Barnets første sygedag er mors tjans

Det er oftest moderen, der tager barnets første sygedag, når der kommer feber, diarre, eller andre eksotiske og charmerende tilfælde, som alle små børn bliver ramt af, og de er nødt til at blive hjemme.
Det er åbenbart et faktum, for det er der lavet undersøgelser omkring.
Men det der jo så ikke er undersøgt er så åbenbart: hvorfor? Hvorfor er det mor, der springer til og bliver hjemme, eller henter barnet i institution, for at passe og pleje, og ikke farmand?

Indlægget her tager afsæt i en aktuel virkelighed hjemme hos os, da Augusta har feber og ikke måtte, kunne eller burde komme i vuggestue. Min situation er dog ikke sådan generelt til at sammenligne med den gængse danske families, da jeg som bekendt studerer, og derved har en del frihed, i modsætning til hvis jeg sad på kontor fra 8-16 hver dag. Derudover er mine praktikker, lige som min fremtidige arbejdsplads, placeret indenfor det der hedder børn og unge, altså jeg skal være i en børnehave eller vuggestue, hvor der som offentligt ansat i vores kommune er mulighed for at tage deciderede sygedage for børn, og endda også omsorgsdage. Sidstnævnte vidst ikke noget jeg har krav på, men alle steder jeg har været har det været en mulighed for mine kolleger.
Hvordan man som forældre kan arbejde under andre omstændigheder forstår jeg så ikke, men det er en helt anden snak. Jeg tænker at to butiksmedarbejderes barn da også er en svamp, når det kommer til at absorbere baktusser, som mit er, men måske (forhåbentlig) der bare er en generel forståelse og sympati for de, der har børn, og de omstændigheder det fører med sig – som f. eks. brækkede arme og skoldkopper.

Jeg blev for en lille måned siden kontaktet pr. mail af et radioprogram, der netop ville komme ind bag grunden til hvorfor det var mor, der sprang først til, ved sygdom, for at give mit besyv på sagen – hvilket jo ville være med mine briller, i min situation, og gætværk til hvorfor andre gjorde det sådan. Mailen røg dog i spam, så mit radio-moment-to-shine røg i vasken, men det kunne da have været interessant at medvirke i!
(Men nok ikke for lytterne, for min stemme bæver og skævler ved tanken om præstationer)

Men
Først vil jeg da gerne høre hvordan det ser ud hos jer?

Og hvorfor ser det sådan ud?

Min tanke er at det vel handler om hvilken arbejds (/studie)situation man er i, generelt.
Hvem har den mest large arbejdsplads?
Hvem har de korteste dage, og derved misser mindst?
Hvem er mest presset – måske også?

Jeg er egentlig bange for at dette indlæg – eller jeg – skal anklages for et snif af feminisme (….igen 🙂), i den ånd at kvinder kan noget, som mænd ikke kan. Vi kan naturligvis det samme, og selvom jeg ikke synes man kan diskutere at i mand-kvinde forhold så er der en rent biologisk afhængighed i den aller aller første tid, i forhold til amning, hvor hvis man ikke bruger flaske, at farmand ikke kan være en erstatning.
Herfra vil jeg aldrig kalde en far for erstatning, for de kan sgu det samme. I kan det samme, mænder!

Lige så tit jeg har oplevet Augusta i morsyge perioder, i lige så meget har hun været i farsyge perioder.
Den intuition der siges at være moderens, altså “moderinstinktet”, synes jeg sgu må være lige så stærk for far, selvom han ikke har ruget på ungen i 9 måneder.
Jeg har en stærk tro på at den der usikkerhed en kvinde har, når de først har fået en baby i armene, kan være lige så gældende hos far – men det kan være det ikke er så posh at råbe højt om, fordi det er sjovere at joke med hvor stift far holder bebs, hvor højt hans skuldre er hævet i skræk for at holde Lilje Karla forkert, men ingen joker om hvor fucking ude på dybt vand mor kan føle sig, når hun får sit første barn. Det er nok knap så ha-ha at påpege fordi de er en tro på at kvinder bare er wired (altså med ledninger, i overført betydning, inde i hovedet) til at passe børn?

