Børnetøj – dette bør du tænke over

Om man er til H&M, Petit Bateau, Stella McCartney, hjemmestrik, genbrug, en helt sjette, eller en god blanding af det hele, så er der ting man bør have i baghovedet, som man bør kigge efter og tage stilling til, og være opmærksom på, når man handler tøj til junior.

Her er en lille A-V, om ord, som man måske vil falde over i den første tid med barn – og et par råd 🙂 Ting man kan bruge, og tage med, hvis man vil 🙂

A for Amerikansk lukning
Vidste du at de forskellige måder bodystockings er lavet på, har navne? Den amerikanske lukning er den uden knapper i siden, men med en fold. Den er bl. a. god i forhold til hvis din kære lille har skidt udenfor bleen, da man kan tage bodyen ned over skuldrene, i stedet for at åbne forneden og trække hen over hovedet.

B for Behandling af uld
Uld findes i alverdens afskygninger indenfor børnetøj. Man kan købe uldtøj til 80 kr. i Bilka, og til flere hundrede kroner fra f. eks. Engel.

Men hvad er forskellen?
En af de store forskelle er behandlingen af ulden og måden man kan vaske det på.
Når man kan købe uld, der er “superwash-behandlet” eller “merceriseret uld”, er det smarte at det oftest kan vaskes i maskinen, nogle gange sammen med almindeligt bomuldstøj.
Hvis det er ubehandlet uld er dette ikke muligt, det ville krympe.

De fleste uldvarer er behandlet på den ene eller anden måde, og det er det der bl. a. kendetegner superwash og eller merceriseret uld, men det er ikke skadeligt. Men uld, der er ubehandlet, og derved er et naturprodukt siges at have de bedste isolerende og absorberende (men det vil der altid være delte meninger om).

Ubehandlet uld bør man lufte, eller vaske i hånden, ved behov.
Følg dog altid vaskeanvisningen.
Hvis du vil vide mere, kan du bl. a. læse hér.

C for Certifikater
Der findes et hav af mærker, der kan sidde flere i dit barns tøj, det er ikke blot Svanen og Blomsten du kan kigge efter.
Vil du vide mere om dem kan du bl. a. se hér

D for Denim
I min optik bør man ikke kaste sig ud i cowboybukser, bare fordi man synes det er sødt, og fordi man gerne vil have mor/datter outfits.
Når det gælder bukser til børn bør man virkelig være opmærksom på hvor hæmmende stift og stramtsiddende tøj kan være, og det gælder alle aldre, for børn bør have bevægelsesfrihed i alt deres tøj.
Gå gerne efter demin med stretch i (men ikke kun på maven), hvilket der er et stort udvalg af, og forestil dig om det ville være muligt for DIG, at sidde på hug, lave en koldbøtte, gå i split, og hvad børn nu engang ellers kan finde på, i de jeans du har fundet til junoir.

Heldigvis fejler det ingenting i dagens Danmark at sende barnet afsted i vuggestue i joggingbukser, eller strømpebukser (det gælder altså både drenge og piger!), så sats på bevægelighed og komfort frem for voksentøj i miniudgave.

E for Elefanthue
Jeg kender det selv, man kan hurtigt mene at elefanthue er noget der hører de helt små børn til, og at kyser er noget af det sødeste til de helt små, men elefanthuer er dog det mest varme og det, der slutter tættest omkring dit barn.
Halsåbningen i flyverdragten kan efterlade noget bar hud, og i sne og slud på legepladsen i vuggestuen bør elefanthue være førstevalget – også for de, der starter i børnehave.
Der er sikkerhedsmæssige komplikationer med meget tøj og beklædning, der omslutter barnets hals, men elefanthuer er dog stadig muligt i de fleste institutioner.

F for Ftalater
Du har måske hørt om dette mærkelige ord, der kunne forvekslet med salater, men som faktisk er det der fy-fy, der var meget opmærksomhed omkring, da man fandt ud af at det var i meget legetøj, og var utrolig giftigt for børn at sutte på?

