HVORFOR HAR JEG DET SÅDAN HER? | DE SVÆRE FØLELSER

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Jeg vil lige ringe til Mikkel… men hvor er det nu man ringer op henne?
Beskeder.
Mail.
Instagram er det jo ikke.
Øh.
Opkald??? Hvor får man tastaturet frem på iPhonen???

I denne uge blev jeg ramt af noget, som jeg valgte at kalde stress, men kun lidt.. hvis man da overhovedet kan sige det sådan. Jeg tror det var et lille råb fra min hjerne til min krop om at jeg altså havde for meget i hovedet, til at det hele kunne følge med. Jeg synes ikke jeg er unormalt overbebyrdet, men det var så åbenbart en lille skoleopgave der skulle til, for at vælte korthuset, for at jeg måtte melde mig syg nogle dage, til at komme psykisk ovenpå igen. Det finurlige er at psyken så også påvirker korpusset, så når jeg nu havde tankemylder, så satte det sig spor i min krop, der var træt som ind i helvede. Jeg tænker ikke det var eller er full-on stress, men mere det her råb, som jeg heldigvis lige lyttede til og ikke bare neglisherede og arbejdede mig forbi – for dét er ikke muligt.

Jeg har mange tanker lige nu og selvom jeg er sikker på alt nok skal gå godt, så er november lidt prøvende. Opgaven er heldigvis færdig og nok ikke til en 12-tals præstation, men for helvede, hvad betyder det også? Jeg må lægge dét i den jeg finder forsvarligt og som jeg tænker jeg kan rumme lige nu og så må det være dét – og mon ikke det er nok? Det ser vi til eksamen, som er rykket til om lang tid, nu da jeg ikke kunne nå det denne gang. Hvis det går galt og jeg ikke består så må jeg jo tage prøven om, men her kæmper jeg lidt mod egne katastrofetanker og pessimisme, for på den anden side – på den mere lyse side – ved jeg godt jeg har en god chance for at klare den alligevel. Tale kan jeg jo for fa’en !

Men lyspunkter er der nok af i min hverdag. Jeg elsker min praktiksted og selvom jeg ikke kunne klare at være på og tilstede, som man skal være i en vuggestue, så giver det sted mig energi, på grund af de herlige mennesker jeg møder der. De er positive, opmærksomme og helt fantastiske at omgive sig med. Bloggen her giver mig afledning fra tanker og responsen fra jer gør jeg føler mig en del af noget større. Augusta giver mig bare lysten til at stå op og jeg ELSKER mit liv med hende. Det er svært at sætte en finger på hvad det er der trigger en sådan lille nedgang på kurven, en uge i mit 28-årige liv, nu da jeg kan se at jeg har så gode forudsætninger for at have det godt, men nogle gange dominerer hjernen bare med tanker og følelser, der er lidt mere negative, der overskygger alt det gode og rare, så man lige er nødt til at stoppe op. Jeg går i hvert fald, som jeg før lige har nævnt her på bloggen, en tid i møde, som bliver anderledes, og selvom det på mange måder også er godt, så bliver man måske aldrig klar…

Det er ikke altid sådan, at det der bare skal være nok plus-sider, kontra minus-siderne, for alle kan væltes og ingen ved desværre hvornår. Jeg er på igen og tilbage på arbejdet, på medierne og i mit normale liv, generelt hvilket heldigvis giver mig en masse i hverdagen.

Men er det nemt at sige stop for alle? Det var det ikke for mig, jeg skulle nok have givet mig selv lidt tid, noget før.. men hvad med de der ikke får sagt stop, eller ikke føler de kan? Vi er alle sårbare og kan rammes af depressioner, stress, stress-ish, nedture og det udefinerbare, der trykker så meget at man vælter.

Har du oplevet nedture? Af kortere / mildere grad – eller den helt store tur? Del gerne <3

Tak for du læste med, i dette ustrukturerede tankemylder!

Og forresten.. her om lidt udgiver jeg et indlæg, hvor du kan vinde en herligt masse penge, så næsten alle julegaverne kan komme i hus, til børn eller barnlige sjæle og jeg glæder mig til at smide det på, for jeg tænker I bliver glade og det har gjort mig glad at tage billeder dertil – de indeholder nemlig et styk glad pigebarn… altså hende på 3,5 😉

Kærlig hilsen Johanne

Læs også

21 Kommentarer

  • Reply
    Henriette
    18. november 2016 at 16:44

    Kære Johanne!

