CROSSFIT DOMMEN

SOLOMØDRE

p3181627

Det er lørdag og jeg har lige åbnet for vinduet her foran computeren, som jeg netop har sat mig ved. Jeg er nemlig lige blevet færdig med at pudse alle spejlene i lejligheden og så skal man lufte ud, har min egen mor lært mig. Augusta ligger i dobbeltsengen, med sin iPad og ser Dora, den inddragende udforsker, med sine djævelsk irriterende kompagnoner: Kortet, Rygsæk og Hugo. Personligt synes jeg kortet er den mest øretæveindbydende. Det med at pudse vinduer er øjeblikkelig tilfredsstillelse for mig, men alle ved jeg ikke er rengøringsfanatiker, at all. I mit hoved kompenserer det lidt for at jeg er den største støvsugerhader på planeten. Det kan godt være vi har nullermænd i hjørnerne og krummer på bordet, men spejlene er dældusseme rene skal jeg sige jer!
Det er en doven dag i dag kan jeg mærke. Eller træt. Kald det hvad du vil. Både Augusta og jeg har brug for afslapning, mærker jeg.

Jeg blev holdt vågen til kl. 02, på grund af genboens fest, som selvfølgelig også foregik på altanen. Vi ved allesammen at musikken skal være højere og hensynene mindre, når der er drukket nok alkohol, så det er som sådan ikke fordi jeg er en sur gammel mand, her på den modsatte side af den lukkede gård. Det håber jeg også min story i nat bevidnede om 😉

Augusta havde skift i går, hvilket vil sige hendes far afleverede hende i børnehaven og jeg hentede. Fredag er den fedeste dag at hente på, fordi man kan lokke hende ud af vennernes favn og pædagogernes skønne hænder med lovning om weekend og fredagsslik. Ikke at hun er mærket af skift på den vis, men jeg oplever alligevel at hun lige er det lidt mere træt dagen efter.
Egentlig var det meningen, at jeg først skulle have Augusta i dag, lørdag, men hendes far havde fået billetter til en fodboldkamp og dén slags gør ham meget glad. Sikkert noget med AGF, men jeg er ikke sikker. Mine planer var små og i forhold til hans ønske; knap så vigtige, så vi rykkede rundt og hun skal så hjem til ham en dag tidligere, end planlagt, så det hele i sidste ende går op, praktisk. Men det betyder ikke det store for os – men ordningen forsøger vi at holde nogenlunde fast, så Augusta får en indre rytme… men der skal i vores samarbejde være plads til at rykke lidt rundt nogle gange 🙂

Om netop dét har jeg faktisk svaret på en del spørgsmål fra Michala, der har bloggen Bastabum, om det at være solomor, om vores ordning og samarbejde. Michala har også en datter og bor heller ikke sammen med faren mere.

Emnerne er ikke som sådan er noget jeg ikke har vendt løbende før, her på bloggen, eller på Insta, men det giver alligevel et ret så tydeligt billede af mit liv, som hvad Michala kalder ’solomor’. Du kan læse det lille interview her, hvis du har lyst.

Seje solomødre er en form for føljeton af spørgsmål til forskellige kvinder, der ikke er sammen med barnets eller børnenes forældre og det er sådan sort på hvidt interessant at se hvor stor forskel der er på f.eks. deleordninger og på samarbejdet og relationen.

Måske du vil svare på nogle af spørgsmålene her, i kommentarfeltet herunder? Det vil jeg dæleme finde spændende at læse! Hvis du altså vil dele <3
Jeg ved det også er en af Michalas intentioner, at vi skal udbrede at der er så forskellige måder at være forældre på, at der er nogle der kæmper med ting, som vi andre ikke gør og i det hele taget er det også vigtigt at få frem, for mig også, at det ikke nødvendigvis er en kamp at dele livet op, med børn. Der er sikkert ikke to familier, der er ens, så del endelig hvordan det er med din!