Ftalater må faktisk gerne være i børnetøj og det er noget man selv, som forbruger og forældre, bør være opmærksom på, hvis man går op i den slags kemi, det er dog ikke noget der har en umiddelbar sundhedsrisiko.
Se TÆNK og Miljøstyrelsen vende dette emne hér.
Det er personligt noget jeg ikke vil have i mit eller mit barns tøj.

G for Gummi
Ja, altså på børnetøj.
For børn, der skal op på knæ’erne, der er i gang med at øve at møve sig frem, og til de, der gerne vil have noget skridsikkert, så junior ikke glider rundt på de glatte gulve, så er gummi simpelthen en super idé!
Bl. a. GoBabyGo laver strømpebukser, strømper, leggins og knæbeskyttere, og det er simpelthen bare en fin opfindelse til de små.
Se fysioterapeut Dorthe Machon udtale sig om produkterne hér.
(Produkterne er Oeko-Tex Standard 100 certificeret, og gummiet er lavet af silikone, uden sundhedsskadelige stoffer).

H for Heldragt
Heldrager er søde. Heldragter findes i et væld af farver, mærker og print.
I min optik bør man holde heldragter udenfor institutioner, og jeg ved at mange pædagoger er enige og at lige så mange forældre slet ikke tænker over det.

Flere vuggestuer, bl. a. i Aarhus Kommune opfordrer forældre til at undgå at påklæde deres barn i heldragter når de sender poden i vuggestue, og håber på de vil efterleve dette, mens nogle få ikke tillader at børnene har heldragter på – overhovedet.
Dette er ikke dovenskab fra personalets side, og som jeg også vil komme ind på under “T, for trykknapper”, så er det simpelthen bare en hjælp og en service man kan gøre overfor de søde mennesker, der passer dit barn, at lade være med at give dit barn tøj på, der tager så lang tid at give af- og på, ved bleskift, og som for de ældre børns vedkommende betyder at de skal op på et puslebord, for at få lukket deres tøj.

Pædagoger og medhjælpere har mange vigtige og spændende ting de gerne vil lave med dit barn, og der er ingen grund til at give dem endnu mere praktisk arbejde, ved at sende junior afsted i en beklædning med 10 trykknapper.
Der er selvsagt faktorer som slidgigt, ift. de ældre pædagoger, når der skal lukkes knapper, der er en faktor, som at børn, der har en hvis alder – ofte når de er 1,5, øver sig i at sidde på toilettet, og bliver skiftet stående, og en heldragt betyder at de skal op på puslebordet og ned at ligge, for at få tøj på igen, mens selve afklædningen af en heldragt er en meget dårlig arbejdsstilling, men så er det også bare tid det handler om – det tager virkelig meget tid fra vigtige stunder, hvis alle unger render rundt i one-pieces.

Hvis du er i tvivl hvad din vuggestue tænker, så spørg dem, der er ikke nogen endelige retningslinjer eller regler, der fungerer nationalt, så forhør dig 🙂

I for Ind i vaskemaskinen med det
Tøj bør altid vaskes inden brug. Miljøstyrelsen skriver hér hvorfor.

J for Jersey
Nej, ikke den brogede ko 😉
Her er vi inde på børns bevægelighed og komfort igen. Jerseystof og bomuld med stretch er fantastisk, det er elastisk og barnet er ikke hæmmet.

K for Køretur
Når I kører bil er der meget man bør være opmærksom på sikkerhedsmæssigt. Nu vi taler beklædning vil jeg gerne ind på barnets tøj i autostolen.

Undgå for hvem-man-end-tror-på overtøj i autostolen, eller andet tykt tøj. Det mindsker sikkerheden, da afstanden fra barn til sele er stor og selen ikke kan strammes tilstrækkeligt til.
Brug f. eks. dragt, med tæppe over, til bilen er varm, eller de særlige autostolsposer.

