JEG KAN ALDRIG GLEMME: DEN DAG MIT BRYST SMELTEDE

DET GJORDE FAKTISK IKKE ONDT. Ikke med det samme i hvert fald og selvom jeg kan skrive side op og side ned om hvordan smerten eskalerede og ændrede sig over de næste dage, så må jeg være ærlig og sige at jeg ikke mærkede det med det samme.
Måske var det et instinkt der tog over og en forsvarsmekanisme blev sat i værk, der på en helt uforklarlig måde kunne vurdere at smerte ikke var nødvendigt her, der skulle reageres og reageres hurtigt – hende Johanne der ved godt det er alvorligt, hun behøver ikke vide det med det samme, at det kommer til at gøre ondt.
Jeg så det faktisk engang i en dokumentar, med en dame der var faldet ud af vinduet, og landet med hovedet nedad i et stålhegn, hvor begge lår var penetreret. Hun fortalte til kameraet, om sin traumatiske oplevelse, at hun aldrig mærkede smerte. Også selvom ambulancen var lang tid om at komme og forbipasserende panikken forsøgte at pille hende ned, selvom det var en umulig opgave, da begge bentøj altså var spiddet, mærkede hun altså ikke noget der lignede et av.

…og selvom min oplevelse ikke kan sammenlignes må det have været samme instinkt, der tittede frem. Nok hjulpet med af chok.

DET VAR OGSÅ BARE RIGTIG RIGTIG RIGTIG DUMT at sidde der i sengen og spise tomatsuppe. I kan godt regne den ud nu, kan I ikke?
Jeg var nok 19 år gammel og var alene hjemme. Jeg boede på det tidspunkt sammen med min gode gymnasieveninde, Mille, her i midtbyen, helt oppe under himmelen, i en taglejlighed – helt for os selv. Jeg tror jeg ville spise på Milles værelse fordi hun var den ryddelige af os to og hvis man ikke gider rydde op kan man jo bare gå derind hvor der ikke ligger trusser, papirer og et kaninbur – og hvis man ikke gider lave mad kan man jo bare snuppe Knorrs den bedste var frys og varme den op til den bobler voldsomt, hælde den op i en skål og sætte sig i skrædderstilling i en blød seng.
Det kan man jo, men man skal ikke sætte den kæmpe store, helt fyldte, skål på brystet og læne sig bagud, når der ikke er en pude. For så spilder man kogende tomatsuppe ud over hele sit bryst.. og når man samtidig har en bikinitop på (grunden til dette er uvis), så er det altså med at få den af i en hulens fart, når det bliver en kogende-suppe-holder).

JEG KASTEDE MIG UD I BADET og det var først dér jeg indså den ikke var så god. Jeg skyndte mig selvfølgelig at rejse mig op fra sengen først og selvom jeg egentlig bare troede jeg kunne tørre af med det nærmestliggende stykke gulv-tøj, så gik det hurtigt op for mig at jeg nok var nødt til at smide bikinitoppen. Da jeg så stop der.. og mærkede efter, at smerten var eskalerende stillede jeg mig ud under bruseren.
Men jeg kunne ikke komme derfra igen, for smerten var der… og den blev værre og værre. Selv det mest kolde vand kunne ikke dæmpe den brændende fornemmelse og selv de kølige stråler føltes som lava på mit bryst.

FUCKFUCKFUCKFUCKFUCK hvad skal jeg gøre? HVAD FANDEN SKAL JEG GØRE?
Jeg kigger ned og ord kan ikke rigtig beskrive det jeg følte, da jeg så mit ildrøde bryst. Området, der gik fra under kravebenet, ned i kavalergangen og dækkende hele højre bryst var rødt, næsten lilla og med mine panikøjne så den jo helt deform ud i tekstur.

JEG RINGEDE TIL MIN MOR – men det var ikke en let sag, for min telefon lå to værelser væk – gemt under en masse dyner i det føromtalte rod. Jeg smed et vådt håndklæde over skulderen og småløb ud, men allerede ét skridt ude af bruseren kunne jeg mærke smerten, som var lejligheden i brand og jeg var trådt ind i et flammehav.
I hvad der føltes som 10 minutter ledte jeg efter min Prada telefon (ja, den var moderne engang) og ringede til min mor. Jeg husker ikke hvad jeg sagde, men hun fangede alvoren ud fra min korte beskrivelse af hvad der var sket. Måske det også var hendes grædende og panik-ramte datter, men hun kom i hvert fald hurtigt og jeg satte mig ned i bilen med vådt håndklæde og løs t-shirt, for at køre til skadestuen.