KH! Johanne

   

15 kommentarer

  • Sofie Skovfoged Gregersen

    Virkelig godt interview! Du er virkelig sej. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg kan ikk så godt svare på spørgsmålene da jeg er alene med min søn på 8 på fuldtid.. men sådan har det altid været..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    100% solomor her uden deleordning.. alt har sin pris, men godt interview

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    For 7 måneder siden flyttede jeg og pugernes (3 stks) far fra hinanden. Det var en fin skilsmisse vi blev enige i god ro og orden. Vi har piger på 9, 11 og 2 og de to store blev kede at det og vi græd sammen da vi fortalte dem det, det var klart det hårdeste.
    Derudover har vi ikke mærket det store. Vi tager ind imellem i svømmehallen sammen, i legeland eller noget 3. Vi spiser også sammen nogle gange og derudover holder vi familiefødselsdage sammen. Det er skønt for pigerne vi kan sammen, det siger de også og det er helt klart vores plan at det skal fortsætte sådan. De bor hos mig og så kører vi 9/5. Det passer bedst her hos os, så må vi tage den derfra hvis pigerne siger noget andet 🙂
    Det har været hårdt at vænne mig til dagene hvor de ikke er hårdt men det kommer ligeså stille, eller da den mindste blev syg med opkast og man så pludselig stod alene med det. Men det går jo fint alligevel og alt er bare tilvænning.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jeg har endnu ikke børn, men som faster til to skønne piger, står jeg pt på sidelinjen i et rent skilsmissehelvede, da min bror og hans kæreste er gået fra hinanden.
    Særligt dit afsluttende råd giver mig håb om, at fremtiden har noget bedre at byde på end nutiden. Det er fantastisk at læse din beretning, om hvordan du og Augustas far begge kan se det essentielle i et godt forældresamarbejde, selvom drømmen om kernefamilien er brast.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Joan

    Som altid syntes jeg jo du er en skøn mor✌️ Og dejligt I har formået at bevare et så godt venskab og samarbejde. Jeg har mine børn 11 dage og faderen 4 dage, efter hans ønske. Pt er børnene her dog 24/7 og det kan godt mærkes 😴 Har tit tænkt over jeres 5/5,om det fungere fint (hvilket jeg tænker det vel gør når i har det 😂), at det ikke er de samme faste dage hver uge i har Augusta, men at det sådan rykker rundt? Kan mærke på mine (de er 7,5 og 10) at de altid har trives bedst med at de er de samme faste dage de er her, og hos faderen… Det der med rutinen 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Det er så fedt at se jeres samarbejde! Da min førstefødtes far og jeg gik fra hinanden blev vi hurtigt enige om ALDRIG at bruge ham eller vores følelser imod hinanden. Så selvom jeg til tider syntes han var et kvaj, så ringede vi til ham når jeg fornemmede min søn savnede ham. Dengang havde han ham “kun” hver anden weekend og besøgte ham i hverdage når det passede ind. De sidste små 3 år har vi faktisk haft 7/7 ordning, men hvis min søn savner mig i fars samvær så kommer han herhjem eller ringer og omvendt når han er her og savner sin far. Det har. Virkelig haft en gavnlig effekt på vores søn. Jeg er så taknemlig for det samarbejde vi har og det liv vi har givet vores søn. Jeg havde samme tanker som dig omkring det at han aldrig fik “ægte” søskende, men han har nu en bonus søster og en halvlillebror og i vores hjerter og især i børnenes så føles det ÆGTE! Det er sgu det vigtigste. De elsker hinanden uendeligt højt og kan både slås og lege, præcis som de ægte søskende kan ;).

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Jeg er helt enig i din sidste kommentar; be the bigger person. Jeg har set alt for mange grimme eksempler på, hvordan et forhold kan ende. Så selvom der var meget sårede følelser og bitterhed, da Mit forhold sluttede for under et års siden, kunne jeg ALDRIG drømme om, at bruge mine børn som våben. Vores yngste er kun et år gammel, og min eks er selvstændig, så en helt fast aftale er lidt svær. Men udgangspunkt har han dem en dag fast i ugen, og så hver anden weekend. Men hold da op, det har været hårdt for min søn på fire. Han savner godt nok sin far tit. Ikke så sjovt at være vidne til

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Viberg

    Hvor er det fantastisk at læse om jeres tilgang til hele situationen og ville jeg ønske at det snart generelt ville blive kigget på barnet fremfor de voksnes behov ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Hvor er det fedt for en solomor, som mig selv, at læse dette. Jeg vil da gerne prøve at svare på spørgsmålene, udfra hvordan det ser ud hos mig 🙂

