“Stolt” af mine strækmærker? Hvad fanden snakker I om?

Skærmbillede 2016-05-04 kl. 23.12.04
Gang på gang på gang falder jeg over “Vis dine strækmærker – vær stolt af dem” og endda “Det er dine tigerstriber, tigermor” (indsæt: grrr…, som sådan en sexy tiger knurren).

Jeg er da helt nede med at vi da skal acceptere hvordan vores kroppe nu engang ser ud og slutte fred med det. Også på sin vis hvordan den ændrer sig med tiden, sætte pris på vores kvaliteter og ikke tænke så meget over det vi er lidt triste over, men de der pludselige forandringer, som f. eks. strækmærker, der bare dukker op, når man mindst venter det? Virkelig? Slutte fred? Endda være glade for dem? For fanden da nej – ikke for mig i hvert fald. Jeg hader mine strækmærker. Det handler måske ikke om at jeg ikke er nået til det punkt hvor jeg ser det som en naturlig del af mig og den udvikling jeg rent kropsligt og menneskeligt har været igennem. Næh, måske jeg bare synes de er grimme og jeg ville ønske de ikke var der.
Hvis du har lært at leve med dem: fair nok, tillykke og god vind med det. Men jeg føler mig røvrendt og jeg er mere end villig til at forklare hvorfor.

Det var da måske nok forventeligt, det må jeg da indrømme. Nu da man blev med rogn og man sådan på under et år – 9 måneder for at være helt præcis – tager 16 kg. på. Primært på maven. Så er det måske ikke så underligt at huden sprækker, hvilket faktisk vitterligt var det den gjorde. Jeg er overbevist om at jeg kunne høre den sprække og give op.
Som da Rose slap Jack. Eller var det Jack der slap Rose? Ikke desto mindre er en Titanic analogi faktisk måske meget passende. Min kødhinde gav op og tænke: fuck det
Strækmærkerne kom altså snigende, men jeg var ret taknemmelig for at jeg bare kunne lade være med at kigge på dem, for jeg kunne ligesom ikke se det nederste af min vom, så det gik bare ud på at undgå helkropsspejl, hvilket var no problemo for mig, for damen med bowlingkuglen på maven var lidt fremmed for mig. Men der kom jo en dag hvor jeg kunne se mit maveskind igen og pludselig havde det forandret sig. Som min hårlinje, der rykkede sig, som brysterne der blev en smule tungere (måske endda triste) fik min mave åbenbart en lyst til at ændre look og mene at hudstriber var moderne.

I dag vil jeg dog sige de ser pænere ud, bevares. De er gået fra sådan en grise-rosa til en mere hvid-ish. Måske var det lidt ala. en gris der havde ligget i solen uden solcreme på, men den har i hvert fald skiftet farve – og dybde. Maven har også ændret sig fra sådan en spændt masse med hår på, til en lidt mere tom og blævret masse.
– Forestil dig en rigtig spændstig medister og så forestil dig du fjerner alt fyldet. Og så tænk på det som fra gravid mavse til ingen-baby-i-maven-mavse.

Den her forandring fra mit maveskind som jeg havde kendt det i 24 år til noget som jeg ikke kan identificere med at en pige på min alder har, eller fortjener, er noget af en rådden kamel at sluge. Nogen skal have strækmærker – det er jeg klar over, det er der åbenbart nogen der skal tabe den (og det er aldrig supermodellerne). Jeg er bare en af de, der skulle fylde den procentdel op, men jeg er da pisse træt af det, det skal jeg være den første til at indrømme.

