Tænk før du taler!

 photo PicMonkey Collage_zpsnnihk4ck.jpg
En ting, som jeg forsøger at holde fokus på når Augusta er i nærheden, er mit sprog. Det er simpelthen blevet tydeligt, at hun er en lille menneskelig svamp, når det kommer til sprog og hun opsuger og opfanger hurtigt stemninger og samtaler, uden jeg lægger mærke til at hun lytter.
– Og det er dét det her handler om: De voksnes sprog og deres påvirkning af børnenes. På godt og ondt.
Indlægget er lavet i samarbejde med Call Me, som kører den der Tal pænt, det koster ikke noget-kampagne, som de fleste sikkert har set på TV, og som nu også drejer fokus over på hvilken stemme man giver videre. Det er jo sådan set mig der skriver det hele, men Call Me har givet mig den opgave at reflektere lidt over vores sprog – også når det ikke kører så godt.
Jeg synes det er super aktuelt, særligt som forældre, lige at minde sig selv om at ens egen adfærd bliver kopieret. Også den dårlige.

I min dagligdag tænker jeg meget over at lære Augusta ting. Det gør vi alle. Børn vil have svar på alt og er jo noget af det mest videns begærlige der findes. Jeg kan ikke tælle hvor mange gange om dagen jeg svarer på spørgsmålet ”hvad er det?”, og da hun var mindre: ”deeeeeet?”.
”Det er en kran. Den er gul og høj”, ”Det er jo farfar, han elsker dig så meget!”, ”Det er en græsslåmaskine – den laaarmer, brrrruuuummmm”.
Vi svarer jo gerne. Vi peger, vi fortæller, sætter ord på verdenen omkring dem, og forsøger at udvide denne.
Vi er så nået dertil hvor Augusta faktisk er så stor, hun er jo knap 2 år, at hun egentlig godt kan svare på sine egne spørgsmål, så man kan sende den retur til hende prompte, fordi hun kender de fleste hverdagsord.

Midt i vores (måske ubevidste) fokus på al den læring, at få et stort ordforråd, forklaringer og videregivelse gode vaner, som at vaske hænder, at man ikke slår på andre og at det er grimt at spytte sin mad ud, så kan vi måske også ubevidst liiiige glemme at man kan komme til at videregive nogle dårlige vaner.

Jeg gør det. Jeg er bestemt ikke perfekt, men det er sgu også en del af det med at blive mor: det er een stor læringsproces (fyldt med fejl).
Som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, i et indlæg med spørgsmål fra jer, så har jeg skrevet lidt om min(e) svaghed(er). Det jeg skrev var at jeg bl. a. kunne få det utrolig svært og stramt over bilister, der ikke udviser tydelig og total respekt for fodgængere – særligt overfor de, der har barn med sig. At de triller lige så stille hen mod fodgængerfeltet – i stedet for at stoppe helt op, f. eks. ved den skole, som jeg bor lige ved siden af, hvor mange unge selv går, uden følgeskab af voksen.
Og indrømmet – jeg har aldrig været bleg for at sætte dem på plads. Hverken med gestikuleringer eller ord. Jeg bliver simpelthen harm over at andre har så travlt, at de skal gøre mig, og andre, usikre på, om de nu har set os.
Jeg er sikker på at vi allesammen har vores svagheder – det der er en af mine. Der er altid en fare på een på hovedet, når man brokker sig højlydt over andres (manglende) køreegenskaber, men det jeg først og fremmest tænker på (nu) er hvad Augusta hører og ser.
“Hvad F A N D E N laver du?!!” – kan jeg sagtens høre mig selv sige – men vil jeg simpelthen ikke have at hun lærer, eller gengiver!

Jeg er af den (måske kontroversielle) klare tro, at man børn lærer bandeord, og at det er okay. De skal nok udsættes for ”fuck” og de skal nok finde ud af at der findes et sjovere ord for bryster, som er ”patter” – hvis ikke fra voksne, så fra ældre børn. Eller Ramasjang. Det tror jeg er de færreste der kan skærme deres børn fra. Det der i min optik er opgaven er så at lære dem at bruge det korrekt.
Børn leger med sproget, de udfordrer sig selv – og deres forældres “line” af hvad der er okay.
At sige “AV MIN RØV” lyder selvfølgelig ikke pænt, men hvis det er for at understrege at Karsten lige faldt og slog halebenet ret hårdt, så kan man jo tale følelsen, og trøste, og håbe på at Karsten lige får lært lidt pænere gloser at udtrykke sig med i øjeblikket.
Hvad der ikke er uacceptabelt er at gå over til Ludvig og råbe “DU ER EN KÆMPE RØV” lige ind i hovedet på ham. Det er socialt uacceptabel adfærd, og er bestemt ikke sådan sprog skal bruges. Det er jo en reel følelse, at man synes Ludvig har været dum, men det kan kommunikeres ud på en anden måde. Det lærer man. Af de voksne.

Det handler selvfølgelig også om hvordan man taler til sit barn. Jeg kan da blive skide irriteret, når Augusta ser mig i øjnene og råber (!) “NAI MOOAR!”, slår mig og/eller kaster hele sin tallerken med mad på gulvet. Hvem ville kunne bevare den indre ro der? De færreste! Det er i hvert fald mit gæt.
Men man må da prøve at udstråle ro, og undertrykke behovet for at sige (med rynket pande og løftet pegefinger):
“NEJ! Ved du hvad? Dét vil jeg SIMPELTHEN ikke have!!!!!”
– Man skal naturligvis sætte klare grænser. Men det er sgu også vigtigt at bevare den gode tone.
For de grimme, vrede ord smitter lige så meget, hvis ikke mere, som de søde og pæne.

Jeg synes reklamen illustrer meget godt hvordan det kan gå galt – og hvad jeg er overbevidst om at mange børn er tilskuer til hver dag.
denne side giver Rikke Winckler (der kan skrive pædagog, coach, psykoterapeut – og mor! på CVet) nogle enkle tips til hvordan du takler kommunikation med børn, og redskaber til hvordan du tænker før du taler.

Hvordan tænker du over dit ordbrug? Behersker du dig, når børn er i nærheden?

Har du svagheder: råber af billister / brokker dig til veninden, over hende den nederen kollega, der altid piber over at være halvsløj / langer verbale lussinger ud over telefonen, når den tredje telefonsælger den dag ringer?

Del gerne dine tanker med os!

Læs også

1 kommentar

  • Reply
    Tabita
    26. april 2015 at 20:54

    den anden dag overhørte jeg to veninder som sad og snakkede med deres jævnaldrende børn, ca 1 1/2 år. Den ene spurgte venindens dreng ”er du en bøsserøv?’ Jeg var lige ved at falde ned af stolen i ren chok!!

Skriv et svar