PÅ EVENTYR I THAILAND

Det er slet ikke ligesom Aarhus det her”

– udbrød Augusta, da vi stod midt i et virvar af frugtshakes, tuktuk’er og fisk på is, i flamingokasser.
Og det havde hun jo helt ret i. Det var slet ikke som Aarhus – eller som noget andet vi har oplevet før.

Reklame for Jysk Rejsebureau

– En mango. Med det der (overraskende!) lækre klisterris ved siden af. Det ligner grynet papmache, men det er i virkeligheden ris med smag af sød og frisk kokos.
– Et freaking overdådigt tempel, uden sammenligning til noget vi har i Danmark.
– En scooter – eller ’en masse scootere’, det er nok nærmere korrekt.
– En flettet vifte, der skaber vind i 40 graders varme.
– Et gadekøkken med flere ugenkendelige retter, end genkendelige.
– Floden.
– Et smilende ansigt. Det siger nok det hele. Men vi skal jo kunne tegne den politisk korrekt. Ellers er en emoji nok tilstrækkeligt til at forstå at den blot betyder: hjertevarme forbipasserende.
– Et firben.
– Måske en 7/11? Ligesom med firbenene er der også mange 7/11’s, men ikke den slags 7/11 vi kender, næh nej, Asien-7/11 er meget sjovere (og billigere)

Augusta tilføjer:
– Futfut
(Hun mener naturligvis tuktuk, men det er andet lyder meget sødere, når det kommer ud af hendes lille 5-årige mund, så på vores ferie var der altså et hav af futfut’er i Bangkok, hvis du sku’ spørge fra nogen)

Det var en liste vi skrev, da vi sad i en minivan på vej fra 5 dages eventyr på den lille ø, Koh Kood og jo egentlig den sidste strækning efter i alt 15 dages eventyr i Thailand. Fuldt brag på oplevelse.
Vi har aldrig været i Thailand eller Asien før, så den ny, og det var det at rejse os tre. Det var aldeles ukendt territorium for den lille ny familie her.

Vi var på vej mod lufthavnen, en 3,5 times køretur med iPad- og podcasttid foran os (iPad til ynglet, podcast til de 30-årige), Uno, postkortskriveri og højest sandsynligt en bette lur, foran os. Og så lavede vi videre på den liste, fordi det feriebingo jeg havde medbragt ikke just var egnet til det vi så på vores rejse. Jeg mener, jeg tror altså aldrig jeg ville få streget hverken fåret, campingvognen eller æble krydset af, for den var måske mest af alt lavet til en bilferie til Köln. Eller lignende. Vi tegner bingopladen og udgiver den. Både Bangkok-edition, som er den du har fået et kig til og ø-livs-udgaven.
Det kan være du vil have den med, hvis du nogensinde skal til Thailand?

At jeg anbefaler at rejse til Thailand er måske det dette indlæg burde starte med, men nu startede vi lidt bagvendt her, fordi den lille bingoliste ligger halvkrøllet og afventede, ved siden af min computer her.

Vi havde brugt lang tid på at udvælge vores stop, vores rejse, men det er altså ikke nemt, for billeder sælger og alt på computerskærmen til mødet  hos Jysk Rejsebureau så jo indbydende ud i vores eventyrslystne øjne. Det der gjorde at vi ligesom fik fastlagt ruten var til gengæld det der kom ud af Ginas mund (Gina, vores rejsekoordinator), for hun havde været der. Det lød som om hun havde været de fleste steder faktisk og dét er altså guld værd, folkens. Hun hørte hvad vi ville, hvad vi ikke ville og hun kunne se hvad der gav mening i forhold til at det også var en 5-årigs tur.
Så sammen med hendes erfaringer og viden skræddersyede vi altså rejsen, der førte os fra Bangkok til Khao Laem-søen til Koh Kood.
Storbyoplevelsen, det helt afsonderede pram-liv (altså afsonderet på en positiv måde) til den afslappede ø-tilværelse.
Vi tager dem lige en af gangen, skal vi ikke det?

Således var vores Thai-tur strikket sammen:

5 NIGHTS IN BANGKOK: storbyen der overraskede

(Hvis du kunne læse ovenstående, uden at have melodien i hovedet, giver jeg en kop filterkaffe! .. and the world’s your oyster!)