L for Lag – på lag
Lag på lag er godt, lag på lag kan vi lide. Det er let, hvis barnet har det varmt, kan man give det en tynd trøje på, hvis det er for koldt, kan man bare tage et enkelt lag af. Det er især smart, når man er ude, at hvis man har overvurderet kulden en smule, så kan man bare lige snige en trøje af, uden barnet har for lidt tøj under flyverdragten.

M for Mode
Iklæd dit barn i præcis det du synes er smart 🙂

N for navn
– og gerne i ALT. I læser det sikkert dagligt på et skilt i jeres vuggestue/børnehave, og tænker der står navn i det vigtigste, men står der navn i ALT?

Okay, strømper kan man måske springe over, men det er en kæmpe hjælp for personalet, hvis der står navn i alting, lige fra hjemmesko, vanter, bukser og bodyer. Ting bliver væk, når man samler 50-60-70 børn i et hus, og selvom der er risiko for det forsvinder, selvom der står podens navn i, så er der større sandsynlighed for at det finder vej hjem i skabet, hvis man kan se hvem ejermanden er, og det hjælper pædagogerne og medhjælperne gevaldigt! Tro mig!

Jeg ved det er surt at skrive med kuglepen, da man indimellem har henblik på at sælge tøjet videre, når barnet er vokset ud af det, men der er altså smarte alternativer. Det vi bedst kan lide er disse klistermærker, der holder i vask (og så kan man endda få et lille symbol med – vi har bien, da Augusta går på Humlebi stuen)

M for Mmmjeg mangler et bogstav
– (M)SPÆNDER!
Institution igen: hold spænderne derhjemme. Jeg er mor til et barn med langt hår. Mit barn tager ikke sine hårelastikker eller spænder ud, men det kan ske, og hvis et andet lille barn får en sådan spændende glimtende ting ind i munden, og ned i halsen, kan det have dødelige konsekvenser.
Tænk på dit eget barns sikkerhed og ikke mindst de andres, og undlad spænder, også selvom institutionen ikke håndhæver denne nationale retningslinje.

P for Palietter
Herunder også påsyede mærker og knapper.
Hold løbende øje med om disse sidder ordentligt fast, da de kan løsrive sig. Det kan udgøre en sikkerhedsrisiko og bør tjekkes efter ofte.

R for Refekser
Når du skal ud og navigere i den jungle, som overtøj nu engang er, så hav det i mente, at reflekser er en rigtig god idé på flyverdragten/jakken.
Meget overtøj har i dag reflekser i deres syninger, mens andre har det som en del af designet (f. eks. Wheat).
Man bliver i høj grad mere synlig for bilister og cyklister på de mørkere dage, og undervurder ikke vigtigheden af at de små er synlige i sig selv, for de er hurtige og der skal ikke mange sekunders uopmærksomhed til, før de pludselig står på cykelstien.

S for Snore
Undgå snore. Det er ikke hysteri, der er sket alt for mange uheld, hvor der har været snore involveret, så undgå at købe tøj med dette, da det alligevel ikke kan bruges, når poden er i institution. Det gælder også løse snore i f. eks. joggingbukser, og som hovedregel bør alle suttesnore være max. 22 cm. lange.

T for Trykknapper
Nogen jeg allerede har været inde på ift. heldragter.
Det der kan tilføjes her er så også det aspekt, som mange ikke tænker på, når de klæder junior på om morgenen.
Tænk på alle de lag barnet har på numsen. Den hurtige måde personalet i en vuggestue lugter “en synder” (altså, en lorteble”) er ved at sniffe, og det er altså ikke altid lige til, hvis barnet har for mange lag på. En normal påklædning kan sagtens give 5 lag omkring numsen, og det er både varmt og svært at lugte sig gennem (ble, body 1, body 2, strømpebukser, bukser).

Bodyer er i sin tid lavet som undertøj, men nu da man kan få et væld af smarte bodystockings er det i dag helt normalt at bruge disse yderst, men man bør lige tænke det med, at det ikke er nødvendigt med to bodyer.

