uanset hvad man gør :). Jeg skal konstant se Brio tog og baner og hvad der ellers bliver leget med så selv om han kan lege en smule selv blir jeg inddraget hele tiden. Har også forsøgt mig med at være optaget med huslige ting men det hjælper heller ikke :). Har ofte misundt dem der har to eller flere børn og tænkt det måtte give mere frirum men det er vist heller ikke altid tilfældet.. måske man bare skal nyde det for lige pludselig er de teenager og så må vi ikke være med til noget mere :). Jeg har ikke en løsning men følger med her :).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Arh, det er sgu godt nok at høre, at du også naturligt ‘falder i den’ – det her med at være legekammerat. Men jeg tror du har helt ret, vi må nyde at de er som de er lige nu.. for en dag er det forbi og så er det os der tigger om at lave Brio tog 😉 …måske

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria Zimmer

    Jeg må indrømme. Jeg er og har altid været dårlig til at lege med min datter. Jeg kan simpelthen ikke finde legen. Måske fordi jeg aldrig selv sådan har leget. Men bygget huler. Dukker og andet har aldrig interesseret mig. Så. Men ja. Vores datter har altid leget meget selv. Og for hulan. Hun er SÅ god til det. Hun kan lege timevis på sit værelse og i stuen. Hurra for det. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Jamen det beviser også lidt min pointe, at der ikke skal en voksen til at lære børn det. Børn kan lege. Selvfølgelig kan vi bidrage til at udvikle en leg, men de kan selv- og bør (med tiden) kunne alene.
      Det er sejt, at hun kan OG vil 😀 Det er nok den sidste der halter lidt her 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma Kathrine

    Jeg har aldrig leget med hverken Vega eller Sylvester, kun af den grund, at jeg virkelig ikke kan leve mig ind i legen, og så har jeg nok aldrig været særlig interessant for dem. Så de leger altid begge to uden en voksen. Selvfølgelig har de også hinanden, men de er også rigtig gode til at lege selv. Derudover siger jeg også ofte til dem, at de skal gå ind på deres værelse og lege, fordi at vi ikke ‘gider’ have dem her i stuen med alt deres larm. Det lyder måske lidt voldsomt, men de accepterer det, og så lukker de døren og leger. For vi har altid gået meget op i, at vi også skal være her – og at alt ikke skal gå op i leg konstant.

    Når det så er sagt, så er mit råd til dig, nok bare det, som du allerede gør. Ligeså stille vænne hende til, at du også har brug for DIG tid. Det forstår de godt i den alder. Især fordi du jo er meget PÅ i de 5 dage i er sammen – hvilket jeg så godt kan forstå! Men evt. sig til hende, hvis hun lægger op til at I skal lege: “Augusta, jeg vil meget gerne være sammen med dig, men hvis vi skal være sammen lige nu, så kan du sidde her ved siden af mig og xxxxx, imens jeg læser i mit blad’.

    Jeg er jo slet ikke i samme båd som dig, men det er umiddelbart mine tanker.

    Håber I finder ud af det, smukke :-*

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Men det er sgu også sejt, Emma, at de kan det. Der er ingen der siger at mor skal ligge og lave hånddukke show, for at børn er underholdt – eller for at de selv lærer at lave hånddukke show. Ej okay, dårligt eksempel, men du forstår hvad jeg mener 😉
      Og tak :-*

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lena

    Åh tak for dette opslag! Jeg synes også det er vores ‘kamp’ herhjemme for tiden. Storesøster på 3,5 har ellers været god til at lege selv, men nu råber hun “jeg har ingen at lege med” så snart vi siger fra.. og hendes lege 🙄 er meget dirigerede – du skal være bedstemor… nu er du Dr. John.. osv. Vi har også en lillesøster på 1, men hun kan desværre ikke lege med i det tempo endnu.
    Jeg har aldrig tænkt man ikke skal være legekammerat med sit barn.. men vi gør nok som dig og laver praktiske opgaver som undskyldning og siger der er voksensnak. Og så laver vi legeaftaler 😆

