Augustas mistænkelige modermærke

Fødtbillefe

Jeg har tidligere delt historien om begrundelsen for kejsersnit her på bloggen, i indlægget: Om at være “über egoist”, og planlægge kejsersnit. Jeg har endda også delt det i et magasin (hér), og hele min “fødsels”beretning der i detaljer kan læses hér
– men jeg har dog aldrig, her på bloggen, fortalt historien om Augustas første modermærke, og mit første grin, som mor.
Et helt-ned-i-maven-jeg-græder-af-grin-og-fuck-hvor-gør-det-ondt-i-mit-helt-nye-operationssår.

Det var nogle timer efter Augusta kom til verden. Denne tid tilbragte hun hos sin far, da jeg havde svære rystelser efter medicinen. Da hun kom op til mig tog jeg dette billede af min dejlige, sovende pige.
Hun havde ikke noget navn endnu, intet tøj på, hendes vægt var ukendt og den lilla strikhat var ikke vores. Jeg var nødt til at tage lægens ord for, at det var min baby, for sidst jeg mærkede hende var for en hel del timer siden, i bilen, på vej til sygehuset, inde i maven, med en af de mega-creepy bevægelser, hvor de lige vender sig og man kan se hele armen under sit maveskind, og pludselig stod Mikkel med et barn.

Jeg løftede lidt på dynen, løftede lidt på huen. Studerede hende, så godt som man nu kan og vil, for når man ligger der, med sit første barn, så er alle bevægelser saftsuseme stille og meget usikre.

Den søde jordemoder og den studerende tager “Baby Pige” på vægten. Hun skriger – altså min baby. Den viser 3250. Fra øverste brune hårstrå til hæl måler hun 51 cm og hun brillerede i de obligatoriske gå-kravle-og-gribe-med-tæer-tests. De mærker på hende og hun har alle fingre, fine kraveben mv.

Indtil nu har vi været alene. “Fri” for besøg.
Vi får spist lidt, jeg kommer op på toilet (tortur!).

– Men så gør jeg min opdagelse!
På Augustas skulder er en stor, mørk plet! Jeg troede ikke børn hverken kunne have modermærker, skønhedspletter eller anden pigmentering, end storkebid, jordbærmærke mv. Dette mærke er altså stort og næsten sort!

Det ser farligt ud! Jeg trækker i snoren, for at snakke med sygeplejersken om mit fund.
Det undrer hende først og fremmest at de ikke selv har set det, under undersøgelsen og giver mig ret i, at det ser unormalt ud. Hun har dog travlt og vil vende tilbage med en kollega.

Lettere skræmt ligger jeg og venter. Betragter det lille mærke.
Jeg vil lige føle på det, få en fornemmelse af om det buler op.

Jeg husker tydeligt frygten, angsten for at der skulle være noget galt med hende – for at hun ikke var, som hun skulle være.

Men så griner vi.
Vi griner.
Og vi græder.
Modermærket kan tværes ud.

Chokoladeplet fra müslibar.

#Fuck 🙂

Læs også

3 Kommentarer

  • Reply
    Camilla
    31. januar 2015 at 20:06

    Hahahaha! Fed historie 😀

  • Reply
    Betina
    31. januar 2015 at 20:35

    Så morsomt

  • Reply
    Line
    31. januar 2015 at 21:23

    For pokker da Johanne……!!!! Hahaha

Skriv et svar