Bangkok var ment som stedet vi skulle lande (bogstavelig talt og i overført betydning), men bestemt også et sted vi skulle opleve, for hvor jeg hører mange springer over Bangkok, fordi det er en storby og nogle rejser til Thailand, for at få strand, kokosnøddedrinks og middagslure på badedyr, var Bangkok altså for os noget vi skulle have med.
Jeg var altså en smule ængstelig ved denne del af rejsen, det indrømmer jeg gerne nu, fordi jeg frygtede 5 dage med virvar, med blændende neonskilte og konstant dytten og bilos? – og hvor mange gange skulle jeg lige holde barnet for øjnene, for at hun ikke skulle komme tilbage til børnehaven og berette om ping-pong shows? Selvom Gina forsikrede mig om at Bangkok er en fantastisk oplevelse havde jeg min anelser om at Bangkok mon ville være der hvor jeg holdt vejret, for først at puste tiltrængt ud, når vi efterfølgende skulle befinde os på en pram på en billedskøn sø, med selskab af få andre rejsende, en lokal guide og den rå natur i den østlige del af Thailand, på grænsen til Myanmar.
…but I was wrong. Altså ikke i det sidste, pram-livet var som lovet, men Bangkok tog mig sørme med storm og jeg sidder lige nu og føler vi desværre havde for få dage der. Det er jo et godt tegn, ikke sandt? Vi mangler det sørens gigantiske weekendmarked! Og flydende marked! Og Asiatique. Og… ja, mere! Ikke at jeg ville kunne trække dage fra andre af vores destinationer, men jeg blev hurtigt klar over at når vi forlod Bangkok ville det være ”på gensyn”.

Vi boede lækkert på Chatrium, et hotel placeret lige så centralt som vi overhovedet kunne have ønsket os ved floden og ved skytrain, som er transportmidlet, der er så enkelt at tage, så selv de metromanglende aarhusianere her kan hitte ud af det!

”Det er slet ikke lige som Aarhus det her”
Udbrød Augusta, da vi stod midt i et virvar af frugtshakes, tuktuk’er og fisk på is, i flamingokasser
Og hun havde ret. Men jeg må hellere få afkræftet de ord jeg smækkede på Bangkok lige før: ingen dytter i Bangkok (ikke ét eneste dyt! How?!), vi spottede ikke ét neonskilt og jeg så ikke skyggen af nogle frække shows, som Thailand også er kendt for (jeg hører dog fra nogle andre rejsende, at dragshowet skulle være fantastisk underholdende, for voksne – og halvvoksne børn!). Ikke at det ville være minusmarkører, et neonskilt har jo aldrig skadet nogen, men jeg havde måske en Times Sqare-forventning om Bangkok, men jeg var overrasket over hvilken ro der alligevel var og hvilken ro vi havde.
Det eneste der gjorde at vi indimellem sukkede efter hotellets pool og traskede ’hjemad’ var varmen. Midt april bød nemlig på 39-43 grader. Og så er pool jo bare djævelsk lækkert – især når man har panoramaudsigt over verdens mest besøgte by.

Vi var blandt andet på en guidet heldagstur rundt på de små, mallefyldte floder med hvad der hedder en ’long boat’, væk fra de mange højhuse og helt tæt på de små og faldefærdige huse, placeret nærmest PÅ vandet. Nogle næsten på vej ned i vandet. Indimellem disse små hjem ligger også større huse og: templer. Det var nemlig tempeltur vi var på, fik jeg nævnt det? Turen førte os til de mest fantastiske perler, hvor vi fik et uundværligt indblik i den vigtige del af thailændernes liv – og ja, jeg beklager at billederne overhovedet ikke rummer den oplevelse det var at være der, men sådan er det jo, man skal sjovt være der, for at opleve det – det er vel også grunden til at vi rejser. 

Vi brugte dagene på at udforske Bangkok.. besøge en enhjørningecafé, tage på den tempeltur og på en guidet heldagstur til et paraplymarked, et unikt marked, der er placeret på togskinnerne, som foldes ind og ud alt efter togets køretider. Vi osede i storcentre og små boder på gaden, vi købte små souvenirs og spiste frugt i massevis. Vi brugte tiden på at bade i poolen (og lære den 5-årige at svømme lidt! STORT!) og gå rundt i byen, i store og små gader, hvor vi alle vegne blev mødt af venlige og nysgerrige mennesker.

Og forresten; når du vil bevæge dig i større distancer i Bangkok, end hvad du mener dine ben kan tillade (det er måske særligt gældende, hvis du har barn med), så tag enten skytrain eller en taxa. Hvis du tager en taxa, så få dem til at tænde taxameteret. Det kostede os sjældent mere end 50 bath, som er 10 kr.