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Århhhh tell me about it! De her dirigerende lege! Hun vil bestemme ALT. Jeg tænker dog at det er meget naturligt, når de i institutionen hele dagen skal forhandle og måske ofte ender som hund i legen. Når man så kommer hjem er det måske meget sjovt at forsøge sig med at have chefhatten på og føre alle de her ideer ud i verdenen, som de fik i børnehaven, men som måske blev nedstemt / ignoreret.
      Men det ER træls og jeg får næsten flashback til skoletiden hvor man også måtte sige; hey, du skal ikke bestemme alt 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maiken

    Nej hvor kan jeg godt genkende det du skriver. Lige med det in mente, at for os er det weekend hver dag, da jeg passer hende hjemme.
    Min datter er nærmest en tro kopi af Augusta. Hun elsker også at hjælpe til med huslige pligter, og bliver sur, hvis hun ikke må hjælpe og jeg siger, at den bedste hjælp hun kan gøre for mig, er at lege lidt – “MEN JEG VIL BARE HJÆLPE”. Det går heldigvis fremad med at lege selv. Men jeg har simpelthen været den dovne mor, og bare sat mig i sofaen og sagt nej tak til at deltage i legen. Hvis hun har spurgt mig om noget har jeg selvfølgelig svaret og jeg er kommet med ideer til hendes leg, men jeg kommer ikke springende, jeg sidder pænt i sofaen og dovner 😋

