Om graviditet og min hold kæft politik

Scan 5
Man bør have samme indgangsvinkel til gravide kvinder, som man har, når man taler til en præst i en kirke. Lige meget hvilket type menneske man er, så bør man have en form for respekt, der bare helt automatisk opstår som en selvfølgelighed, forplantet dybt inde i os selv. Man bør være ekstra-ekstra påpasselig omkring hvad der kommer ud af ens mund og holde igen med ting, der kan være stødende. Det er lige før man bør hviske og liste. Også selvom man ikke er kristen. Eller gravid – You know what I mean.
(Se mig, ateisten kom med en kristendomsanalogi. Een gang skal jo være den første!)

Fucking tikkende hormonbombe er sådanne gravide kvinder de er. De kan jo grine og græde af samme sætning, afhængig af hvor langt de er i deres graviditet, hvor mange gange de har kastet op den dag og om ungen er ved at lege stangtennis med nyren – så det er lige med at holde bolden på fortovet, for man skal sgu ikke risikere noget.

Prøv at forestille dig at du blev tvunget til at gå med et par rigtig rigtig grimme og opsigtsvækkende sko i et halvt år. Jo, det ville være sko du var glade for at have på, for du sætter seeeelvfølgelig pris på den gave det er, at have sko på, når det nu engang er sådan, at du ikke kan være barfodet mere og det, at tage dem af, det var ligesom ikke en mulighed. Du er en potentiel skydeskive for dumme bemærkninger.

Når du så har disse sko på, som automatisk udløser en masse kommentarer, så gider du jo ikke have at folk påpeger at de ikke er ved at blive lidt store i størrelsen, at det ligner du har haft dem på i meget længere tid, end du har og om de ikke nok liiiige må ae skoene. ”NEJ, GU MÅ DU FUCKING EJ! Det er mine sko. De gnaver godt nok en del og jeg ville ønske jeg kunne få dem af bare for en kort tid, men du må ikke bare befamle mit fodtøj, som det passer dig – få dig dine egne sko”!

Og så er der jo dem der selv har haft de sko. Dem, med alle de gode velmenende råd. Jeg kunne skrive en roman om de (bedrevidende) råd jeg har fået. Hvem har udnævnt disse kvinder til fodtøjseksperter? Det er sgu lidt, som når man ser et interview i nyhederne, og det eneste, der står under vedkommendes navn er ”ekspert”. Well, vis mig din phD eksamensbevis og jeg skal nok lytte til dine råd.
Ellers er et godt råd fra mig, til dem, der spontant spytter ”gode” råd ud, til hvordan du håndterer en samtale med en mom-to-be. Dette gælder alle, både folk der har været gravide og folk der ikke har:

(Er I klar? Det er guldkorn!)

Hvis du ikke er blevet spurgt, så lad være med at sige noget.

”Men det er et godt råd, som jeg virkelig ønskede jeg fik, da jeg var gravid”!
NEJ! Sh! Se – ”jeg jeg jeg jeg”. Ingen erfaringer, ingen antagelser. Bare: vent til de selv spørger.

”Altså, hvis det var mig, der stod i din sitation….”
Men det gør du ikke. Stilhed!

Og lad os da være helt ærlige. Der er jo to typer mødre, der giver råd.

Der er den type, der helt velmenende gerne vil dele ud af sine erfaringer, for at hjælpe den gravide.
(Og her i parentes kan vi tilføje, at denne type også får et kæmpe kick ud af at dele ud. For her er en fantastisk anledning til at snakke om sig selv. Disse råd gives ofte indpakket i en lang anekdote, og vedkommende vokser lige 4 cm., af at pludselig være den erfarne).

Og så den anden. Den anden er der altså igen, der vil indrømme de kan være. For jo, man kan sagtens være begge typer.
Den anden skræmmer gravide. De pakker det ofte ind med i noget ala. ”årh, vent du bare os se”, ”du skal nok blive klogere” (læs: “du skal nok komme til at gennemgå alt det lort jeg har været igennem”).
Det er oftest, når den gravide bliver lidt for optimistisk og lyserød, at den indre og mere erfarne mor – og post-gravide – inde i os dukker op.
Hvis de siger: ”jeg tror jeg får en let og hurtig fødsel”
– Så dukker den indre hammer op. ”Nå… Så det tror du? Det troede jeg også min ville være. Men med Otto-Hermanns flækkede jeg jo helt op til nakken, og på 29. vetime blev han taget ved sugekop”.

Er det egentlig sådan lidt en indbygget jantelovsradar vi har? Sådan en ”du skal sgu komme for godt i gang. Du skal sgu ikke tro det hele kommer let for dig, for du ved slet ikke hvad du går ind til”.
Eller er det for at hærde og beskytte den kommende mor? Hvis de lever i en lille la-la-tyggegummikongebobbelland, hvor der slet ikke er noget realitetsfornemmelse, så er det i min mening okay at forberede dem en smule på hvad man KUNNE have i sigte.

Nu er det jo ikke sådan at jeg  sidder på tronen, som borgmester i Pli-byen (eller i nogen som helst anden by for den sags skyld! Ej, i min lejlighed er jeg nok borgmester, men større titel har jeg desværre ikke på mig), men ud fra min optik og mine erfaringer, så skal man træde nænsomt og hellere gå på listetæer, end at skræmme de sørens hormonelt ustabile kvinder fra vid og sans. Enig?

