MORTYPEN: hippie-moderen

Du godeste.
Der findes jo forskellige typer af mødre.
Skal jeg vælge hvilken gruppe jeg skal være i?

Sådan lidt som når man skulle lave opgaver i skolen, og man havde fri mulighed for at sætte sig sammen med den klynge man selv mente man havde mest tilfælles med, og som man ville gribe opgaven an, på samme måde?
Men er man så låst, når man først vælger? Tilmelder man sig sådan et evighedsabonnement, hvor man hverken kan skifte mening eller gruppe?

Jeg havde jo mange tanker, inden jeg blev mor. Særligt da jeg fik mave på, og sådan på den der nedtællende måde, hvor tiden talt ned, men maven talte udad, havde jeg mange refleksioner, tanker, bekymringer og håb. Særligt om denne gruppe af kvinder jeg pludselig skulle tilhøre. De der voksne. Ultra voksne. Ansvarsfulde. Fordi de er nødt til det.
Mødre.
– Og så i undergrupper, for der er jo mange måder at være mor på?
Det her med at kategorisere gjorde jeg nok i høj grad fordi jeg ikke selv vidste hvilken kasse jeg ligesom skulle befinde mig i, ud fra hvilken tilgang jeg fandt rigtig, i dette mor-skab.

FLIPPERJeg distancerede mig fra “hippie-mødrene”, med deres slynger, hjemmefødsler, deres langtids amning, deres rytme-rangle, hækleproduktion, uendeligt forbrug af uld, og ikke mindst spisen af moderkagen. Ikke nødvendigvis alt på én gang, som en lagkage af fordomme, sådan oveni hinanden – men det var sådan det passede ned i mine kasser, inden jeg blev mor. Ja, det er simpelthen et hav af generaliseringer, men lov mig du lige hænger ved.
Distanceringen kom i at jeg ikke selv kunne se mig selv i det. At jeg naturligvis respekterede at andre havde det sådan, men at jeg på ingen måde kunne forestille mig selv, at amme min 4-årige, eller pulverisere et af mine organer i min smoothie.
Bære mit barn rundt, som var jeg en kænguru-mor med seperationsangst?
Når jeg så den slags mødre, med slynge på maven, og baby samme sted, så tænkte jeg: læg dog barnet i barnevognen – du fremtvinger et behov, som slet ikke er der!

Så nej tak herfra.
Dengang.

Så sent som i forgårs så jeg en dokumentar på DR, sådan et DR2 Tema, som godt nok hed De Perfekte Mødre, men med overskriften “Ultra Mor” i begyndelsen af udsendelsen.
Som en af de deltagende mødre så fint siger, mens hun sidder ude i sin baghave, omringet af idyl og blomster (altså hun er måske den lidt alternative, flippede type): “Det var jo ikke sådan jeg havde planlagt jeg ville være”. Hun havde ikke på forhånd tænkt: “jeg vil samsove med mine tre børn” (i gigantisk sammenbygget seng), det var bare sådan det endte, fordi det var det hun havde det bedst med, når det kom til stykket.

Hvorfor udsendelsen hed “Ultra Mor” gik egentlig aldrig op for mig. Måske fordi disse kvinder havde truffet beslutninger, som kunne betegnes som afstikkende, eller langt fra “normalen”, som at en af mødrene havde født ved en “lotus fødsel”, der kort sagt betyder at man ikke klipper navlestrengen over, men lader den falde af, på “naturlig vis”, så derved sagt har den nybagte mor en lille baby at se til – med tilhørende navlestreng og moderkage at tage hensyn til. Ultra mor, eller mere-mor.. Ja, jeg ved det ikke, men jeg håber da ikke programtillæggerne, producer, eller hvem der nu engang står bag en DR-doku mener at man er mere mor, men måske bare i den lidt ekstreme ende?

Disse hippie-flipper-ur-øko-mødre anså jeg som nogle kvinder, der var uhyre afslappede omkring egen rolle, men emsig på samfundet, på den der: årh, pas nu på, en skrækkelig verden vi lever i – hvis Rollo-Emil får ikke-øko får han uden tvivl både fnat og ender som selvlysende, når han bliver voksen.
Så selvom jeg kunne misunde deres afslappede syn, og måske mere naturlige tilgang, så så jeg ikke mig selv som den type, der var så Birkenstock-nede-på-jorden-flippede-agtig.