Cooking School er altså en af de oplevelser som vi har været rigtig glade for at vi hjemmefra havde tilmeldt os! Der findes vidst flere steder, med svingende anmeldelser kan jeg se, men det sted Jysk havde booket til os var altså noget vi ikke vil have været foruden, for det var sgu spændende! Kort fortalt var vi på et lille lokalt marked, hvor kokken viser os de forskellige ingredienser, som vi henter hen til deres lille cooking school, sat op til at man fælles kan stå og skære alt fra kefirblade til baby auberginer, skrælle galangarod og frisk kokosnød. Vi lavede karrypasta og kokomælk. Som vi alt sammen spiste. Alle fem retter vi lavede. Det var alt i alt pisse hyggeligt, hvis jeg må bande lidt.. og vi behøvede på ingen måde at tænke på aftensmad bagefter. Jesper vidste naturligvis en del, qua at han er et værre madøre, men jeg lærte enormt meget og (selv) Augusta var godt med, hakkede, pillede og smagte. Hun holdt sig væk fra blussene, så når kokken råbte FIRE, så så hun på, fra afstand. Her lærte hun også at tom yum er herre yum yum!

Bangkok er en travl storby, men den var ikke for hektisk og den var ikke uoverskuelig. Det er en by, som lægger op til opdagelse, til at man skal træde ind i de små streetfoodboder og pege på en ret, som man ikke nødvendigvis ved hvad er og smage, til dels fordi det koster fra alt til 3-30 kr. at spise et autentisk, lækkert måltid og fordi det bare er en oplevelse man skal tage med, at spise fra det lokale gadekøkken.
Hvis du ikke har mod på en omelet med østers, fra en bod på gaden, så er der altså også nudelvegetarretter (vi prøvede det ene og det andet og alt derimellem).

FLOATEL: sejlende samvær på sø

Jep, floating hotel. Kløgtigt!
På vores stories undervejs, som vi har delt mange af, fordi vi simpelthen ikke kunne la’vær’ var det lidt svært for følgere at afkode hvad det præcis er vi befandt os på, hvilket ikke er mærkeligt, for jeg forstod det heller ikke helt, før jeg ligesom selv var der.

Floatel er en stor tømmerflåde med fire værelser (altså hvad man vil kalde hotelværelser), med bad, med toiletter og et dæk, hvor vi spiste, spillede og hyggede med de to andre familier, der var afsted.
De var også danskere og vi lærte uundgåeligt hinanden at kende, hvilket var en del af vores rejse vi ikke forventede. Vi blev fire-fem gange trukket til en ny holdeplads af en lille båd, så vi lå til anker (jeg aner ærlig talt ikke hvad det hedder) flere steder på den store sø, men det meste af tiden lå vi stille, så vi kunne springe i søen og bade, bade i den lille pool eller snuppe en kajak til opdagelse af nærområdet.
Kort sagt storhyggede vi, vi fejrede sørme også sølvbryllup samt lille Astrids 8 måneders fødselsdag. Anne og Sofie, to søde halvvoksne piger fra den ene familie havde Augusta med på en kajaktur og de lavede begge en eventyrlig flaskepostkorrespondance mellem Augusta og søens fisk, som hun helt sikkert aldrig glemmer.

Jeg vidste godt vi ville være tæt med andre på den del af rejsen og selvom vi kajakkede ud på tur hver for sig, indimellem svømmede og spillede opdelt i familier og selvfølgelig sov hver for sig, så var vi også sammen og der var nærmest en hel lejrskolestemning, på den fede måde, du ved. Der var ingen grund til at sidde og kukkelure på værelserne. Vi spiste nemlig sammen, mad tilberedt i køkkenet bagerst på det flydende hotel, og vi var på ture ind til små landsbyer, hvor vi så hvordan de lavede elektricitet via en dæmning og hvordan man får gummi fra gummitræer.

Solnedgangene, landskabet, det helt klare søvand, der var samme temperatur, som jeg ville fylde i et badekar herhjemme (såfremt jeg havde et altså), de hyggelige aftenstunder og roen. Der var ingen air-con på tømmerflåden skal det så lige siges, så vi var indimellem liiiidt presset på det Sydøstasiatiske klima, når vi nu er vant til det nordiske, der er både koldere og med lavere luftfugtighed, men heldigvis var søen hele vejen rundt om, så man kunne bogstavelig talt springe ud af vinduet, hvis man trængte til en nedkøling. Så det skete en del.

