Barsel vs. arbejdsmarkedet – hvad er lettest?

 photo vente_zpss0hs5pwa.jpg

“Hej hej…..
Ja ja, i lige måde”

Hmf.

Hvorfor fanden får han lov til at tage på arbejde, mens jeg skal sidde her, med gylp til anklerne, og bryster så sprængte, at jeg er bange for at sidde for tæt på andre voksne, af frygt for at det overdimensionerede brystvorteplaster fejler, og der er modermælk for alle pengene, som en stråle ud i rummet.

Amning
Dr. Phil
Rokke rokke rokke. Baby har luft i maven
Amning (mens der er Dr. Phil)
Forsøg på putning i 20 min.
Skift af ble
Skift af ble igen, fordi jeg skiftede for tidligt
Succesfuld putning
En power-nap, fuldt påklædt på sofaen
Amning
Bleskift
Og klokken er ikke engang 08.

Hvad mon mine veninder laver?

…pis os’ ingen tager telefonen. Det er som om dem der ude i den virkelige hverdag, bare fortsætter deres liv, selvom jeg har fået et lille barn.
Det er et eller andet sted faktisk pisse unfair!

Indimellem hadede jeg at gå på barsel. Hvis jeg skal være helt ærlig. Og det er jeg vidst engang kommet til at love, at jeg vil være, her på bloggen.

Det første stykke tid var en selvfølge. At jeg naturligvis skulle være hjemme hos bette rosin, da menneskebørn nu engang kommer til verdenen sindssygt hjælpeløse, og oftest ret defekte, i form af mavesmerter og andet gejl, uden returret eller reklamation på fejl, men da der ligesom var gået en del måneder kunne jeg godt føle mig sådan på randen til sindssyge.
Den her boble man kommer ind i, hvor ALT pludselig handler om et barns behov, og at opfylde disse er altså keinen tanzen auf die rosen vil jeg hilse at sige – den kan altså godt være så altopslugende, at man kan føle sig som en menneskelig zombie. Eller MOMbie, som nogen så smart har omdøbt det, hvor alt handler om at agere omvandrende Arlamejeri, lorteaftørrer og barnevognsvipper, til en lille klump (jovist, ret nuttet klump, men alligevel), der i laaaaang tid ikke laver andet, end at kigge forvirret på en, gylpe, skrige, sove og skide.
Easy life for den lille vil jeg gerne tilføje, men for mor her kan man altså gode blive bimmelim på øverste etage.

Men nu kommer det underlige. Sådan helt jeg-blev-sgu-klogere, men tag det ikke personligt, hvis du sidder med en lille ny, og føler dig rundtosset af at være på barsel – det kan skam godt være du ikke ændrer mening.

Men det gjorde jeg.

Jeg savner barsel.
Pis også.
Jeg vil gerne have fri igen, og være sammen med mit barn 24 timer i døgnet. Desto ældre hun blev, og desto flere kompetencer jeg fik til at ‘takle’ det her mor-skab, desto lettere var det.

De der mødre, der slog mig oveni hovedet med:
“Årh, nyd din barsel! Nyd nyd nyd nyd nyd nyd nyd nyd nyd nyd nyd nyd nyd nyd tiden.
Du får den aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaldrig tilbage”
Jeg hadede dem.
Prøv lige at nyde på kommando? Det kan man da ikke!

Men I havde ret.
Dobbelt pis!

Men så tænker jeg så:
‘Bordet fanger’ er der vel ingen der har sagt?
Kunne jeg ikke godt få LIDT mere barsel, og flygte lidt fra den her meget reelle hverdag, hvor man ikke bare kan snuppe sig en lur, fordi barnet gør det, eller vimse rundt i badekåbe, med kaffe i en hånd, og fjernbetjeningen i den anden?
Hvor man altså bare VAR hjemme, når Balder-Grunk var snottet, at man ikke skulle til at ringe på arbejdet, bede om barnets første sygedag, eller alternativt: arrangere mormor-pasning, fordi der i den virkelige verden altså er chefer der skal gøres glade, og en stilling der skal udfyldes – et job man får penge for at udføre…

Dét gad jeg sgu egentligt godt.

