BE OM EN HOKUS KROKUS OPLEVELSE TIL HJEMMET ..OG TIL MIN HJERNE

Jeg er lige vågnet. Savl i mundvigen og små børneben henover min krop. Jeg faldt i søvn igen, under putning.
Eller putningen var sådan set slut, men det var ligesom ikke meningen at det var mig der skulle sove – kun Augusta. Jeg kan bare ikke losse mig selv ud af den bette børneseng, for når jeg først har lullet hende i søvn med en bog og en kort opdigtet fortælling (altid vildt ukreativ, for jeg er bare ikke kreativ efter kl. 17.. eller før 10) så døser jeg sgu også hen. Varm dyne, varmt barn, dæmpet belysning: GODNAT! Sådan går det, når jeg er alene med hende og dét er jeg jo ret så ofte, for det er nyt at der kunne være en Jesper i nærheden til at puffe mig ud af min co-sovning.

Selvfølgelig kunne det være rart at sove her klokken 20, hvor jeg tit vågner (af mig selv), men når jeg nu er enlig mor, så kan jeg ikke gå i seng der. Særligt ikke i dag!

Jeg ved ikke hvad det er, men det er som om mit korthus er lidt skævt i dag. Jeg har følt mig lidt som de der kager i bagedysten der splatter ud, når bagemenneskerne tager de der sider af og den bare siger: SPLAT og alle i teltet holder vejret.
(Jeg aner ikke hvad de der sider hedder, men jo jo, selv mine referencer er sgu også blevet påvirket af det mandlige bekendtskab)

Listen er ellers gået fint: jeg har streget en masse ud jeg ville nå, det plejer ellers at sætte et stort flueben i min hjerne.
Det giver mig ro, når jeg har nået noget praktisk. Særligt delen om at få kigget i den der e-boks fjernede en kæmpe vægt fra mine skuldre, selvom jeg fandt ud af at en eller anden instans havde erklæret mig ikke enlig forsøger (mere), fordi man skal søge om den slags. Men det er jeg jo. Man skal huske en gang om året at fortælle at man stadig er det. Eller blot svare på en af de to påmindelser de sender.. hvilket jeg ikke har fået gjort. Men det har jeg nu. Og nu er jeg mere rolig. Jeg får bare kløende fnat af bare tanken om moms, skat og generelt penge og det plejer at være temaet i en e-boks, så jeg bryder mig ikke om at røre ved den.
Virkelig åndssvagt, men jeg har sagt det før og nu siger jeg det igen: be om en værge!
Eller bare en ægte voksen! 🙂

En ægte voksen ville også kunne håndteret min hjernenedsmeltning i Superbrugsen i dag. Jeg storyede derfra, fordi det var det eneste der stoppede mig i at gå helt bananas over at mit hoved var helt og aldeles tomt, som om der var en der havde været forbi med en hjernestøvsuger, mens jeg sad foran computeren derhjemme. Det var nemlig det hele min dag gik med: snotten foran en Apple-skærm.

Jo jo, det kan selvfølgelig også hænge sammen med at jeg glemte at spise frokost og blot kørte på havregryn og rosiner fra klokken 08 i morges, så det forklarer måske meget godt hvordan jeg kunne brænde 1/2 time af i Superbrugsen på at finde aftensmad, men ende med at stå med figenstænger og kiwier (to ting jeg ikke manglede) og fundere over om jeg kunne bøje mine principper om at æbleskiver ikke er noget man kan spise til aftensmad.

Eller ret: noget VI ikke kan spise til aftensmad. Jeg ville ønske jeg kunne få mig selv til det og jeg misunder alle der skrev/klikkede GOGOGOGO i min meningsmåling på story, for det betyder vel nok at I også kunne finde på det (eller var det bare fordi 81% af godfolket undede mig det?)
Mine ledninger i hjernen hænger sådan sammen at jeg ikke kan andet, end at tænke det som en dessert. Det samme gælder i øvrigt pandekager og vafler. Jeg er slet ikke for fin til McDonalds eller pizza, det ved I, så det handler ikke om næringsindhold, men mere at mit hoved mener det er noget man får EFTER aftensmaden. Jeg ville sidestille det med at ungen fik Ben and Jerrys til aftensmad. Er jeg den eneste der har det sådan?
(For ja da, det ville være en anden sag, hvis hun ikke var hjemme. Så skulle i dæleme se mig fråde syltemøg og flormelis sammen med bagt bold, med smag af æble)

Nå, men livet som enlig mor. Jeg har været hos min kæreste i nogle af mine uden-barn-dage, så det har givet mig en lejlighed der er VÆLTET, fordi jeg ikke nåede at rydde op, inden jeg tog derfra.
Intet er hvor det skal være og det er lidt som når et afløb er stoppet, mens hanen stadig løber: det bliver blot værre og værre, for man kan som bekendt ikke skovle sne, mens det sner. Det giver i al fald ikke megen mening.