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Oh! Weekend hver dag. Det må være skøøøøønt – og hårdt?
      Det er skide godt du er dovne mor, der sætter sig i sofaen, Maiken. Selvom jeg dog vil mene at du får en TILTRÆNGT og VELFORTJENT slapper.
      Som jeg skriver så faker jeg jo lidt, da jeg har energi og jeg har lyst, da jeg kun har hende halv tid, så jeg tilvælger ‘mor tid’, for at hun kan lære at lege selv.. men du SKAL tage den 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    I hear you! Vi har en på 7 år og vi har haft kampen.. Hun var enebarn til hun var 6 år, og da hun blev 4-5 år havde jeg brug for at hun lærte at lege selv. Hun var ALTID tæt ved en voksen, både hjemme og i institutioner, og havde ikke interesse i de andre børn på samme måde som de andre børn havde i hinanden. Vi startede simpelthen hårdt ud med at sige nul tv og nul iPad i nogle timer af gangen, og når hun spurgte om vi ville lege, sagde vi pænt nej og prøvede at guide hende via ideer til hvad hun kunne lege. Vi fandt ud af, at hvis vi fik hende til at lege en leg på værelset, så kunne hun lege i flere timer selv og hun havde pludselig leget med stort set alt legetøjet, hvorimod hvis hun begyndte at lege i stuen hvor vi andre sad, så varede legene kun 10 minutter og så kom den velkendte ‘jeg keder mig’ eller ‘jeg ved ikke hvad jeg skal lave’.. så ind på værelserne og få dem i gang! I dag skal vi bare be’ hende om at rydde op på værelset eller rydde ud i hendes legetøj, så kommer hun hurtigt in-the-zone og leger i flere timer☺️ De har godt af at lege selv – i dag bliver børns fantasi ikke brugt på samme måde pga fjernsyn, iPads og mobiler.. det er nemlig ikke nødvendigt for dem at aktivere den del af hjernen.. så i gang med leg og vi forældre skal ikke være bange for at sige nej når de vil lege – det er ikke ondt!🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Vores datter på fem leger virkelig godt alene. Det har hun gjort, siden hun var 3. Jeg var noget til samme punkt, som du beskriver, og jeg begyndte at bruge kort til at dele dagen op. En af dem hed “roligtime” og her skulle alle finde på noget selv at lave. Jeg gik hjemme med hende, så havde virkelig brug for mit eget space. I starten var det 5-10 min (noget hvor jeg vidste, det blev en succes) og langsomt gik vi op i tid. Nu er det slet ikke nødvendigt med kort, der deler dagen ind, men det var en stor hjælp for hende at vide, hvad der skulle ske. Så accepterede hun præmisset 😍 Held og lykke med det ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Tak for input, Julie! Jeg HAR overvejet kort.. selvom der er et eller andet indgroet i mig, der er imod det. Jeg tror nemlig det ville virke her. Eller f.eks. et æggeur. Det virker lidt falskt, men måske det er det der skal til.
      Det virkede (skemaer) ift. ble og ift. at få hende til at hjælpe herhjemme… måske også dette? Jeg tænker.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Vores på knap 4 leger heller ikke meget selv når han er hjemme, men får at vide, at han leger meget selv i børnehaven; også med andre bevares, men også meget alene. Så tænker derfor, at han nok godt kan, men at han bare hellere vil lege med os når vi er hjemme. Det synes jeg egentlig er okay… Lillebror kan til nød også bruges, men helst en voksen. Egentlig synes jeg ikke, at det vrimler med voksenkontakt i sådan en børnehave, så jeg har egentlig bare tænkt, at han søger den hjemme, hvor vi trods alt stadig er flere voksne per barn 😀. Da han var lille legede vi også rigtig meget med ham i den tro (det tror jeg nok stadig på), at det på sigt gør ham bedre til også at lege selv, at være blevet leget meget med… Men det kunne da være dejligt, hvis al den leg snart betød, at jeg kunne gå på toilettet eller lave aftensmad eller al det anden jeg nu engang går og hygger mig med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Det er det samme ved os; hun kan, men gør det bare helst ikke, herhjemme 🙂
      Jeg er bare helt enig i at de jo bare gerne vil voksenkontakt.. være sammen med mor, fordi de savner og har glædet sig til at lege. Det ER jo ren kærlighed, det er jeg helt enig i 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Dejligt med sådan et “sandhedsindlæg”! Når man som mig ikke så ofte læser herinde og mest bare ser dine billeder og videoer på insta, så tænker man jo at den skønne Augusta er noget nær det perfekte barn der da GODT kan lege med sig selv..:D Men du/I/hun er åbenbart ligesom mange af os andre.
    Vi har den samme udfordring herhjemme! På et tidspunkt blev jeg anbefalet æggeur og belønning. Altså 1. dag 4 minutters leg alene på værelset og derefter en lille belønning, fx. klistermærke. Næste dag lidt længere tid og endnu et klistermærke. Og så efter en uge kunne det være noget større som belønning – hos os ville en is være det optimale.
    Desværre er min søn faktisk ikke videre imponeret af klistermærker (en is hver dag ville nok være hans drømmescenarie men set fra et sundhedsmæssigt perspektiv not so much) og der gik kun et par dage, så stoppede vi igen. Men måske det ville fungere for jer?!?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Haha, det er simpelthen så sjovt! Jeg kan sagtens forstå dig – jeg har bare aldrig tænkt at det så skabte et billede af, at alt bare var perfekt, men nu du skriver det, kan jeg da godt se det 😀
      Jeg har virkelig overvejet det her skema/æggeur/klistermærke – fordi hun elsker den slags.. men om det ville give reel leg og reel indlevelse i noget, det ved jeg ikke. MÅSKE det er et forsøg værd. Jeg overvejer det i hvert fald 🙂
      TAK!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia Maia

    Det lyder meget som vores datter (4 år. Hun er heller ikke god til at lege selv, det sker – men som du skriver med Augusta, mest når hun ikke opdager det. Jeg har dog aldrig været god til at lege med hende på hendes niveau, men har altid lavet mange ting med hende, Bage, tegne, spille, jorden er giftig, ture m.m.. Jeg har simpelthen sagt nej til at lege rolleleg – da jeg føler mig virkelig dårlig tilpas i det😬
    Lige i øjeblikket bruger hun en undskyldning om at hun er bange for at være alene på sit værelse, den er svær at arbejde med🙄
    Vi er begyndt på legedates og håber det bliver bedre😅 – måske vi burde arbejde mere på det. Ej vi siger også “nu må du lege selv” – men det ender ofte med en iPad. Det er ærgeligt for jeg elsker når hun fordyber sig i en leg og går helt ind i sin egen verden, ville ønske det var meget mere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Det kommer jo nok naturligt, ik, Mia Maia? Det tænker jeg. Så er der andre ting vores 4-årige er skide gode til – og vil 😉 Og så skal det her nok komme… og måske liiidt hurtigere, med blide skub fra os 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Selma

