I SIDSTE ENDE ER DET VEL RET LIGEGYLDIGT HVORDAN JEG HAR DET

Jeg havde ikke forventet at dette ville være det første indlæg jeg skulle skrive, efter 16 dages eventyr i Sydøstasien, men vi har….
…årh for filan, kan jeg tillade mig at køre en broksvada af?
En: årh-vi-er-trætte-efter-den-lange-rejse-og-vi-skal-liiiige-vænne-os-til-kolde-Danmark-jobs.. and so on?

Ikke rigtigt vel?
Fa’en, I know my privilege!

Det ville garantrisse runge enormt hult i jeres ører, hvis jeg brugte for megen spalteplads på at beklage mig over træthed efter 16 dages rejse, som endda er et samarbejde. Jeg kan sgu ikke (og bør ikke) lukke øjnene for hvor heldige vi er, selvom et sådan samarbejde naturligvis indebærer arbejde og at jeg som selvstændig ikke har holdt helt fri.
Men hvis jeg nogensinde skulle glemme at jeg altså har en ret heldig tilværelse på nogle fronter må I fandeme lige hive mig ned på igen, skulle jeg miste jordforbindelsen.

Nå, men i dag er en stor dag, venner!

Og jeg er småtrist.. men det gemmer jeg til sidst i det her indlæg.

Augusta er blevet seks år!
Det er SEKS ÅR siden jeg blev mor! Det er seks år siden jeg lå på Randers Sygehus og glubsk guffede et rundstykke med tandsmør i mig, med et nyt, kæmpe ar lige over min huha og en baby ovenpå mine GIGANTISKE ammelapper.
Eller ammelapper var det jo faktisk ikke helt endnu, men det var de jo ved at blive dér.

(Har vi egentlig nogensinde talt om hvor GIGANTISKE bryster bliver af at få mælk i? Jeg mener, jeg har da store bryster i forvejen, men de blev jo KOLOENORME. Hun kunne sgu ikke være der! Lå hun ovenpå dem trillede hun ligesom af. Lå hun mellem dem blev hun mast. Det følte jeg i hvert fald. To udspændte kødbjerge)

Nå, men her er en ikke-kliché til jer:
Jeg synes ikke tiden er gået hurtigt.
Den er ikke fløjet forbi, som om jeg vågnede i morges og tænkte: HVAD? ER HUN IKKE 2 ÅR?!?
Det virker meget rigtigt at hun er seks. Det er ikke fordi det føltes “som i går at hun var en lillebitte baby”.

Er det nogen folk reelt føler eller bare noget man siger?

Jeg kan fandeme nærmest ikke huske Augusta som lillebitte baby. Selvom billeder og film fremkalder en del minder har jeg hukommelse som en si. Jesper spørger af gode grunde meget ind til hvordan hun var, særligt når vi er sammen med andre babyer og småbørn, men jeg husker det altså ikke så godt.
Måske fordi der er så meget der ikke er vigtigt nu?

Jeg kan for eksempel ikke huske hvor mange gange hun vågnede om natten.. var hun sådan en der sov igennem? Hun var da en del vågen. Tror jeg.. men var det slemt?
Jeg kan ikke præcis fremkalde hvordan det føltes at amme (men jeg kan da læse i Barnets Bog at jeg har skrevet det er dødens pølse).
Og var det dersens kejsersnit EGENTLIG så slemt, som jeg beskrev det til mine veninder lige efter?
Jeg mindes at jeg gik enormt meget op i om hun var alderssvarende – og om hun var foran de andre.. men jeg kan sgu ikke huske om hun var det.
Jeg aner ikke om hun kravlede først eller sidst i mødregruppen.
…sikkert fordi det i dag er freaking ligegyldigt.
Hun kravlede – på et tidspunkt, dét ved jeg.

Dengang var jeg stolt over at lave hendes grød fra bunden, men hvis jeg købte hele lortet og glemte halvdelen af d-dråberne, lod hende se mere iPad, end hvad jeg læste var sundt, så tror jeg hun havde klaret skærene alligevel.

Og se!
Hun er helt fantastisk!

– også selvom hun tog det fald der fra sofaen, da hun åbenbart pludselig – med ubelejlig timing – kunne trille fra ryg til mave.
(Men indimellem ruller hun øjne af mig – det kan da være dét er en følgereaktion derfra?)