Jeg må indrømme jeg tager sygedagene hos os. Det er næsten en selvfølgelighed at jeg springer til, netop fordi jeg har den hverdag jeg har. Jeg kan bedre tillade mig det.
Hvis Augusta var syg lidt oftere ville det nok være nødvendigt at far gjorde det, og her skulle jeg sgu lige til at skrive “fik lov”, men i et forhold og med et barn, så er der skisme ikke nogen der “får lov” til noget, af den anden.

I dag har det været kærestens første “barnets første sygedag”, fordi jeg, som de der følger med på Instagram og Snap ved, er i København til møder. Og det var liiige ved at ryge i vasken, da alle jeg kender havde for vigtige planer til at passe Augusta, i det lille bitte vindue der var mellem at jeg skulle afsted, til mormor kunne tage over i nogle timer, til kæresten kom hjem.

Det jeg vil frem til er at jeg egentlig synes hele den undersøgelse om at mor tager sygedagene lægger lidt op til et forskruet syn på kønslighed, som om der er en implicit tro på at der er et eller andet lille ur inde i mama, der begynder at bimle, når lille Viola Rhodedendron får fod-hånd-og-mund-syge, og ikke stopper, hvis far “har ansvaret”.
Som om vi skal have vores fedtede mor fingre i sagerne, og ikke kan slappe af, uden at overvåge far, kigge ham over skulderen og kontrollere at han nu giver børnepanodil efter anbefalingerne, og for guds skyld ikke efter de anbefalinger de ved en fejl sendte ud engang, men som de trak tilbage, og selvom vi da havde talt med store bogstaver overfor far, at prinsessen skal have 50 mg pr kilo pr døgn, så må vi da liiige være sikre, ved at skrive en seddel. Gerne flere. Og så med kontaktnumre, hvis han nu skulle have glemt det.. Eller endnu bedre! Fuck it! Lad mig tage den sygedag, og sende far på arbejde, for så ved vi da det bliver gjort ordentligt.
Som vi synes det skal gøres ( = den rigtige og eneste måde at gøre det på).

Men det kan da godt være vi gerne vil være med, og presser os selv frem i køen?
Jeg vil f. eks. VIRKELIG gerne tage, eller være med til lægebesøg, tandlægebesøg mv.

Det ER da interessant at mor tager barnets første sygedag, men endnu mere hvorfor – om det bare er et tilfælde, eller hvordan hænger verdenen sammen.

Derfor kunne det være spændende at vide hvordan I gør det!
Nu sidder jeg i DSB toget mod Aarhus, og så vil jeg tage barnets anden sygedag i morgen, selvom jeg går glip af undervisning (igen). Indimellem må man jo bare opveje hvem der bedst kan misse hvad, og det kommer man kun frem til ved god kommunikation.

img_3376.jpeg

Læs også

37 Kommentarer

  • Reply
    Laila
    10. februar 2016 at 20:51

    Hos os deles vi, jeg er pædagog og har barnets sygedag og omsorgsdage 2 per barn, dem har offentlige ansatte vist krav på. Min kæreste arbejder ved lego og har også barnets sygedag. Han kan arbejde hjemme og tager egentlig nok flest dage med her. Men ellers deler vi efter hvordan dagen ser ud. Skal jeg åbne børnehaven, skal jeg afsted og har han møder bliver jeg hjemme. Nogen gange deler vi dagen op mellem os. Men det meget ligeligt fordelt.
    Men er de virkelig meget syge, er det nok mig der blir hjemme og lægebesøg, skadestue tager jeg mig af, ved ikke helt hvorfor det blevet sådan

    • Reply
      Nutidensmor
      10. februar 2016 at 20:55

      Selvom man kunne tænke over hvorfor du tager lægebesøg, skadestue mv. Måske fordi DU bare gerne vil være med, men ikke fordi du ikke tænker far kan klare det uden?

