AT BLOGGE GIVER MIG EN UDVIDET VENINDEKREDS

10287-johanne-mygind-03

For silvan da hvor kan I gøre det her blotteri … eller, bloggeri … til en morsom og betydningsfuld affære!
Hvis du nogensinde havde tænkt at dét at have en blog, stor eller lille, er sådan noget ego-noget, hvor man kun kigger indad og skøjter rundt i sine egne tanker, så tager du faktisk fejl.

Forestil jer det lige engang. At skrive noget. Ja, næsten hvad som helst. Trykke UDGIV og lade det tøffe ud i cyberspace, hvor I derfra (hvis I vil) kan se hvor mange der er inde og læse det I netop har skriblet på tastaturet.. men ingen svarer. Holy manoly det er da kedeligt!

Selvfølgelig er der indlæg der lægger mere op til at svare, end andre, men når de så lander, som f. eks. i går, hvor jeg tog overvejelser om tissekone styling i forbindelse med lægebesøg op – eller et mere dybfølt et, om mit identitets tankemylder, nu da jeg er enlig.

Det er selvfølgelig to former for respons man får og to forskellige betydninger, for mens indlægget om kønshår jo nok mest var ment som sjov, så er det sgu da herligt at jeg kan få nogle til tastaturet, der vil dele hvad de tænker om at barbere sig – eller ikke – når nogen skal kigge dem op i punani. OG levere sjove anekdoter, som andre kan læse. Det er sådan nogle ting jeg siger, når jeg sidder sammen med tætte veninder, en fredag aften, efter 1,5 glas vin. De der ting man tænker på, som man ikke lige slår op på sin facebookvæg, for selvom det da også bare er en humoristisk observation på egne tanker, så er det virkelig også noget jeg gerne vil høre om I andre også deler!
Og så er det jo også bare sprødt at der kom medicinstuderende, læger, jordemødre osv. på banen, der også lige kunne komme med deres holdning. Sjovt nok var det næsten fælles for dem alle, at de var FULDSTÆNDIG ligeglad med frisuren, men foretrak renhed og ikke-sure-sokker 😉

Til indlægget, hvor jeg skrev nogle strøtanker omkring det her mærkat jeg giver mig selv, var det også bare fantastisk at høre hvad I definerer jer selv som. Overordnet mener I at jeg er kvinde. Og mor. Primært. Og ikke “bare”. Men dernæst er der ingen skam i at være alenemor, for det er dét jeg er. Co-parenting pointen er jeg vild med, men den findes desværre ikke i en fordansket udgave.
Selvsagt er det ikke en nødvendighed at jeg skal have et mærkat, for jeg er som jeg er og kan altid forklare med at jamen jeg er Johanne, jeg er mor, men bor ikke sammen med faderen mere, men det var sådan set bare overvejelser omkring at JEG føler alenemor, singlemor, enlig osv. ikke er tilstrækkelige og måske negative i deres ordlyd. For mig. Og så hele familiebegrebet var jo så tydeligvis noget vi så forskelligt på, for nogle havde det sådan at de stadig var i familie med deres børns far – og det var måske noget jeg ikke havde reflekteret det vilde over, men det var nok bare min umiddelbare tanke om begrebet familie, som ikke degraderer mine følelser, respekt og tillid og selvfølgelig en reel holden-af, overfor Augustas far.

En ting, som jeg føler folk misforstår lidt om mig, men som de tætteste selvfølgelig godt ved, er at jeg ikke er den vanvittigt udadvendte type, med en selvsikkerhed ingen kan slå igennem. Omvendt er jeg faktisk meget følsom og selvom jeg godt kan tage opmærksomheden og sidde i et større selskab og spille humoristisk fandango til alles underholdning, så er det noget der kommer af usikkerhed. Usikkerhed om ikke at blive hørt og usikkerhed om at hvis man ikke råber op – og råber højt – så bliver man heller ikke nødvendigvis forstået.
Hér føler jeg mig forstået, for her kan jeg råbe op, men med de ting som betyder noget. De ting jeg normalt kun deler med de tætteste. Det er sikkert noget mærkeligt for mine veninder og perifere vennekreds at de skal læse ting, nyt, tanker – det gode med det svære – her på bloggen, uden jeg har delt det med dem, men det at formidle ting på skrift er bare mange gange lettere og med tiden er jeg helt sikkert begyndt at hvile mere i mig selv. Det er fandeme noget af en bedrift og det er bl. a. bloggen her – jer – jeg kan takke for det.

Dét jeg nok egenlig bare vil sige, med disse mange ord, er tak. Tak for I læser med og tak for I også kommenterer.. med det sjove og det søde føler man sig som en del af noget og accepteret. Også selvom vi ikke altid er enige (men dog overraskende ofte).

STOR krammer der strammer,
Johanne

Billedet herover er taget af Kenneth Stjernegaard – det er ikke fordi jeg har en professionel fotograf rendende særlig tit (læs: det sker aldrig), men jeg er blevet interviewet til et magasin, som kommer i næste uge, så derfor var Kenneth forbi. Jeg glæder mig meget til at dele det med jer!

Læs også

6 Kommentarer

  • Reply
    Marie
    2. marts 2017 at 19:36

    Tak fordi du deler så meget med os. Ha en dejlig aften.

    • Reply
      Nutidensmor
      3. marts 2017 at 19:29

      Det er sgi mig der takker for du følger med!

  • Reply
    Mette
    2. marts 2017 at 20:15

    Du er simpelthen sådan et dejligt og betænksom menneske tak for en fed blog og snaps og alt mulig andet gøgl

    • Reply
      Nutidensmor
      3. marts 2017 at 19:29

      Ej hvor er du sød, Mette! TAK 😀 Ha’ en herlig weekend!!

  • Reply
    VenterPaaVinBlog
    3. marts 2017 at 12:00

    Sikke et fint indlæg – selv tak for muligheden <3 (:

    – A

    • Reply
      Nutidensmor
      3. marts 2017 at 19:29

      Hundrede kroner på du er en af dem der kommenterer mest hyppigt – elsker det! Tak for dig!

Skriv et svar