Og hun er glad. Det er fandeme det der er allerallerallerallervigtigst.

Det er jo ikke en tristhed over at hun er seks år, for at vende tilbage til dét. Det må jeg hellere lige få slået fast.

Det er fordi jeg ikke er der på hendes fødselsdag.
Det føles på en måde unaturligt og det er hellere ikke værre end en småtristhed, som helt sikkert er væk i morgen!

Hun er naturligvis lige dér hvor hun også bør være, nemlig hos sin far, som fejrer hende præcis så godt, som jeg ville kunne.

Men det er småtrist at jeg ikke kan være der, at jeg ikke vækker hende med sang, fryserundstykker og gaver.
Jeg er nødt til at tilføje at vi sagtens kunne holde det sammen, men vi gør det bare ikke i år. Vi har ikke nogle traditioner med den slags – endnu. Det kan vi jo få! Ikke desto mindre står hun jo op et sted og falder i søvn et sted, hvor vi ikke begge er.

Jeg er ikke selv arret af at være skilsmissebarn, det er i hvert fald ikke selve skilsmissen eller at mine forældre gik fra hinanden, som jeg havde det svært ved, men i en utopisk verden, skulle hun have en “traditionel fødselsdag” og ikke fødselsdag af flere omgange. Altså fødselsdag med den ene side af familien, efterfulgt af fejring med den anden side, en anden dag.
Jo jo, det ER sgu lidt noget fjollet noget, for hele hendes familie (altså begge sider) har kun været samlet én gang: til barnedåb og jeg har jo intet ønske om at vi har den her traditionelle kernefamilie, for jeg er jo ovenud lykkelig for hvordan mit liv er. Og for Jesper. Og jeg ville ikke ønske det anderledes, men det er da mærkeligt at man ikke er sammen med sit barn på dets fødselsdag.

Giver det mening, venner?

Det er bare de kår vores familie(r) har og selvom det er sådan jeg naturligvis er lykkeligst, så er det alligevel en mærkelig dag, når jeg nu ikke er der. Hun holder det med sin far, det er fint, ingen af os har lagt op til andet, op til fødselsdagen.
Jeg var selvfølgelig også med i børnehaven, hvor vi delte kage ud til hendes små venner, men den store fejring venter i weekenden.

NU kan jeg så glæde mig over at få billeder og videoer, for det er vi ret gode til og så må jeg hæfte mig ved at hun har en pissegod fødselsdag. Og om lidt facetimer vi.

I sidste ende, som jeg skriver i overskriften, er det jo ligegyldigt hvordan jeg har det, så længe hun er glad. Og det er hun.

Måske vi holder det sammen næste år!

<3

Læs også

26 Kommentarer

  • Reply
    Lotte
    7. maj 2019 at 19:06

    Har I overvejet at holde et samlet fødselsdag? Nu ved jeg jo ikke hvordan jeres samarbejde er, men kunne være en mulighed?

    • Reply
      Lone
      7. maj 2019 at 19:22

      Jeg ville faktisk spørge om de samme. Jeg er skilsmisse barn og min mor er svært psykisk syg så hun kunne aldrig holde noget. Slevom min far har det svært med min mor, fik jeg altid lov at invitere hende med. (Samt den side af familien) ❤

    • Reply
      Nutidensmor
      7. maj 2019 at 19:26

      Ja, bestemt 🙂 Det tænker jeg er en god idé til næste år.
      Samarbejdet er super fint, men det blev bare sådan denne gang, at vi holdt det hver for sig 🙂 Det handler nok om at vi ikke har traditioner eller nogen “plejer” i og med det ikke er så mange fødselsdage hun har haft, hvor vi har været hver for sig. Men det er ikke for sent at starte en god tradition 🙂

  • Reply
    Katrine
    7. maj 2019 at 19:14

    Tøsen herhjemme er kun 9 mdr men der flyver tiden altså afsted! Det er nok kun når de er små? Who knows.
    Hun har også mærkedag hver måned d. 26, det forsætter nok ikke når hun bliver 6 år 😂🤷🏻‍♀️ Min kæreste har en dreng der bliver 6 om 2 dage som pt er ved sin mor. Tror alle parter foretrækker at holde fødselsdagen hver for sig men han er en mand af få ord så ved faktisk ikke hvordan han har det med det. Personligt ville jeg have det utrolig svært ved at forestille mig ikke at kunne være sammen med min datter på hendes fødselsdag. Gennemgik sgu ikke 26 timers veer for at undvære hende. Ej joke til side. Det vigtigste er vel at hun har en god dag.
    Er der ingen mulighed for i kunne spise sammen om aftenen? Sådan har vi gjort tidligere.