Opvasken fylder hele køkkenbordet, tøj fylder sengen, kommoden er tom, fordi jeg ikke har vasket tøj (men det er fordi der er oversvømmelse af bævand i vores vaskekælder), radiatoren er fyldt af undertøj til i morgen (som jeg har vasket i hånden. FUCKING GO ME!) og generelt er her bare så hærget i sådan en grad at jeg har downloadet app’en Happy Helper.
Det virker fjollet fordi jeg jo burde kunne finde tid, men omvendt: fuck burde. Jeg har ikke tid og jeg orker det ærlig talt ikke mere. Hvis jeg havde en ekstra-voksen ville jeg måske lige skyde den af i en time, som ville gøre en stor forskel, men jeg ved ikke hvor jeg kan finde en frisk og effektiv time henne.
Det ved du nok heller ikke, men jeg deler bare lige det manglende overskud og det væltede korthus med dig. Måske du kan relatere. Ellers kan du bare småklukke af at det kører lidt af skinnerne. Det må du skam gerne 😉

Livet som selvstændig gør ikke det hele meget lettere. Det betyder nemlig at jeg ikke kan gøre det hele nu, fordi jeg har arbejde jeg skal ordne. Ja, jeg ved godt du fik tanken at jeg bare kunne gå amok med kost og opvaskemiddel nu, men det kan ikke blive til den store omgang, som hjemmet og bestemt også min hjerne trænger til. Jeg har faktisk lige brugt den halve time jeg havde, til at skrive det her, men jeg kan mærke det hjælper.. jeg har fået lidt afløb.

Det er ikke fordi jeg skal sidde i et hjørne og græde og det er heller ikke fordi du skal tro jeg har brug for noget medynk. Intet af den slags. Jeg skulle bare lige AF med min onsdag, inden det blev torsdag.
Torsdag eftermiddag kan jeg fortælle være blevet brugt på en tur i Tivoli. Jeg skulle hente Augusta og hendes veninde tidligt i børnehave og ellers være deres anstandsdame til en fed dag med forlystelser.
Jeg havde så bare overset at Tivoli ret faktisk ikke er åben i morgen, så udover at jeg får karakteren 03 i at føre hushold disse dage, så står jeg måske til et 12-tal, hvis man kunne få karakter i at bygge en kæmpe forventning op hos sit barn, for så at STORSKUFFE ungen i sådan en grad at hun næsten viskede mig ud af sit stamtræ.
Men mon ikke vi finder på noget andet til i morgen 🙂
(LOL, det gør vi, men fandeme ikke noget der når de oprindelige planer til sokkeholderne. Det lød bare meget voksent og optimistisk at lukke sætningen således)

Men jeg mødte julemanden i dag, jeg har fået briller og fik lavet en anstændig boller i karry. Med færdigkøbte boller og ris i pose, fordi jeg ikke evner kunsten at undlade at brænde ris på, når det ikke er i pose. Sovsen skulle lige smides ud og genlaves to gange, men den blev spist og Augusta vurderede den til “mellem”, hvilket kun er en hyggelig leg, når man får karakteren “supergod”.
(Det er forresten enten takeaway eller Jespers mad der udløser et “supergod”).

Så. Onsdag slut.
I morgen håber jeg på min hjerne er genstartet og at der har været et tv-hold hjemme hos mig, så jeg kan få den der Hokus Krokus oplevelse som andre har fået med deres haver? I ved, der hvor de lever med et mega rodet bed, kompost allevegne og meterhøjt græs, transformeret til en OCD-have med plads til zen og fordybelse? Jeg synes Extreme Makeover ville være for vildt, altså det der med “BUSDRIVER! MOVE THAT BUS”, men en mindre: velkommen til dit “nye” hjem og nye hjerne kunne jeg godt lige bruge.
Kan vi krydse fingre for det? En bette to-i-ener?

KÅHÅ! Johanne

PS. I morgen skriver jeg et eller andet vildt opløftende indlæg, som du bliver glad og inspireret af. Jeg håber ikke det bliver for trættende at læse hvordan jeg er offroad, men det er sådan et fint afløb at lægge det online. Det kan jeg godt fortælle dig, det er så 2016 at skrive det på Facebook: få en blog og del det dér.

 

Læs også

1 kommentar

  • Reply
    Sanne
    29. november 2018 at 7:39

    Åh hvor jeg kender det. Så jeg er så meget med dig.
    Og man ved jo godt at man nok skal nå i bund, men samtidig håber jeg hver dag at når jeg går ind af døren at der har været en lille husalf og fikse det hele. Total skuffelse hver dag.

Skriv et svar