…Ej. Du må ikke sige det til nogen. Men i al hemmelighed er en type, der er en kombination af ovenstående – og jeg er selv en af dem.  Typen, der bider sig i underlæben, i forsøg på ikke at give råd, fordi man selv havde stået der på den anden side og (skjult) lidt rullet øjne af eksperterne, når de for 400. gang prædiket om hvad “man bare var nødt til at købe”, “det er det eneste rigtige”, “en masse forskning viser, at..” og “dengang jeg var gravid, der tænkte jeg også som dig” (der var den der “men så blev jeg klogere”).
Men indrømmet: man KAN have lyst til at sige disse ting. Ekspert vil jeg ikke tillade mig at kalde mig, men erfaren. Alt det nye man er tvunget til at lære på så kort tid, og med mange pressede situationen i (pusletaske)bagagen, så har man et helt instinktivt behov, for at øse ud af sine råd, til kvinder, da står i lignende eller kommende situationer..
Også selvom ovenstående fortæller, at jeg har den holdning, at man bare skal holde sin kæft.
Men man kan ikke tage imod alle råd, for for det første stikker de gode råd i øst og i vest. Og man kan ikke helgardere sig, ved at forberede sig på alle scenarier.
Gid man vidste alt og havde det helt rigtige svar, bare kunne sende et screen shot af ens egen endelige Babymanual, men faktum er at der ikke er noget endeligt rigtigt for alle. Det handler jo om hvem man er, hvordan man selv vil gøre tingene – ikke hvordan det var bedst for Sisse og Karla og heller ikke nødvendigvis hvad Lola prædiker om. Styrken og selvtilliden, som mor kommer også i at man træffer sine egne beslutninger og selv vælger hvordan man vil gribe det an, at have barn.

Indlægget “Accepten af at man ikke kan gøre alting rigtig (desværre) ” kan læses her

Læs også

8 Kommentarer

  • Reply
    Tina
    20. august 2014 at 12:01

    Hahahahaha! So true! Er selv gravid med 4 dage til termin!

    Og nej, jeg gider ikke høre jeres fucking fødselshistorie, hvis den ender i voldsomme opklip af underlivet og har varet i 24 timer! Og ja, jeg ved sgu da godt jeg bliver klogere, men kunne det tænkes at dig, søde kommentator af mit liv og super erfarne mor, måske ikke selv har været helt skarp på det der med at få børn og jeg måske magter det bedre end dig, så jeg ikke behøver være vågen hver nat og ligge mit barn til at sove på tørretumbleren??!!

    Og selvfølgelig får jeg da en let fødsel! Ellers bliver man da sindssyg hvis jeg skal forsøge at forberede mig på flere døgn i smertehelvede og næsten splatterfilmsagtige scenarier!

    Er så enig med dit indlæg og det var sgu’ sjovt at læse:-)

    Tjek gerne min blog på http://www.vitterligtv.dk, hvor jeg også har lavet flere indlæg om at være gravid og andres opførsel! (kategorien “gravid”:-)

    • Reply
      Nutidensmor
      20. august 2014 at 18:59

      ÅRH! Hvad er bedre, end gravide maver (er skruk ved tanken..). Og ja, det er en nederen kommentar at komme med, for du er måske træt af det :-p?
      Du skal forberede dig på en god fødsel – og at alt der sker mellem første ve og fødsel er glemt nogle uger efter :-P. Så du er med på holdet med kvinder-der-ikke-fortæller-gravide-skræmme-historier?
      GOD FØDSEL! Vil mega gerne tjekke din blog ud!

  • Reply
    Mette
    20. august 2014 at 12:05

    Genialt indlæg! Jeg er højgravid og lavede selv et indlæg igår om alle de kommentarer man får 🙂 Glæder mig til at følge din blog!

  • Reply
    Pia
    20. august 2014 at 19:40

    Kære du 🙂
    Tak for dine blogs og dine ig’s (flertal – staves!? :D)..
    Det er saftsuseme(!) en befrielse at læse din bramfri blog! Jeg er selv “ung” mor – nåede lige indenfor kategorien med 10 dage inden jeg nåede et kvartårhundrede! Tak tak tak for skøn læsning og fede tegninger! Bliv endelig ved med, at sprede glæde :)!

  • Reply
    Lone
    21. oktober 2014 at 9:51

    Det er virkelig rigtigt, men der mangler en type. Typen som synes ALT ved at være gravid var helt fantastisk, hvis børn ALDRIG havde problemer med at sove, gik da de var 8 måneder, talte da de var 6 måneder osv. Synes næsten, det er de værste!

    Jeg havde ihvertfald et helt forkert billede af, hvordan det var at være gravid og det er nærmest ikke acceptabelt at ytre, at man faktisk ikke synes de 9 måneder var særlig sjove.

    Nåh ja, og så dem der mener, at det altid er forældrenes skyld, hvis barnet ikke vil sove eller ikke kan trøstes! Som mor til tidligere kolikbarn ønsker jeg selvfølgelig ikke at andre skal opleve det.. Og så alligevel lidt ikke, for ALLE børn kan jo sove!

  • Reply
    Christina
    28. oktober 2014 at 12:43

    Supergodt skrevet! TAK! Jeg kunne VIRKELIG godt have brugt at nogen havde sagt det til de mange velmendende madammer, som gjorde mig helt rundforvirret, da jeg var gravid XD

  • Reply
    Pernille
    26. marts 2015 at 14:06

    #sandhedenomatfåbørn – dette hashtag er jeg ret så træt af! Tokio det er DIN sandhed om at få børn og ikke min. Eller “når det er allerværst, så husk, at det bliver godt igen…. På et tidspunkt….!!!!”
    Jeg drømmer om børn der bare vil ammes, sover natten igennem osv. Og hvis ikke, så tager vi den derfra.

  • Reply
    Line
    26. marts 2015 at 15:44

    Uuuuuuuundskkkyyyyyylllld!

Skriv et svar