    Interessant indlæg. Du skriver at hun kan fordybe sig, når hun laver noget kreativt. Måske skal hun bare have mere af det. Altså stille forskellige redskaber frem til hende med henblik på at motivere hende. Jeg har fundet ud af, at tomme cornflakes æsker, skoæsker, køkkenruller sammen med nogle tusser, tape, saks mm er et hit herhjemme. Det kan være, at du skal sætte “scenen” for hende, så hun kan komme i gang. Det kunne måske være at fortælle hende, at hun er motor Mille, Rosa fra Rouladegade, eller hvad hun nu er til, så hun skal gøre/lave noget med sine bamser/dukker. Bare for at hjælpe fantasien på vej…
    Nu ved jeg ikke, om hun er begyndt på det, men hvad med legeaftaler? Har hun haft en legekammerat med hjem? Så behøver du ikke agere bugtaler til diverse bamser/dukker. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Skide godt input! Tak, Selma. Jeg kan måske gøre det ENDNU mere, det her med at have en masse ting fremme, men jeg synes også der er en balance, for de kan også have for meget stads, der gør at de ikke kan finde hoved og hale i de mange muligheder. Hun har alt krea tilgængeligt, men det er det her med at sidde med det alene, som hun ikke altid har lyst til 🙂
      Legeaftaler kører vi i, men med en 5/5 ordning, børnehave, som trætter hende naturligt og dans hver onsdag, så er det ikke noget der sker ugentligt. Det ville være for meget. Men vi arrangerer noget indimellem 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Senia

    Jeg er helt modsat af dig. Jeg har altid været “dårlig til” at lege med mine børn, som var jeg en legekammerat. Har altid følt at det var vigtigt at mine børn selv kunne finde på og digte uden min indblanding. Men på det seneste er jeg begyndt at få dårlig samvittighed over det, da jeg synes mine børn måske ikke godt nok, er blevet introduceret for “legeregler” og hvordan man kan komme på gode ideer og hvordan man kan lege på andre måder end det man lige selv havde fundet på. Mine børn leger fint med andre og kan sagtens fordybe sig i leg. Men specielt min femårige parallelleger stadig meget og kan nogle gange have svært ved at legekammeraterne styrer legen i end andet retning end han selv havde tænkt. På den anden side så er jeg ELENDIG til at lege, og det ville lyse ud af mig at jeg ikke gider rigtig. Vores børn har sikkert hver især fået nogle gode egenskaber med i bagagen, som vil styrke dem i fremtiden. Men jeg kan godt forstå du gerne vil hjælpe til hende til at kunne lege selv. Mon ikke det bare kræver masser af øvelse?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hm, den er svær, for jeg tror altså ikke på at det er nødvendigt med en voksen legekammerat, for at lære ‘regler’. Sociale spilleregler altså. Det er noget børn indbyrdes skal finde ud af og selvfølgelig kan det kræve vokseninteraktion indimellem. Som du siger, så er det ‘nok’ bare øvelse, men altså også helt naturlig udvikling, som at din 5årige der også finder ud af at han ikke kan bestemme alt og løbende vil acceptere det mere og mere 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kirsten

    Jeg har også arbejdet med samme siden min datter var Augustas alder. (Hun er nu 6) Jeg er alene mor så det betyder så meget mor/datter tid og ikke så meget mor tid datter tid. Jeg indførte ‘finde sjove selv tid’……. jeg startet med at sidde på gulvet i samme rum og læse mens hun leget lidt osv. Nu har vi en halv time til formiddag og nogle gange eftermiddag om weekenden hvor vi laver noget hver for sig….
    det der har hjulpet mest er ikke bare at sige ‘nu får vi tid tl os selv’ eller ‘nu leger du alene lidt’ men give en bestemt tid til den alene lege og en konkret aktivitet i skal gøre sammen når den tid er færdig… ala….. ‘ nu finder vi selv sjov i 20 min og bagefter bager vi samme. Eller lign.
    Den aktivitet glæder min datter altid så det er nemt nu at får tid.
    Det skal nok lykkes når man ‘arbejder’ på det