JEG SKULLE ALDRIG VÆRE TAGET PÅ SKADESTUEN for lige så hurtigt jeg væltede ind af de automatiske skydedøre, lige så hurtigt blev jeg sendt hjem igen. Og det er faktisk næsten dénne episode jeg får mest vand i øjnene af at tænke på. Ikke engang da jeg indser min hud er blevet forbrændt. Ikke da jeg ligger vågen de næste 36 timer med store smerter. Og faktisk heller ikke da jeg et par dage efter er tilbage på skadestuen, for at få skrællet huden af. Næh, det er faktisk oplevelsen af at blive smidt ud fra skadestuen jeg husker og er såret over.
I Aarhus er det sådan at skranken er lige til højre, når man kommer ind på skadestuen. Her kan man henvende sig, for at blive anvist et nummer og venteværelset. Jeg står ret diskret – så godt som jeg kan, med vådt håndklæde under trøjen og ildrøde øjne i kø, mens en mand tager en snak med sygeplejersken / lægen (hvad ved jeg) om hans ankel.
Da det er min tur fortæller jeg roligt at jeg har brændt mig, men allerede ved ordet “brændt” knækker min stemme.
Jeg står der helt alene, da min mor er ved at parkere bilen, men det fortæller jeg ikke damen ved skranken.
Jeg fortæller jeg har spildt kogende suppe ud over mig selv og at den er ret gal. Jeg kigger ned og kan se at øverst på mit bryst er der et helt rødt, næsten kogt, stykke hud, synligt. Jeg ved ikke om det først er da jeg går igen, at jeg begynder at ryste igen, men i bilen på vej hjem skævler jeg helt ustyrligt.
Jeg kan huske jeg drypper lidt på gulvet, da jeg ikke har fået tørret mig ordentligt efter badet – men det dryp tørrer jeg hurtigt væk med min sko. Som om jeg følte mig i vejen og skulle undskylde mig til lægehjælp.

JEG VED IKKE HVOR JEG SKAL GØRE AF MIG SELV, da hun fortæller mig at de ikke kan gøre noget, som jeg ikke kan gøre derhjemme og at der altså ikke er plads til mig. Jeg skal ligge i badet med køligt vand på området, indtil det ikke gør ondt mere. Hun spørger dog inden da om jeg har blæner i såret og selvom jeg af gode grunde ikke har stået og nærstuderet området, så svarer jeg at det tror jeg ikke.
Hvad hun selvfølgelig ikke ved er at jeg skal ligge vågen de næste mange timer, med store smerter, at jeg faktisk kommer ind et par dage senere med store blæner, skal gå derfra som en overfrankeret konvolut med 1., 2. og 3. gradsforbrændinger på størrelse med et A4 ark og her 8 år senere bliver lidt grådkvalt ved tanken om at jeg skulle vende om og gå ud i min mors bil igen, selvom hele min krop var fyldt af chok og brug for om ikke førstehjælp, så psykisk førstehjælp af en, som kunne fortælle mig om jeg skulle være arret resten af mit liv. Blæner var ikke engang noget jeg havde tænkt var en risiko, så da hun sagde dét ord ifm. jeg skulle søge egen læge, såfremt de skulle opstå, var ren og skær PANIK.

JEG KLAREDE DEN og mit bryst er nogenlunde i dag. Under fik jeg den sværeste forbrænding og det er måske synligt at en sygeplejerske manuelt skrabede den døde hud af. Jeg er også ret følelsesløs i nogle områder under mit venstre bryst, men selvom disse ting selvfølgelig ikke er ønskværdigt, så var det mere hele episoden der sad i mig efterfølgende. Det var nedværdigende at ligge i en seng med kæresten (altså x i dag), der kom med et koldt håndklæde hvert 3. minut, fordi det føltes som om der gik ild i det jeg fik på brystet.. men det var også nedværdigende at blive sendt væk fra det sted man havde brug for. Og stå med ansvaret selv.
Min mor var der selvsagt. Kom hastende ind, i det øjeblik jeg var på vej ud. Hun ville hjælpe og var der 100% for mig – var også med på sygehuset, hvor jeg kom hjem helt pakket ind, men jeg tillod ikke at hun kunne give mig trøsten, så den søgte jeg i en dum dreng jeg så dengang, som syntes det var lidt træls med mit uheld, som var super ubelejligt for ham.

JEG HAVDE BRUG FOR AT FÅ DET UD, for selvom jeg har fortalt historien til venner og bekendte – særligt nok flere år tilbage – så tænker jeg indimellem på det. Hvis jeg kommer for tæt på en ovn synes jeg stadig jeg bliver varm der hvor bøjlen i min BH er – som en fantomsmerte der minder mig om en episode min krop ikke kan glemme.

TAK FOR JEG MÅTTE DELE.

Jeg har faktisk forsøgt at fremskaffe et billede af hvordan det så ud, da jeg kom ind på skadestuen for at “få ordnet hud”, men desværre er det forsvundet. Jeg kan tydeligt huske hvordan det foto ser ud – helt hullet. Måske jeg har forsøgt at slette mindet ved at gøre det samme med billedet, jeg ved det sgu ikke. Ikke desto mindre har jeg indsat at billede fra min første brystoperation, da det var lidt passende for emnet.

