DIT sociale ansvar

Det er med rystende hænder at jeg skriver dette indlæg. Et øjebliksbillede fra virkeligheden, en oplevelse, som jeg lige skal ryste af mig, og mine følelser er nok meget uden på bogstaverne så at sige, så bær over mig.

I dag, lige nu her faktisk, gik jeg fra bussen, med næsen vendt hjemad. Det er eftermiddag og jeg har skrevet eksamensopgave fra i morges, sammen med min energiske gruppe, bestående af mig og så tre drenge, proppet med humør og friske hormoner. Mine tanker går på at jeg skal hente Augusta om lidt. Hende har jeg ikke set siden tirsdag morgen, og savnet gør helt ondt indeni. Hun har hygget sig det vestlige Jylland med sine bedsteforældre, med pandekager og masser af kærlighed.
Selvom jeg hopper af spænding for at hente hende vil jeg dog lige bruge de fire minutter det tager at hamre disse følelser, denne oplevelse og mit budskab ned på tasterne.

Vidste du godt at du har et ansvar?
For andre mennesker dermed sagt. At du har et ansvar for at gøre dit bedste, for at sikre andres sikkerhed, og hjælpe dine medmennesker?

Det er et spørgsmål jeg vælger at stille, måske retorisk. Det er måske en selvfølge for mange, at man træder til, når man bør, men om det er få der i praksis træder til, når ens lille bobbel bliver brudt af andre, som trænger til en hånd, ved jeg sgu ikke. Heldigvis er der mennesker, der uden at tøve træder til, og det vil jeg gerne takke for. Det må jeg hellere få gjort, inden jeg siger dette:
Hvad fanden lavede I foran Bruuns’ Galleri i dag?
Hvor gik du hen, da du valgte at passere den mand, der lå og var ved at blive kvalt i eget bræk?
Hvad gik gennem dit hoved, da du så ham, og hvad fik dig til at tænke: “det vedrører ikke mig?” Det er sgu DIT sociale ansvar!

Jeg var der heldigvis hurtigt – tror jeg. Det var svært at vurdere, men det var tydeligt at manden havde kastet op længe. Jeg så ikke nogen omkring ham, jeg så ingen vandflaske, eller servietter. Ingen havde ringet efter hjælp.
Da jeg spottede ham var han ved at blive bevidstløs, af at trække vejret i eget opkast. Han lå på ryggen, og mennesker passerede ham. I skyndte jer faktisk kunne jeg se. Ikke hen til ham, men væk.

Jeg har en tiltro til at en eller anden var trådt til, hvis jeg ikke havde sat mig hos ham, stillet dig i hans opkast, og vendt den +80 kg. mand om på siden. Det er jeg nødt til at tro på. Ligesom at jeg troede på at der da nok skulle komme flere til, for at assistere mig. Der kom til mandens, og mit held, en sød ung pendlerpige, der stod for kontakten til 112 (da manden var besvimet) og 114, der desværre ikke ville komme, da den meget berusede mand kom til bevidsthed, og rejste sig.
En mand i sine gode år dukkede også op kort efter, hvilket var rart, da der tydeligvis skulle gøres et eller andet.

Hvordan de, 112 og 114, ud fra en telefonsamtale kunne afgøre at denne person ikke trængte til at blive tilset af en læge, eller få hjælp på anden vis, kan jeg ikke sige. Den berusede person væltede mange gange bagover og knaldede hovedet ned i asfalten med en skræmmende lyd. Han var ikke til at holde nede, i liggende, eller siddende stilling, og så er det fandeme lige meget om man kan lægge nogen i aflåst sideleje – hvis manden ikke vil ligge, så rejser han sig sgu, men der var desværre ikke langt til jorden.Han udviste tydelige tegn på at være alkoholiseret, men om det dækker over en hjernerystelse eller hjerneblødning er jo ikke til at vurdere ud fra en telefonsamtale. Jeg må dog antage og håbe på at disse personer i den anden ende af røret er kompetente, til at afgøre dette, men har omvendt nok retningslinjer ud fra tidligere, lignende, situationer.

Måske man skulle fremhæve de gode personer i denne sag: de, der trådte til.
Det gælder også en centervagt der kom til sidst, der tydeligvis havde en eller anden form for relation til manden, og fik beroliget ham. Talte til ham i øjenhøjde og tog fat om situationen, selvom det praktisk talt ikke er deres sag, i og med den pågældende person ikke var inde i Bruuns’ Galleri. Det var god stil, tak!

Jeg er dog nødt til tænke og undre mig.. Hvorfor stopper man ikke op? Hvorfor sætter man sig ikke på hug, ved siden af den mand, og hjælper? Hvorfor reagerer man ikke rent instinktivt? Der var ikke tale om 100 personer, heller ikke 50 – måske en god håndfuld, der passerede, mens jeg så på det. Det handler om at ingen af dem stoppede op. Det er hvad jeg ikke kan sætte mig ind i.