    Mig selv:
    29 år, mor til 2 piger på hhv 5 og 2. Jeg er pædagog og bor i et rækkehus i Odense. Pigernes far og jeg, gik fra hinanden pga alkohol. Det var noget der kom til at fylde så meget, at det ikke længere var godt for mig eller mine børn at være i. Derfor valgte jeg, efter en længere kamp for at komme igennem det; at komme videre. Det var et fredeligt brud, men som du også siger, er det hårdt. Hårdt fordi man føler, at man gør uret mod sine børn. Man høre ofte ordsproget – hellere lykkelige hver for sig, end ulykkelige sammen. Jeg er enig, men derfor knuser det ens hjerte, at vide og føle, at man gør sine børn kede af det.

    Hvornår blev du solomor ?
    Det gjorde jeg i maj 2017. Men flyttede først i oktober 2017. Det var rigtig svært for mig, at tage det skridt at flytte, så derfor tog det så lang tid. Det var hårdt, fordi jeg ikke flyttede fordi vi ikke elskede hinanden mere; men pga et problem, som han ikke var i stand til at arbejde sig igennem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maiken

    Jeg har en søn på 3,5 år. Hans far og jeg gik fra hinanden da Han var 9,5 mdr.
    Vores brud var desværre ikke et af de “gode” brud og vi var nærmeste ikke enige om noget som helst. Til at starte med var Vores søn hos sin far fra fredag til søndag eller lørdag til mandags i den ene uge, det var sådan lidt hvornår det passede hans far og så havde han en overnatning i den anden uge. Knap et år efter vi var godt fra hinanden, blev samværet lavet om til en 10-4 ordning, vores søn kunne slet ikke finde ud af den ene overnatning. Den samværsordning har vi stadig, her knap tre år efter vi gik fra hinanden.
    Nu er vores samarbejde fint, vi kan tale fint samme, vores søn kan ringe til sin far, hvis han savner ham når han er her og omvendt og vi kan gøre ting sammen og det gør Vores søn glad, at hans forældre kan sammen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Hvor er det fedt for en solomor, som mig selv, at læse dette. Jeg vil da gerne prøve at svare på spørgsmålene, udfra hvordan det ser ud hos mig 🙂

    Mig selv:
    29 år, mor til 2 piger på hhv 5 og 2. Jeg er pædagog og bor i et rækkehus i Odense. Pigernes far og jeg, gik fra hinanden pga alkohol. Det var noget der kom til at fylde så meget, at det ikke længere var godt for mig eller mine børn at være i. Derfor valgte jeg, efter en længere kamp for at komme igennem det; at komme videre. Det var et fredeligt brud, men som du også siger, er det hårdt. Hårdt fordi man føler, at man gør uret mod sine børn. Man høre ofte ordsproget – hellere lykkelige hver for sig, end ulykkelige sammen. Jeg er enig, men derfor knuser det ens hjerte, at vide og føle, at man gør sine børn kede af det.

    Hvornår blev du solomor ?
    Det gjorde jeg i maj 2017. Men flyttede først i oktober 2017. Det var rigtig svært for mig, at tage det skridt at flytte, så derfor tog det så lang tid. Det var hårdt, fordi jeg ikke flyttede fordi vi ikke elskede hinanden mere, men pga et problem, som han ikke var i stand til at arbejde sig igennem.
    Vi flyttede 200 m op af vejen, og er nu naboer til pigernes farmor. Det kunne ikke være bedre, for hverken pigerne eller jeg. For de mærker ikke den helt store forskel, da de stadig er omgivet af dem de holder allermest af og omvendt.

    Hvordan hænger hverdagen sammen ?
    Pigerne bor ved mig, og er ved faren hver anden weekend. Jeg arbejder eftermiddag/aften, så derfor henter han dem fra DP og børnehave 4 dage om ugen, og er hos mig, til jeg kommer hjem. Det fungere fint, men jeg tror da til tider, at han synes det er lidt træls at sidde hjemme ved mig, og vente på jeg kommer hjem. Men det er sådan det er nødt til at være.
    Det sker også, at jeg er nødt til at have pigerne, i de weekender der er hans, hvis det hele kammer over. (Misforstå ikke. Jeg aflevere IKKE mine børn, hvis jeg er usikker på deres ve og vel. Vi er slet ikke der, hvor han ikke kan styre det, når han er sammen med børnene) Han er en rigtig god far, hvilket jeg gerne lige vil slå fast, så der ikke er nogen der sidder og læser det her, og tænker at jeg er en uansvarlig forældre.