Men det er sundt at jeg bare affinder mig med det. Siges det. Erkendelsen er første skridt.
“Se dem på et symbol for det dit barn og du har gennemgået sammen, i de 9 magiske måneder
” (det er der seriøst en der har sagt til mig).
Det får mig til at kaste lidt op i munden, for jeg har sgu ikke brug for sprækket hud og hvide små lyn for at huske på at jeg har haft en baby i maven! Det minder mit slappe bækkenbund og den 3-årige, der vågner 2-3 gange om natten for at finde en sut, mig fint om. Jeg kan ikke gå med bodystocking – det siger noget om mit bækkenbund, for min blære har ingen alarmknap man kan sætte på snooze. Det er full on HER OG NU ALARM, jeg skal tisse, stik mig et toilet – ellers….! Jeg er ikke i tvivl om at jeg har båret et barn. Mit vin- og kaffeforbrug er voldsomt højt og er steget proportionelt med at min søvnmængde er faldet. Det sker kun for forældre – jeg er ikke i tvivl, tak.

Hvorfor Vor Herre eller den mystiske kraft der har skabt mennesket (evolutionen muligvis?) mener at det er fair vores maveskind ikke er lavet elastisk nok til at bære et barn, når vi nu immervæk er skabt til at bære et barn, ved jeg ikke. Han, hun, det er et eller andet sted lidt et røvhul. Så er det sagt. Kunne vores hud ikke bare være lavet af det som de der sticky hands vi i 90’erne legede med, altså de der slim hænder vi kastede op på væggen, vinduer og hinanden, som altså kunne strække sig flere meter, uden at gå i stykker? Hvis Vor Herre findes, eller hvem end er sej nok til at lave dyr som myreslugeren eller næbdyret, burde han (eller hun) da kunne lave sticky hand-kvaliteter til kvinder, men med menneskehud-udseende?

Men! Det vi så skal tilbage til (hvis vi lige skal lade al kristendomsnakken ligge – og lad os endelig det), er at jeg ikke synes mine strækmærker er sexet. Du kan godt være sexet, men nu snakker vi altså om mig og ikke om dig. Jeg synes ikke det er et tegn på det jeg har udholdt. Det er et tegn på dårlige gener og hud der ikke kunne klare mosten… men gid det da bare have klaret mosten for søren! GID!
Hvis jeg kunne vælge ville jeg da have det fint med at være sådan en af de der tigere uden striber. Sådan en albinotype der slap for det og så kunne I jo nyde jeres fertilitetsbeviser så meget I lystede.

Jeg accepterer stregerne er der – og det skal jeg da også. Det ved jeg. For jeg kan ikke gøre noget ved dem. Det er det der sker. Og jeg vil gerne sige: man har ikke en grim mave, fordi man har strækmærker… men hvis du er ked af dem så er der altså fuld forståelse herfra. De er et eller andet sted skide trælse.

Punktum.

Har du strækmærker og er du en stolt tigermor, eller vil du ønske du havde stickyhand kvalitet mave?

Tag højde for jeg lige har købt en bikini og muligvis fået et par glas vin i udarbejdelsen af dette blogindlæg. Beklager på baghånd.
Leder efter badedragt eller burkini.

Læs også

22 Kommentarer

  • Reply
    Kaja
    4. maj 2016 at 23:52

    Havde helt glemt at min mave, er fyldt af strækmærker, lige indtil du skrev dette indlæg 😀

    En gang var jeg pisse træt af dem, ked af dem nok også… idag glemmer jeg de er der, de er en del af mig, sådan er det vist bare…Men stolt af dem, nej det er jeg sgu ikke… de jo grimme for pokker….tilbeder dem hvert fald ikke… 😉

  • Reply
    Angelica
    4. maj 2016 at 23:58

    Du har lige skrevet og formuleret alt det ned på skrift, som mit hoved tænker om mine skide tiger mave! Stik mig en Stickyhand eller bare nyt maveskind (et stramt et af slagsen, tak!)