Selvom barslen var super hård, og al respekt for de der sidder i det – særligt måske for dem, der er i det første gang -, så var den jo også fantastisk hyggelig, og jeg savner sgu den alt for forgængelige periode, hvor man bare havde hinanden, og tid ikke var en faktor. Eller manglen på tid, for at være mere præcis.
Hvad der er HÅRDEST synes jeg ikke er sådan lige til at vurdere. Begge “job” har deres forsider og …bagsider (jf. røvaftørring), men jeg synes altså dét, at kunne være sammen med sit barn, en til en, og to ting en, når faren (eller mamma/mor 2) er hjemme, ikke kan måle sig med noget..
Men det er måske mest tydeligt, når man ikke har muligheden mere.

Og ved I hvad jeg egentlig også godt også lige gider? Her på falderebet.
At sige til dem, der sidder med en lille en, hvis job lige nu er at passe baby, og vimse rundt i barselsboblen:

NYD DET! NYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYD DET!
Du får aaaaaaaaaaaldriiiiiiiig tiden tilbage.

(Haha, så blev jeg også en af dem. SåSåManLigeMig. Bum).


Nogle læsere har nomineret mig til Børn i Byens “Bedste blog 2015”
(TAK!)

Hvis du vil stemme på din favorit, så klik på billedet  herunder

Man kan stemme på yndlingsblog, -tøjmærke, -butik mv. HELT uforpligtende, men hvis man vælger at indtaste sin mailadresse, så har man en chance for at vinde et væld af fine præmier.

Se her:
pris2015_nomineret_8(1)


 

Læs også

10 Kommentarer

  • Reply
    Marianna
    25. september 2015 at 20:21

    Jeg venter stadig, er forbi termin og han kan kommer når som helst og jeg hører bare ofte om hvor hårdt og udmattende det bliver. Jeg har glædet mig, men jeg tror også at man hurtigt gerne vil have det overstået når man endelig står i det. Dejligt at læse om hvordan en hjemmegående mor har det og tænker efterfølgende 🙂

  • Reply
    Tilde
    25. september 2015 at 20:33

    Min anden barsel vr et helvede. Jeg fik en frygtelig efterfødselsreaktion som var så omfattende at baby kun fik opfyldt de helt basale fysiske behov. Jeg nød på ingen måde tiden alene derhjemme, og kimede min mand ned i håbet om at han kom før hjem fra arbejde. Hysterisk gråd og vredesudbrud var en del af hverdagen… Og hold nu kæft hvor har jeg bare dårlig samvittighed over ikke at have været i stand til give baby den start på tilværesen som han fortjente. Jeg ønskede mig kun væk fra baby og barsel, og har lige siden inderligt ønsket mig tilbage til barsel for at gøre det om. Barsel er vidst ambivalensens højborg for nogen… 🙂

  • Reply
    Sascha
    25. september 2015 at 21:17

    Puha, jeg sidder i det lige nu og hader det egentlig ret meget.
    Jeg har fået og får også hele tiden at vide at jeg skal nyyyde det. Men det gør jeg bare ikke , så nu er det også blevet til en stressfaktor :/
    Jeg bruger ikke alt min orlov inden jeg starter op igen, så hvis jeg en dag skal savne det – ja så, må jeg vel bare tage den sidste del af orloven

  • Reply
    Christina
    25. september 2015 at 21:37

    Jeg sidder lige nu med vores 10 dage gammel dreng og kan slet ikk få nok. Er så bange for at gå glip af de mindste ting.
    Vi har i forvejen 2 børn, en pige på 7 1/2 år, med hende havde jeg kun 6 mdr barsel, da det passede med mit studie. 2 år efter kom lillesøster, som var få timer fra at dø, fra os da huk var 2 uger gammel. Efter det fulgte et langt sygdoms forløb, da stoppede først da hun blev 3 år. I den periode var det ret svært for storesøster, så jeg føler på mange måder at jeg er gået glip af barsels-boblen. Så jeg har lyst til at begrave mig dybt inde i den berømte barselsbobel og kan så godt følge dig. Nyd det, nyd nyd nyd. Tiden kommer aldrig tilbage.