    • Reply
      Nutidensmor
      7. maj 2019 at 19:28

      Ej, det er da hyggeligt. Vi fejrede skam også måned. Ikke med kage og sådan, men med et lille babycard og måske en bette opdatering på Facebook, haha 😀

    • Reply
      Nutidensmor
      7. maj 2019 at 19:29

      Vi ville sagtens kunne holde det sammen, men det var bare ikke planen i år 🙂

  • Reply
    Mette
    7. maj 2019 at 19:14

    Jeg synes, I er så skønne. 💛 Jeg er ikke selv skilsmissebarn og er gift med min datters far. Men jeg kan levende sætte mig ind i, at lige i dag, der skal man bare ikke være alene, godt, du tog til Kolding. Frem med kamerarullen og se en masse klip og billeder fra jeres tur💚
    Du er sej💪🏻🙏

    • Reply
      Nutidensmor
      7. maj 2019 at 19:27

      Du er sød, Mette! Tak! <3
      Jeg hygger i Kolding en ekstra dag!
      Det er ikke fordi det er slemt, jeg vil bare langt hellere være hér - og sammen med Jesper - end hjemme, alene 🙂

  • Reply
    Sus
    7. maj 2019 at 19:27

    Det giver så meget mening! Jeg hader, at jeg ikke kan være sammen med mine børn hele dagen, hvert år på deres fødselsdag!
    Vi har hidtil spist sammen mor, far og børn på deres fødselsdage, og det håber jeg, at vi kan holde fast i på trods af nye kærester osv.
    Lige om lidt skal vi holde konfirmation sammen, hvorefter faren tager børnene med hjem efter festen – dét har jeg krise over!!!!

    • Reply
      Nutidensmor
      7. maj 2019 at 19:33

      Dét synes jeg er en dejlig tradition I har med fødselsdage! Er det noget I har gjort længe?
      En af dem er i konfirmationsalder, men jeg ved jo ikke hvor længe I har været fra hinanden.

      Hvad er det med efter konfirmationen du har det svært ved? Ikke at jeg ikke kan forstå det, men jeg er nysgerrig efter at vide hvad du tænker <3

      • Reply
        Sus
        7. maj 2019 at 20:02

        Vi har været skilt i 3,5 år og børnene er 11 og 13 år nu. Vi har altid gået ud og spise på fødselsdage, og har fortsat med det på børnenes fødselsdage 🙂
        Ligesom vi også har holdt deres fælles fødselsdag sammen hidtil, ligesom vi altid har gjort.

        Jeg er lykkelig for, at vi skal holde konfirmationen sammen, dels fordi det er barnets største ønske og dels fordi jeg synes, at to konfirmationer virker fjollet.
        Det svære er, at jeg – efter en forhåbentligt skøn dag sammen med venner og familie – skal tage alene hjem uden børnene. Lidt af et antiklimaks.

        • Reply
          Nutidensmor
          7. maj 2019 at 20:27

          Se dét kan jeg altså godt sætte mig ind i <3 Det er det bestemt.. men jeg håber på at den fantastiske dag I forhåbentlig får overskygger den slutning! <3

          Men det lyder altså til at det er rart at være barn i jeres familie!

          • Sus
            7. maj 2019 at 20:40

            Tak, jeg gør mit bedste! ❤️

  • Reply
    Mia
    7. maj 2019 at 20:11

    Kære Johanne.
    Jeg er nyskilt og alene med tre børn. Kan levende sætte mig ind i den følelse og tristhed du sidder med idag.
    Hvordan er jeres deleordning og er Augusta ramt at savn? Åhh jeg savner noget jeg kan spejle mig i. Skilsmisse indlæg!
    Kram til dig. Du er en stjerne.

    • Reply
      Nutidensmor
      7. maj 2019 at 20:29

      Hej søde Mia!
      Jamen det er meget udramatisk. Deleordningen er 5/5 – den har været 4/4 indtil for et år siden. 7/7 skal det nok være snart, men det andet har fungeret, selvom det da er en smule upraktisk. Der er det at tælle i ulige og lige uger nemmere.. men for mig at se har det passet til hende – og os. Hun savner ikke ret meget, det virker slet ikke til at være et issue, men måske det også er fordi vi har bygget flere og flere dage på, som så også er flere og flere dage væk fra den ene forælder.
      Hvordan har du det med det? Altså det at være nyskilt.
      KH!