  • Reply
    Julie
    5. maj 2016 at 4:15

    Jeg ved ikke om jeg er stolt af mine tigerstriber, men ked af dem er jeg i hvert fald ikke. Til trods for de er på hele maven og godt på vej ned mod fitten, ja endda på brysterne. Men jeg er også typen der tager 20+ kg på når jeg er gravid. Første gang fik jeg størstedelen af tigerstriberne, anden gang fik jeg fire – mit slatne maveskind var simpelthen blevet elastisk nok. Det er praktisk, men lige det der slatne blæver midt på maven, dét er jeg lidt træt af. Og strækmærket ved den tidligere navlepiercing, som får min navle til at ligne en hønserøv…

  • Reply
    Michelle
    5. maj 2016 at 6:55

    Jeg synes det er fint der er plads til at vi ikke bare skal embrace og være glade og lykkelige over alting. Der skal også være plads til de negative følelser og til at man må være ked af noget.

    Ps. Skal straks spørge min mor om hun har strækmærker :p ..inden jeg selv planlægger børn. Ikke at det er det, der styrer om jeg vælger at få børn eller ej, men det er da meget rart at være forberedt så i det mindste. :p

  • Reply
    Julie
    5. maj 2016 at 7:43

    Jeg har termin om 2 måneder- og mine bryster ligner noget der er løgn!!!! Lange og slatne med kæmpe nippels og blå-rød-violette strækmærker ……. Jeg har 7-9-13 ingen på maven….endnu. Men de bryster der, eller hvad vi skal kalde dem- ih hvor jeg hader dem!

  • Reply
    Helena
    5. maj 2016 at 8:39

    Tak, for satan! Du siger præcis det som jeg har tænkt i de sidste 5 år. Jeg fik også virkelig mange strækmærker på maven, og faktisk også en smule på armene. 😩 Det er 5 år siden jeg fødte og nu har jeg taget mig sammen og har tabt 12 kg indtil videre, og min løse hud på maven er formindsket gevaldigt, hvilket gør det nemmere at acceptere de mange strækmærker.

  • Reply
    Malene
    5. maj 2016 at 8:43

    Jeg har været så heldig kun at få 2 strækmærker omkring et ar nederst på maven.. Jeg fik et i begge graviditeter, så tænker lidt på dem som en tatovering for hver af drengene 🙂

  • Reply
    Anne
    5. maj 2016 at 9:17

    Det jeg frygtede mest ved at blive gravid var strækmærker, da mine lår og baller allerede var tæt pakket med lige netop strækmærker. Jeg troede det var en sikker vinder at de nu også ville indtage pladsen på maven.
    Men jeg var heldigvis heldig. Jeg undgik strækmærker på maven trods 20+kg ekstra vægt samt 9 dage over termin.
    Jeg var lykkelig og jeg føler virkelig jeg har vundet i lotto ( trods jeg ingen model er)
    Tilgengæld er mine bryster hårdt medtaget af graviditet og efterfølgende amning. De ligner en slatten pose og med strækmærkerne rundt om brystvorten ligner det små trætte sole.
    Men jeg føler fanme stadig jeg er vundet i lotto, for jeg vil til hver en tid vælge små trække sole og en mave fri for tigerstriber!
    Ud i solen med strækmærkerne. De ses heldigvis mindre tydeligt når man har fået lidt kulør. Det gør mine på røv og baller i hvert fald 😜

  • Reply
    Maria Pedersen aka fru Piesen
    5. maj 2016 at 10:02

    Jeg er en af de “heldige” der slap for strækmarcher. I hvert fald på maven i begge mine graviditeter, men endte ud med et på mit lår, som jeg bare er godt træt af.
    Kunne det så for pokker ikke bare være kommet på maven, så det ikke lignede at det var fordi jeg var blevet mega fed på mine lår på kort tid.