Disse refleksioner og tanker om en homogen og total ensartet gruppe, der handler helt synkront og ud fra samme mantra, som var det en religion er jo ren humbug og opspind! Jo, måske nogen af jer kan se sig selv i flere af tingene, som samsovning, langtidsamning og så videre, men i det store billede kan man jo ikke kategorisere mødre på den måde, for vi ændrer os jo hen af vejen, ikke?
Vi skifter mening, og det skal der være plads til!
Som jeg skrev om i går, i indlægget DUMME MOR gennem yngel jo (selvfølgelig) perioder, hvor ting ikke er som de plejer, og selvom børn elsker ro og rutiner, så må man sgu nogle gange vælge sine kampe. Jeg er sikker på at jeg en dag giver Augusta Elsa-Frost morgenmadsknas til aftensmad, fordi hun står og skriger, og hænger mig i skørterne, med en holdning ala:
DU ER DEN VÆRSTE MOR I HELE FUCKING VERDENEN! JEG HADER DIG OG DU MISHANDLER MIG!, så kan det være jeg stikker hende den papæske med tilhørende thiese-mælk og tænker: FUCK-DET – også selvom jeg da havde svoret at jeg aldrig ville lade mig besejre af en 2,5-årigs vilje, sige FUCK DET, til noget, der havde med børneopdragelse at gøre, og give papcrap til aftensmad.
Jeg troede aldrig jeg ville bære mit barn som en kænguru med separationsangst. Det gjorde jeg… men det viste sig altså at det var kænguruungen, der havde buldrende separationsangst. Jeg har sgu da også haft gedigen angst for konvertionelle madvarer- KUN øko var og er tildels godt nok for mit lille barn og så samsover vi som sagt røven ud af bukserne, og det er så skrækkelig hyggeligt. Hun falder i søvn i egen seng, og kommer op til os ved 00-01-tiden. Nogle gange slet ikke, men hun har muligheden, hvis hun har behovet. Jeg tog den kæmpemæssige kamp engang. Meget. Ikke det der godnat-og-sov-godt-pjat, men med den tankegang at børn da skal sove i egen seng. Måske de skal det, men ikke mit.

Der er vel lidt “flipper-mor” i os alle, eller hvad? Hvis man da overhovedet kan sætte et prædikat på forældre…
Hvad tænker I? Kan man sætte nogle mødre i kategorier, eller er det bare mig, der havde behov for at brændemærke mængden, for at kunne finde min egen plads deri?

 

Læs også

8 Kommentarer

  • Reply
    Stine andersen
    8. december 2015 at 22:09

    Jeg så også programmet. Meget onteressant faktisk -og noget af det også lidt skræmmende men sku da hellere hippiemor med samsovning, end total planlægning af kejsersnitsfødsel “Forsi aå kan jeg også nå at få ordnet mit hår inden”. Den var altså lidt sjov, og meget langt fra min verden, selvom lækkert hår selvfølgelig aldrig er sådan at kimse af

  • Reply
    Cecilie
    8. december 2015 at 22:17

    Jeg er sgu blevet meget mere rummelig af at blive mor, og derfor kan jeg simpelthen ikke blive provokeret af, at nogen spiser deres moderkager/ammer til barnet er tre/kun iklæder poden tøj i uld osv, men åh.. Jeg bliver bare så træt af, at det skal debatteres konstant – og især af folk, der ikke selv har små børn (ja, den var til dig, Hella Joof).

    Og så bliver jeg sgu mere træt af, at det åbenbart kun er mødrene, der er øko-hippier med hovedansvaret for børnene.
    Vi kører samsovning herhjemme, selvom jeg som højgravid da proklamerede, at mine børn aldrig skulle sove i min seng. Men det er da ikke kun min beslutning. Faren var inde over (eller, måske ikke lige den med samsovning. Det var børnene).
    Men jeg kan ikke træffe større beslutninger om mine børns opvækst uden deres far..
    Jeg har dog endnu tilgode at læse et debatindlæg i Politiken om “ultrafædre”. Hvilket så også provokerer mig. For hvornår blev vi lige kollektivt enige om, at moderen træffer alle beslutning om børnene og derfor også skal stå på mål for dem?