    Lyt for pokker til din krop! Jeg var nede med stress sidste efterår og var sygemeldt fra studiet et halvt år for at få styr på alting igen – især mit eget forhold til mig selv og min omverden! Jeg ville gerne gøre alting perfekt. Være den perfekte mor, den perfekte veninde, studiekammerat, studerende, datter, søster, nabo – ingen skulle kunne sætte en finger på hvordan min datter og jeg levede, al den villen være perfekt endte med at slå lig helt i gulvet.

    Pas på dig selv ❤️
    Henriette

    • Reply
      Nutidensmor
      19. november 2016 at 20:01

      Dét lyder ikke sundt, søde Henriette, men jeg kan sgu godt se hvad du mener, det her med at du vil være perfekt… det er sgu bare ikke holdbart, for ingen er perfekte og det er sgu de færreste der kan se sig fri for at have en (eller ti) offdag. Jeg håber ikke du blev slået for hårdt i gulvet <3

  • Reply
    Sarah/Lillepigensmor
    18. november 2016 at 17:06

    Kæmpe krammer til dig Johanne! Hvor er det flot, at du står åbent frem med det. Ofte er det kun det positive der fylder på de sociale medier, så jeg synes det er fint at du alligevel vil fortælle om dit lille dyk. <3
    Jeg blev selv ramt af en depression i sommers. Jeg vakler mellem to studier, hvoraf det ene spørgsmål er, om jeg skal gøre min pædagoguddannelse færdig… Det fylder enormt meget, og har væltet mig helt. Jeg studerer stadig, men er flere år forsinket. Min omgangskreds forstår ikke helt, hvor svært det er, for den psykiske skrøbelighed kan de jo ikke se udenpå. Jeg kæmper for at komme ovenpå, og det går heldigvis den rigtige vej. Jeg har nemlig også en lille pige- som jeg gerne vil være den bedste (og glade) mor for.

    • Reply
      Nutidensmor
      19. november 2016 at 20:03

      Tak Sarah <3
      Jeg håber det går en bedre vej for dig, selvom man altså ikke bare kan bestemme sig for at være glad – eller bestemme sig for at NU er det tid til man ved hvad man vil! Jeg håber først og fremmest du får det bedre og dernæst får overskud til at tænke på hvad det er du vil, studiemæssigt, for det kommer næsten i anden række. Jeg kan se hvordan det kan påvirke humøret og psyken, helt sikkert, men desto mere man tænker på det og stresser med "hvad nu hvis" eller "hvorfor valgte jeg ikke anerledes", så bliver man potentielt bims" KRAMMER herfra!

      • Reply
        Sarah/Lillepigensmor
        19. november 2016 at 21:32

        Tusind tak, Johanne. Jeg er ved at lære, at tage hånd om mig selv og stoppe op og trække vejret. Jeg skulle have gjort som dig, og gjort det noget før, men det går den rigtige vej nu. Jeg elsker at være mor, og men som min psykolog siger, så kan jeg ikke være en god mor, hvis jeg ikke har det godt. Godt du passer på dig selv, og mærker efter <3

  • Reply
    Pernille
    18. november 2016 at 17:10

    Hvor er det godt, at du har lyttet og taget en pause! Jeg gik ned til jul sidste år efter 16 hårde mdr på arbejde, som er meget hårdt og krævende. Jeg kunne nærmest ikke holde mine egne børn ud den første måned og græd af ingenting, var vred og nok ikke specielt fed at være sammen med. Sov det meste af dagen i udmattelse og havde tankemylder, sp jeg ikke kunne sove om aftenen.Jeg glemte alt muligt (selv minebørns navne kunne jeg ikke finde rundt i og finde frem fra hjernens gemmer). Jeg var hjemme fra arbejde i 2 mdr og startede så stille op. Det tog ca 6 mdr fra jeg væltede til jeg var på fuld tid igen (min fuld tid er 32 timer) og jeg kæmper stadig. Nogle dage kan madpakker få mig til at hyle. Koncentrationen driller mig på de lange dage og jeg blir træt træt træt.