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fellow singlemum

    Hurra for at du valgte at skrive dette indlæg, eeej hvor er det bare totalt som at læse mine egne tanker, selvom mit barn er en dreng på knap 3. Han er også elendig til at lege selv herhjemme, med mindre jeg har besøg af en anden voksen, så er det som om, han finder en ro i at kunne høre os snakke, og derfor sagtens kan være i et andet rum og lege. Så jeg har tænkt, at det handler meget om dynamikken i at vi kun er os 2, de dage jeg har ham. Men jeg har uden tvivl også selv været mega meget “på” i hans lege og følt, at jeg skulle være med og lege ekstra, fordi der ikke var en far på fuldtid. Selvom jeg i bund og grund ikke er særlig vild med at lege med legetøj. Krea-sysler og Duplo kan gå, men biler og figurer og togbane osv., har jeg svært ved helt ægte at lege med på. Og så har jeg totalt dårlig samvittighed over hvis jeg bare sætter mig i sofaen med min mobil og siger nej til hans lege… En bog eller blad virker lidt mere tilladt (hvorfor egentlig?), men det accepterer han heller ikke. Glæder mig til at fælge med i tråden her for gode råd. Kh

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Ja, hvorfor egentlig – det er et rigtig godt spørgsmål!
      Jeg synes bestemt at det her med blad/bog giver mere mening. Eller at sidde og tegne /skrive/høre musik.
      Jeg kunne ikke finde på at sidde med min computer f. eks. Selvfølgelig kan der være ting der skal ordnes på telefonen, hvis der er noget der presser på eller nogen der skal have svar, det sker jo, men jeg kunne aldrig finde på at sidde med min telefon og sige at hun skal lege selv. Sige ‘det er det her jeg skal’.
      For mig er det nok det her med at det er lukket verden – bøger og magasiner er noget børn også kan se, røre på og fordybe sig i, men de har ikke en skærm de bare kan tænde og forsvinde i.
      For mig er det nok bare det, at jeg ikke vil udstråle at en telefon er noget der er vigtigt – eller har værdi. Også fordi jeg heller ikke vil gøre hendes fiksering på ipad og tv større, ved at jeg selv er en skærmjunkie 🙂 Men det ER et godt spørgsmål som jeg ikke har et endegyldigt svar på 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Nu kommer jeg lige tilbage til min egen kommentar, for jeg er sgu i tvivl om hvad jeg egentlig selv synes. Måske er jeg blot påvirket af de mange eksperters seen-ned-på skærmforbrug, men der er virkelig bare noget i mig, der stritter imod ved tanken om at det skulle være det samme for et barn, at se mor sidde med en telefon eller en bog. Jeg siger ikke det er korrekt, men jeg ville bare understrege, at det er MIN egen holdning -ikke nogle kloge hoveders 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Jeg har to børn på hhv 3 og 7 år. Min søn på 3 leger oftes selv og elsker at fordybe sig i sin egen leg uden nogen forstyrrer ham. Min datter på 7 var helt modsat, da hun var på hans alder. Hun ville leges med hele tiden og jeg kan huske, at jeg tænkte præcis som du gør nu. Hvordan får jeg hende til at lege selv? Det kunne jeg ikke. Der gik i hvert fald nogen år (tror faktisk det var hele børnehavetiden), så “knækkede hun koden”. Nu leger hun rigtig meget selv. Hun har gang i en masse kreative projekter, som hun selv finder inspiration til og som hun går helt vildt meget op i. Nogen gange foregår det på værelset og andre gange i stuen, men hun er ikke afhængig af mig og det er pissw fedt at se. For hvor kan en pige på 7 bare helt vildt meget uden sin mors hjælp. Så jeg tænker det også kommer til Augusta en dag. Lige når hun er klar til det ❤️ Jeg ved ikke om det er noget man kan øve, eller om det bare pludselig kommer til hende, men det skal nok komme. Og så synes jeg da bare i skal lege videre, det er jo helt vildt hyggeligt. Ved det er total kliché, men lige om lidt er hun ikke så lille mere og så savner man tiden hvor de bare gerne ville lege.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Carina