  • Reply
    Pernille
    25. september 2015 at 21:38

    Jeg nyder det. Virkelig, virkelig meget!! Er på barsel med nr 2, kan virkelig anbefale at blive mor anden gang, det ér bare lettere 🙂 Første gang blev der sgu ikke nydt så meget…. Så jeg nyyyyder, i morgenkåbe med fjernbetjening i hånd 😀

  • Reply
    Anna
    25. september 2015 at 21:58

    Tak! Du rammer lige ned der hvor jeg er kommet til i min barsel. Har lige haft en uge hvor alt er gået galt, ‘aktiviteter’ aflyst etc. Glæder mig som en lille sukkerglaseret julegris til at slippe væk fra huset i morgen UDEN babyen – ligesom når man skal på arbejde tænker jeg. Men nød da de 3 min i formiddags da han gad at sidde og putte lidt ind til mig.

  • Reply
    J.
    25. september 2015 at 22:27

    Jeg var sååå stresset/bekymret i min barsel. Min datter er født for tidligt og det betød en måneds indlæggelse og efterfølgende var jeg stresset over alt…får hun nok mad? Trækker hun vejret? Mon hun sover mere end 2 timer i nat…og når hun (endelig) sov længe var jeg bekymret for om der var noget galt….jezzz, min barsel var en lang bekymring og følte mig meget alene. Jeg var så stresset og (i søvn underskud) at jeg ikke på nogen måde kunne nyde min barsel. Jeg glædede mig til at starte på arbejde. Modsat dig ønsker jeg mig ikke tilbage og tanken om at skulle gøre det igen skræmmer mig stadig. Min datter er 2 år.

  • Reply
    Eva k
    26. september 2015 at 8:01

    Enig! Havde det på samme måde. Og har det stadig. Lærte at nyde det mere med nr 2 (tog også 1 Mdr mere fri;)
    Men… Efter et år hjemme for 2 gang var jeg også så træt af det at jeg alligevel glædede mig til arbejde. Selv om jeg følte “pligt” og glæde at være sammen med min søn, og var klar over jeg ville have savnet det sener…
    Men jeg er bare ikke god til den der barsel. Jeg har brug for voksenkontakt og mentale udfordringer! Uanset hvor meget jeg elsker mine børn, at sidde i sandkassen (eller skifte en lorteble) stimulerer mig ikke nok.
    Og ja græsset er altid grønnere på den anden side 🙂

  • Reply
    Emilie
    26. september 2015 at 20:49

    Jeg trives med min laaange barsel – tager 15 mdr ialt :see_no_evil:
    Vidste nu også godt at jeg ville føle mig tilpas i det. Jeg er typen der lige smækker en kage sammen og snildt kan ligge på gulvet og sige dyrelyde i en rum tid.
    Må dog bare erkende at det er freaking full time job.
    Især nu hvor ynglet spiser rigtig mad. Og meget af det. Og længe. Og hold nu kæft hvor det sviner – han skal jo ha’ lov…
    Hele dagen drejer sig om spisning og lure, og derimellem kan jeg så defilere mellem spisestue og køkken med henholdsvis mere mad og vaskeklude. Og med ét er dagen gået og vasketøjet ligger stadig i maskinen. Endnu ikke vasket..
    Jeg savner min lille gryntende amme-baby, dengang torskerogn ikke dominerede når jeg indsnusede hans bløde nakke. Men husker dog mig selv på stadig at nyde det barslende liv lidt endnu – ved at jeg kommer til at savne det -og ham- grumt når hverdagen og institutionsliv kalder.

  • Reply
    Louise I
    28. september 2015 at 19:03

    Jeg fatter ikke hvor de sidste 9,5 måned er blevet af! Åh Gud! Hvorfor huskede jeg ikke at nyde det meget mere?!
    Hvor er det befriende at høre en som ikke er “åååhhh så glad” for at starte på job igen. Jeg er i KRISE over at min barsel snart er slut, og det er som om jeg er den eneste i hele verden, som nogensinde har haft det sådan! Så TAK – og hvordan faen får vi så lige ordnet det sådan, at vi undgår det dersens job?!

Skriv et svar