    Jeg øver mig i at lytte til mon krop og acceptere, at jeg ikke kan det hele (også selvom det hele nogle gange ikke indebærer særlig meget)

    Jeg håber du fortsat vil huske at lytte til sin krop og tage pauser og skide på resten 😊

    Tanker fra mig

    • Reply
      Nutidensmor
      19. november 2016 at 20:05

      Hold da op – det lyder dælme voldsomt, Pernille! Det er klart din krop og dit sind stadig mærker efterveerne, men jeg er dog glad for at høre du er tilbage.. det må tære hårdt at være syg – stress, depression, overanstrengt whatever, så jeg håber du er ovenpå, fuldstændig, snart. Jeg vil forsøge at lytte til min krop og jeg håber på du gør det samme! <3

  • Reply
    Camilla
    18. november 2016 at 17:31

    Jeg gik ned med stress for lidt over et år siden. Jeg blev sygemeldt, troede jeg var klar, fik nyt job, gik igen ned med stress og depression. Har brugt mange måneder af dette år på at finde mig selv, og mærke efter hvad der er rigtigt for mig. Jeg er nu i nyt job, på kun 30 timer om ugen, og jeg trives og er glad (økonomien er ikke helt den sammen, men pyt). Dog skal jeg virkelig lytte efter når min krop giver besked om at det går for stærkt. Jeg øver mig stadig.
    Jeg har ligeledes brugt meget tid på at finde ud af om jeg ønskede at dele min situation med andre. Det valgte jeg at gøre i september, og det har været en kæmpe lettelse.

    Tak fordi du sætter fokus på emnet 😘
    Og tak for en særdeles fremragende blog 👍
    Pas på dig selv ✌

    Camilla

    • Reply
      Nutidensmor
      19. november 2016 at 20:07

      Jeg vil også øve mig! Tak! Jeg tror ikke det er noget man kan lære – bare sådan, men man kan da øve sig!
      Fantastisk du også deler din oplevelse, for selvom man tænker man er ovenpå og klar, så er det ikke nødvendigvis noget kroppen er enig i… men det er fandeme svært at tyde, for man vil jo bare gerne tilbage til “dengang” og “dengang – før”, ik?

  • Reply
    Cecilie
    18. november 2016 at 20:57

    Lige pt. er jeg selv sygemeldt i en uges tid fra studiet da jeg ligesom du beskriver går med en udefinerbar tristhed i kroppen. Jeg glemte ting som jeg gør rutinemæssigt hver dag og her var det os en (eller flere godt nok) afleveringer der væltede læsset for mig. Heldigvis har jeg nogle fantastiske mennesker omkring mig der sagde at jeg skulle stoppe op og tage mig af mig selv for ellers var jeg kørt der ud af og måske var det endt meget værre… Dog synes jeg det er svært som mor til 2 helt at kunne slappe af og geare ned men jeg håber og fornemmer lidt af denne uge jeg har haft fri har hjulpet lidt på det psykiske overskud

    • Reply
      Nutidensmor
      19. november 2016 at 20:08

      Jeg er så glad for at høre du har en god omgangskreds, for som du skriver er det ikke let at pleje sig selv og være nede, når der er nogen der er TOTAL afhængige af en.. men det er bare pisse vigtigt at tage sig af sig selv, så jeg er næsten glad for at høre du har trukket stikket på studiet, nu da du havde den der tristhedsfølelse <3 Håber denne uge har hjulpet og husk så at mærke efter, for hvis du ikke er klar, så er du bare ikke klar! Held og lykke 🙂

  • Reply
    Marie
    18. november 2016 at 21:17

    Hej Johanne!

    Indlægget var lige spot on. Jeg har også lige måtte trække stikke i en uges tid, da jeg var alt for presset. Det mest frustrerende er, at man ikke altid kan sætte fingeren på, hvad årsagen er. Heldigvis, så vender det dog altid igen til det positive. Mega godt indlæg! 🙂

    • Reply
      Nutidensmor
      19. november 2016 at 20:09

      Det er nemlig dét.. Det er pisse svært!
      Tak søde Marie <3

  • Reply
    Pia
    19. november 2016 at 7:22

    Hej Johanne,
    Puha, sikke en tur du har/er igennem..
    Jeg kender alt til at at være presset til det yderste..
    Jeg fik i år mit første barn, og det var noget af en omvæltning og hårdt, da mit barn kun nuppede 3×30 min lure i løbet af en dag..
    Jeg følte ikke jeg kunne leve op til de “krav” der er nu om dage på Instagram, hvor mødre viser højglans hjem med ingen rod eller nullermænd..
    Og viser selvfølgelig deres barn frem som kun går i MarMar og spiser hun af porcelæn- ellers design letters service- Gud forbyde at servere mad i en skål fra IKEA, for det samger ikke ligeså godt om hvis der var en fra Royal Copenhagen 😉
    For ca 1 måned siden – brød min verden sammen, jeg har simpelthen kørt i for høj gear, og var gået ned med en mild form for depression..
    Så jeg kender til det, at overskuddet er lille..