    Det er noget underligt noget med det leg. Jeg har en dreng på 9 og en pige på 4. Drengen har aldrig leget. Han finder/fandt ingen interesse i hverken Lego, Playmobil, tog, biler, dukker – whatever. Rollelege heller ikke, medmindre en anden fører legen. Så ville han gerne være med. Men det er ikke ham der har fantasien. Tilgengæld er han vild med at tegne, læse, spille bold og så er han utrolig videnbegærlig og intelligent. Lillesøster derimod er helt anderledes. Hun har fantasi for 10. Leger ikke med andre, men kan gå en hel dag og lege med sig selv og alt hendes legetøj. Hun er sjældent kreativ tilgengæld.
    Nå, langt indlæg. Ville egentlig bare sige at jeg mener at børn er forskellige. Og nogen har bare ikke anlæg for leg på samme måde som andre. Men så kan de så meget andet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Børn er forskellige. De indtager hele tiden en ny fase. Don’t stress! Augusta skal nok lære at leve selv, og du skal bare fortsætte med at sige fra, når du ikke gider lege. Men nyd det alligevel lidt, for lige pludselig er det kun legekammerater eller tarvelige pre-tern serier på Nickelodeon som optager Augusta, og mor bliver lidt ligegyldig. 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Mim datter er lige blevet 5. Hun er enebarn og enormt udadvendt (som i; jeg får skæld ud hvis jeg deltager i samtaler, hun har med fremmede mennesker i toget) og glad og energisk. Det du beskriver, er os for et halvt år siden. Selvfølgelig er børn forskellige (for at bruge samme kliché som alle andre), men vi holdte fast i at hun også skal lege selv. Det kan være rigtig svært, fordi den der dårlige samvittighed over ikke at have produceret en legekammerat, den er der altid i nogen grad. Men det bliver bedre!! Bare hold ud 😊 Hannah har tegnesager liggende fremme på spisebordet (næsten hele tiden) og et legebord med lego. På den måde bliver hun inspireret og går igang med det samme. Så for os handlede det om at stå fast og inspirere. Og tid!! Der er sket virkelig meget det sidste halve år. Hun har udviklet sig rigtig meget. Så jeg hepper på jer og krydser fingre for at du vil opleve noget lignende os ❤️ Du gør det godt! (I det omfang jeg kan se 😬😉)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Tak fordi du deler. Jeg tror, det er et “problem” mange forældre oplever, og jeg tror også at børn er forskellige, hvor nogle børn er gode til at lege selv og andre ikke. Min datter på 5,5 år lærte på “den hårde måde” at lege selv, da vi var i sommerhus i 5 uger uden andre børn det meste af tiden (hun var 4 år der). Shit mand… LEGO friends blev hendes redning, og hun har siden været supergod til at lege selv og fordybe sig. Især små figurer, bamser, tegne, arrangere smykker, perler, playmobile.

    Nyt legetøj virker altid. Har Augusta et dukkehus med en masse små figurer/dukker/dyr? Ellers vil jeg anbefale det og måske aftale med hende, at det er noget, hun skal lege med uden dig. Måske sætte tid på og belønne. Altså indtil hun finder glæden ved det selv. Det er bare skud fra hoften.. 🙂 Mvh Stine

