YNGEL-STOLTHED, HYPOKONDRI OG EN PERSONLIG ARTIKEL (FORRESTEN #7)

image114

Kære dig, der læser dette,
Det er som om jeg starter alle mine indlæg med en setting, for ligesom at male landskabet og beskrive hvor jeg er – måske fordi jeg gerne vil lukke og invitere ind, men det er sgu efterhånden en kliché at skrive, at jeg sidder her i sofaen, med et glas vin – for det synes jeg jeg som oftest gør 🙂 Men det siger måske bare mere om mig, end mine indlæg 😀

På denne tirsdag vil jeg egentlig bare gerne samle nogle af de ting i et forresten-indlæg igen. Ting som ikke er “store” (eller lange?) nok til separate indlæg, eller som bare er tanker, men som jeg lige har på fingerspidserne og som jeg gerne vil dele med jer ♥

Jeg vil lige vise jer Augusta, der tegner. Hun er begyndt på de her små tegnerier, med hoved, øjne og mund, men det er ikke meget hun gør i det, selvom hun kan, og “kruseduller” hellere. Faktisk tænker jeg det er fordi hun har lidt ‘præstationsangst’, fordi hun er så bevidst om hvad det ligner – og ikke ligner, at hun ikke vil tegne mennesker lige for tiden. VIRKELIG træls, hvis man må være så jysk, når man er 3,5 år gammel, at være overbevidst om sine tegninger. Det kommer nok af at være i børnehave med en masse store børn og sgu faktisk måske også af at tegne for meget i malebøger, hvor alt man tegner ligner noget, pga. den allerede-eksisterende kontur. Så ja, det er mega mega mega ærgerligt, men vi bruger meget tid på at tegne nu og jeg kruseduller derudaf, med upræcise streger, for at intet er perfekt, for ligesom at være forgangs billede på at man bare skal tegne tegne tegne og så skide på om det ligner noget eller ej, om det er indenfor stregerne, eller ej.

Det her handler IKKE om hvad børn kan indenfor et bestemt alderstrin, for jeg får sgu lidt kriller, når mødre blærer sig med at Liam-Theo for at kunne gå, inden han var 12 måneder, men jeg forstår stoltheden over at ens barn pludselig kan noget nyt. Ikke i forhold til andre – den slags sammenligninger er jeg (endelig!) færdig med, men bare dét at man ser en udvikling. Dét er stort i moderhjertet.
Augusta går bl. a. meget op i bogstaver for tiden og at finde sammenhæng i ting. Hun synes det er herre skægt at mor starter med M, ligesom Mikkel gør – og mormor – og hendes egen Mygind. Og dét at skrive det er noget hun øver sig (af egen vilje selvfølgelig) på.. men det er fandeme svært, når man er 3,5 år.
Længe har hun skrevet H. Fordi det er let, men hvad fanden gør man, når barnet gerne vil have det er et A? Hun kan sagtens se at det hun skriver ikke er et A, så hun bliver sur (!). Men NU har hun så lært det med A’et!
Jeg er jo i teorien fuldstændig ligeglad med om hun kan skrive bogstaver, for min skyld kan hun sgu vente til hun kommer i o. klasse med den slags, men dét at hun bliver så fandens stolt af at få lavet det A, med de to streger der når hinanden for oven, det gør mig fandeme glad indeni!

[vidcore vid=”OKpj3gJN”]

Hypokonder er der måske nogen vil kalde mig. Jeg er nemlig typen der googler symptomer og selvom jeg er fornuftig nok til at reflektere over om jeg nu har det så slemt, som de beskriver symptomer på nettet, så tror jeg altså jeg har brok. Nu siger jeg det bare – eller skriver det her – for så er det ON RECORD at jeg kan selv-diagnosticere. Vent bare til i morgen tidlig, når doktormandens dom falder og I vil se 😉

…men det der kendetegner en hypokonder er vel også en skråsikkerhed ift. at have ret?
Enten viser det sig jeg har brok eller også må jeg lige granske mig selvom om hvorfor jeg hellere vil have ondt i maven i 3 måneder og selv-dianosticere, end at gå til læge. Begge dele kan der kommer indlæg ud af 🙂

Hvis du ikke følger med på min facebookside, hvor der popper relevant haha-gejl og nye indlæg op, så synes jeg du skal gøre det. Bare min ærlige mening. Men hvis du ikke følger dér, så ved du heller ikke at jeg har skrevet en lille artikel jeg har delt dér i samarbejde med Psykiatrifonden, som er ret så personlig ♥
Den handler om at føle man ikke bliver hørt og om det værste man kan sige til et barn, en ung eller en voksen, der tumler med nogle svære ting, nemlig: “jeg forstår godt hvordan du har det”. Nej. Det gør du helt sikkert ikke.
Du kan læse det lille skriv lige her.
Jeg håber det kan gøre en forskel ?

Og dét var faktisk det jeg ville sige her til aften. Det var MEGET blandet, det ved jeg, men jeg glæder mig til at returnere til min zombieserie. Den er ret elendig, men jeg kan ikke slippe en serie jeg er startet på.
Jeg alene disse dage og dét (at have alenedage) vil jeg gerne skrive om i morgen – på godt og ondt. Måske flere af jer kender det?

KH! Johanne

Læs også

2 Kommentarer

  • Reply
    Camills
    17. januar 2017 at 21:29

    Til gengæld må man for min skyld rigtig gerne sige “jeg kan godt forstå AT du har det sådan”. Altså bare anerkende uden at komme med eksempler fra eget liv eller løsningsforslag.
    Glæder mig til dit skriv om alenedagene, åh de kan være ambivalente. Kh en single mum

  • Reply
    M
    18. januar 2017 at 9:12

    Sikke et fint A! Jeg kan godt forstå, at hun blev glad. Det er da også dejligt at lære noget, som man har øvet sig i længe 🙂

    Og tak for lige at minde mig om det der med “at ligne noget”. Min datter begyndte at tegne mennesker i sommers, da hun var 2,5 (altså en stor rund med øjne, mund, hår, arme og ben, ikke?). Hun gjorde det et par måneder, og så ville hun virkelig ikke mere. Og jeg prøver at forklare hende, at ting er svære, og at hun skal øve sig, hvis det skal blive lettere. Men det er da fint at krussedulle! Og man skal vel udelukkende tegne fordi det er sjovt/hyggeligt/man har lyst. Så TAK, Johanne, for dine altid fine refleksioner!
    KH en FAN!

Skriv et svar