    Rigtig god bedring til dig..
    Og TAK for en realistisk blog…

    Kh
    Pia

    • Reply
      Nutidensmor
      19. november 2016 at 20:12

      Hold da kæft, Pia – sikke en omgang <3 Rigtig god bedning til dig også! Den tid kan jo tage tid – det håber jeg er okay jeg siger. Du skal passe på dig selv og huske på at meget for søren da er facade. Et eller andet sted bør man bare kigge på det man står og laver og bruger tid på (f. eks. at løbe) og tænke: gør DET HER mig glad.. giver det mig noget, eller tager det noget? Hvorfor gør jeg det?
      Nej, det er selvfølgelig ikke så enkelt, for så var alle mennesker jo sgu så lykkelige, men jeg kender det alt for godt, det her med at gøre noget, fordi jeg tænker man "BØR". Fuck bør.. Gør hvad du vil <3 KH! Johanne

  • Reply
    Marie Louise
    19. november 2016 at 10:03

    I sommers væltede min verden fuldstændig – jeg var hjemme på barsel på det tidspunkt med vores 10 mdr gamle dreng, men selvom han altid har været dygtig til at sove igennem og først vågnede kl 8, så var jeg tude færdig og magtede ikke at få min egen krop ud af sengen, jeg overvejede seriøst nogle morgener at lade ham ligge og måske pga den her udmattelse som gjorde jeg intet overskud havde var jeg hele tiden uretfærdig overfor både min søns og mands behov! Jeg var i sandhed en djævel at være sammen med! Det endte ud med at jeg blev trist og fik en del forskellige symptomer rundt i kroppen og jeg blev derfor indlagt. Efter mange grundige scanninger, blodprøver og diverse undersøgelser fandt de ud af at mit stofskifte var helt fucked og jeh havde fået en stofskifte sygdom! Jeg vil derfor råde alle som bliver utrolig trætte/triste/glemsomme at få taget en blodprøve ved egen læge for at få tjekket stofskiftet! Man kan blive virkelig syg af det shit! – og jeg blev alle de ting I beskriver! God bedring til jer alle ❤❤

    • Reply
      Dina
      19. november 2016 at 12:51

      Samme historie her!!! Jeg var en djævel overfor min kæreste og samtidig en løvemor!!!! Ingen, jeg mener virkelig ingen måtte nærme sig mit barn og ingen kunne gøre noget godt nok. Min læge var ret hurtig til at stemple mig med ‘depression’. Jeg var til to-tre samtaler hos hende indtil jeg selv kom i tanke om de stofskifteproblemer jeg havde i min graviditet. Det blev tjekket, og den var helt gal, så jeg fik mit medicin og vupti, så var jeg tilbage i mit gamle jeg!

  • Reply
    Krabbemis
    19. november 2016 at 11:20

    Jeg har netop sagt nej til fastansættelse og fast indkomst (ved godt at det lyder forkæle, men…) fordi mavefornemmelsen og kroppen skreg “nej, det her er forkert”. Det betyder en masse usikkerhed og daglige tanker om “er jeg skør?”, men min krop og psyke fortæller mig at det er det rigtige – så må jeg være fattig i jagten på en hverdag og et liv, der giver mening – på den måde har jeg alligevel lidt vundet noget vigtigere, migselv og min familie 🙂

    • Reply
      Nutidensmor
      19. november 2016 at 20:10

      Det er da SLET ikke forkælet! Det lyder som det helt rigtige for dig, hvis du tænker der er noget andet der giver mere mening – som f. eks. at finde noget andet! Sundt at mærke efter!

  • Reply
    Louise
    20. november 2016 at 0:46

    Om 14 dage skal jeg til lægen og snakke stress. Jeg skal også have lavet en masse undersøgelser for at se om det er noget fysisk der spøger i kroppen. Jeg kan slet ikke overskue og rumme det. Lige nu kan jeg slet ikke overskue at jeg ikke kan overskue at gå på arbejde

  • Reply
    Line
    20. november 2016 at 6:13

    Fra i morgen er jeg sygemeldt fra mit job. Jeg hader det og jeg elsker det. Efter 5 måneder med en desideret ubehagelig russisk chef, en hjerne der kører i højeste gear, ekstrem kvalme og manglende søvn må jeg sige stop og tænke på mig selv, min familie og baby i maven.
    Jeg hader det fordi jeg er bange for andre opfatter det som pjæk. Jeg elsker det fordi jeg har været modig nok til at sætte migselv først! Så jeg skal læse bøger og se Netflix. Og det er ikke pjæk – jeg passer bare på mig!

Skriv et svar