  • Reply
    Louise
    8. december 2015 at 22:18

    Åh det rammer plet med min tankegang inden fødslen. Jeg var sikker på hvordan det hele sku blive, og tænkte mit om de “underlige” mødre. Men ja nogle af tingene virker pludselig helt normale. Herhjemme bruger vi vikle og jeg har på ingen måde lyst til at stoppe amning (han er 7mdr), ingen hast med at komme på eget værelse og det er sååå hyggeligt hvis han engang i mellem vil tage en lur på sin mors bryst
    Jeg synes stadig det er svært at finde hoved og hale i det hele. Hvilken mor er jeg? Jeg er nok kommet frem til at alle gør det de føler er rigtig. Og så ville jeg ønske at alle var gode til at acceptere at alle mødre og børn er forskellige. Så hvad der virker for en, er ikke sikkert det virker for en anden.

  • Reply
    Maiken
    8. december 2015 at 22:26

    Fantastiske tanker. Og visuelt tænkende som jeg er, kan jeg se det for mig.

    Inden jeg blev mor hørte jeg flere snakke om uld og dets nærmeste magiske egenskaber og jeg tænkte slappe dog af, det er jo bare en beklædningsgenstand. Men nu… Hvis mit budget var til det. Så gik min pige kun i uld. Jeg er blevet den største uldfan.
    Jeg havde aldrig skænket tanken om slynger, vikler og bæredimser, men nej hvor har de reddet mig mange gange.
    Jeg gik en del op i øko før barn, men nu er jeg tilnærmelsesvis blevet fanatisk.
    Jeg synes selv jeg gjorde mig rigtig mange tanker om hvordan jeg skulle være som mor. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville amme mit barn i 10 mdr.
    Nogle dage føler jeg, at jeg ændre kurs og går imod helt andre bokse. Men overordnet set er jeg nok bare en lykkelig hippiemor. (Der dog aldrig kunne forestille sig at spise sin egen moderkage)

  • Reply
    Laila
    9. december 2015 at 6:41

    Det spot on… Tænkte selv jeg var rimelig cool med den første, er jo pædagog og har da styr å det med børn, not. Er ungen nu stimuleret nok, kigger hun væk er hun over stimuleret nu!? Kørte vuggen med på toilet, blev rimelig pylret.
    Bar i slynge fordi de begge havde kolik og sov bedst der. Og pylreheden, gik over med barn nummer to hvor øko blev erstattet af frost morgenmad til aftensmad,
    De er 4 og 6 og kommer begge ind hver nat og jeg er slet ikke nået til at gøre mig en tanke om hvorvidt det ikke skulle være sådan, det fungere og gør dem trygge, ved de ved de er velkomne,.

  • Reply
    Lidt i øst og lidt i vest og lidt midt imellem | ivaerksaettermor blog
    9. december 2015 at 18:01

    […] Jeg har ikke tænkt mig at gå ind i den evige debat om perfekte mødre, ultamødre, superheltemødre, you name it, selv om jeg har masser på hjerte. Jeg synes, at Nutidensmor (endnu en gang) nailer den med sit indlæg HER. […]

  • Reply
    Sofie Nygaard Christensen
    9. december 2015 at 22:58

    Herligt indlæg Johanne!! Jeg undrer mig, når jeg ser sådan et program, og når jeg følger med i debatten rundt omkring, hvorfor hulan man skal forklare fx. det at sove sammen med sine børn med at begreb…. “samsovning – det praktiserer vi herhjemme”… For helvede, som om det er en religiøs sekt! I sover bare sammen, dejligt og sundt for alle – og så er det vist det. Skal vi ikke bare være forældre, så godt som vi kan, vil og bør uden at begrebsafdække det, og ja komme os selv i forskellige mor-kasser.

  • Reply
    Charlotte
    10. december 2015 at 6:23

    Hej Johanne,

    super godt indlæg – så selv programmet og havde selv lidt samme tanker som dig. Man kan aldrig sige aldrig, vel…

    Jeg er selv gravid nu og jeg bor i en to-værelses lejlighed, hvor planen er, at baby får sin egen seng dog i samme rum. Jeg har kigget lidt i dine tidligere indlæg, men jeg kan ikke finde noget om Augusta og hendes værelse. Har hun egentlig sidst eget børneværelse og hvis ikke, hvordan går det så? 🙂

    Kunne være rigtig fedt, hvis du kunne lave et indlæg om det at bo i en lille lejlighed som tre personer? og hvordan I får det til at fungere 😀

    Sorry, hvis du allerede har gjort det før – har ikke lige kunnet finde noget 🙂

Skriv et svar