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annemette

    Jeg tror det er et meget typisk førstebarns problem. Vores den ældste på 4 år, har også altid haft mere svært ved det end lillebror på 3 år, som altid selv har kunnet finde ud af at lege. Jeg er ikke i tvivl om, at det er fordi, han har været nødt til det på en anden måde, og der ikke hele tiden har været en voksen til rådighed.
    Men i forhold til den ældste, så er det virkelig noget vi har arbejdet med, Særligt fordi jeg tænker det er rigtig sundt for børnene dels at kunne fordybe sig i noget, dels at have det godt i eget selskab og finde ro i eget selskab, og dels at styrke evnen til at bruge sin fantasi.
    Vi har gjort det, at vi har hjulpet ham i gang med legene, sagt at jeg vil helt vildt gerne lege med et eller andet, og så trukket os når legen er godt i gang. Enten ved bare at blive siddende passiv eller ved at trække sig fysisk. Og det har virkelig været godt. Indimellem kalder han så og nogle gange går vi ind og hjælper i gang igen.
    Vi har også skruet væsentligt ned for ipaden og givet ham lov til at kede sig, og holdt fast i, at vi lige er i gang med noget andet, læse et blad, rydde op osv.
    Nogle dage hjælper det også bare at bede ham om at rydde op eller hjælpe med noget andet praktisk. Enten bliver han engageret i det eller også finder han interesse for noget andet midt i oprydningen og begynder at lege med det.
    Generelt tænker jeg egentlig børn har meget godt af at kede sig, og at børn i dag keder sig alt for lidt i forhold til da vi var børn, hvor forældre ikke på samme måde var aktive i legen ligesom vi ikke fik stukket en ipad i hånden, hvis vi kedede os. Jeg tænker det er en god evne, at lære at have det godt i sit eget selskab og jeg tænker at det netop er når man keder sig, at fantasien for alvor kommer i spil;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tid, ville være mit råd. Både som mor og som pædagog.
    Du har sikkert hørt den en milliard gange – børn er jo forskellige.
    Jeg tror virkelig ikke på at man kan lege for meget med sit barn. Det gør helt ondt i maven at læse, at du tror, at du har gjort noget forkert ved at lege med hende. Jeg tror netop du har gjort det helt rigtige – for dit barn. Fordi hun har brug for det. Hun har brug for din tilstedeværelse og dit nærvær.
    Hvis du spørger mig, er det ikke noget du skal lære hende – ikke at lege med dig. Eller at lege mindre med dig. Hun leger med dig fordi hun har brug for dig – på den ene eller anden måde. Hverken fordi hun ikke gider at lege selv eller fordi hun ikke ved hun ikke kan selv – men fordi hun har brug for dig.
    Jeg kender jo ikke din datter. Så kender heller ikke hendes hverdag.
    Men ovenstående var bare de tanker der poppede op i mit hoved da jeg læste dit indlæg. Der virkelig mærkes som ord og tanker, der fylder rigtig meget hos dig.
    Mit råd vil stadig være – bliv ved. Det er din datter der “giver slip” når hun er klar. Lige nu har hun brug for dig. Også selvom hun er 4,5 og alverdens bøger, eksperter og skemaer siger noget andet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camilla

      Jeg tænker lige præcis det samme: Hun har brug for dig ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nutidensmor

      Hej Rikke
      Jeg tror jeg må have formuleret mig forkert, hvis du læser det som om at jeg ikke er bevidst om at hun har brug for mig. Selvfølgelig har hun det 🙂 De er i institution så mange timer- og ja, selvfølgelig vil hun bare gerne være sammen med sin mor.
      Jeg forventer ikke at alle kan forstå det, men jeg synes ikke man kan anfægte at jeg VED jeg har bidraget til at hun ikke er så selvstændig i sin leg. Vi har skabt en legekultur herhjemme, for hun forventer nogle ting af mig, fordi jeg har leveret dem. Så kan du tænke, at man ikke kan lege for meget meget med sit barn og det kan du sådan set godt have ret i, men man lege forkert med sit barn, hvor kreativiteten bliver begrænset og selvstændigheden ikke er noget der dyrkes.
      KH

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Jeg gider sjældent at lege – og når jeg har det sådan, så mærker vores 3 børn det med det samme!
    Nu sætter jeg rent mentalt eller bogstavelig talt et ur på 10 min, hvor jeg er koncentreret om legen, og kun hvis jeg 100 % gider (og det gider jeg som regel når det kun er 10 min). Så trækker jeg mig, og hvis der så bliver kaldt på mig, så forholder jeg mig kun hvis jeg 100 % gider. Hvis jeg ikke gider fortæller jeg at jeg skal ordne vasketøj, læse bog, tisse or what ever, og at de selv må lege uden mig.
    Det virker ikke altid, men jeg synes faktisk at legen er blevet hyggeligere:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Nu er det vist ved at være et ældre indlæg, men jeg er ny følger på instagram (takket være musikquiz i story med Augusta!) og blev fanget af din blog (som i øvrigt virker super god!) …
    Jeg har som socialrådgiverstuderende været praktikant i et tilbud, der hed “tidlig hjælp”, hvor det ofte handlede om din udfordring når vi forældre til børn, særligt i børnehavealderen.
    Der er selvfølgelig mange aspekter og samtaler osv., men som to korte (forhåbentlig) gode råd vil jeg skrive:
    1. Tal med Augusta om, at du gerne vil øve dig i at blive bedre til at lade hende lege selv, fordi du ved hun er super dygtig til at bruge sin fantasi og kreativitet i sjove lege, men at du ikke har ladet hende få lov derhjemme. (Det vigtige er, at der bliver sat ord på det, og at det er dig, der skal øve dig på noget).
    2. Det anbefales at lege 15-20 min om dagen med sit barn, hvor barnet styrer alt. Du skal ikke finde på eller stille spørgsmål. Bare kommentere og rose det du vil have hun bliver bedre til. F.eks. “Eeej, får hun lige den kjole på. Og af igen. Og på igen” “hvor er du god til at finde på, det var da en god ide, du er god til at sidde stille” osv….

