Bybørn – er det fair for ungerne at vokse op byen?

 photo image110_zpsc9hkpeey.jpg

Jeg skriver et par gange om måneden på Bahnes blog – en blog, hvor der er plads til lidt af hvert: mad, indretning, mode – og også forældre. Særligt indretning synes jeg er spændende at finde inspiration til dér… men mommydelen er nu også særligt anbefalingsværdigt 😉
Denne gang har jeg udgivet et indlæg, der handler om bybørn og om det egentlig er fair for ungerne at vokse op i byen og for hvis skyld er det at så mange vælger at bo der?

Indlægget kom sig af at jeg så dokumentaren med Søren Ryge “Far, mor og børn” på DR.dk, der viser en lidt atypisk familie, der lever meget basalt på en gård på Fyn. Det foregår på bare fødder – året rundt, de laver alt fra bunden, pløjer med heste og lever en ret simpel livsstil. Det er lidt ala. Bonderøven, men med mere til. Børnene, der tæller fire styk, render rundt i deres hjemmestrikkede tøj, leger, klatrer i træer og kan endda  – på egen hånd – samle en gammeldaws æblepresser. De er selvhjulpne af H T, selvstændige, de er adrætte og motorisk dygtige. Og så har de aldrig set skyggen af en iPad eller vingummier.
Jeg er fascineret. Jeg synes det er så fantastisk. Jeg kunne aldrig selv leve sådan, for jeg er simpelthen for meget bymenneske, men dét giver mening i mit hoved at bo sådan der – som modpol til den moderne familie i byen. Måske ville det være lidt en mellemting for mig, da jeg da tænker de børn godt kunne bruge nogle legekammerater – altså andre, end søskende, men det der simple living er der sgu noget smukt over.
Moderen fødte i et kar, på gårdspladsen, hun tygger den yngstes mad – to ting jeg nok aldrig selv ville gøre, men jeg respekterer da valget, og synes der er noget meget harmonisk og smukt over det første.

bymenneskeIndlægget om mine tanker, om det at lade Augusta vokse op på Stenbroen, hvor øjet skuer mere asfalt, end grønne arealer kan du læse på Bahnes blog, som sagt – og der er også meget mere at lure på, i alle kategorier, og ord fra mit hoved og hånd. Næste indlæg handler om det fine nyankomne udvalg af badetøj til børn, for jeg har oset lyst i vores lokale Bahne-butik 🙂

Du kan læse det aktuelle indlæg her:

BYBARN  – FOR HVIS SKYLD?

Vi bor i lejlighed. Et stenkast fra 7-11, et længere stenkast fra ikke tre, men fire bagere på stribe. Jeg skal max. gå 50 meter for at kunne springe på en bybus, der vil kunne transportere mig på få minutter gennem Danmarks anden største by – og jeg ville endda kun skulle tage den to stop, for at lande på vores menneske-trafikerede banegård.
Og jeg elsker at bo i byen! Og ikke “bare” byen – jeg elsker at bo i det puslerende centrum, midt i det hele, og med kort til alt! Jeg kan godt fortælle jer, at barslen var knap så begrænsende, for selv med et lillebitte barn kunne man komme ud og møde mennesker, opleve liv og selv få købt ekstra babytøj, hvis man skulle have undervurderet hvor meget en nyfødt kunne grise sit (og moderens) tøj til, men hvor besværligt det er at vaske sit tøj, hvis man som jeg bor i en klassisk Frederiksbjerg-lejlighed, hvor der vaskes i kælderen.

Men for hvis skyld bor vi i byen? Er det for Augustas bedste at vi bor der hvor der øjet skuer mere asfalt, end grønt, og hvor vi næsten skal køre til arealer, hvor man kan løbe “frit”, uden bekymring for cykler, biler og tomme dåser?

Jeg er selv et parcelhusbarn. Vi har haft have det meste af mit liv, og jeg troede dengang også at “det rigtige børneliv” skulle være med FRI adgang – og fri udgang ikke mindst – til et persillebefængt højbed, et rustent gyngestativ og en kaninløbegård. Et hjem hvor man om sommeren bare kan løbe ind og ud, fra hus til have, og tilbage igen – smutte hen til naboveninden og endda gerne bare gå gennem hækken.
Mangler man noget, når man ikke har det? Når man har som Augusta: en lejlighed, hvor det grønneste hun har adgang til er små kaktusser og agurkerne i køleskabet. Hvor der skal en voksen med og lidt planlægning til, for at hun kan klatre i træer og vende stubbe, for at lure på bænkebiddere og hvor vejen til vennerne og vuggestuen er mere præget af bilos og udrykningskøretøjer, mere end små gangstier og zig zag gang for at undgå at træde på skovsnegle.