  • Reply
    Nutidensmor
    10. februar 2016 at 20:54

    Det lyder sgi fornuftigt 🙂

  • Reply
    Sarah
    10. februar 2016 at 20:56

    Herhjemme deler vi vist sygedagene rimelig midt over. Jeg har ikke lige talt efter

  • Reply
    Laila
    10. februar 2016 at 20:59

    Ja, det selvfølgelig rigtigt, det er nok tanken om at være passiv og ikke vide hvad der sker.
    Og mine piger giver flossede nerver

  • Reply
    Dorte
    10. februar 2016 at 21:02

    Vi tager begge barnsider første sygedag, men med overvægt af dagen til mig. Vi arbejder i samme virksomhed, men jeg har i en periode været på nedsat tid, hvorfor det ligesom var mest oplagt det var mig og dels fordi jeg bare er lidt af en hønemor;). God bedring med din datter. Har også en feberramt af slagsen herhjemme

  • Reply
    Marie
    10. februar 2016 at 21:04

    Her er det klart min mand der oftest passer syge børn – det er også ham vuggestuen og børnehaven ringer til først, hvis de bliver syge i løbet af dagen. Han er lærer og kan derfor bedre rykke rundt og flexe sit arbejde i modsætning til mig (som læge er det svært at arbejde hjemmefra) Vi er begge offentligt ansatte med barns sygedag, omsorgsdage osv. Alligevel er det skrækkeligt at skulle gøre brug af det. Man ved jo det er ens kollgaer der skal løbe hurtigere….

  • Reply
    Cecilie
    10. februar 2016 at 21:13

    Hos os er det ret ligeligt fordelt. Jeg arbejder og min mand studerer, men jeg syns ikke alle barns sygedage skal påfalde ham, fordi han er mer fleksibel. Han har virkelig også meget at nå. Så jeg prøver at tage det jeg kan.

    Da min søn var mindr var jeg ret så meget skyldig i det du beskriver – kontrolfreak var jeg – for gjorde han det nu ordentligt nok? Men det gjorde, og gør han jo. Nu er jeg meget højgravid med nr 2, og planen er at min mand skal tage halvdelen af barslen, hvilket jeg tror kommer til at ændre tingene en del.

  • Reply
    Cecilie
    10. februar 2016 at 21:14

    Jeg har taget ALLE sygedage, fordi jeg først var (speciale-)studerende og nu er på runde to barsel.
    Tilgengæld har min mand taget næsten alle vaccinationer for begge børn, det ene skadestuebesøg vi (7-9-13) har haft og mange ture til lægen.
    Han har nok været mest på ifht det sidste, fordi han så der “tog sin del”. Det ville trods alt være dumt, at jeg som studerende ikke bare blev hjemme og så brugte lørdagen på at skrive istedet.

  • Reply
    Karina
    10. februar 2016 at 21:14

    Hjemme hos os er det mig der afleverer børnene i børnehave og deres far er taget afsted før vi overhovedet står op, så opdager jeg først feber el hvad nu efter de er vækket, er det mig der må blive hjemme – utroligt nok har jeg 2 gange – uafhængig af hinanden – oplevet at vores søn bogstaveligt har kastet op på vej ud af døren

  • Reply
    Charlotte/www.denandenmor.bloggersdelight.dk
    10. februar 2016 at 21:15