Jeg må håbe at vi kan tænke os lidt op, og opdrage hinanden til at man reagerer, og så bruger bare 2 min. til lige at vurdere situationen, i stedet for at tænke at manden bare er en fulderik. Han var sgu et menneske, der havde brug for hjælp.
Så hjælp!Skærmbillede 2015-03-05 kl. 14.35.37

Læs også

20 Kommentarer

  • Reply
    Stephanie
    5. marts 2015 at 15:07

    Åh, den evige berøringsangst og væren-sig-selv-nærmest. Nej, jeg ville ikke synes det var lækkert at hjælpe en der brækker sig! Nej, jeg ville ikke være tryg ved at henvende mig, lille mig, til en stor voksen mand! Men ville jeg lade være af den grund? Fandme nej! Til siden med egne følelser om ubehag ved situation og træd til for at hjælpe – også selvom vedkommende selv valgte at drikke sig fra sans og samling forud for dette, for det ved du ikke og det er ikke sagen vedkommende!

    TAK til dig, for at turde gå mod strømmen af fordømmende navlebeskuere, og stoppe op og hjælpe en, der havde brug for dig, uanset årsagen. Alle glemmer, at det kunne være en de holdt af, som alle bare blev forbigået. Øv en oplevelse, og godt at få luft for den her.

    Kys ekstra på din fine datter i dag, og sæt pris på, at du har alle muligheder i verden for at præge hende til at blive omsorgsfuld og tage ansvar for sine medmennesker!

    • Reply
      Nutidensmor
      5. marts 2015 at 19:23

      Hej Stephanie!
      Du har det præcis som jeg, for jeg vil sgu ikke påstå at jeg fandt ham “lækker”, eller at jeg på intet tidspunkt lige tænkte på min egen sikkerhed, da han senere blev lidt forvirret og vred.. MEN! Jeg måtte jo gøre noget – alle burde gøre noget, og ikke være så skide berøringsangste, som du selv skriver.
      Han var indsmurt i bræk, men hvad så – hvad så hvis han stoppede med at trække vejret, ville folk så ikke lave mund til mund? Ville de, hvis det var en 18 årig, der var på vej hjem fra byen? Sidstnævnte tror jeg flere ville!
      Jeg kan ikke se den store forskel!
      Du er sgu sød Stephanie.. Jeg har det bare svært ved at modtage de tak, som folk velmenende sender, for jeg mener at det særlige nogen gjorde den dag, var at vende sig om og gå. Det helt ordinære var at hjælpe!

      • Reply
        Stephanie
        5. marts 2015 at 20:27

        Er helt enig i, at det burde være forventeligt, at alle hjalp. Men synes stadig en tak er på sin plads for, at nogle som dig alligevel trodser eget ubehag og berøringsangst og hjælper. Der er mange måder at hjælpe på, og alle tæller, uanset om man giver mund-til-mund, ringer efter hjælp, skaffe vand, tæpper eller hvad, der måtte være behov for. Men ingen kan påstå, at de havde så travlt, at de ikke kunne nå at stoppe op. Ingen har så travlt, at det er et liv på samvittigheden værd! Tror desværre efterhånden, at det særlige er at hjælpe, og ikke at gå.

  • Reply
    Malene
    5. marts 2015 at 15:32

    Har desværre oplevet at min 10 personer før mig gik forbi en bevidstløs kvinde og hendes to pårørende der var i chok og ikke vidste hvad de skulle gøre. Var virkelig chokeret over at ingen hjalp dem! Deler din vrede! Godt du handlede!

    • Reply
      Nutidensmor
      5. marts 2015 at 19:23

      Hold da op! Nej, det er fandeme heller ikke okay!

  • Reply
    Mette
    5. marts 2015 at 15:34

    Førstehjælp er så vigtigt. Hvis man en dag selv ligger der, uanset hvorfor, vil man jo gerne have, at nogen stopper op og hjælper, ikke? Jeg tror (vi) danskere er berøringsangste og selvoptagede. Folk har nok i deres eget, og “han” var jo nok selv ude om det . Tjah, måske, men min holdning er som din – vi skal naturligvis hjælpe alligevel, uanset hvem det er, og hvad personens baggrund eller historie er. Færdig slut.
    Jeg er førstehjælpsinstruktør, og her gør vi også meget ud af den psykiske førstehjælp – det med at berolige en sådan mand, som er så påvirket og forvirret. Det er ikke altid muligt, men man kan i hvert fald forsøge.

    Tak for et godt indlæg 🙂

    • Reply
      Nutidensmor
      5. marts 2015 at 19:25

      Hej Mette,
      Fedt indspark fra en, som arbejder med det at hjælpe folk til at hjælpe!
      Jeg tror i dette tilfælde at folk er skide berøringsangste, som du skriver, og måske også pisse selvoptagede. De har måske ment han var ulækker, og at han selv var ude om det.. Men hvad fanden er det for en dom at give andre? Tænk hvis det blev kritisk – så skulle han dø, indtil en med lidt fornuft kom forbi? Fandeme ikke i orden.
      Da jeg læser til pædagog har jeg førstehjælpskursus, og det har bestemt gjort at jeg er mere selvsikker, men det er sgu også mentaliteten omkring det, der skal ændres : man skal bare gøre NOGET!