Dén midte af vores rejse er nok det jeg savner allermest.
De skal alle syv, de to familier, altså lige have et tak for nogle fantastiske dage, det kan vi ikke komme udenom!

[KÅ] KOOD: det Insta-venlige ø-liv

Vi lærte at det hed [KÅ] Kood, ikke Koh Kood, som vi havde sagt, helt tungt og dansk, af vores søde guide, Kat, som viste os det førnævnte togskinnemarked ved Bangkok. Koh betyder ø og det er det det er.
En bette en.

Det bedste vi gjorde under vores ophold på Koh Kood var at se Koh Kood. Arh – eller… vi badede VIRKELIG meget, det var også skønt, men hvis vi snakker om aktiviteter var det at jeg overgav sig til de mange insisterende råd om at Koh Kood skulle ses på scooter, et godt træk. Det er nemlig for varmt at bevæge sig langt til fods. Det er måske svært at forestille sig, når man sidder herhjemme i Danmark og læser dette, men det er ikke sjovt for hverken voksne eller 5-årige at gå for langt i heden, særligt ikke når man ikke ved hvor man skal gå hen – for der er fakkertalt ikke meget at se på Koh Kood.

Vi snuppede to scootere (40 kr. pr. stk. for 6 timer) fra vores hyggelige, palmefyldte, strandnære hotel og susede så ud, for at se de få butikker og resorts der er på Koh Kood. Når jeg skriver: der er ikke meget at se, er det ikke en dårlig ting, øen er bare lille og ikke overturistet. Du finder måske nogle badedyr i én af de små butikker, men altså ingen 7/11 eller noget diskotek. Der er en bette fiskerlandsby, små restauranter, jungle og hvad jeg vil kalde som ingen trafik. Eller.. altså.. vi mødte da nogle scootere og måske tre biler, så selvom jeg ikke har scooterkørekort, var det en smal sag. Man kører i venstre side af vejen i Thailand, så da jeg lige havde vænnet mig til dét var det ellers bare derudaf med faktor 50 på alle lemmer!

Med ø-livet fik vi den Thailand-oplevelse, som jeg har set (og sukket efter) på andres feriebilleder.
I ved: det klare hav, det hvide sand, de farverige drinks, Insta-venlige gynger på stranden og Ludo til de vildeste solnedgange.
Det var så meget nede på jorden, ned i gear, vi-aner-ikke-hvad-klokken-er, spiser-når-vi-er-sultne følelse, der trak alt eventuelt resterende pres fra arbejdet hjemmefra ud af os.

Vi fik også farvel-alle-spændinger-i-kroppen-massage i den lille hytte på stranden en enkelt gang.
Dét skal jeg lige huske at anbefale jer. Flere har sagt: få massage hver dag i Thailand og selvom det prismæssigt faktisk er muligt var det altså tidsmæssigt ikke, med barn og det hele, så desværre fik vi kun (”KUN”) to omgange massager under vores rejse. Det kan du sikkert gøre bedre! Thaimassage er lidt hardcore med knæk og benbøj, mens oliemassage er afslappende. Jeg er til sidstnævnte, for de kære thaimassører tager alligevel godt fat, lige meget hvad man har bestilt.

Koh Kood var herligt! Vi havde en Bali-hytte med havudsigt, terrasse og udendørs brusebad. Sidstnævnte betød at jeg blev udnævnt slangetjekkerminister, grundet Jespers slangefobi, men jeg må tilføje at vi ikke så nogle, hvis du sidder med samme frygt for reptiler.
Der var kun venlige firben. Og en enkelt gekko.

For at runde dette skriv af må jeg lige beklage at det blev så langt. Jeg er ikke god til at begrænse mig, særligt ikke når jeg har meget på hjerte. Vi har simpelthen oplevet, hørt, set og spist for meget til at det ville give mening at smide det ind hér.

Og jaaaa, der blev det sgu lidt eat, pray, love-agtigt, men pray-delen var der på en måde også plads til, da Augusta så sit snit til at potentielt kunne få opfyldt nogle ønsker ved de mange munke og statuer i templerne. Alt fra ønsker om hundehvalp og lillesøster til fremtid håb om at få skænket en fremtid som filmstjerne.
Og at Jesper ville fri til mig.
Pudsigt nok blev ingen af ønskerne opfyldt (i Thailand), men hun ønskede nu også en stor is og dét fik hun i massevis. Selvom jeg kun var på knæ med samlede hænder (i wai hedder det vidst) en enkelt gang, så tænker sgu at ingen der har været i et tempel, som f.eks. dem vi så i Bangkok, kan underkende hvor overvældende det er at se, på ens bare, beskidte fødder. Der kan vores folkekirker sgu ikke helt det samme, hva’?