    Da jeg er den anden mor sammen med (verdens bedste) kvinde – nemlig min kone – så kunne jeg slet ikke lade vær med at forestille mig og min kone (mens jeg læste dit blogindlæg) stå og slås om at passe vores eventuelt sygdomsramte søn – når nu vi begge ér kvinder, og ikke stoler på andre end vores eget mor(ur)instinkt. Sådan skulle det i hvert fald foregå i vores alternative familie, hvis den kønslighed som du beskriver, herskede hos os.
    Det gør den selvfølgelig ikke. Vi er mennesker frem for kvinder. Jeg identificerer mig ud fra MEGET mere end en kønskategori.
    Det gør min kone også. Så hun tager glad på arbejde og ånder lettet op, fordi jeg passer vores søn for det meste. Jeg aflyser gerne undervisning, men problematikken er, når jeg har gruppemøder. Så må hun træde til. Selv om, at hendes møder synes lidt vigtigere i hendes øjne 😉 Forælderskabet er et fælles ansvar – ligegyldigt om man er kvinder eller mand, så er man to om det skab står snorlige.
    Tak for at tage et vigtigt emne op.
    Hilsen Charlotte aka Pippi Rødstrømpe

    • Reply
      Nutidensmor
      10. februar 2016 at 21:23

      Jeg undskylder på forhånd at dette indlæg er rettet mod mand-kvinde konstellationen, selvom alle andre konstellationer, som jeg ikke vil kalde alternativ, for den er lige så meget rigtig og normal som m-k, men det var bare hvad undersøgelsen tog udgangspunkt i 🙂 Men tak for dit input – også omkring “bare” at være menneske, frem for køn. Vigtigt.
      KH Johanne

  • Reply
    Karina
    10. februar 2016 at 21:17

    Herhjemme deler vi – jeg er offentligt ansat og har mulighed for at arbejde hjemme. Den store på 5½ kan sagtens lege selv imens jeg sidder og arbejder (jeg var lykkelig for min hjemmearbejdsplads da de havde skoldkopper), men det er lidt sværere med den lille på 2½ 🙂 Den lille er EKSTREM farglad, så han får lov til at tage sygedage med ham. Ikke om mor er god nok… Lige pt. går deres far hjemme, så det er ham der klarer sygedage, lægebesøg osv. i stedet for at jeg skal bruge fridage og omsorgsdage på det. Vi har 2 ørebørn, så fridage har jeg holdt maaaaaange af ved de rutinemæssige besøg hos ørelægen :-/

    • Reply
      Sofie
      10. februar 2016 at 21:43

      Som også ansat i det offentlige, synes jeg det er en sørgelig holdning overfor kolleger, at man føler man bedre kan tillade sig at holde flere barnetssygedage fordi man er offentligt ansat. Dine kolleger skal bare løbe hurtigere. Desuden er det ikke en RET du har. Det er en mulighed, hvis det er forligeligt med arbejdet. Jeg oplever også det svære ved at klare syge børn. Men vi er to forældre, som må dele. Mine kolleger skal have samme respekt som min mands.

      • Reply
        Nutidensmor
        10. februar 2016 at 21:47

        Nu kan man jo ikke eksemplificere det, når man ikke kender situationen. Hverken mandens eller den økonomiske situation. Selvfølgelig skal den person der er ansat i det offentlige partout tage sygedagene, eller omsorgsdagene, men nu da det er en mulighed, selvom det ikke er en ret, nej.
        Der er jo også grænser, selvfølgelig.

        • Reply
          Sofie
          10. februar 2016 at 21:54

          Der er jeg nok uenig med dig. Mener ikke man partout skal tage flere sygedage fordi men er offentlig ansat. Men en fin debat at tage op. Det er jo et lidt ymtåligt emne, når det drejer sig om vores børns ve og vel.

      • Reply
        Karina
        11. februar 2016 at 21:11

        Hvor pokker skriver jeg henne at jeg tager barnets sygedag – bare fordi jeg kan fordi jeg er offentlig ansat??? Tror vist du skulle have skrevet til et andet indlæg end mit… Prøv at læs det én gang til og skriv, at jeg som offentlig ansat tager barnets syg – bare fordi jeg kan!! Jeg skriver at jeg HAR mulighed for at arbejde hjemme = det er ikke det samme som at tage barnets sygedag, nej jeg ARBEJDER imens kæresten tager sygedage med dem, da han alligevel går hjemme. Du har da vist misforstået noget….