Flere institutioner opfordrer, bl. a. min datters, til at børnene har max. en bodystocking på, og det er slet ikke svært at efterleve, når man først ved det, for så køber man jo bare trøjer /kjoler, til at have yderst, hvis ungen skal have to lag på overkroppen.

OG!

T for To-delt undertøj
Lige så forskelligt det er, hvornår børn bliver renlige, lige så forskelligt er det hvornår wc-interessen opstår.
I vuggestuen er det dog en anden ting, end derhjemme, da børn har hinanden at kigge på, og blive inspireret af.
Mange børn bliver skiftet stående, fordi det er hurtigt, men også fordi de øver sig i at prøve at sidde på de små toiletter – nogle fra når de er 1,5, og især 2 år.

Det er surt at lukke mange bodyer, når barnet står op, og det er ikke lige til, at lære selvhjulpenhed, når man har bodystocking på, så tag snakken og spørg din vuggestue, de fleste ser gerne at børn har to-delt undertøj på, når de er 2 år.

U for UV
Når du er på stranden, på ferie eller bare udenfor i solen med dit barn, så er badetøj med UV beskyttelse en god idé, som supplement til solcremen.
Der er en verden til forskel på at iklæde sit barn en hvid bomulds t-shirt og en dragt med UV-beskyttelse, da en t-shirt kan have en tynd vævning, og strålerne kan trænge gennem.

En god test er at holde tøjet / badetøjet op mod en tændt lampe og se hvor meget lys der trænger igennem, meget lys = lav beskyttelse.

V for Vandsøjletryk
Hvad er det liiige det er? Hér, hos Teknologisk Institut, kan du læse flere kloge ord, end jeg kan komme med 🙂

A-V ja, sådan næsten, klog vil bemærke der mangler et par bogstaver i alfabetet, men min tanke er at der også skal være plads til jeres indspil, jeres erfaringer og fif, som I gerne må bidrage med, hvis I mener jeg mangler noget vigtigt 🙂

Denne “guide” afspejler min egen holdning, mine egne erfaringer og min research, det afspejler ikke alle institutioner, og bestemt heller ikke alle mødres, men jeg håber det for nogen kan være inspiration, give faktuelle oplysninger og fungerer som opklaring 🙂

Hvis man er interesseret i at læse lidt om legetøj, sikkerhed, mærkninger ift. kemi og førstehjælp, så synes jeg détte er et nyttigt link 🙂

 photo az_zpsjiufovmw.jpg
.

Læs også

26 Kommentarer

  • Reply
    Maja
    28. januar 2015 at 21:09

    Super god guide 🙂
    Jeg er helt enig i det med trykknapperne.. Og det er ikke kun de ældre pædagoger det ‘går ud over’. Min mor er pædagog og blev allerede som 4 årig opereret i begge hænder – ikke kun på grund af trykknapper selvfølgelig, men alligevel 😉
    Og er der virkelig nogle som giver deres børn to bodyer på? :p det har jeg da aldrig overvejet, på trods af at jeg har to børn 😛

    • Reply
      Nutidensmor
      28. januar 2015 at 21:16

      M A N G E (deriblandt mig selv, før jeg tænkte over det, og vuggestuen senere lavede en skrivelse). Mange har kortærmet + langærmet på disse tider.

      Årh ja, du har helt ret – det er bestemt ikke kun ældre pædagoger. Det er træls med din mor, jeg håber hun undgår at knappe for meget.

      • Reply
        Nutidensmor
        28. januar 2015 at 21:16

        Altså “mig selv” som i: jeg gav Augusta det på.. jeg har ikke bodyer i voksenstørrelse

  • Reply
    Mettemarie
    28. januar 2015 at 21:12

    Super indlæg. Er selv pædagog stud og kender til en del omkring tøjvalg og hvor meget det kan fylde på en dag, at skulle give besværlig tøj på… Dog har jeg en lille bemærkning til nr. E. Ikke en kritik for er enig i det du siger, men som mor til et bh barn, husker jeg tydelig en artikel da min søn gik i vuggestue. Omkring et barn der næsten blev kvalt i sin elefant hue i bh. Pga barnet hang fast i en gren og ikke kunne komme ud af huen

    • Reply
      Nutidensmor
      28. januar 2015 at 21:17

      Du har helt ret, men der er risici i næsten al påklædning. Jeg husker godt sagen-skrækkeligt!