Jeg ved mange flytter ud af byen, når deres barn er ved at nå børnehavealderen – nogle “bliver klar” før, for jeg tænker mange er som jeg: bymennesker, og har svært ved at slippe det praktisk belejlige i at bo i byen, og hvor det at flytte til Tilst, Vejby eller andre forstæder, som i dette tilfælde er udenfor Aarhus, ville være at være langt væk, fordi man – jeg – koordinerer fra centrum, som var følelsen af det hjemlige er det tætteste på prikken, hvor man ville sætte en passer – med nålen i centrum af byen, og så vil der altid være et max. for hvor stor den cirkel kan blive, for hvor langt man kan klare tanken om at flytte ud. Eller væk.

– Men er det en egoistisk tanke, nu da man er mor, og ligesom har andre, end sine egne interesser at tage højde for?

Jeg fastholder troen på at det gode børneliv også kan foregå i byen. På lige fod med de, der bor i forstæderne, eller på landet.. men jeg synes da man skal være obs på at børn kan opleve mangler, for min tro går så også på at børn har virkelig godt at være ude, være i naturen, uden begrænsninger. Ikke kun i baggårde, hvor man skal passe på med at grave for meget, for der er jo nr. 20’s rhododendronbuske, hvor der hele tiden skal tages hensyn, og hvor det naturlige jo faktisk ikke er naturligt, for det er jo omgivet af mursten og vaskesnore. Omvendt er det bare pisse svært at finde tiden i hverdagen til at komme ud, ud af byen, for vi har sgu alle noget vi skal nå og en travl hverdag med afleveringer – arbejde / studie – afhenting – indkøb – madlavning – putning, som en on-going rutine hvor der bare ikke er et kæmpe overflåd af tid til at plukke ramsløg i vejkanten eller kigge på stjernehimlen, der altså ikke er synderligt tydelig der hvor jeg bor, da de kæmper en smule om kap med genbo bygningen, der tårner op for vores udsigt.

Men jeg lever i en tro på at det der er bedst for forældrene, hvilket for os er at bo i byen, hvor vi føler vi har rødder og hører til, er det bedste for børnene.

En dag skal vi måske nok flytte ud af byen. Måske. Men det bliver ikke ude hvor kragerne vender, det vil altid være en smertegrænse, der hedder en a-bus væk, hvilket i denne del af landet betyder en betydelig god offentlig transport-mulighed, så jeg kan komme tilbage til byen, og mine venner kan besøge os. For nå nej, som bypige har jeg ikke kørekort – det har aldrig været relevant for mig, da jeg er tæt på alt.

Hvad tænker I? Hvad er jeres tanker om at blive kontra flytte, fra eller til det ene eller det andet?

(I samarbejde med Bahne)

 photo 2015-05-30 15.04.50 kopi_zpsv3nyqw1y.jpg

Læs også

19 Kommentarer

  • Reply
    Iben
    4. marts 2016 at 19:04

    Selvfølgelig er det okay at vokse op i byen!! Jeg har tit tænkt modsat, ville mit barn have bedre af at vi boede i byen.. Hele vores historie kan du læse her: http://oscarsmor.bloggersdelight.dk/hvad-er-en-familie-her-er-vores/
    Jeg mener bestemt man skal gøre lige netop det der føles mest rigtig for en..
    Iben

    • Reply
      Nutidensmor
      4. marts 2016 at 20:19

      Spændende 🙂

  • Reply
    Ida
    4. marts 2016 at 19:11

    Jeg bor i Skejby og sætter stor pris på den frihed der ligger i at kunne sende mine unger ud at lege på egen hånd (i egen/andres haver, stisystemer og grønne områder) – men sætter også pris på at kunne være nede i Aarhus C på 15 min 🙂 for mig er forstaden det bedste fra begge verdener.