    Tanken er, at det du kommenterer er det hun vil gøre mere af. Samtidig viser du hende, at hendes ideer er ligeså gode som dine og hun får lyst til at gøre det igen og lege mere selv.
    Hvis du oplever, at hun sidder selv og leger (også selvom det kun har været i 2 min) og du kommer forbi, så kommenter lige mens du går forbi “ej, hvor er det altså dejligt, at du sidder så fint og leger selv” – eller noget i den stil.

    Håber, det var noget der kunne bruges 🙂
    Og at det måske allerede går bedre? Har faktisk ikke lige tjekket HVOR gammelt det er…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Jeg er ny følger på instagram (tak til Augusta for musikquiz i story!) og faldt over bloggen i dag, og den virker skide god. 🙂
    Med fare for at lyde overklog, for jeg kan altså ikke prale af erfaringen, da min datter kun er 2 år, så har jeg et par fifs, som du kan prøve af.

    Som socialrådgiverstuderende har jeg i praktikken arbejdet med forældre, der havde udfordringer med krav, søvn, spisesituationer osv. Der er selvfølgelig super mange vinkler på diverse udfordringer, men to ting vil jeg foreslå:
    1. Tal med Augusta om, at der skal ske nogle ændringer, fordi at DU gerne vil øve dig i at lade hende lege mere selv, så hun kan få lov til at udforske sin fantasi osv.
    2. Det anbefales at man leger med sine børn 15-20 min om dagen, hvor det foregår 100 % på barnets præmisser (selvfølgelig inden for rimelighedens grænser). Det betyder at du ikke må tage initiativ i legen, du skal følge Augusta. Du skal ikke stille spørgsmål, men kommentere. Så leger i med dukker kan du kopiere det hun gør. Hvis hun børster håret på sin dukke gør du det samme, osv. Du kan sige “så skal hun lige have redt hår…”
    Samtidig kan du generelt øve dig på at kommentere det du gerne vil have mere af: f.eks. Hvis hun har leget selv i bare to min. og du går forbi kan du sige “ej, hvor er du sej til at sidde og lege og finde på”.. eller noget lign.

    Tanken er at Augusta forstår, hvorfor tingene ikke er som de plejer, og at det ikke er hende der er noget “galt med”. Samtidig skal det styrke hendes selvsikkerhed omkring at HUN er god til at finde på, til at bygge, tegne, vælge tøj osv.

    Børn gør gerne mere af det de får kommentarer på, så hvis du siger at hun er god til at finde på og lege selv får hun lyst til mere. Hvis du siger, at hun det er træls hun kun kan lege sammen med dig tror hun på det. (Også selvom du kun siger det til veninden når du tror hun ikke hører det) 😉

    Jeg håber det giver mening og ikke virker alt for gammelklogt. Alle er jo forskellige, og du lyder til at være en super nærværende mor.

    Når det hele er sagt er jeg dog inspireret til selv at blive bedre til ikke at have dårlig samvittighed over når jeg laver noget andet mens min datter leger. Det er super svært at finde balancen mellem at vise man vil lave noget sammen og lade hende tulle selv. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Ups, der skete en fejl og jeg skrev kommentaren igen…. beklager!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DÉT BETYDER DIT HASHTAG (VIDEO)