      • Reply
        mettemarie
        28. januar 2015 at 21:22

        Sorry mit indlæg er sendt 2 gange da min tlf fuckede lidt op og ikke viste om den var sendt eller ej. Så skrev en ny

    • Reply
      Nutidensmor
      28. januar 2015 at 21:17

      Men fint input 🙂

  • Reply
    Jeanne
    28. januar 2015 at 21:15

    Ej undskyld – men jeg bliver simpelhen møg provokeret af “tryklås og gigt” problematikken. Hvis man har så store problemer med tryklåse, så skal man nok finde et andet arbejde.

    BUPL og en overlæge har endda udtalt at det ikke er pga tryklåse at de får gigt.
    http://nyhederne.tv2.dk/2014-10-31-bupl-boern-skal-selv-laere-at-tage-toej-af-og-paa

    Hvis man har gigt, og er pædagog, har man fantastiske kollegaer, som ved at der skal tages hensyn til ens sygdom 🙂

    Frisører har også problemer med deres håndled – dem hører man altså ikke klage sønderligt meget. For ikke at snakke om alt den kemi de står i.

    En anden note til badetøjet er, at hvis det bliver udsat for klor og ikke vasket optimalt og korrekt, forsvinder dens virkning. Men det er der ikke mange der ved.

    M for mode?

    • Reply
      Nutidensmor
      28. januar 2015 at 21:21

      Tak for input om UV badetøj – det var jeg ikke klar over 🙂
      Og M for mode – perfekt – det tilføjer jeg :-)!

      Ift det med gigt. Jeg påstår ikke man får gigt at at lukke tryklåse, og jeg skriver ingen steder at man ikke må have tryklåse i tøj 🙂 Det jeg skriver er at det er tidsbesparende og en fin hensynstagen at BEGRÆNSE tryklåse i barnets tøj.

      Der er eksempler med at mange institutioner / dagplejere vælger at lukke x antal tryklåse, ud af f. eks. bare tre stk (som er eet styk helt almindelig body). Det er mere kontroversielt, end at komme en venlig bøn om at forældre kan have det i mente, at det tager unødvendig tid, hvis barnet har to bodystockinger på 🙂

  • Reply
    Mettemarie
    28. januar 2015 at 21:19

    Super indlæg

    • Reply
      Nutidensmor
      28. januar 2015 at 21:21

      Mange tak 🙂

  • Reply
    Maria
    28. januar 2015 at 21:25

    F foe flourstoffer VS vandtæthed.. Jeg synes at have læst en del steder om flourstoffer i flyverdragter, og dem af dem der ikke er teflonbehandlede men er behandlet med “bionic finish” ikke er særligt vandtætte. Jeg håber sådan på at der snart kommer en ordentlig løsning. For mit barns hjerne er vigtig, men jeg synes heller ikke at det er fedt at hun skal være kold af at sidde i en sandkasse en hel dag.

    • Reply
      Nutidensmor
      30. januar 2015 at 9:24

      Ikke noget jeg kendte til, før du skrev! Tak, det vil jeg da researche lidt på 🙂

  • Reply
    Rebekka
    28. januar 2015 at 22:22

    Jeg er pædagogstuderende, og jeg savner

    V for velcro! 🙂

    Det er super fedt, når der er velcro i børnenes fodtøj, for så behøver de faktisk ikke være ret gamle før de selv kan hjælpe til med at åbne sko og hjemmesko op og øve sig i at tage dem af og på 🙂