    • Reply
      Nutidensmor
      4. marts 2016 at 20:19

      Det kan jeg godt se fornuften i 🙂

  • Reply
    helle
    4. marts 2016 at 19:37

    uanset hvor man bor så er trykhed og kærlighed det der betyder meste på hele jorden … lykken er ikke en have eller at løbe rundt med bare tæer … men kunne jeg leve mit liv om så ville jeg bo som den der familie langt uden på landet og få 100 børn og tygge mine børns mad ..

    • Reply
      Nutidensmor
      4. marts 2016 at 20:19

      Enig <3 Kærligheden er det vigtigste trods alt

  • Reply
    Cecilie
    4. marts 2016 at 19:45

    Jeg bliver altid helt vildt forundret, når jeg hører den diskussion. Havde aldrig skænket det en tanke før, fordi jeg har tænkt, at man vel kan bo alle steder?!
    Kan stadig huske, da mine forældre flyttede fra København K til Hellerup, da jeg var 7. Den dårligste beslutning nogensinde, mente jeg dengang. Mener nej endnu. Bevares, jeg havde en god barndom, men fuck det var også kedeligt – og vi taler altså en forstad, der hænger sammen med København..
    Vi bliver i byen for altid. Og mine børn får altså rigeligt med natur og motoriske udfordringer. I dag har vi holdt fri, og vi har med nogle korte cykelture og en klapvognstur mens mindsten sov besøgt 5 forskellige legepladser – den ene en naturversion, en anden med høns og geder.
    Og når vi begynder at savne det landlige kan vi tage til min kærestes familie i Jylland, og så begynder vi at læbe tør for aktiviteter efter to dage.

    • Reply
      Nutidensmor
      4. marts 2016 at 20:21

      Stødte faktisk så sent som i går over et indlæg på Emiliblog, hvor en i kommentarsporet udtaler at hun synes det er decideret synd for børn at vokse op i en lejlighed. Det er nok også deraf dette indlæg udspringer lidt.. plus egne tanker.
      Det lyder som et sted med mange muligheder, der hvor du bor.. og det handler nok også om at udnytte de muligheder man har, og bruge nærområdet 🙂

      • Reply
        Cecilie
        4. marts 2016 at 20:39

        Det er jo kun positivt at reflektere over sine valg

        • Reply
          Nutidensmor
          4. marts 2016 at 20:49

          Præcis 🙂

  • Reply
    Mie
    4. marts 2016 at 20:58

    Jeg er selv født og opvokset i hjertet af København, hvor jeg stadig bor i en alder af 19 år, og jeg elsker det og har altid gjort det! Jeg sad faktisk netop og talte med min mor om det for nogle dage siden, hvor jeg fortalte hende hvor meget jeg har sat pris på at vokse op her! Jeg husker især julen i min barndom, som en helt særlig tid i København. Hvilket det selvfølgelig er alle steder, men jul i København er bare smukt! Jeg elsker, og har altid elsket, at tingene går lige lidt hurtigere her end i forstaderne, og mulighederne er lidt flere her.

    Det giver også et unikt bånd til København, og en anden ligesom ‘fortrolighed’ hvis man kan sige det sådan, med storbyen.
    Især som teenager elskede jeg det, hvilket nok er meget normalt! Hvilket min mor nok også gjorde når jeg kom sent hjem og ikke skulle med 2-3 natbusser som nogle af mine veninder.

    Nu har jeg så også været så heldig at være vokset op et sted med den lækreste store, grønne gård med et skønt miljø hvor jeg husker hvordan os børn legede til sent ud på aftenen hver aften. Men selv hvis man ikke har det, er der jo masser af skønne grønne ude-arealer i denne skønne by!

    Jeg er i hvertfald super glad for at være opvokset her, og jeg forlader aldrig storbyen! 🙂 Jeg er vidst hvad man kalder en ægte storbypige med alt hvad det indebærer 😉

  • Reply
    Mariette
    4. marts 2016 at 21:10

    Åh Aarhus – hvor jeg da savner byen og dens liv.jeg nåede at bo på trøjborg(og Risskov) i 1 år og næsten 4 år i en skøn gammel taglejlighed på hjørnet af Frederiksgade med udsigt over hele byen. Hos os var det ikke planen om børn der fik os til at flytte fra byen (lejligheden var stor nok til to børn), det var derimod jobmulighederne for min kæreste. Efter vi slog os ned i Vestjylland, i villaen tæt på skov og strand, har vi snakket om, om vi kunne forestille os at børnene skulle vokse op i Aarhus – i lejligheden. Umiddelbart kunne vi ikke – men det er kun fordi vores børn har krudt i bagen – stakkels naboer! Alle andre faktorer ville bare blive en integreret del af vores børne-tilværelse-i-storbyen, hvis vi var blevet boende i Byen.

