JOHANNE OG JESPER SIDDER I ET TRÆ (DET ER EN KÆRESTETING)

Venner; min 5/5 ordning har sgu ændret sig på allersjoveste vis.
I 1,5 år har den stået på deleordning: 5 dage som fuldtidsmor med madpakker og aftensmadsfabrikation af andet, end pomfritter. En hverdag med et menneskeligt vækkeur, der prikker til mig klokken 06.30. En hverdag med konflikter og kærlighed, med børnehaveafhentning og godnatlæsning. Dette er efterfulgt af 5 mærkelige dage som “bare Johanne”, med mine løse arbejdstider som selvstændig, venindeaftaler, sent i seng, sent op, Netflix i stakkevis og egentlig blot mig selv at tage hensyn til.

Nu er det lige ved, at jeg har lyst til at sige, at jeg kører en ordning med 5 dage med Augusta og så 5 dage med Jesper. Altså som så er ham jeg var på date i Marrakech med, som i Marrakech også blev min kæreste, fordi han spurgte på et sødt postkort, som han havde med hjemmefra.
(At jeg så spurgte ham aftenen forinden, da vi sad på en romantisk tagterrasse, mens vi sugede myntethe, indtryk og forelskelse i os, er en side af historien vi ikke nødvendigvis behøver at nævne. Men det er da meget skægt)

Der var jo alt det her med at jeg holdt lidt igen med at fortælle højt om hvem jeg var skredet på impulsrejse til Marokko med, fordi vi netop “kun” datede, men det var ikke en let sag, da det blev afsløret i mit kommentarfelt, mens jeg befandt mig på den lille spændende kærlighedstur. Det skrev jeg jo om i sidste indlæg, så det behøver vi nok ikke gennemgå igen, men det jeg ikke fik nævnt er jeg.. eller skal jeg så sige vi? Vi’er jeg allerede? .. blev til en ting på Jodel. Sikkert kort, nu skal jeg ikke virke for opblæst, men det var så spændende for nogle, at der blev skrevet et par opslag på Jodel, hvilket nærmest fik mig til at tisse i bukserne af grin, i den hårde seng i vores lille riad. Det ville forresten ikke have været verdenens undergang, at gøre den slags foran sin nye kæreste, det med at tisse i bukserne, for vi havde netop affundet os med at der ikke var nogen toiletdør i det lille riad, som her betyder hotelværelse, men nærmere et fint – ikke så lydisolerende – silketørklæde. Så lidt grineflips-sjattisseri over en fantastik sjov udvikling af vores lille eventyr sammen havde ikke gjort den store forskel, tænker jeg.

Det ene Jodelopslag var med teksten: Nutidensmor og Jesper fra bagedysten.
Første svar: hvad.
(Hvilket er klart, det er jo ikke alle der har set Den Store Bagedyst…)
Svar til svar: De sidder i et træ <3
Og ja, det gør vi fandeme. Et super nyforelsket, hvem-havde-set-den-komme-tænk-sig-at-jeg-skulle-finde-ham-som-jeg-ikke-er-i-tvivl-om-skal-være træ.
Der var mere i det her Jodelopslag, men det kan jeg lige dele i story en dag 🙂

Mine fødder er forresten pt. plantet i den mere sydlige del af Jylland, end hvor jeg plejer at befinde mig. Nemlig Kolding.
Og ja, jeg føler mig meget Mascha Vang-agtig, sådan at finde en Kolding-fyr.
Jeg har en marengs i hånden (fordi han kan den slags) og hans computer i skødet, hvilket er en ting indtil på onsdag, hvor jeg vender snuden mod Aarhus og Augusta, men jeg vil altså lige slutte talestrømmen her af med at fortælle jer, at jeg er pisseglad for at skrive det her. Ikke den del med at Jesper findes og jeg har fundet ham, den overraskelse er egentlig dampet af, men mere at I nu ved det. Det var lidt den her ufortalte ting, som jeg gjort at bloggen har været stille. Den store ting, der lige skulle ud. Og nu er den ude! Jeg sidder i et træ – med den helt rigtige mand.
Hvor hyggeligt!

I må jo selvfølgelig stille alle de spørgsmål I lyster, hvis I skulle have nogle.. og hvis der skulle være flere, der har lyst til at snage lidt, så er han (også) på Instagram.. og han er lige her: @Jesper_Sovndal 😉

Og billedet? Ja, jeg har helt klart mange (bedre) billeder, fordi vi begge er nogle FANTASTISKE outfitbloggere, der pludselig befandt os i bloggermekka, aka. Marrakech. Ej okay, måske billederne ikke sådan er æstetisk fantastiske, men de er fucking sjove). Men det her billede er altså taget i toget, på vej fra Fredericia til Kastrup Lufthavn og vi er sådan ægte glade, på trods. Klokken er måske 01 og vi er helt høje på tanken om hinanden og den forestående tur til Marrakech, sammen. Her har vi sgu nok glemt de umiddelbare bekymringer om vi nu KAN holde hinanden ud, i et fremmed land i 5 dage i streg og hvad vi nu gør, hvis vi får feriediarre. Vi ser Modern Family på telefonen, med en banan som holder, inden han dejsede om og jeg holdt vagt i 2 stive timer, i det sovende tog.
Det var en god tur, kan I nok gætte, men måske jeg skal vise billeder derfra en anden dag?