  • Reply
    Fru skov
    5. maj 2016 at 10:07

    Ha ha, jamen glædelig helligdag! Håber du må komme nærmere, hvem denne Gud-kraft er, så du kan sende en bøn i den rigtige retning 😊 Jeg har også tænkt på, hvorfor Gud ikke bare kunne have skabt fødekanalen lidt større eller børnene lidt mindre, så det ikke gjorde så ondt at føde. Men der er jo nok en mening med galskaben 😊 personligt er jeg en af de heldige uden strækmærker, men må indrømme, at jeg frygter for at få dem anden gang. Faktisk er jeg meget bange for at nr to vil “stjæle” min “flotte” mave (den er på ingen måde flad, men huden er pæn). Jeg er generelt meget kropspositiv, men ved virkelig ikke om jeg rent faktisk ville være i stand til at elske evt. fremtidige strækmærker, selvim jeg synes det er fedt, hvis man kan.

  • Reply
    Sarah
    5. maj 2016 at 10:18

    Jeg kan sagtens følge dig 😊 men jeg synes også, det er fint at nogen prøver at tillægge det noget positivt – så er det måske nemmere at acceptere! Jeg har også selv en hulens masse, og jeg ville da også hellere være sluppet uden. Men det er ikke noget, der påvirker en masse – men nu var jeg heller ikke specielt glad for min mave, før jeg blev gravid!

  • Reply
    Janne
    5. maj 2016 at 10:43

    Er en af de irriterende med heldige gener. 3 børn, nr 2 og 3 som tvillinger og ikke et eneste strækmærke. MEN fik akut kejsersnit med tvillingerne og har nu en delle over arret som ikke vil forsvinde uanset hvor meget jeg træner! Øv! Og arret… Ja det ku jeg også godt ha undværet. Må lære at acceptere både ar og delle 🙂

  • Reply
    Sara
    5. maj 2016 at 12:05

    Jeg er bestemt heller ikke en af dem der elsker mine strækmærker. Jeg fik 3 små efter første graviditet (så små at det kun var mig selv der kunne se dem) men her ved anden graviditet, fik jeg en masse, som bestemt godt kan ses! Jeg går ikke og er ked af det over det, men jeg synes det er pisse træls! Øv. At strækmærker for nogen er et minde, synes jeg er fint, men for mig, er det et “minde” jeg gerne var foruden.

  • Reply
    Pernille
    5. maj 2016 at 12:06

    Jeg forstår dig 100%.. Jeg er 25, og fyldt med strækmærker på mave, hofter, lår, bryster og endda overarmene.. Og jeg har aldrig været gravid.. 😞 En smule overvægtig ja, men ikke fed.. Men positivt set, så kan jeg da ikke blive deprimeret over dem, når jeg en dag har født.. 😂

  • Reply
    Dorthe
    5. maj 2016 at 14:25

    jeg fødte min pige (eneste barn) for præcis 8 uger siden. Med hende fulgte der også nogle strækmærker. Jeg er ikke stolt over dem. Og jeg hader at høre folk fortælle noget i retning af, at strækmærkerne er et minde om min tid som gravid, for ja. .. Hvad skal jeg bruge mindet til?!

    Jeg er heldigvis ligeglad med strækmærkerne – det meste af tiden. Når jeg bliver ked af dem, så forsøger jeg at tænke, at det er mine unikke tatoveringer. Det hjælper lidt. Ikke meget :p men lidt. 😉

  • Reply
    NanO
    5. maj 2016 at 19:56

    Det er spot on skrevet. Er ved at blive vanvittig over kravet om at skulle være positiv HELE TIDEN. Man skal se det positive i alt – gu skal man røv. Jrg synes da, det er fint at sætte strækmærkerne i de rette proportioner – de skal helst ikke vælte én af pinden og udgøre en dyb sorg. Så fylder maveskindet måske lidt meget på bekostning af andre ting. Men være stolt af dem? Det fatter jeg ikke. Jeg kanvære stolt af noget, jeg har gjort. Er stolt af min uddannelse. Af ting jeg har kæmpet med og haft svært ved og nu er god til. Men strækmærker? De kom jo helt af sig selv. Uønskede og – lad os være ærlige – jo ikke noget ret mange af os aktivt ville vælge til. Jeg mener bestemt ikke, det bør afholde kvinder fra at bade/være nøgne/gå med kort top eller hvad man ellers har lyst til med bart maveskind. Det er jo mærker i huden – ikke en forbrydelse, man bør skjule, men stolthed er en lidt mærkværdig følelse at skulle finde frem der.