        • Reply
          Lene
          11. februar 2016 at 21:27

          Tror du ikke, Sofies kommentar rettede sig mod Nutidens Mors svar på dit indlæg…?

  • Reply
    Katrine
    10. februar 2016 at 21:23

    Hos os er fordelingen nok lige som hos jer med 10% til faren og de resterende 90 % til mig. Vores arbejdssituation gør nok også at det er sådan det kan være. Børnenes far arbejder i det private erhverv i den chefstilling og jeg er “bare” ansat i det kommunale med ret til omsorgsdage og barnets sygedag. Jeg må dog også indrømme at jeg ligesom dig, gerne vil deltage i lægebesøg osv. derudover vil jeg gerne være der når mine små pus har det skidt. Jeg har valgt mit arbejde fordi jeg brænder for at arbejde med mennesker, men jeg har også valgt der fordi jeg gerne vil kunne balancere et familieliv ved siden af 🙂 det er utroligt hvordan de små kan ændre ens liv og syn på tingene 🙂 god bedring til din Augusta.

  • Reply
    Cecilia
    10. februar 2016 at 21:45

    Herhjemme har vi heldigvis relativt sjældent syge børn.
    Men når de er er det oftest mig der er hjemme. Simpelthen fordi min mand kun har ret til barnets 1. Sygedag hvor jeg derimod har ret til 10 barnets sygedage.. Først derefter skal vi indlevere lægeerklæring eller lign på mit arbejde.. Har aldrig oplevet der var behov for det dog 🙂
    Jeg har også 5 omsorgsdage Om året jeg ville kunne bruge hvis det skulle blive nødvendigt. De bruges dog primært på almindelige fridage.
    Min mand og jeg han nok nogenlunde samme “arbejdspres” og lige travlt og dermed er det ikke fordi jeg kan undværes bedst på mit arbejde.
    Jeg synes dog også min mand er god til indimellem at tage 1 sygedag så jeg kan færdiggøre nogle ting på arbejdet og så tager jeg de efterfølgende dage.
    Eller vi deler en dag op så vi tager en halv dag hver.
    (Jeg er ansat inden for det private).

  • Reply
    Malene
    10. februar 2016 at 21:53

    Vi har begge vagtarbejde, så ofte bliver det den med den korteste vagt (som derved er mindst belastende for kollegaer at dække), der tager sygedagen. Og med vagtarbejde følger ofte også nogle hverdagsfridage, som man jo kan være “heldig”, at sygdommen ramler ind i. Oftesthar det været far der har taget sygedagene, men det er vist lidt en tilfældighed, at det er landet sådan…

  • Reply
    Anne
    10. februar 2016 at 22:08

    Det er lidt sjovt du har skrevet det her indlæg i dag, da min kæreste og jeg snakkede om det henover aftensmaden, hvorfor det altid var mig der tog barnet’s første sygedag altid. (3gange indtil videre, ynglet er kun 10 mdr) Når han faktisk kunne gøre det lige så godt som jeg ( hans egne ord) Og jeg kunne ikke være mere enig, man er 2 om at være forældre, og begge er lige vigtige og lige gode. 🙂
    Men jeg er nok den der har den mest large arbejdsplads, arbejder nemlig i en vuggestue i Horsens, imens kæresten leger bagermester i Århus, derfor ville det også være hurtigere for mig at hente hende, end det ville være for ham at komme hjem og hente hende. Men er sikker på at lige så snart de åbner bageriet her i byen, at så kommer vi til at deles noget mere om det, da han så automatisk ville bare lige kunne smutte ned og hente hende. Eller for den sags skyld blive hjemme og hygge med hende. 🙂