Skærmbillede 2016-06-09 kl. 22.34.18

Læs også

5 Kommentarer

  • Reply
    Maj Jeppesen
    9. juni 2016 at 23:02

    Hej med dig.
    Din historie berører mig meget, da jeg kan nikke genkendende til de følelser du har omkring din så at sige dårlige behandling. Der findes ikke noget i verden der er mere smertefuldt end at brænde sig!
    I januar måned (d. 1. Januar helt præcist, god start på året) brændte jeg min hånd meget slemt da jeg var ved at lave mad. Jeg fik brændende varmt smør udover hånden og vidste med det samme – som dig selv at den var helt galt. Min hånd har kogt. Jeg ringede løbende 5 gange til vagtlæge og sygehus den følgende aften, kun for at blive afvist og få afvide jeg bare skulle skylle den. Jeg fik ringet min mor op (som er udd. sosu-assistent) som kom til min assistance, sammen med min kæreste. Jeg græd og var fortvivlet over at sygehus og vagtlæger ikke ville hjælpe. Langt om længe fik jeg lov at komme ud – for så at blive sendt hjem igen. 2 dage senere havde jeg ikke sovet og havde stadig frygtelige smerter. Ingen hjælp. Efter 8 dage i smertehelvede, 3 sygehus besøg og adskillige opkald åbnende min egen læge endelig klinikken op efter jul og nytår og jeg fil en akut tid. Han var rystet. Jeg havde ingen behandling fået på de foregående sygehus besøg, med det resultat at jeg havde en MEGET SLEM infektion, der var ved at trække op i armen – og som kunne have endt med at have kostet et par fingre og en blodforgiftning.
    Min læge (som er fantastisk dygtig) fik styr på infektionen og efter 2mdr sygeforløb havde jeg en hel, men meget grim hånd.
    Hele forløbet med et sygehussystem der ikke vil lytte, men gang på gang sendte mig hjem var virkeligt hårdt.
    Følelsen af ikke at blive lyttet til – eller på nogen måde blive forklaret processen med sådan en brandskade er svær. For disse mennesker er jo virkelig nogen man stoler blindt på? Det er jo dem der skal hjælpe og guide en igennem sådan noget. Det er super ærgeligt, og jeg er sikker på at vi ikke er de eneste, der har siddet med sådan en dårlig mavefornemmelse efter sådan et forløb.. Desværre!
    Jeg kan 100% forstå hvor ubehagelig – og smertefuld – oplevelse det har været for dig. Æv! Men heldigvis har vi da stadig bryster og hænder nogenlunde i behold, hvis man skal sige noget positivt omkring det 😉
    De varmeste hilsner
    – Maj

  • Reply
    Dorte
    9. juni 2016 at 23:23

    Åh! Hvis bare du var blevet mødt med oplysning og forståelse. Jeg bliver så trist, når det der er folks værste mareridt og et kæmpe chok forklejnes fordi det er andres hverdag. Du havde brug for information, så du trygt kunne tage hjem igen og være opmærksom på hvad du skulle gøre og hvornår du skulle henvende dig. Øv! Bliver helt ærgerlig på mit fags vegne…

  • Reply
    Sanne
    10. juni 2016 at 9:33

    Åhh ha, sikke da en frygtelig oplevelse du har haft. Jeg kan godt forstå at det har sat grimme ar i din ,dengang, purunge sjæl. At man bliver svigtet af et system som man har tiltro til.
    Som forældre tænker jeg at jeg ville kræve at min datter blev tilset, men jeg har desværre nok også for meget autoritetstro(hed??) Så jeg ved det ærligt ikke :-/
    Godt du kom ud med dine tanker.. og god dag til dig 🙂

  • Reply
    Sofia
    13. juni 2016 at 15:54

    Øv hvor er jeg ked af at høre din historie 🙁
    Jeg er brandsårssygeplekerske og kan fortælle dig, at det hele har ændret sig lidt. Som regel kommer man ret hurtigt til, bliver skyllet, renset og får afklippet de blærer der er kommet. Og så bliver man pakket ind med det samme, med mindre det kræver indlæggelse. Det ændrer self. ikke på, at du er mærket efter en så ubehagelig oplevelse, men måske det kan hjælpe lidt at vide, at andre forhåbentlig ikke kommer til at opleve det samme som dig.

    Du skal have tak for en fantastisk blog!

  • Reply
    Sofia
    13. juni 2016 at 16:02

    Hej Maj. Jeg læste også lige din kommentar. Der piner mig at høre din historie også. Det undrer mig meget, at man ikke har pakket din hånd ind, netop fordi hænderne er så udsatte og dermed i risiko for infektioner.
    Jeg er dog glad for at det hele endte godt!

Skriv et svar