    Relationen til faren:
    Den er god. For det meste. Det er altafgørende for mig, at vi har et godt forhold. Vi laver også mange ting sammen. Spiser sammen, vi har været i sommerhus sammen, i cirkus, Legoland osv. Børnene trives rigtig godt i det. Hvis vi er inde i perioder, hvor vi har det lidt svært med hinanden, bliver det aldrig italesat, når pigerne er i nærheden.

    Hvad siger børnene:
    De siger ikke særlig meget faktisk. Heldigvis tror jeg, var de begge stadig så små (ihverfald den mindste) at de ikke helt forstod hvad der skete, og da det så var sket, fungerede de bare i det. De spørg da, og de savner også ind imellem deres far. Men de ser ham jo næsten hver dag, når han henter dem, og ellers så ringer vi til ham.

    Hvornår er det sværest:
    Når det hele koger over, og man står der helt alene. I starten, hvis det var tilfældet, så mærkede jeg vreden kom op i mig. Vreden over hvorfor han dog ikke kunne tage sig sammen, så vi ikke havde behøvet at gå hver til sit, og vi kunne klare de situationer, hvor tingene koger over, sammen. Men sådan er det ikke rigtig mere. Det kom nok også i takt med, at jeg selv kom videre, og fandt ud af, at der måske var flere grunde til, at vi bare ikke fungerede.

    Hvornår er det lettest:
    Det lettede lyn hurtigt, efter vi flyttede, da en byrde fra mine skuldre blev fjernet, og jeg nu kun skulle bekymre mig og tage mig af mine børn og mig selv. Jeg ved godt, at det ikke er helt det der menes med spørgsmålet, men det er det første jeg tænker, når jeg læser spørgsmålet. Men fordi det lettede mig, at komme ud af et usundt forhold, lettede det også min hverdag og min måde, at være sammen med mine børn på.

    Hvordan håndtere jeg savnet?
    Det lyder måske lidt koldt, men savnet fylder ikke så meget. Misforstå mig ikke. Selvfølgelig savner jeg dem, men jeg ved de har det godt og at de er glade ved at være ved deres far. Så jeg bruger istedet min tid og energi på at prioritere mig selv 100%, og gør en masse godt for mig selv. Det føler at jeg fortjener, og jeg er ikke bange for at sige det højt. Nu har jeg været i et forhold, hvor der kun var plads til at den ene gjorde noget for sig selv (og ja, det var ikke mig) så nu nyder jeg bare, at have tiden, og muligheden for bare at være MIG.

    Mit bedste råd:
    Enig med jer andre. Be the bigger person. Det har i mit tilfælde også været nødvendigt. Lav klare aftaler, og hold jer til dem. Snak ordenligt med, og om hinanden. Børn opfanger meget mere, end vi går og tror.

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette

      Jeg glemte lige noget meget vigtigt faktisk. I forhold til, hvornår jeg synes det er sværest, så er det faktisk, når jeg tænker på fremtiden. Når han får en ny kæreste, når jeg gør… Hvordan vil kommende kæresters familier tage imod mine børn. Får jeg overhovedet en ny kæreste, når jeg går ind i forholdet med 2 små også. De tanker har fyldt SÅ meget. Det bliver dog mindre med tiden, men det er der jeg synes det er svært..

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg er selvvalgt solomor til verdens skønneste dreng, som nu er 3 år. Så her er ingen deleordning! Og selvom jeg er fuldstændig vild med min dreng, kan jeg da nogle gange godt ønske, at der var en far jeg kunne sende ham over til😏

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    Jeg er solomor til to drenge på hhv. 4 og 5 år. Ham på 5 år er autist med retardering.

    Jeg har et ok samarbejde med drengenes far, men desværre har vi trods 8 mdr fra hinanden stadig ingen fast deleordning pga. hans arbejdstider.
    Jeg sluger dagligt kameler i forsøget på at bevare det gode samarbejde, men det er satme svært til tider.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Del dine tanker og læg en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

CROSSFIT DOMMEN