  • Reply
    Henriette // Blondinemor
    10. februar 2016 at 22:31

    Vi deler 50/50. Mens jeg gik i skole tog jeg dem, men i praktikker og nu på job, så deler vi lige over. Mine drenge er heldigvis ligeglade med hvem der er hjemme og jeg har ikke et behov for at trumfe far på den konto 😉 Således tog manden også de første to dage af influenzaen den her uge. Jeg synes det er så stressende med de børns sygedage. For man ved ens kollegaer løber hurtigere, så man føler sig lidt splittet synes jeg. Og de der omsorgsdage. Dem har du krav på i lønnede praktikker, hvis du er medlem af BUPL 🙂

  • Reply
    Emilys mor
    10. februar 2016 at 22:52

    Jeg er lige blevet uddannet pædagog her d 26.1.16…. Og jeg har en datter på 3,9 år, hvilket betyder at jeg også har haft hende gennem mine to lønnede praktikker 🙂 jeg har altså haft 2 omsorgsdage, ligesom mine fast ansatte kolleger ☺️ Måske du skal undersøge det til næste gang… ☺️☺️ Det er værd at tage med 🙂

  • Reply
    Cecilie
    10. februar 2016 at 22:56

    Spændende debat, særligt set i lyset af, at nogle skilsmissemødre, bruger det faktum at det oftest er mødrene der tager barnets første sygedag, som argument for at de har “ret” til barnet ved en skilsmisse!
    Hos os arbejder jeg i skiftende vagter og har derfor også hverdagsfridage, så jeg har ofte mulighed for at bytte med mine kollegaer, så jeg kan blive hjemme! Min mand er så til gengæld ofte alene med børnene, når jeg er i aften- natte- eller weekendvagt!

  • Reply
    Janne
    10. februar 2016 at 23:33

    Jeg er bedst til at tage børnene når de er syge, de vil helst have mor. Så jeg tager flest. Jeg bager også, køber gaver og skriver kort. Min mand bygger ting på huset, fixer cykler, skifter dæk på bilen og fjerner edderkopper. Som i alt i vores forhold deler vi om tingede hvor vi har hver vores styrker.

  • Reply
    Karen
    10. februar 2016 at 23:53

    Her har det faktisk nok mest været Far der har taget sygedagene. Og det har skyldtes at han bedre kan arbejde hjemmefra. Men mange dage (hvor vi på forhånd har vidst at Vitus skulle være hjemme pga. sygdom) har vi også delt dagen så Far er taget meget tidligt på job og jeg så har taget en sen arbejdsdag efter at være blevet “afløst” af Far. Men det fungerer jo også kun takket være fleksible arbejdspladser 🙂

  • Reply
    Pernille
    11. februar 2016 at 9:40

    Herhjemme er det mig der har job fra 8-16, et ingeniør job som kan være ret presset til tider, far arbejder kun 20 timer om ugen, og fri senest kl. 12. Alligevel tager jeg ofte barnets første sygedag, tror det bunder helt i da jeg havde barsel, og tror også det er fordi jeg gerne vil være ved min dreng når han er skidt, også har jeg bare en dreng der er ret mor glad (hader ordet mor syg 😉 ) så ved sygdom og når han er ked er det oftest kun mig der dur, far kunne sikkert godt, men jeg melder mig selv frivilligt til at tage sygedagen.. heldigvis er mine chefer rimelige large, og har selv børn 🙂 også er det ikke så ofte han er syg 🙂

  • Reply
    NanO
    11. februar 2016 at 11:51

    Herhjemme er det mest deres far, der tager sygedage. Er de bræksyge står jeg helt af. Så er det hans børn. Hele vejen igennem. Hvis jeg kan slippe for læge og tandlægebesøg gør jeg det også gerne. Hvis det ik er bræksyge snakker vi om, hvem af os, der bedst kan blive hjemme ift møder el andet. Jeg er helt enig i din betragtning om, at man er to fugle i reden, og at det skal gå op, men jeg er fuldstændigt ligeglad med, at manden er privat ansat. Det bliver det ikke mindre hans børn af, og mit arbejde er ikke uvigtigt fordi det er i det offentlige. Vi har begge to arbejde, som vi i udgangspunktet gerne vil møde på, og et par børn, som kan blive syge. Det skal gå op. Uanset køn, uddannelse, jobniveau og andet.