  • Reply
    Julie
    5. maj 2016 at 20:30

    Jeg har nok en million strækmærker.. Hvad gang snakken falder på det siger folk “Min søster/mor/svigerinde/kusine/veninde/whatever har også sygt mange – må jeg er dem? Ej okay, SÅ mange har hun heller ikke” Super, tak.. Helle for klisterhånd maveskind i mit næste liv.. Altså, det er jo ikke noget jeg er ked af som sådan.. men satme heller ikke noget jeg praler med..

  • Reply
    Mette
    6. maj 2016 at 13:07

    Ha ha ha, pisse fedt indlæg. Jeg har gudskelov ikke fået strækmærker på maven, men jeg har på brysterne, og det er sgu da mega pisse ufedt. Derudover har jeg fået en sindssygt flad røv. Ikke at den nogensinde var Kim K-agtig, men jeg er – som ret mange andre – blevet fladere og bredere. Jeg ved godt, at man trods alt kan træne sin røv (lidt) op, men jeg har simpelthen ikke lige mulighed for at crossfitte og laves squats hele tiden (og jeg gider faktisk heller ikke) så det er så os’ noget jeg accepterer er sådan. Men ville jeg ønske at jeg havde min gamle røv? JA!

  • Reply
    Line // mad-til-mor.dk
    7. maj 2016 at 20:42

    Sikke nogle fantastiske billeder, du formår at male med dit sprog :D:D

  • Reply
    Janne
    7. maj 2016 at 20:59

    Ingen strækmærker her, men løst skind nok til tre gravide maver. Og NEJ det er jeg ikke glad for, jeg er start trediverne og ligner en f….. basset hund. Det er ikke frækt.

  • Reply
    Charlotte
    9. maj 2016 at 21:16

    Elsker dette indlæg og din måde at beskrive det hele! Du har det præcis, som jeg har det. Hudlægen har aldrig set et værre tilfælde end mit, og der kan ikke umiddelbart gøres noget ved det – andet end operation, når vi har fået de børn, vi skal. Jeg har ikke accepteret mine strækmærker, som dækker hele maven, lårerne og ballerne, men jeg er fast besluttet på, at der engang skal gøres noget ved det. Det holder mig oppe. Tak for dit humoristiske indlæg. Det belyser noget, som mange (inklusiv mig selv) faktisk ikke har det sjovt med.

  • Reply
    Anne
    1. februar 2018 at 13:03

    Lææækkert med hidsig læsning a la hvordan jeg selv har det med mine strækmærker. Jeg skød i vejret som teenager og fik som 12-årig strækmærker der går fra knæhaser, dækker begge lår helt og går til op over lænden. Fedt. Da jeg så blev gravid synes de lige at de skulle blive værre og i dag går de mig 12 cm op OVER navlen. Har i øvrigt aldrig været overvægtig, derimod altid været veltrænet. Synes det er SKIDE FUCKING unfair at andre der ikke har passet en skid på deres krop i løbet af livet kan få lov at slippe og andre, som jeg, der passer på skal døje med hud som en 80-årig allerede fra teenagealderen. WELL FUCK THAT. Ingen skal fortælle mig at jeg skal være stolt af det lort. Det ligner pis, og jeg holder mig derfor badetøjsmæssigt til badedragt eller tankini med shorts til. Ikke fordi jeg ikke føler jeg må vise mig i bikini – jeg GIDER bare ikke.

Skriv et svar til Sarah Annuller svar