  • Reply
    Anna Warrington
    4. marts 2016 at 21:37

    Jeg tænker (grundlæggende) at børn er glade, når forældre er glade. Du kan bo på landet uden at introducere dine børn for hverken særlig meget natur eller kultur, og du kan bo i byen og gøre det samme. Du kan naturligvis også gøre præcis det modsatte, da det handler om hvem du er som forældre og hvad du lægger vægt på. Jeg tror ikke man entydigt kan sige, at det ene er bedre end det andet. Og jeg elsker selv at bo midt i byen, så hvis jeg en dag skal have børn, så bliver det også i byen! Glad mor = glad baby!

    • Reply
      Nutidensmor
      5. marts 2016 at 11:37

      Præcis min tanke 🙂 🙂

  • Reply
    Kirstine
    4. marts 2016 at 21:41

    Jeg er vokset op i byen. I Bruuns Gade. Har i en alder af 30 år endnu aldrig boet uden for Ringgaden. Og det har været fedt – altid! Måske fordi stort set samtlige af mine venner også boede i byen. Vi hang ud på Skansen og Anna Gade. Og hos hinanden. Jeg har aldrig savnet noget. Skov, strand og Mindeparken er jo kun en cykeltur væk. Og byliv med butikker og cafeer lige rundt om hjørnet.
    Når det så er sagt, vil skæbnen det nok, at mit eget barn ikke kommer til at vokse op lige så centralt. Vi bor her nu, men forstadsmanden vil gerne tilbage til forstaden. Suk.
    Men det bliver ikke længere væk, end vi kan cykle ind til centrum. Uden motor!
    Måske man – som i så mange af livets forhold – er præget af det, man kender fra sin opvækst? Jeg synes ikke, det handler om, om man som forældre ‘kan være det bekendt’ at lade sit barn vokse op i byen – eller på landet for den sags skyld -, men om, hvor man som familie har de bedste forudsætninger for at trives og ånde 🙂

    • Reply
      Nutidensmor
      5. marts 2016 at 11:37

      Jeg tror du har helt ret.. vi er helt sikkert formet af vores egen barndom og erfaringer.
      De steder du nævner er jo fantastiske, og da vi flyttede til byen var det også det område vi brugte (udover at Anna Gade jo pt er en byggeplads).. <3

  • Reply
    katja
    4. marts 2016 at 21:44

    Jeg er selv vokset op i “forstaderne” (til kbh). og har haft en skøn barndom. men havde da haft det lige så dejligt hvis vi boede i byen – man kender jo ikke til andet end den virkelighed man lever i som barn.
    da jeg flyttede hjemmefra og årene derefter boede jeg i kbh – fantastisk!
    nu er min kæreste og jeg + børn flyttet tilbage til hjembyen i hovedstaden, parcelhus. og det elsker jeg også. det føltes mest rigtig for os, men havde vi elsket byen var vi da bare blevet der.

    • Reply
      Nutidensmor
      5. marts 2016 at 11:38

      Du har helt ret, Katja 🙂 Det er vel sådan det er 🙂
      Godt I fandt hvad der var rigtigt for jer.. det er nok bare der man skal være – altså hvor man er glad!

  • Reply
    zenandtheminininja
    5. marts 2016 at 16:46

    Jeg er vokset op i Jylland langt ude på landet omgivet af marker og skov. Vi havde hun, katte, kaniner, høns, ænder og kælegrise. Der var højt til himlen og langt til storbyen. Jeg elskede det! Vi flyttede, da jeg var 19 og jeg tog ud og rejse og boede en overgang i Australien og flyttede tæt på Aarhus, da jeg kom tilbage. Så flyttede jeg tilbage til barndomsområdet, da min kæreste tog tilbage til Australien. Jeg flyttede dog ind til den nærmeste by, men da jeg blev gravid med Chloe flyttede vi i hus på landet – én mark fra mit barndomshjem. Jeg elsker det og glæder mig ti, at Chloe skal vokse op her.

Skriv et svar