  • Reply
    Camilla K C
    11. februar 2016 at 12:13

    Vi deler også så godt som muligt – dog kan min mand kun tage barnets 1. syge hvorimod, jeg kan tage op til 5 i barnets sygdomsperiode. (Tager jeg mere end 2, skal jeg godtgøre at vi ikke har andre pasningsmuligheder), men ofte får vi faktisk farmor på bane, med mindre de ligger med 40 i feber. Tandlæge og lægebesøg prøver vi også at dele, men der tager jeg nok flest, fordi det altid er mig der ringer for at bestille tid. Da pigerne var helt små, var det nok mest mig, og det var fordi det havde jeg det bedst med, jeg var jo deres mor.

  • Reply
    Anne
    11. februar 2016 at 12:29

    Amen! Jeg har en unge på 6, snart 7 måneder (vigtigt at opgive korrekt alder på barn under 1 år!) Kort tid efter hun kom til verden fik jeg det dårligt. Jeg kunne ikke være i mig selv af uro. Alt føltes forkert. Diagnosen: efterfødselsreaktion (for at gøre en lang historie kort) Jeg har altid troet at jeg var formstøbt til at være mor. Det var jeg så ikke. Jeg fortæller åbent om min situation og møder stort set kun forståelse og omsorg, men også undren, stilhed, akavethed. For det er jo ikke meningen at vi skal tale om at være nybagt mor på den måde. Vi skal jo snakke om, hvor fantastisk barnet er, hvor lækkert det er at være mor, og hvor godt babyen dufter. Vi skal selvfølgelig også nævne søvnmanglen og mistroen til at man som forælder kan gøre det godt nok. Men så stopper den også der. Det er ikke altid nemt, at være hende der har svært ved at ramme plet i målskiven, hvad angår både egne og andres forventninger til livet med barn. Som mor bør jeg jo have styr på det meste, fra naturens side. Det har jeg så ikke haft. I hvert fald ikke følelsesmæssigt. Og der kan jeg godt føle mig lidt alene, når jeg ikke sidder og kigger forelsket på mit afkom, men i stedet drømmer om livet før hun kom. Sådan må far godt tænke, det trækker vi på smilebåndet af. Det er jo kun naturligt han skal finde sin rolle. Men som mor skal jeg helst have styr på shit. Så det prøver jeg at få samtidig med at jeg holder fast i, at det er ok at jeg sejler rundt i det nogle gange. Og prioriterer ugentlige vin-dates med mine veninder, hvor jeg kan komme ud og trække vejret for mig selv.
    Så, det var bare lige det jeg ville sige. Og til de af jer, der kunne tlænkes at spørge sig selv, “jamen, er hun slet ikke glad for sit barn?”. JO, det er jeg. I den grad. Bare ikke altid. Ligesom jeg heller ikke altid har styr på forholdet til min kæreste, venner eller familie 😉

  • Reply
    Line
    11. februar 2016 at 17:22

    Hos os er det oftest far, der tager tjansen, når vores søn er syg. Vi har begge ret til at holde barnets første sygedag, men jeg føler desværre ikke, at det så acceptabelt på mit arbejde. Han kan bedre tilrettelægge sine opgaver selv og klare dem på et andet tidspunkt, hvorimod mine kollegaer skal løbe hurtigere, hvis jeg ikke er der. Det irriterer mig, for jeg gad da godt, at det var ligeligt fordelt. Måske gad jeg egentlig godt, at det mest var mig…;) Jeg er helt enig i, at mænd kan det samme. Eller rettere: de kan en masse ting, og nogle af dem er anderledes end det, kvinder kan – men begge køn kan med lige stor succes tage sig af et barn. Jeg tror dog desværre, at vi generelt (jeg selv inklusiv!) ligger under for nogle kulturelle forestillinger om, at manden skaffer mad på bordet og kvinden er den primære omsorgsperson. Selvom det jo er for åndssvagt. Og så kommer de dér hønemor-urinstinkter, hvor kvinden har svært ved at “give slip” og lade manden tage en tørn. Lige som at kvinden tidligt i baby-forløbet kan have idealiste forestillinger om, at faderen også skal holde flere måneders barsel, men trækker i land, når ungen er ude og ugerne officielt skal fordeles. Den er jeg i hvert fald stødt på et par gange i min omgangskreds