Hun ønskede også at vi skulle tilbage til Thailand igen en anden gang.
Det håber jeg altså også på.

Når alt dette så er skrevet vil jeg afslutte med at skrive: tak for at du læste med!

Hvis du er nysgerrig på Jysk Rejsebureaus eksempler på rejser til lige nøjagtig Thailand kan du klikke lige her. Det er altså – må jeg understrege – eksempler, for det er et rejsebureau man kan skræddersy sit eventyr med, så man selv vælger hvor man vil hen, hvor man vil bo og hvad man vil lave. Jysk Rejsebureau kan jo så komme med vejledning, tips og ren insiderviden, der kan gøre turen endnu federe!

Kærlig hilsen
Johanne
– og Jesper og Augusta

PS. Hvis du vil læse indlægget, som jeg skrev da vi tog afsted, kan du se det her. Her er også overvejelserne omkring destinationen, mine mange tanker og processen med Jysk Rejseburau.

Læs også

5 Kommentarer

  • Reply
    VenterPaaVinBlog
    16. maj 2019 at 11:47

    Hvor er det bare så hyggeligt og interessant et indlæg – og kæft nogle dejlige billeder.
    Jeg laver selv rejsedagbøger på bloggen fra Warszawa i disse dage, og det er mindst ligeså spændende at læse alle andres, synes jeg; har altid semi rejsefeber og lyst til en tur ud i verden 😀

    • Reply
      Nutidensmor
      20. maj 2019 at 12:28

      Dét skal jeg da ind og læse! Jeg ved ærligt talt (skræmmende) lidt om Warszawa.. men det er vel ikke for sent at lave om på??!
      KH!

  • Reply
    Louise
    16. maj 2019 at 14:36

    Hvor ser det dejligt ud? Havde I selv redningsvest med til Augusta? Og vil du anbefale turen med en 6 mdr baby?

    • Reply
      Nutidensmor
      20. maj 2019 at 12:34

      Det var det også, Lone! SÅ skønt!
      Redningsvesten (eller svømmevesten, som vi kaldte den) var uundværlig i processen hvor Augusta skulle være vandtryg. Altså tryg – med g. Ikke at hun absolut skulle lære det, men det var da en god anledning og det viste sig at hun var mere end frisk, nu da hun fandt ud af at hun kunne flyde (med hjælp!)
      Vi købte den i Thailand, i et shoppingcenter, men jeg tror da det er noget man kan erhverve sig i Danmark også?
      Tænker du om jeg vil anbefale turen som helhed til dig, der har en 6 mdr. gammel baby? Det tror jeg ikke, fordi en del af turen er på den her (skønne) husbåd. Her ville jeg personligt vente til at barnet var ældre. Nu ved jeg ikke om han/hun kravler, men der er ikke noget rækværk, så man skal holde øje, hvis barnet bevæger sig. Altså ikke Augusta. eller en 2-årig for en sags skyld, men en kravlende eller stor-trillende baby skulle man holde øje med. Koh Kood ville være perfekt med en lille en. Det er det rolige strand/pool-liv samt Bangkok heller ikke er dum med en bette en. Her er høje kantsten, hvis vi skal gå i detaljer, men det er ikke umuligt, hvis man er to voksne og eksempelvis har en Babyjogger eller lignende med. Der er hot i april måned, i hvert fald i 2019, så hvis du spørger mig ville jeg nok vælge en måned der er liiiiidt køligere. Men det er jo en smagssag.
      Det der er med Jysk Rejsebureau og den tur vi sammensatte er jo at den er skræddersyet til os. Det gør selvfølgelig ikke at du ikke kan udvælge dele af den – eller snuppe hele molevitten – men I kan også, hvis du har møde med dem, sammensætte en tur der er på jeres præmisser, med jeres ønsker.
      Giver det mening?
      <3
      KH

  • Reply
    Emma
    21. maj 2019 at 17:15

    Hvor er det nogle dejlige billeder! Jeres tur blev lige det skub min kæreste og jeg havde brug for til at få bestilt det møde med jysk rejsebureau, vi har lige fået tilsendt vores rejseplan, 16 dage rundt i Vietnam med alt det som netop VI gerne ville se, det er da for fedt! Håber vi får en lige så god tur som i havde!

Skriv et svar