      • Reply
        Mia
        8. maj 2019 at 11:58

        Tak for dit svar.
        Jeg har det blandet. Beslutningen var den rigtige men min samvittighed overfor børnene er sort. Især på skiftedage hvor de er ulykkelige. Deres hjerte smerte er på grund af mig. Den er tung at bære, men et livsvilkår jeg må vænne mig til. Ellers bekymrer jeg mig mest om, hvorvidt jeg håndterer dem rigtigt. I deres sorg.
        Vi deler 10:4 og de 10 dage er hårde som en hverdag med 3 små børn er, men de 4 dage hvor de ikke er der, er endnu hårdere.
        Jeg er lettet og ulykkelig😘

  • Reply
    Maja
    7. maj 2019 at 21:31

    I år var første gang i 7 år min kæreste fik lov til, at være sammen med sin datter på hendes fødselsdag. Det var så specielt og unikt for ham, at få lov til at vække med sang og gaver. I 7 år har jeg været vidne til de følelser du beskriver – et afsavn, et behov for at fejre og glædes over det der betyder Aller mest i verden.

  • Reply
    Malene
    7. maj 2019 at 21:52

    Åh, jeg kan så meget godt forstå dig! <3 Men udover det, så er jeg glad for at læse at både du og Augusta er glade for livet 🙂
    Her sidder jeg, ufrivilligt nyskilt (min mand havde en affære og forlod mig til fordel for hende), og kan slet ikke forestille mig at deleordning og at undvære mit barn nogensinde vil føles okay..
    Min dreng har fødselsdag til sommer og jeg har da tænkt hvordan den dag mon kommer til at foregå. Jeg føler lidt jeg svigter, hvis der ikke holdes fødselsdag sammen med begge familier, men ærlig talt, så har jeg ikke lyst til at være sammen med min eks familie. Og ligesom du skriver, så har de kun været samlet 1 gang før, så det er jo i grunden ikke mærkeligt at holde 2 fødselsdage (igen)!
    Nåh, lang kommentar. Ville bare sende et kærligt kram og et tak for at se at en “skilsmisse-familie” godt kan fungere <3

  • Reply
    Jensen
    7. maj 2019 at 22:09

    Smukt indlæg der går i hjertet❤️
    Mon ikke alle forældre kan ha det på samme måde som dig, både når man har og når man må undvære sit barn.
    Min dreng kom hjem fra børnehave og fortalte Augusta havde lavet en flot kage(!) – så tænkte Jesper havde hjulpet(!)

    Hilsen den generte fan😊

  • Reply
    Tina
    7. maj 2019 at 22:42

    Som skilsmissebarn i en yderst kompliceret konstellation med dine, mine og vores i både første, andet og tredje led, tør jeg garantere dig, at det ikke er den enkelte fødselsdag der betyder noget. Samme gaver, mere kage. Win! De store fejringer til gengæld: konfirmation, studentergilde, 18 års, eller hvad der end måtte føles signifikant for jeres familie af traditioner og overbevisninger, der er det ret fedt at familien enes. Runde to er bare ikke det samme, uanset hvor gode intentionerne er.
    Men hey, I har helt tjek på det, og selvfølgelig er det okay at være trist når man ikke kan fejre sit barn – også selvom man selv har været med i beslutningen 💛

  • Reply
    Julie
    8. maj 2019 at 0:31

    Vi tager på vores datters fødselsdag ud og spiser sammen. Det er blevet tradition. ❤️ vi har aldrig boet sammen. Hun er 5 år nu og vi har gjort det da hun blev 3, 4 og 5. Måske os 2 år jeg kan faktisk ikk huske det. 😄 så holder vi selv for egne familier.

  • Reply
    Jeanette
    8. maj 2019 at 16:08

    Her kommer far og hans kæreste og vækker om morgen (uanset hvilken dag på ugen det er), Vi synger og spiser morgenmad sammen, og så bliver hun fejret (efter skole, hvis det er sådan en dag) hvor alle familierne er samlet. Det ender altid i et stort arrengement da vi pludselig er 4 familier der skal samles 😅 men jeg har altid holdt på at det er sådan det skal være. Hun ELSKER det, vi elsker det og vores blandings familie må finde sig i det 😊 Sådan fælles dag gør vi også ved andre store dage – sidste børmehavedag, første skoledag osv.