  • Reply
    Line
    5. marts 2015 at 17:18

    Fuck det gør mig gal

    • Reply
      Line
      5. marts 2015 at 17:22

      Pis…så forsvandt resten 🙁
      Når det jeg skrev var:
      Stort skulder klap til dig, det fortjener du sku..
      Ved du hvad der skete efterfølgende?
      Håber den stakkel er ok og ikke har pådraget sig yderligere skader efter sin tumlende rundt..

      Knus fra en neurologisk sygeplejerske

      • Reply
        Nutidensmor
        5. marts 2015 at 19:27

        Hej Line,
        Ja, den sprang lige!
        Hm, jeg har svært ved de skulderklap, men tak! Jeg mener ikke jeg gjorde noget, som ikke var en selvfølge.. Det var ikke ekstraordinært på nogen måde. Dem der overrasker mig er de, der gik uden at tilbyde en hånd.
        Jeg ved ikke hvad der skete med ham, ud over at han kom op og stå, og så 10-15 min senere så jeg ham igen – med centervagten. På sine ben, men stadig meget beruset. Han var mere klar, men stadig omtumlet. Jeg håber sgu at der er nogen hos ham!

  • Reply
    Naja Mikkelsen
    5. marts 2015 at 19:02

    Hvor er det dejligt at høre at der er andre som er lige så medmenneskelig som en selv og har fået en god portion opdragelse hjemmefra (for det vælger jeg at tro at det er der de fleste medmenneskelige følelser stammer fra) Jeg kunne ikke selv gå forbi en som tydeligvis trænger til hjælp og skriver det ikke for at få et klap på skulderen men for at jeg synes det burde være en ting som er indkodet i vore dna. Så hatten af for dig for at du tager diskussionen op

    • Reply
      Nutidensmor
      5. marts 2015 at 19:28

      Hej Naja!
      Du har helt ret, det burde være indkodet i os. Jeg ved ikke hvad der stopper de få mennesker, der fravælger at hjælpe!
      Tak for en fed kommentar!

  • Reply
    Tine
    5. marts 2015 at 19:16

    Er glad for at du handlede!!!

    Jeg kunne aldrig selv drømme om, at give mund-til-mund (ved godt det ikke var tilfældet her) til en person, der lå og kastede op. Og jeg kunne kun til nød tage noget på mine fingre for at “grave” opkast ud af munden.
    Med det sagt, skulle jeg nok træde til og sørge for at personen fik hjælp.

    • Reply
      Nutidensmor
      5. marts 2015 at 19:29

      Det er også netop det det handler om – at nogen er der og handler. Så må man råbe efter hjælp, ringe, gøre noget. Alt tæller!

  • Reply
    Malene
    5. marts 2015 at 19:17

    Du er sej. Tak for mennesker som dig! Og det er så sandt det du skriver… Gid folk dog ville ta’ ansvar for hinanden – og mon ikke de har dårlig samvittighed for ikke at gøre noget! De må vel (forhåbentlig) inderst inde vide, at det er forkert ikke at reagere!

    • Reply
      Nutidensmor
      5. marts 2015 at 19:30

      Hm, jeg sidder og tænker om jeg håber at de har dårlig samvittighed. Et eller andet sted håber jeg faktisk de har det! Det håber jeg ikke fordi jeg vil ønske andre mennesker uro i maven, men jeg ønsker at de handler anderledes næste gang. Gør det rigtige.

  • Reply
    Mathilde
    5. marts 2015 at 20:05

    Tak for dig!

  • Reply
    Naja Mikkelsen
    5. marts 2015 at 20:54

    Hvor er det dejligt at høre at der er andre som er lige så medmenneskelig som en selv og har fået en god portion opdragelse hjemmefra (for det vælger jeg at tro at det er der de fleste medmenneskelige følelser stammer fra) Jeg kunne ikke selv gå forbi en som tydeligvis trænger til hjælp og skriver det ikke for at få et klap på skulderen men for at jeg synes det burde være en ting som er indkodet i vore dna. Så hatten af for dig for at du tager diskussionen op

  • Reply
    Søs
    5. marts 2015 at 23:28

    TAK NUTIDENSMOR! Det her er et vigtigt indlæg!
    Jeg kommer fra en familie, hvor vi altid har praktiseret næstekærlighed og medmenneskelighed, og med en far som bravt kæmpede for samfundets udsatte

  • Reply
    Christina Pedersen
    6. marts 2015 at 18:47

    Da jeg var til baby førstehjælpskursus, fortalte den falckredder der underviste os, at de havde lavet et eksperiment, med en person på strøget, hvor det skulle ligne han faldt med hjertestop. 75% gik forbi uden at gøre noget !! Det er for sindssygt!

Skriv et svar