    Men rigtig godt indlæg! 🙂 🙂

    • Reply
      Nutidensmor
      28. januar 2015 at 22:34

      Fantastisk input – det havde jeg glemt. Hermed tilføjet 🙂

  • Reply
    Pernille
    29. januar 2015 at 5:13

    da min datter var lille var det ok med elefanthue – men nu hvor hun er børnehave-barn (og måske kravler i træer) får hun aldrig en elsfanthue på, da dette kan blive rigtigt farligt, hvis hun kommer til at sidde fast i den. Ved der er flere forældre i min datters børnehave, der deler denne holdning, bla., at en elefanthue sagtens kan kravle op i nakken. Hilsen en mor (som har arbejdet mange år i daginstitution, og som har sat mange elefanthuer på plads i nakken under flyverdragten 😉 )

    • Reply
      Nutidensmor
      30. januar 2015 at 9:11

      Hej Pernille
      Good point 🙂 Du har helt ret i alt du skriver 🙂

  • Reply
    Mette
    29. januar 2015 at 11:14

    S for selvhjulpent
    Min børns inst. Går meget ind for dette, og ved 1 1/2 års alderen anbefaler de to delt tøj, først var jeg skeptisk, hvad så med “omsorgen” ved et bleskift, men den er der stadig, samt det lyser ud af øjene hos min Julia på knapt 18 mdr, hvor stolt hun er over selv at kunne trække bukserne ned og delvist op(har dog også give sjove oplevelser med bar numse midt i netto- da hun jo også selv kan åbne bleen).
    Jeg har altid tænkt over trykknap-problematikken, men den er noteret:)

    Jeg var en to-lagsbody mor, indtil to-delt fasen kom;)

    Og tak for gode indlæg, med en altid positiv og ikke nedladende tone.

    • Reply
      Nutidensmor
      30. januar 2015 at 9:10

      Hej Mette!
      1000 tak for din kommentar – jeg er glad for at du synes jeg er positiv 🙂
      Du har nemlig helt ret – omsorgen kan ikke kun ligge i det, at blive skiftet på puslebord, det kan også ske på gulvet 🙂 Det er sejt hun er så selvhjulpen – selvom det måske er lidt uheldigt (dog komisk) i Netto 😀 😀

  • Reply
    Camilla
    31. januar 2015 at 10:38

    Hej Nutidensmor

    • Reply
      Nutidensmor
      31. januar 2015 at 12:17

      Hej Camilla!

  • Reply
    Kamilla
    19. august 2015 at 11:59

    Sikke en god guide til børnetøj! Der er rigtig mange ting, man skal tænke på når man som forældre klæder sit barn på. Allervigtigst vil jeg mene er komforten – det er hvertfald noget jeg går højt op i 🙂

  • Reply
    Parlez-vous børnetøj? - Bahne Blog
    11. oktober 2015 at 8:47

    […] når der skal købes ind til børnene Jeg har selv skrevet et indlæg tidligere, der hedder: Børnetøj – dette bør du tænke over, der sådan helt ABC-agtigt kommer gennem nogle vigtige punkter i alt fra bodylukninger til […]

  • Reply
    Jo
    29. januar 2018 at 16:43

    Hej! sikke en dejlig artikkel, med mange relevante tanker 🙂 nu er opslaget måske noget gammelt, men jeg synes altid O for overtøj er lidt kompliceret 🙂 i dagplejen vil de have termotøj og regntøj, og derudover har jeg i perioder haft både tykke vinterjakker og tyndere vandafvisende overgangsjakker + flyverdragt i vinterhalvåret. Min logik fortæller mig at alt det nok ikke er strengt nødvendigt i alle årstider, men jeg bliver forvirret over de mange mulgiheder! 🙂

  • Reply
    Anja
    6. marts 2018 at 16:52

    Super god guide. Smart med “bogstaverne”.

  • Reply
    Chelina
    14. november 2019 at 12:20

    Super godt indlæg, som jeg lige faldt over i min søgning. Har siden hen købt nogle navnelapper til børnenes tøj på https://www.ikastetiket.dk/navnemaerket, som jeg har været rigtig glade for. Det er også smart med klistermærker på madkassen i børnehaven, skal jeg hilse og sige!

Skriv et svar