  • Reply
    Marie
    11. februar 2016 at 18:08

    Vi er begge offentligt ansatte. Min mand tager flest barns sygedage. Det handler om at det går mindst ud over hans kollegaer da flere af hans arbejdsopgaver kan klare hjemmefra eller på et andet tidspunkt. Hvis jeg tager bans første sygedsg skal mine kollegaer løbe hurtigere. Omsorgsdage er lidt noget andet, da de oftest planlægges.

  • Reply
    Maria
    11. februar 2016 at 19:55

    Jeg tror det handler om at en del mødre indretter sig mere praktisk når de får børn, og i de år med små børn. De går måske på deltid, starter på et studie, sætter karrieren lidt på hold (altså tager ikke ekstraopgaver og overarbejde for at få lønforhøjelse eller forfremmelse) Og derfor kan de nemmere undværes. Derimod kører manden måske videre i samme tempo som før, og har sværere ved at blive væk fra arbejdspladsen. Jeg ved godt det ikke gælder alle, men jeg tror det er en af forklaringerne på statistikken.
    Her er vi begge kommunalt ansatte med nøjagtig samme rettigheder og vilkår. Derfor deler vi ret lige, når det handler om børnenes sygedage.

  • Reply
    Natascha
    12. februar 2016 at 9:49

    Vi har haft MANGE barnets første sygedag, siden vores dreng startede i vuggestue i efteråret. Vi skiftes til at tage dem, men jeg har taget flest, selvom jeg kun har én barnets sygedag, og min mand kan tage to. Jeg har et arbejde, jeg lettere kan indhente derhjemme om aftenen, mens min mand er underviser og har 20-30 mennesker siddende klar på skolebænken hver dag, så det er svært for ham.

  • Reply
    Anne
    12. februar 2016 at 9:54

    Herhjemme har det faktisk primært været farmand der tager syge-tjans simpelthen fordi han har været studerende – så overvejelsen er den samme (blot med modsat køns-fortegn) nu er jeg på barsel med lillebror, og så er sygetjansen min (godt hjulpet og aflastet af skønne bedsteforældre) nor jeg om få uger er på arbejde igen bliver fordelingen helt naturligt 50/50 ikke med millimeter nøjagtighed, men udfra en konkret vurdering af hvem bedst kan undværes på job..
    Jeg synes at vi kvinder har et kæmpe ansvar for at tage et helt konkret og tydeligt skridt tilbage og lade farmand komme til fadet med børnepasning, lægebesøg, møder i institutioner og alt det andet.. Der er brug for ro til at de finder løsninger selv, jeg har faktisk oplevet at blive inspireret (og meget overrasket) over min kærestes børne-omsorgsegenskaber – i alt fra putning, spisning til indragelse i de huslige opgaver!

  • Reply
    Katrine K
    22. februar 2016 at 17:02

    Hos os er det nok nogenlunde ligeligt fordelt nu…
    Da vores ældste var lille arbejdede min mand i et firma, hvor han den ene gang han tog barns første sygedag ( fordi jeg skulle til et møde – og havde taget alle de andre..) blev spurgt om barnet ikke havde en mor ??!!!
    Nu arbejder han i et andet firma og med bedre forhold i forhold til børn ( bliv hjemme til du kan skaffe pasning eller barnet er raskt, men forsøg at arbejde så meget du kan hjemmefra) og jeg arbejder i det offentlige med barns 1. og 2. sygedag og 2 omsorgsdage (om året)

Skriv et svar