  • Reply
    Irene
    8. maj 2019 at 17:50

    Jeg har det stadig svært med det, selvom det snart er 10 år siden min datters far og jeg gik fra hinanden. Men jeg prøver at sige til mig selv, at hun jo også bliver fejret rigtig godt ved hendes far og hans familie, det hjælper lidt på det. Men jo det er en hård dag, når de ikke er der på deres fødselsdag. Og der må man godt have lov og være lidt trist den dag.
    Her er hun bare glad for at hun kan holde 2 fødselsdage og få en masse gaver. Hun ser ikke det negative i det, men kun det positive 😃 og det hjælper lidt på moderen her 😊

  • Reply
    Karen
    9. maj 2019 at 14:15

    Vi har været fra hinanden siden vores datter var 2 år. (Hun er 5 år nu). Vores “fødselsdagsaftale” går ud på, at hun er hos den forælder hun normalt ville være hos den pågældende dag – og så kommer den anden forælder tidligt om morgenen med morgenmad og er med til at vække. Er det en weekend laver vi noget sammen om dagen, som hun bestemmer. De sidste par år har det været ZOO eller legeland. Og så spiser vi sammen om aftenen, enten hjemme eller på restaurant. I år var første gang vi begge havde hver vores nye kærester med – og det var simpelthen så hyggeligt, og hun havde den bedste dag 🙂 Vi holder så fødselsdag for hver vores familie i vores respektive weekender. Her inviterer vi ikke hinanden. (Inden vi fik nye kærester holdt vi faktisk sammen, men nu har ingen af os plads til alle, når der også er kærester + kæresters familie, der også gerne vil engagere sig). Min kæreste har faktisk samme aftale med sin ekskone om deres to børn, og her er jeg også altid med både til morgenvækning og fejring i løbet af dagen/aftenen.
    Jeg kan godt forstå du savner hende, det værste ved at være “deleforælder” er, at man går glip af nogle vigtige dage/oplevelser. Og det er desværre uundgåeligt. Men jeg kan varmt anbefale, at lave en “fødselsdags-aftale” så ingen forælder behøver at gå glip af årets største dag 😀

  • Reply
    Pernille
    9. maj 2019 at 18:32

    Vi holdt fødselsdag sammen de første to år (gik fra hinanden da vores søn var 6mdr). Men det blev for hårdt for min søn at være i selskab med begge. Ikke fordi vi skændtes eller noget, men han havde svært ved at forholde sig til os begge på samme tid (vi fandt senere ud af, at der var nogle diagnoser, der spillede ind). Så jeg besluttede at det var for hans skyld at vi holdt det hver for sig. Vi har en aftale om, at det ene år, er han hos far på selve dagen, og det andet hos mor. Og så omvendt nytårsaften.
    Ligeledes bliver det med konfirmation næste år. Vi er milevidt fra hinanden i hvordan det skal gøres (jeg vil have det nede på jorden med få mennesker – det er det vores søn har brug for i forhold til sine vanskeligheder – og hans far vil have det jo større jo bedre, og det vil jeg ikke være en del af. Så her er det to fødselsdage hvert år (det er der i øvrigt også mange ikke-skilsmissebørn der har, mors familie og fars familie), og om lidt to konfirmationsfester. Jeg føler mig som den sure skrappe mokke, men jeg ved, at det er det, min søn har brug for. Så glansbillede må være glansbillede.
    Men der bliver ingen kamp om hvem skal have den store dag. Vi kommer alle med i kirke, og hvis far vil have dagen, får han den, så holder vi en anden dag. Det er ikke kampen værd. Det vigtige er, at det er en god oplevelse for vores søn.

  • Reply
    Cæcilie
    9. maj 2019 at 19:45

    Hej Johanne
    Jeg er også skilsmissebarn og da jeg endelig selv kunne bestemme har jeg altid inviteret begge forældre. Det har betydet mere end jeg lige troede! Og hvis du har det sådan, så gør det til en tradition at i begge er der – hvornår skulle i ellers fejre jeres fælles barn,hvis ikke på den dag hun er født. Så kan i jo skiftes til at holde det😉

Skriv et svar